Søndag d. 24. oktober 2010:


Endelig, vi var lidt spændte på at komme med prammen til Thailand, så vi fik hurtigt tjekket ud af værelset og kom op til færgelejet. Der var tomt! Meget tomt! Efter at have kørt lidt frem og tilbage kom en meget feminimt udseende ung mand kørende på sin scooter. Han tilbød at sejle os over på den anden side for 3200baht. Men, eftersom hverken paskontor eller toldkontor var åbent var det dog nok en dårlig ide. Han sagde at vi kunne komme med mandag morgen for 1000baht.

Godt så, vi triller da bare tilbage til byen og finder et nyt sted at bo. Vi havde set et andet hotel, som lå ned mod floden og som så noget nyere ud end de øvrige guesthouses. Prisen var da også lidt højere, men ikke noget nævneværdigt. Vi skulle dog have to værelser istedet for et. Hotellet var fint på facaden, men når man kiggede efter i krogene kunne man godt se at den sidste finish var noget præget af at hotellet skulle være hurtigt færdigt til den kommende turist sæson. Der manglede gulvlister over det hele og skyggelisterne så ud som om de var hugget over med økse. Desuden var badeværelset så snedigt indrettet at vandet fra brusekabinen løb hen imod døren og samlede sig i en stor sø, istedet for at løbe ned i afløbet i den anden ende af rummet.

Nå, men hvad, vi kunne jo være ligeglade med alt dette, bare vi har en seng at sove i er vi godt tilfredse.

Dagen gik med inde sysler for William, Lilli og Amelies vedkommende, akompagneret af Mor Maria. Der blev lavet lektier, hoppet i sengen og løbet på gangen. Rune havde besluttet sig for at prøve endnu engang at få bugt med Brumbassens hylende bremser. Hun blev løftet op i hvert hjørne og hjulene blev pillet af. Bremseklodserne fik en tur med nedstrygeren så de fik en lille rille i midten. Det skulle eftersigende virke.

Om aftenen var det tid til at gå en tur ud i byen og se på festlighederne. Vi blev hurtigt mødt af et kæmpe optog som bar på en stor bambus båd, udsmykket med papir, palmeblade, lys og andre finurligheder. Vi fulgte efter optoget og fandt ud af at der var flere både længere henne af gaden. Bådene var åbentbart blevet bygget af familier til de små munke drenge og i aften skulle de sættes i søen. Man kunne også købe nogle meget flotte dekorationer med lys i midten som man så satte ud i floden. Vi købte en, den kostede en dollar, og valfartede ned til floden sammen med hundredevis af andre. William fik æren af at gå ud i floden til knædybde og sætte den lille ”juledekoration” i vandet. Det var et flot syn at se de hundredevis af dekorationer flyde ned ad floden.

Tilbage på hotellet kunne vi følge begivenhedernes gang fra restauranten og vi kunne se hvordan de satte bådene i vandet. Efter aftensmaden skulle Maria lige et lille ærinde oppe på hjørnet og hun kom tilbage med knaldperler og stjernekastere. Der var pludselig vild jubel blandt ungerne og de løb ud i gården og kastede med knaldperler og tændte stjernekastere. Det fik selvfølgelig alt for hurtigt en ende, så en ny ekspedition måtte afsted efter mere krudt. Denne gang var der kommet nogle noget større knaldperler med. Hmm, men de sprang ikke når man kastede dem. Rune prøvede at sætte ild til dem og....KABUUUUUM. Det vi nok fra gamle dage kender som knaldkinesere, i alt fald af størrelse, men ikke af lyd. Alle i restauranten var flade af grin over ungernes noget forbavsede reaktion men ikke mindst af Rune som nærmest satte sig på halen.