Så kom brumbassen endelig hjem

Rune og farfar Gorm kørte fra skovby kl. 0630 med destination Hamborg.

Efter megen mailen frem og tilbage mellem shipping folk i Hamborg og Danmark lykkedes det endelig at af containeren med Brumbassen frigivet.

Vejret var ikke just med os, 5-15 graders frost og snedækkede veje, gjorde turen til Hamborg noget længere end normalt.
Vi ankom til Havnen kl. 11 og meldte vores ankomst og inden længe blev containeren fundet frem.

.....og åbnet....

.....pyha, hun var der stadig.....

Det skulle vise sig at Thailandsk diesel ikke er frostsikret..... så var det jo godt at vi havde 20 liter god tysk diesel med. Desværre var alle brændstofrør frosset til is så hun ville ikke starte. Farfar kom med det gode input at vi kunne hælde vores medbragte kaffe ud over motoren.....og det gjorde vi så. Det hjalp lidt. Så vi lånt os frem til lidt mere varmt vand og efter et par timers baksen, lykkedes det at få Brumbassen til at brumme igen.

Så gik turen hjemad.
På vejen skulle Rune lige forbi padborg for at vise tagteltene frem til en interesseret køber. Det endte med at Rune var hjemme i skovby med Brumbassen kl. 23 og kun med et tagtelt.
Maria gik straks igang med at pakke ud og Rune gik på hovedet i seng.

En uforglemmelig rejse er slut!

Søndag d. 7. november 2010:


Vores taxamand kom som bestilt kl. 7 og vi vinkede farvel til Sidthy Guesthouse og den handikappede hund!

Vi ankom i god tid til lufthavnen, men kunne tjecke ind med det samme. Vi havde en gummisportstaske, vores store blå rygsæk og så den ny indkøbte nylon taske som alt sammen skulle tjeckes ind. Det gik glat, ingen overvægt, og vi fik lov at tage klapvognen med til gaten. Yderligere havde vi alle en lille håndbagage taske med forskellige underholdningsgenstande til turen. Rune og Maria havde en rygsæk med bleer, bøger og lidt skolebøger. Amelie havde sin røde elefant taske med sine legesager. William og Lilli havde deres lille skuldertaske hverisær med nintendo, bøger og lidt andre småting. Vi gik direkte til sikkerhedskontrollen så vi kunne komme hen til gaten.

Desværre havde vi glemt at Runes nøgler indeholdt en lille schweitzer kniv og den blev selvfølgelig taget i sikkerhedskontrollen. Godtnok havde Maria en identisk kniv i sine nøgler som også lå i rygsækken, men den var ikke camuflage farvet som Runes, men bare turkis grøn og udgjorde derfor åbenbart ikke den store fare. William og Lilli havde, udover deres nintendo og lidt andre legesager i deres tasker, også en lille træslangebøsse som de havde købt på et marked. I sikkerhedskontrollen fandt de Lillis slangebøsse, og de mente at denne 7 årige pige med de autonomt lignende fletninger i håret og den meget upassende Henna tatovering på håndledet signalerede så meget terrorist at de under ingen omstændigheder kunne lade hende få denne langtrækkende missil affyringsrampe med op i flyet.

Lilli var grædefærdig, måske ikke så meget over at miste sin slangebøsse til en 5’er, men mere over at de tog hendes og ikke Williams, det var jo så uretfærdigt.

Efter at Rune havde gjort sig så upopulær hos sikkerhedspersonalet, at Maria opfangede signaler om at han inden for korte øjeblikke ville bliver aresteret, overtog hun dialogen med den nævenyttige sikkerhedsansvarlige. Hun bad om, på sine grædende knæ, at vi kunne få lov at gå tilbage og tjecke de farlige emner ind som baggage. Det kunne der under ingen omstændigheder være tale om og derefter tog den tidligere omtalte sikkerhedsansvarlige kniven og slangebøssen og smed dem demonstrativt i skraldespanden!

Vi var målløse! Ikke så meget over at vi ikke måtte have de farlige objekter med op i flyet, ”safety first”, men over at der simpelthen ikke var nogen procedure for at uheldige sjæles personlige og meget farlige ejendele sendt med flyet på sikkerhedsmæssig forsvarlig vis.

Rystet begav vi os til gaten og kunne inden for kort tid gå ombord på flyet.

Flyveturen tog 12 timer og gik helt planmæssigt. Heldigvis var flyet kun 1/3 fyldt, så der var god plads til at lave huler og lege gemme. Vi fik også kigget ned på Himalaya da vi fløj over Indien, hvilket var et fantastisk syn.

I München landede vi planmæssigt og gik direkte mod vores næste fly til hamborg. På vejen skulle vi igennem tolden, og Maria havde jo en uges tid tidligere fået et skud fra en plante oppe i Lampang, som skulle med hjem til Lis. Maria gik troligt ind i tolden for at fortælle at hun havde en plante i håndbagagen og at hun gerne ville sikre sig at denne var lovlig at indføre i EU. Vi havde på forhånd gjort vores fodarbejde og fundet ud af at planten ikke var en af de planter der var ulovlige, men! De tyske toldere havde aldrig før oplevet at en passager frivilligt kom og fortoldede en plante og de gik derfor alle i kampklar forsvarsposition. Rune og børnene gik igennem tolden på almindelig vis og ventede ude på den anden side. Det tog en time før Maria sluttede sig til dem. Da tolderne havde fået fremskaffet de forskellige dokumenter til udfyldelse i 6 eksemplarer og besluttet sig for at også denne plante (som mest lignede en rådden pind i en plastikpose) udgjorde en så stor national trussel at den ikke kunne indføres i EU og selvom de ikke havde kunnet fremskaffe beviser for at netop denne plante var forbudt at indføre, beholdt de den i deres varetægt.

Strippet for små knive, slangebøsser og planter satte vi os i det sidste fly mod Hamborg.

Vi landede planmæssigt efter en lidt ”bumpy” tur, i Hamborg og blev mødt af et dusin danske flag som ivrigt blev viftet af vores elskede forældre og bedsteforældre. De havde lånt fætter Mathias VW Caravelle og vi kunne derfor alle sidde sammen og snakke i de 3 timer det tog at køre til Skovby. William og Lilli faldt hurtigt isøvn, men Amelie holdt lidt længere ud. De havde nu også været vågne i 20 timer, så det var ikke så underligt at de var trætte.

Kl. 23, dansk tid, var vi hjemme på Smedevænget 10 hvor onkel Bo ventede klar med frikadeller, rugbrød, ost og hjemmelavet leverpostej. Uhm. Også Birgitte var kommet helt fra København for at hilse os velkomne.

Det var dejligt at være hjemme i vante omgivelser, om end en lidt mærkelig følelse efter 6 måneder på en uforglemmelig rejse igennem så mange anderledes lande og kulturer.

De sidste indkøb

Lørdag d. 6. november 2010:


Sidste dag i Thailand, sidste dag i Bangkok, sidste dag på vores eventyrlige rejse.

Vi hoppede i en taxi og kørte ud til det område i Bangkok hvor alle storcentrene ligger. Det en kæmpemæssige storcenter efter det andet ligger som perler på en snor et godt stykke fra centrum. Vi manglede at købe et par julegaver og desuden går tiden noget hurtigere når man kigger på butikker(sådan føler det meste af familien det ihverttilfælde).

Der blev shoppet sko, bukser, tshirts osv. Det er jo vinter når vi kommer hjem og det eneste tøj vi har med er shorts og tshirts. Vi kunne godt se på det hele at vi ville få problemer med at få plads til vores sager i de to tasker vi har med. Men, det er jo det gode ved at rejse med børn, de må også tjekke en taske ind på flyet. Vi fik taxien til at holde ind til siden på vej hjem et sted hvor vi kunne købe en ekstra taske. Det blev bare en billig indkøbspose, men god nok til en enkelt flyvetur.

Tilbage på hotellet var det blevet sidst på eftermiddagen. Vi besluttede at gå ned af gaden og få den sidste omgang fodmassage. William, Lilli og Rune fik fodmassage, Maria fik pedicure og lakeret negle og Amelie løb rundt og spiste kiks og flirtede med thai damer. Efter end session, gik børnene og Maria hjem. Rune blev tilbage og fik en times Thaimassage. Han har været forkølet og haft ondt i musklerne de sidste par dage og trængte til at blive banket igennem.

Da alle var samlet igen, fandt vi et gadekøkken hvor vi fik lidt nudler, kylling og forårsruller. Tilbage på værelset fik vi prøve pakket og vejet tasker, ingen problemer.

Vi satte vækkeuret til 0620....så tidlig har vi vist ikke sat det til de sidste 6 måneder.

Sidste tur i poolen

Fredag d. 5. november 2010:


William var åbenbart meget træt denne morgen – han vågnede først kl. 10! Mens de andre spiste morgenmad blev Maria derfor liggende på værelset og læste.

Vi havde besluttet at vi ville finde et hotel med pool i området så efter morgenmaden gik vi hen på Khao San Road og fandt et lækkert hotel med pool på taget! Vi tilbragte det meste af dagen her – Maria var dog kun med de første par timer – hun havde et hemmeligt besøg hun skulle have overstået! 

Sidst på eftermiddagen faldt Amelie desværre i søvn og vi kunne ikke vække hende og lod hende sove. Dette resulterede i, at hun vågnede kl. 20 og var frisk! Ungerne fik lov at se en fredagsfilm på Pcen og efter at have hentet slik i 7-11 satte de sig tilrette i sengen.

Alle gik tidligt iseng – Amelie var vist sidste mand der faldt i søvn – hun var i hvert fald stadig meget vågen da vi andre faldt i søvn.

Imorgen er vores sidste dag i Bangkok – alle har sommerfugle i maven og glæder sig meget til hjemrejsen 

Fletninger i håret

Torsdag d. 4. november 2010:


Vi spiste morgenmad og gik en tur ud for at finde de sidste souvenirs – hvilket næsten lykkedes  Vi fandt et hyggeligt sted hvor vi nød solskinnet og lidt koldt at drikke. Hjemme igen gik Rune og Amelie ind for at sove lidt – Rune har desværre fået ret ondt i halsen og er blevet forkølet – bare han ikke skal til at være rigtig syg!

William fik lov at se en film og imens gik Maria og Lilli hen til en frisør hvor Lilli fik lavet flotte, bittesmå fletninger i håret. Det blev superflot og hun synes selv det var meget sejt!

Hjemme igen valgte William og Lilli at bruge nogle af deres penge på at spille spil på internettet – mens Maria læste lidt.

Om eftermiddagen gik vi igen en tur og William og Lilli fik lov at få hver en henna-tattoo – William og skorpion på overarmen og Lilli et armbånd – de var meget stolte og glæder sig til at komme hjem og vise den frem!

Vi fik købt lidt hoste/forkæleleses-medicin til Rune og så gik vi hjem igen. På guesthouset viste de film på storskærm som vi satte os og så. Maria forsøgte forgæves at putte Mulle – da Rune havde spiste lidt aftensmad sammen med Lilli tog han over og gik i seng sammen med Amelie.

William og Maria hentede aftensmad som de spiste sammen hjemme på guesthouset. De fik desuden lov at være længe oppe og de lavede lidt lektier, vi surfede sammen på internettet og hyggede inden sengetid.

Container Stuffing og Runes fødselsdag

Onsdag d. 3. november 2010:


Idag er det Runes fødselsdag ... hurra, hurra, hurraaaaaaaa 

Han blev ”vækket” med morgensang på sengen og fik sine gaver; vi havde købt et par bukser som han havde ønsket sig og en lille ting som ungerne havde udvalgt: et salt/peber-sæt med to figurer der omfavner hinanden 

Vi spiste stor dejligt morgenmad på vores guesthouse og da alle var klar kørte vi ud til vores shipping-agents kontor. Dette var nemlig dagen hvor Brumbassen skulle puttes i containeren!

Efter 40 min var vi fremme ved kontoret og herefter fulgte vi efter agenten i hendes bil ud til havnen. Køreturen herud tog ca 1 time og vi var pludselig meget langt væk hjemmefra guesthouset! Vi spekulerede noget over hvordan vi nogensinde skulle komme hjem herfra når nu vi var uden bil på tilbageturen! Efter lidt ventetid ved forskellige kontorer på havnen kørte vi hen til pladsen hvor alle containerne stod. Vi fik udpeget en container og så gik arbejdet ellers igen. Vi skulle have alt ned fra taget og krydsede fingrer for at vi ikke ville være nødt til at afmontere teltene for at få plads i højden! Vi havde glemt at få nøglerne med til de kædelåse som cyklerne var låst sammen med! Rune fik hjulene pillet af cyklerne og de måtte hejses ned lidt sammenkædede! Vi lukkede næsten alt luften ud af hjulene og forsøgte lige så forsigtigt at køre Brumbassen ind i containeren ..... lidt mere luft blev lukket ud og nu så det ud som om det faktisk ville lykkes. Det skal lige siges at der som sædvanligt havde samlet sig en hel flok tilskuere og vi følte os en smule presssede med alle de tilskuere. Da Brumbassen næsten var helt inde under ”porten” til containeren kunne det sidste af teltet ikke komme under .... Rune spændte bilen ned mod jorden med nogle store spændebånd og Maria hoppede op bag på bilen med udsyn til afstanden mellem telt og container. Det lykkedes lige med nød og næppe at få hele bilen ind i containeren og alle jublede  Så gik Rune og William igang med at kante sig ind imellem container og bil og fik spændt alle 4 hjul fast til bunden af containeren – de svedte og var meget beskidte da de kom ud derfra igen. Vi fik stoppet cykler og alt det andet løse ind bag ved bilen og taget fotos af hele molevitten. Derefter kom en havneansat og lukkede containeren og vi så til mens den blev plomberet! Vi fik noteret nummeret på plomberingen så vi kan være sikre på at ingen har været i containeren når vi afhenter bilen i Hamburg!

Vi var blevet tilbudt et lift ud til lufthavnen hvilket vi sagde ja til. Vi fik chaufføren til at stoppe ved en lille bod hvor vi kunne købe noget mad – vi havde ikke fået frokost og kl var nu 16 og alles maver rumlede! Det eneste mad han serverede krævede at spise med pinde og vi sad derfor og jonglerede med dette hele vejen ud til lufthavnen  Men det gik og alle kunne lide maden.

Lufthavnen lå ca 40 min derfra og vi havde fået at vide at vi her kunne tage en mini-van hjem til Khao San området. Vi havde noget bøvl med at finde ud af hvilken minivan men efter ½ times tid sad vi sammen med 7-8 thaier i en minivan og var på vej mod Bangkok City. Turen gik fint og pludselig steg alle de andre ud og vi fik besked på at gøre det samme. Vi var dog stadig 7-8 km fra hvor vi boede og nu havde myldretrafikken virkelig sat ind! Efter flere forgæves forsøg på at få fat på en taxa og megen vandren frem og tilbage med 3 trætte børn og en meget tung taske lykkedes det endelig at få en taxa til at stoppe og alle jublede! Det skulle dog vise sig at de 7 km skulle tage næsten en helt time! Vi holdt stille i ca de 50 af minutterne. Ét sted holdt vi for et rødt lys i 9 min!! Men hjem kom vi og alle var meget trætte. Istedet for at blive kørt helt hjem fik vi chaufføren til at sætte os af ved en restaurant i nærheden og vores guesthouse hvor Rune havde besluttet vi skulle fejre det sidste af hans fødselsdag. Vi fik virkelig dejlig mad: Humus, guacamole, lækkert brød, salat med kylling, falaffel og pizza – alle gik meget mætte iseng.

Nu kan William også selv bestille mad på restauranten

Tirsdag d. 2. november 2010:


Efter en dejlig morgenmad på Sidthi Guesthouse kørte vi ud til en forlystelsespark vi havde fundet via internettet – vi kørte igen i myldretrafik og holdt en del i kø. Vi kom pludselig i tanke om, at de sidste julegaver oscv jo skulle købes idag hvis de skulle proppes i bilen inden denne blev sat i containeren! Vi satte kursen mod Weekend Market og GPSen sagde 20 min. Men efter en time var vi fremme efter at have holdt i den ene kø efter den anden! OG der var lukket!! Fedt – vi havde kørt 1 time fuldstændig forgæves igennem myldretrafik!

Nå, vi kom heldigvis ret forskånet for flere køer ud til Siam Park hvor indgangsbilletten heldigvis var efter Thai standard og kostede 180 kr for alle 5 incl tur-bånd til alle forlystelser (med undtagelse af Extreme-kategorien og den kunne vi godt undvære!)

Vi satte kursen mod vandland og tilbragte et par timer her i en flod-lignende pool med strøm og laaaaang vandrutsjebane (den længste iflg Guiness-rekordbog!) Man fik megameget fart på og landede med et kæmpe plask!

Der var desuden et stort område som var lavet som en strand. Med bølger og fyrtårne (livredder-tårne) Det var virkelig flot og ungerne nød det.

Resten af dagen gik med at prøve de øvrige forlystelser – tror faktisk vi fik prøvet alle de ”rides” vi havde adgang til!  Mulle kom også op i et par stykker og synes især at flyene hvor man kunne flyve op og ned var vildt sjove – hun tog først en tur sammen med Maria men ville have mere! Så William tog en tur med hende bagefter 

Vi var et smut i Tesco for at få købt de sidste ting vi gerne vil have sendt med bilen hjem. Vi tog tilbage til vores guesthouse omkring kl. 18 og var alle meget trætte.

Hjemme havde nogen snuppet den parkeringsplads som vi ellers lidt har fået patent på udenfor vores guesthouse! Vi fik derfor klemt os ind helt henne foran guesthouset og havde nær taget deres skilt ned da vi lige havde glemt hvor høje vi egentlige er nu hvor vi har cykler og alt muligt på taget!

Der sad en flok unge englændere og observerede dette hvilket gav anledning til en længere snak omkring hvor vi havde rejst, hvordan bilen var kommet herud osv .... det sædvanlige hver gang nogen finder ud af at vi har vores egen bil med herud! Mens vi stod og snakkede med dem – ja så havde William, Lilli og Amelie sat sig ved et bord og havde selv bestilt deres aftensmad! SÅDAN..... De havde bestilt: Fried rice with chicken, pancake with banana and cornflakes with milk – two banana-shakes and one chocolate-shake. Ingen slinger I valsen dér – næste gang kan de da tage på ferie alene, de behøver næsten ikke os mere  De havde endda spurgt Amelie hvad hun ville have og damen havde bestilt cornflakes og chokolade-shake – ja hun ved hvad der er godt – og så til aftensmad!

Senere gik William og Lilli også op til receptionen og bad om adgang til hver sin PC med internet – da de var færdige fandt de selv penge i deres egen pung og betalte ved receptionen. Fedt at de bare kan forstå og gerne vil tale engelsk samt at de har styr på den thailanske valute bath. Når damen siger ”twenty bath” – ja så kan de finde frem til en 20-bath seddel. Forældrene er stolte 

Amelie render desuden rundt og siger: ”thank you”, ”no no”, ”dont touch” og ”karp kun ka” ( det sidste er tak på Thai) Hun skal nok blive til noget stort den lille terrorist!

En forgæves fortoldning

Mandag d. 1. november 2010:


Efter morgenmaden kørte Rune ud for at få fixet toldpapirer på bilen inden hjemsendelsen. Det brugte han det meste af dagen på – blev som sædvanligt sent fra den ene instans til den anden som lå forskellige steder i byen. I en by som Bangkok kan det snidlt tage 1 time at køre 5-7 km pga meget meget tung trafik! Vi andre fik dagen til at gå med at ose lidt rundt i Khao San Road kvarteret .... vi fik købt lidt fødselsdagsgaver til Rune – som jo har fødselsdag imorgen  Vi spiste desuden frokost på et gadekøkken og Lilli opdagede at forårsruller smager fantastisk!

Hjemme fik William og Lilli lavet skole imens Mulle sov en lur. Da Rune kom tilbage gik vi igen en tur ud i byen og fik en is 

Rune fik desværre ikke så meget ud af alle hans anstrengelser da det endte med at han fandt ud af, at det faktisk er umuligt for os selv at ordne de papirer der skal til for at kunne sende bilen ud af Thailand. Der skal bla skrives et brev på Thai med beskrivelse af hvorfor bilen er i landet og hvor den skal hen og meget andet – dette er jo lidt svært at gøre når man ikke kan sige andet end goddag og tak på Thai  Han fik besøgt vores shippingagent og vi aftalte med hende at vi må betale hende for at udføre dette arbejde istedet!

Aftenen gik med lidt afslapning på guesthouset: ungerne så lidt film, Mulle rendte rundt og legede og de voksne læste lidt, surfede på internettet osv. Det blev da også til et par spil Yatzy og Uno 

Pakning af Brumbassen

Søndag d. 31. oktober 2010:


Straks efter vi vågnede begyndte vi at pakke. Vi skulle hente vores bil og vores 3 kant puder kl. 11 og derefter ud til Jeseda Technik museum for at pakke bil. Rune tog nøglerne og gik ned for at tjekke ud. Vi havde ikke fået vores morgenmads billetter dagen før så dem skulle vi også hente. Da Rune afleverede nøglerne og bad om at få 5 morgenmadsbilletter og det ikke var den samme receptionist som dagen før, var det selvfølgelig et stort problem. Vi kunne kun få 2 da vi kun havde haft 2 værelser.....åhhhhh. Hvor fedt at skulle starten dagen i det røde felt. Rune sagde at de kunne glemme det, vi ville finde et andet sted at spise morgenmad. Han afleverede nøglerne og bad om at få depositum tilbage. Da de slog op i deres lille bog og fandt vores kvitteringer sad der 5 morgenmadsbilleter klipset fast. Det var vist ikke nødvendigt at sige noget, men her kommer endnu en mærkelig opførsel hos Thai’er til kende. Ikke noget med at undskylde, nej de trækker bare på skulderen og griner lidt. Nogle gange er de sku lidt underlige. Vi havde også en lille episode for et par uger siden hvor en TukTuk chauffør påkørte Maria og Lilli og hans eneste reaktion var at grine!

Så vi fik spist morgenmad og tjekket ud. Vi gik hen ad gaden og spurgte på priser et par steder, men synes enten det var for dyrt eller også var værelserne for små. Vi endte derfor ved det samme guesthouse som vi boede på mens Bo var herude – Sidthi Guesthouse. Her fik vi et værelse med 2 dobbeltsenge til billige penge.

Vi fik herefter hentet bilen og kørte hen til butikken hvor vi havde købt trekant-puderne (Morn –Kwarn hedder de på Thai) Så kom vi til det sjove: hvordan skulle vi nu få proppet disse 8 store puder ind i Brumbassen som i forvejen var fyldt godt op? Vi stod desuden midt ude på en meget befærdet gågade og havde derfor mange tilskuere. Vi vækker i forvejen meget opsigt men dette var jo ren underholdning for alle de forbipasserende  Det lykkedes os med nød og næppe at få proppet puderne ind diverse steder – Lilli trak det tunge læs – hun havde én under fødderne og en ovenpå sig! Vi kørte nu ud til Jesada Museet hvor vi regnede med at der ville være forholdsvis menneske-tomt da det var søndag .... Vi ville afhente de ting vi havde efterladt derude og havde planlagt at hive ALT ud af bilen og få sorteret alle vores ting! Men da vi ankom til Jesada var der massevis af besøgende og fest i gaden! Sumet var der selv og havde også familien med. Der stod en lille vogn med drikkevarer og små kager og vi blev straks budt. Vi fik snakket med Sumet og hans familie og efter en times tid kørte vi bilen om bagved lejligheden og måtte stå ude på en lille vej og pakke bilen om. Vi holdt lige foran et lille auto-værksted og havde derfor publikum på under hele seancen. Alle kasserne blev pakket om – vi fik taget noget vintertøj frem – alt tøjet blev pakket op i teltene og det hele blev stoppet i bilen igen. Vi fik desuden smidt diverse kasser, cykler, bagsæder osv på taget.

Det tog vel ca 1 ½ time og under hele arbejdet truede det med at blive regnvejr – det smådryppede og blæste op, men vi klarede det heldigvis i forholdsvis tørvejr.

På vejen hjem stoppede vi ved en McD – vi synes ungerne havde opført sig ekseplarisk og været gode til at hjælpe til med at organisere bil og passe/underholde Mulle – og belønningen blev burgers!

Selvom der var virkelig meget myldretrafik og vi holdt i kø en stor del af vejen ind mod Bangkok – så var vi nødt til at gøre holdt ved en Tesco så vi kunne få købt en lås til cyklerne – de ligger jo bare oppe på taget af Brumbassen og vi var lidt bange for at de kunne blive stjålet.

Hjemme igen hentede vi 3 gange spaghetti med kødsauce i 7-11 og ungerne spiste dette til aftensmad.

En god og produktiv dag og alle var trætte!

Back in Bangkok

Lørdag d. 30. oktober 2010:


Vi stod tidligt op for 3.-4. gang på hele rejsen! Kl. 07.30 spiste vi morgenmad på den dejlige terasse ned til floden. Alt var meget stille og smukt på denne tid af morgenen og temperaturen behagelig. Vi spekulerede på om man måske skulle have prøvet det der med at stå tidligt op noget oftere? 

Allerede lidt over 8 var vi på vej mod Bangkok og der var superhighway hele vejen. Dette betød fin, fin vej nogle steder og meget hullet vej andre steder – og vejarbejde der var skiltet meget dårligt betød også pludselig modkørende trafik hvilket kom som lidt af et chok!

Vi havde et par stop undervejs hvor vi tankede drikkevarer og snack på 7-11 samt strækte ben. Et sted satte vi os udenfor på nogle bænke og spiste frokost indkøbt og tilberedt på 7-11 – fantastisk at kunne få varme ris-retter, lun pizza, toast og masser af andre frokost alternativer til ingen penge.

Rune synes at Brumbassen lækkede lige rigeligt med olie fra transfergearkassen og efter et nærmere eftersyn viste det sig også at der næsten ingen olie var tilbage. Vi fik i fællesskab fyldt olie på ved hjælp af et stykke vandslange og Brumbassen kunne nu fortsætte turen mod Bangkok.

Jo mere vi nærmede os Bangkok jo mere kunne vi se oversvømmelsernes omfang. På begge sider var marker omdannet til store søer og på flere huse var kun taget synligt – vi kunne se folk sejle rundt i kanoer/både i deres baghaver! Èt sted kom vi pludselig til et stykke motorvej hvor vejen lå fuldstændigt under vand. Vi fortsatte ufortrødent uden at ane hvor dybt vandet var. Godt og vel en halv meter vand hvor det var dybest og vi undslap med nød og næppe uden at der kom vand ind i bilens kabine. Vi morede os med at betragte de mange lastbiler der holdt parkeret i vejsiden hvor alle chaufførene var steget ud og nu var igang med at vaske deres trucks og selv tage bad i vandmasserne – typisk Thai: når der nu er gratis vand tilstede hvorfor så ikke lige holde en pause og udnytte muligheden for at blive vasket? Vi så endda en far med hans lille søn der var steget ud af deres bil og nu tog en svømmetur midt på motorvejen 

Resten af turen gik dog uden flere vandmasser på vejene og vi nåede frem til Bangkok – på vores sidste lange tur i denne omgang – mærkeligt at tænke på at vi nu har kørt ca 17.000 km siden starten af maj og vi har været helt forskånet for uheld, punkteringer eller andre problemer. Lidt et mirakel eftersom folk generelt kører som sindsyge i de fleste af de lande vi har været i siden vi forlod Europa. Jeg kan ikke tælle hvor mange gange vi har måtte undvige knallerter, motorcykler, fodgængere, hunde og andre biler på vores færden men med Rune bag rattet er det gået godt hver gang  - til trods for at Maria til tider har synes at kørslen var lige lovlig aggressiv 

Kl. ca. 16.30 var vi fremme efter ca 8 timer på farten. Vi parkerede bilen inde på en sikker parkeringsplads ved et tempel, hankede op i taskerne og gik ud for at finde et sted at sove.

Hvorfor har thai’er så dårlig forretningssans?:

Endnu engang var vi vidne til en så dårlig forretningssans at man næsten kun kan grine af det. Vi fandt et hotel hvor de havde 2 dobbeltværelser i stueplan lige over for hinanden. Prisen var 570bath men vi var blevet enige om at vi ikke ville betale mere end 1000bath for en overnatning. Rune var i forhandlingshumør, så han gik i kødet på den arme receptionist. Efter lidt overvejelser gik han ned i 540 bath, men det var jo ikke nok. Så sagde vi at vi ville booke værelset i 7 nætter, og pludselig fik piben en anden lyd. 7 nætter!! Det var lang tid, så kunne vi få værelset til 530 bath....altså 2 kr billigere pr værelse. Halllooooo. Vi grinede af ham og sagde at så skulle der også være morgenmad med i prisen. Vi fik ham til at give os 5 gange kaffe og toastbrød med marmelade som vi kunne hente om morgenen. Grinagtigt. Nå, da vi så skulle betale ville han have alle pengene up front. Vi havde ikke lige 7000bath på os, men ville betale halvdelen nu også betale resten dagen efter. Uha, nej, det duede sørme ikke. Så kunne vi kun få et værelse nu og så komme tilbage senere og betale resten.

Nu var Rune oppe i det røde felt. Han smed 1140 bath på disken og sagde at vi betalte fuld pris men blev kun en nat, så kunne de jo se om de kunne få lejet værelserne ud igen imorgen. Ligeså langsomt begyndte det at gå op for receptionisten at han lige havde sagt nej til 6000bath og ikke var sikker på at hans værelser ville være udlejet efter imorgen. Han gav os 5 gange morgenmad med i prisen og håbede vel på at vi ville skifte mening. Det skulle dog vise sig næste morgen at det gjorde vi bestemt ikke!!

Efter den lille check in eskapade, gik vi ud og spiste Phad Thai på et gade køkken. Vi fandt også de 3kant puder vi havde bestemt os for at købe med hjem, og fik os forhandlet til en god pris. Både for os og for den stakkels gadesælger.

Elefant Camp

Fredag d. 29. oktober 2010:


Efter dejlig morgenmad kørte vi mod elefant-centret.

Stedet er en slags hjem for elefanter der ikke længere kan bruges til skovbrug samt Verdens første elefant-hospital! Vi gik lidt rundt og kiggede på forskellige oplysningstavler der fortalte om elefantens oprindelse, anvendelse i fbm skovbrug, Mahout-træningsprogrammer (Mahout er de mænd der er trænede i at håndtere elefanterne) osv.

Herefter tog vi en shuttle-bus ind til parkens centrum hvor der findes et sted hvor man kan få rideture, et ”nursery” – altså hvor de små og nyfødte elefanter passes, hospitalet, en show-arena samt en lille restaurant.

Vi prajede 2 elefanter og fik en rundtur som indebar at de gik i dybt vand! Vi havde en sjov tur hvor Lilli havde meget svært ved at sidde stille fordi elefanten ”bumlede” isandsynligt meget 

Herefter besøgte vi de små elefanter og hospitalet. Her stod 3-4 elefanter som alle fik medicin igennem drop og havde hver deres passer som sad på et plateau oppe ved elefantens hoved. Nogle som ikke selv kunne stå blev desuden holdt oppe af en kæmpemæssig sele.

Efter frokost var vi klar til at der skulle starte et show kl. 13.30. Da vi var ved at gøre klar til at forlade restauranten kom der pludselig 5 kæmpestore dobbeltdækker busser kørende og der myldrede flere hundrede skolebørn ud. Alle havde ens gule træningsdragter på og alle pigerne havde samme frisure og alle drengene ligeså. Vi synes jo i forvejen de ligner hinanden allesammen men dette var ligesom at se 250-linger!!

Vi myldrede over til show-arenaen sammen med de mange børn. Her optrådte 10 elefanter med forskelligt. De viste hvordan der bruges elefanter til skovbrug, de kunne bukke og hilse med trutlyde, de kunne sågar spille på xylofon! Til sidst blev der stillet 3 stafelier op og tre elefanter gik igang med at male! Det eneste Mahouten hjalp med var at dyppe penslen i malingen – men alligevel præsterede den ene elefant at male et perfekt billede af en elefant med en Mahout siddende på hovedet! En anden malede de flotteste blomster i brun, sort og orange! Vi var meget imponerede og gik derfra med en fornemmelse af at der findes mere inde bag den tykke hjerneskal end man lige går og tror!

Hjemme igen blev der hygget mens Maria tog en tur rundt i byen på cyklen – hun ville se om vi evt kunne købe nogle bestemte puder med hjem som vi har set mange andre steder. Dog havde hun ikke held med dette – det må vente til Bangkok!

Aftensmaden blev indtaget rundt om hjørnet på en restaurant vi havde fået anbefalet. Super effektivt sted med enormt lækker mad. Vi endte med at have spist ca 10 forskellige store og små retter samt drukket sodavand og vand – for ialt 50 kr! Stedet var propfyldt på alle tre etager af det gamle flotte træhus – hvilket er forståelig da dette klart er en favorit iblandt alle de steder vi har spist indtil videre!

Ungerne fik lov at sidde på vores lille veranda og se en fredagsfilm og spise lidt slik. Amelie faldt i søvn og vi voksne sad i restauranten ned til floden og snakkede mens filmen kørte. Lilli gjorde os selskab og maria og hende havde et meget sjovt spil Scrabble. Lilli ønsker sig helt klart et sådan spil i julegave!

Imorgen går turen mod Bangkok – vi har ca 600 km endnu, men håber vi kan tage hele turen imorgen.

Dejlige Riverside Guesthouse i Lampang

Torsdag d. 28. oktober 2010:


Vi tjekkede ud fra vores Disney-værelser og kørte sydpå omkring kl. 11. Efter 3-4 timer var vi fremme i Lampang hvor vi havde besluttet os for at tilbringe et par dage. Vi fandt hen til et utroligt hyggeligt guesthouse beliggende helt nede ved en flod. Lampang er en mellemstor by men da der ikke kommer mange turister forbi er byen dejlig fri for alt der turist-fnidder vi oplever i mange af de andre større byer.

The Riverside Guesthouse som vores hjem for de næste 2 dage hedder er ejet af et ægtepar hvor han er Thai og hun oprindelig er fra Belgien (dog med italiensk far). Stedet er oprindelig deres hjem men efterhånden som flere og flere valgte at overnatte i deres hjem (hun arbejder i en nærliggende resturant og flere og flere af gæsterne spurgte efter et guesthouse og det startede altså med at disse gæster fik lov at låne værelser i deres eget hjem).

Nu er det et fantastisk sted med mange små og store værelser i 3 gamle træhuse, mange smukke haver/kroge med eksotiske blomster og fiskebassiner og med en lille morgenmads-restaurant på en veranda HELT ned til floden. Virkelig et af de hyggeligste steder vi har været på vores rejse.

Vores værelse har en stor dobbeltseng og William og Lilli har et sæt køjesenge og vi har desuden en dejlig privat veranda hvor de voksne kan nyde stilheden om aftnen 

Vi fik tjekket ind og gik hen på den restaurant som stedets ejere også driver lidt længere henne af gaden. Her fik vi dejlig frokost med udsigt over floden.

Hjemme fik ungerne lavet skole et par timer mens Amelie legede.

Senere gik vi ind til centrum hvor der var marked. Her kiggede vi på ting og sager og shoppede aftensmad. Der blev købt bittesmå spejlæg, 2 forskellige nuddel-retter, sushi, pandekager indbagt med kokos samt en stor portion salat og muffins. Vi købte 4 store frugtshakes med hjem og sad i guesthousets fine lille have og spiste alt dette dejlige mad (Et overdådigt måltid til ca 40 kr)

Imorgen har vi planlagt en tur 25 km udenfor byen til et sted der hedder Thai Elephant Conservation Center.

William 9 år!

Onsdag d. 27. oktober 2010: Idag er det Williams fødselsdag, hurra hurra hurrraaaaa

Willam blev traditionen tro vækket med fødselsdagssang og danske flag. Vi sad alle i bokseringen og hyggede mens han pakkede sine fødselsdagsgaver op. Han kendte til nogen af gaverne men blev glad for dem allesammen: alle DVDerne med Den Blå Planet samt 4 DVDer med en serie der hedder: Planet Earth, en tromme med slangeskind, en ramme med insekter samt et flot skakspil.

William havde bestemt at vi skulle spise morgenmad på en lille cafe inde i byen så vi tog Brumbassen herind kl. 9 lige til åbningstid. Vi hyggede og fik dejlig mad her et par timer. William fik sin store amerikanske morgenmad serveret med 3 små danske flag i – og han kunne altså ikke forstå hvordan de kunne vide at han havde fødselsdag og hvor de havde fået fat i danske flag fra!! Godt at han er let at distrahere så moderen kunne aftale dette med ejerne uden at han opdagede det 

Efter morgenmaden kørte vi 25 km udenfor byen hvor vi havde hørt om et flot vandfald – William, Lilli og Rune gik op og så vandfaldet som var fantastisk – jeg, Maria blev i bilen hos Amelie som var faldet i søvn. Nu gik turen videre ud til en varm kilde vi havde læst om. Det var dog ikke noget specielt spændende sted – der var et springvand der spyede kogende vand som blev opsamlet i nogle bassiner – men det blev til nogle gode snakke omkring hvordan den slags kilder opstår osv. William er utrolig interesseret i den slags og ved på mange punkter mindst lige så meget som forældrene.

Vi kørte hjem til hotellet igen og spiste en franskbrød med smøreost på værelset. Bagefter ville ungerne se en af Williams nye DVDer og imens benyttede jeg chancen til at komme ud og kigge lidt på byen på min nye cykel. Jeg fandt et sted hvor de syede de mest fantastiske tasker og fik købt et par stykker med hjem til julegaver 

Efter en tur på legepladsen kørte vi ind til byen for at spise aftensmad. William opdagede at der var en Pizza Ekspress (lidt ligesom Pizza Hut) og det krævede ikke megen overvejelse at beslutte at dette var stedet hvor aftensmaden skulle indtages. Også her var han meget imponeret over at personalet serverede hans pizza med danske flag i og de slukkede endda lyset og sang Happy Birthday da de kom med hans pizza.

Bagefter gik vi en tur på the night market og fandt bla nogle små gaver til hans klassekammerater. På en internetcafe fik vi ringet hjem til mormor/morfar og farmor/farfar så de kunne ønske William tillykke – han synes det var dejligt at fortælle bedsteforældrene om dagen og gaverne.

Hjemme igen fik de lov at se endnu en DVD med Den Blå Planet inden de faldt i søvn.

En rigtig god fødselsdag fejret langt væk hjemmefra 

Tirsdag d. 26. oktober 2010:


Alle havde sovet godt på de 2 værelser. Vi havde lidt havregryn og mælk som ungerne spiste til morgenmad. Rune og Maria nød at der var TV som viste amerikanske film og formiddagen gik med hygge på værelserne. Inden vi kunne starte dagen ude i byen skulle vi dog lige overvære en boksekamp inde på naboværelset – hvilket udviklede sig til en ”alle-mod-alle” kamp med megen skrig og skrål  Der blev fundet på navne såsom ”William Tyson” og Lilli Ali” og der blev ringet flittigt med gong-gongen!

Vi havde set der skulle være et stort indkøbscenter i nærheden og vi tog bilen herud for at handle lidt morgenmad og lign. Vi gjorde holdt ved en stor cykelbutik på vejen hen til storcentret, William har nemlig besluttet sig for at han gerne vil bruge sin penge på at købe en cykel med hjem til DK. De er meget billigere herude og vi kan have den i containeren sammen med bilen. Vi kiggede på lidt forskellige mountainbikes og blev enige om lige at vende tilbage inden vi kører mod Bangkok.

Det blev til nogle timer i centret – først handlede vi og fik ovenikøbet købt en del meget billigt varmt tøj til at have med hjem – så fandt vi et sted og fik frokost. Her tjekkede vi lige på internettet om de cykler vi havde kigget på var en ordentlig kvalitet – Det viste sig at være et rigtig godt mærke og vi blev enige om at køre forbi cykelbiksen igen på vejen hjem.

Vi endte med at købe en mountainbike til William, en mountainbike til Maria (som fik stjålet sin cykel lige inden vi rejste hjemmefra i maj) samt en flot lille cykel med støttehjul til Amelie!

Selvom det regnede lidt tog William og Maria turen hjem til hotellet på deres nye cykler – de var MEGET stolte og glade for cyklerne! Lidt en stressende tur i myldretrafikken, i den ”forkerte” side af vejen og uden cykelhjelme ... men de klarede turen og kørte kun lidt forkert en enkelt gang 

Hjemme gik vi en tur over på en stor legeplads der ligger lige i nærheden af hotellet og ungerne fik leget og de voksne fik snakket. Der er mange ting der skal falde på plads de næste 10 dage – vi har flyttet vores flybilletter så vi allerede flyver hjem d. 7. nov!! Bare lige for at remse lidt af de ting op der fylder i vores hoveder:

Vi skal køre de ca 800 km til Bangkok, vi skal ud til Jesada Museet og have hentet de ting vi har efterladt her, vi skal have tømt bilen fuldstændigt og gjort den ren indvendig og udvendig (vi vil være helt sikre på at der INGEN myre-kolonier er i bilen når den sættes i containeren!), vi skal have sorteret ALLE vores ting op i hvad vi kan have med hjem og hvad der skal blive i bilen, vi skal finde et sted at bo fra d. 1. nov til d. 7. nov i Bangkok, vi skal have lavet toldpapirer på bilen, vi skal have bilen pakket i container d. 5. nov., vi skal have købt de sidste ting vi gerne vil have med hjem INDEN bilen pakkes i containeren, vi skal have pakket rygsække til hjemturen – lidt en opgave for alle vil jo gerne have alt det nye med hjem de har købt herude – det er jo svært især for ungerne at skulle vente 5 uger til bilen kommer hjem til DK med at vise deres fødselsdagsgaver og lign frem.

Desuden går vi jo også spekulerer meget på vores bolig-situation derhjemme. Vi har jo besluttet at flytte op i lejligheden pr. 1. dec. når vores lejere flytter ud. Vores lejere i huset venter på at deres nye hus bliver klar og kan derfor først flytte ud i slutningen af dec. Vi skal have omrokeret en del mht opdelingen af lejligheden og huset nedenunder – vi vil gerne have delt husets stueplan op i 2 seperate lejemål hvilket kræver en del planlægning og spekulation. Rune får nok at se til i dec mdr.!!

Nå, men vi nyder stadig at rejse og glæder os til at komme hjem og tage fat på noget af alt det vi kun kan snakke om indtil videre.

Efter turen på legepladsen tog vi ind til centrum hvor vi fik kigget lidt på night-market og spist lækker aftensmad. Inde midt i markedet er et stort område med borde og stole med utallige madboder rundt omkring. Vi spiste fried rice med kylling, forkelligt dybstegt seafood og grøntsager , store grillede rejer, forårsruller og andre lækkerier samt smoothies for ca 60 kr ialt – dejligt!

Endelig med prammen

Mandag d. 25. oktober 2010:


Nå, mon ikke vi idag kommer med færgen til Thailand.

Vi mødte op ved færgelejet kl. 10 og gik igang med at undersøge mulighederne. Carnet’et blev stemplet i en ruf og så var det tid til at Passene skulle tjekkes ud. Det var bare lige den lille finte, at det skulle gøres ved person færgen som ikke sejler fra det samme færgeleje. Rune var igen blevet en smule iriteret over bureaukratiet og havde nær kørt en medarbejder fra ”prammen” ned da han kastede Brumbassen ud mellem to lastbiler i bakgear op af en 10% stigning væk fra færgelejet. Inde i byen, ved person færgen fik vi passene stemplet i en ruf og ilede tilbage i håb om at kunne nå den færge som vi var lige ved at komme med inden vi måtte køre fra færgelejet. Men, ak, nej den var lige sejlet. Nå, men skidt pyt, prammene sejler frem og tilbage hele tiden så vi når det nok.

En ung fyr som viste sig at være vinavler fra Italien og hed Lucca, kom hen til os og snakkede og vi blev inviteret til Venedig og smage hans hvidvin. Alt imens kom en fyr hen og sagde at vi skulle købe billet hos ham til Prammen. Men, istedet for de 1000baht vi var blevet lovet dagen før, kostede det nu 1500baht. Rune stak fyren 1000baht og sagde at det var prisen. Det var han ikke helt enig med Rune i og beklagede sig med at det jo var helligdag....ja igår fik Rune hurtigt fortalt ham, idag er det mandag. Til slut tradskede han videre med sine 1000baht, og vi tog det som en indikation af at han havde godtaget vores argumenter.

Vi kom da også over med prammen – en tur på ca 10 min. Efter det nu efterhånden forventede bøvleri mht at få Carnet´et stemplet osv ind i Thailand kørte vi nu mod Chiang Rai.

Vi havde udset os et hotel igennem Lonely Planet og efter ca 2 timer var vi fremme.

Man skulle tro at arkitekten til Red Rose Hotel havde været på en form for syre da han designede dette sted. Det er en meget underlig form for Disney Land – selve ”hovedgaden” ned gennem hotellet ligner noget fra Roger Rabbit og alle værelserne har et tema. Ungerne var enige om at de ville have ”Kick-Boxer”-værelset: komplet med boksering, handsker, sandsække osv. Inde midt i bokseringen er der nedsænket en dobbeltmadras som fungerer som seng. Vi andre 3 valgte et værelse ved siden af med et udefinerbart tema: Neonbelysning, selvlysende figurer af delfiner, luftballoner og andet på væggene – og som et lille pift også med spejl i loftet og en endevæg med udskæringer der mistænktsom ligner bare bryster oplyst af rødt pornolys!

Men alt i alt nogle fine værelser og til en ok pris.

Efter at ungerne havde bokset sig godt svedige og var blevet uvenner et par gange  tog vi en tuk-tuk ind til centrum af Chiang Rai. Vi fandt ind på en hyggelig cafe hvor vi fik rigtig lækker aftensmad – og ungerne var jublende lykkelige over at kunne få RIGTIG spaghetti med kødsauce!

Overfor cafeen kunne vi se starten af byens ”night-market” – et stort område hvor der sælges alverdens ting og sager – som sædvanligt. Vi var dog for trætte til at udforske dette og blev enige om at vente med det til imorgen.

Søndag d. 24. oktober 2010:


Endelig, vi var lidt spændte på at komme med prammen til Thailand, så vi fik hurtigt tjekket ud af værelset og kom op til færgelejet. Der var tomt! Meget tomt! Efter at have kørt lidt frem og tilbage kom en meget feminimt udseende ung mand kørende på sin scooter. Han tilbød at sejle os over på den anden side for 3200baht. Men, eftersom hverken paskontor eller toldkontor var åbent var det dog nok en dårlig ide. Han sagde at vi kunne komme med mandag morgen for 1000baht.

Godt så, vi triller da bare tilbage til byen og finder et nyt sted at bo. Vi havde set et andet hotel, som lå ned mod floden og som så noget nyere ud end de øvrige guesthouses. Prisen var da også lidt højere, men ikke noget nævneværdigt. Vi skulle dog have to værelser istedet for et. Hotellet var fint på facaden, men når man kiggede efter i krogene kunne man godt se at den sidste finish var noget præget af at hotellet skulle være hurtigt færdigt til den kommende turist sæson. Der manglede gulvlister over det hele og skyggelisterne så ud som om de var hugget over med økse. Desuden var badeværelset så snedigt indrettet at vandet fra brusekabinen løb hen imod døren og samlede sig i en stor sø, istedet for at løbe ned i afløbet i den anden ende af rummet.

Nå, men hvad, vi kunne jo være ligeglade med alt dette, bare vi har en seng at sove i er vi godt tilfredse.

Dagen gik med inde sysler for William, Lilli og Amelies vedkommende, akompagneret af Mor Maria. Der blev lavet lektier, hoppet i sengen og løbet på gangen. Rune havde besluttet sig for at prøve endnu engang at få bugt med Brumbassens hylende bremser. Hun blev løftet op i hvert hjørne og hjulene blev pillet af. Bremseklodserne fik en tur med nedstrygeren så de fik en lille rille i midten. Det skulle eftersigende virke.

Om aftenen var det tid til at gå en tur ud i byen og se på festlighederne. Vi blev hurtigt mødt af et kæmpe optog som bar på en stor bambus båd, udsmykket med papir, palmeblade, lys og andre finurligheder. Vi fulgte efter optoget og fandt ud af at der var flere både længere henne af gaden. Bådene var åbentbart blevet bygget af familier til de små munke drenge og i aften skulle de sættes i søen. Man kunne også købe nogle meget flotte dekorationer med lys i midten som man så satte ud i floden. Vi købte en, den kostede en dollar, og valfartede ned til floden sammen med hundredevis af andre. William fik æren af at gå ud i floden til knædybde og sætte den lille ”juledekoration” i vandet. Det var et flot syn at se de hundredevis af dekorationer flyde ned ad floden.

Tilbage på hotellet kunne vi følge begivenhedernes gang fra restauranten og vi kunne se hvordan de satte bådene i vandet. Efter aftensmaden skulle Maria lige et lille ærinde oppe på hjørnet og hun kom tilbage med knaldperler og stjernekastere. Der var pludselig vild jubel blandt ungerne og de løb ud i gården og kastede med knaldperler og tændte stjernekastere. Det fik selvfølgelig alt for hurtigt en ende, så en ny ekspedition måtte afsted efter mere krudt. Denne gang var der kommet nogle noget større knaldperler med. Hmm, men de sprang ikke når man kastede dem. Rune prøvede at sætte ild til dem og....KABUUUUUM. Det vi nok fra gamle dage kender som knaldkinesere, i alt fald af størrelse, men ikke af lyd. Alle i restauranten var flade af grin over ungernes noget forbavsede reaktion men ikke mindst af Rune som nærmest satte sig på halen.

HuayXai - på grænsen til Thailand

Lørdag d. 23. oktober 2010:


Efter at have sovet i godt 12 timer vågnede Rune ved 8 tiden. Resten af familien havde fortrukket til dobbeltsengen af ukendte årsager. Maria vågnede ved 9 tiden og de små omkring kl. 9.30. Vi spiste morgenmad sammen, pakkede værelset og satte kursen mod grænsebyen Huai Xai, en tur på ca. 120km af den nye Kinesiske Expressway. Vejen startede da også ret fint, vi skød en fin fart og regnede med at være fremme i løbet af et par timer. Efter en times tid begyndte bjergkørslen igen. Vejen så helt ny ud, med nye midter striber og små parkeringslommer i de små landsbyer. I forhold til de veje vi ellers havde kørt på var det første kvalitet. Af besynderlige årsager manglede vejen nogen steder. Asfalten var væk og der var kun grus. Det var nogen gange små strækninger på 20 meter, nogengange 1km. Men, hver gang kom asfaltvejen igen med flotte nye midterstriber osv. Vi lavede konspirationsteorier i bilen om hvorvidt de små landsbysamfund havde ”stjålet” belægningen til andre formål, eller måske var arbejderne bare løbet tør for asfalt nogen få steder.

Nå, men vi nåede fint frem til Huai Xai i løbet af nogen timer. Vi kørte direkte ned til færgelejet, som bare var vejen der endte i Mekong floden. Da vi havde spurgt os lidt omkring fandt vi ud af at det var helligdag og færgen ikke sejlede før imorgen. Hmm, nå men så måtte vi jo finde et sted at sove.

Byen er et travlt gennemfartspunkt for rejsende fra Thailand til Laos, så at finde et guesthouse var intet problem.

Helligdagen bestod i at Munkenes 3 måneders ”værnepligt” er ovre og det skal fejres. Byen var levende af mennesker og hovedgaden var lukket for biler. Vi fandt et hyggeligt sted at spise aftensmad og gik hen ad hovedgaden. Der var desværre så meget larm iform af høj ”mærkelig” musik at vi hurtigt vendte næsen hjemad.

En af traditionerne er at tænde en rispapir ballon med en slags stearin lys for neden. Når så den varme luft fylder ballonen stiger den til vejrs og man kan følge den i laaang tid. Vi købte selvfølgelig en ballon og gik op på taget af vores lille hotel. Her tændte vi ballonen og jublede da den steg hurtigt til vejrs.

Fredag d. 22. oktober 2010:


Vores lille mulepose med havregryn og müsli havde stået på gulvet og var helt levende af myrer. Maria fik ryddet op i det og vi fik tjekket ud.

Vi kørte rundt om hjørnet og ind på Zuela guesthouse. Vores rum var ikke klart endnu, så vi bestilte noget morgenmad.

Zuela guesthouse udlejer cykler og motorcykler, men desværre ikke en cykel med barnestol, ej heller en cykel i Lillis størrelse. Vi fandt en cykel som William lige kunne passe, lejede en lille motorcykel og så kunne Rune, Lilli og William komme på tur. Maria og Amelie blev hjemme for at sove til middag. Vi ville ud og se et lille vandfald 5 km udenfor byen. William glædede sig til at komme ud at cykle, han havde ikke cyklet siden vi lånte Jean og Natalies cykler i Malaysia.

Lilli sad bag på Rune og William oksede afsted for at kunne følge med. De 4 ud af de 5 km var på meget bulet grusvej og vi hjalp william op ad bakkerne ved at skubbe lidt på sadlen. Det virker måske lidt hovedløst, men efter 6 måneder i disse lande har man set det der var værre og bliver temmelig hærdet. Alle 3 havde selvfølgelig hjelm på  - hvilket er noget af et særsyn da INGEN herude bruger hjelm!

Vandfaldet var flot, men hurtigt overstået. På vej tilbage besluttede William sig for at vi skulle køre forbi Zuela og stille cyklen. Han orkede ikke mere og ville gerne op på motorcyklen. Rune forrest og Lilli i midten kørte vi syd for byen ned til den gamle bydel. Gamle betyder at den kun består af siv hytter og blikskure. I vores bøger har vi læst at USA tæppebumpede Laos og specielt dette område under The Second Secret War. Ingen af os har hørt om denne krig, men vi har nok ikke hørt ordentligt efter i historietimerne. Den sydlige bydel er det oprindelige Luang Nam Tha, den nye bydel er skudt op efter disse tæppebumpninger som efter sigende skulle have fundet sted i 70erne.

Vi kørte syd for byen og fandt en lille restaurant nede ved floden. Vi spiste et par sandwiches, så en slange i græsset og så kørte vi hjem igen.

Måltiderne blev lidt spredt ud over dagen så der var ingen fælles aftensmad. Mulle skulle puttes ved 20 tiden og så skete det som så ofte sker når det er Rune der putter. Han faldt i søvn før Mulle, men hun holdt ham ved selskab og slukkede også for kontakten kort tid efter. William, Lilli og Maria sad og så Harry Potter på computeren og ved 22-tiden gik de ud for at få lidt aftensmad i restauranten.

Torsdag d. 21. oktober 2010:


Vi forlod Udomxai ved 10 tiden, efter at have købt lidt baguette. Lidt uden for byen holdt vi ind på en tankstation og fik spist morgenmad.

Turen til Luang Nam Tha var ikke så lang, 125km på en nogenlunde vej. Det tog kun et par timer før vi var fremme. Luang Nam Tha er en lille by med nogle få guesthouses. Vi fand et lille familieejet guesthouse hvor vi fik et fint værelse. Eftermiddagen gik med at lave lektier og gå en tur i byen.

Den lille familie der ejer guesthouset har en lille søn på knap 2 år. Moren var helt vil med Amelie og synes helt klart at hendes søn ville have godt af at lege med hendes lille søn. Han hed foresten Obama, opkaldt efter den amerikanske president. De to blev hurtigt gode venner og endte med at jagte hinanden rundt i det store opholdsrum uden for værelset.

Da vi ankom til guesthouset og var tjekket ind mødte vi en Østriger som netop var tjekket ud. Han fortalte om et guesthouse der lå rundt om hjørnet som havde en rigtig hyggelig atmosfære. Da det var ved at være aften gik vi ud for at finde en restaurant. Vi kom forbi guesthouset som Østrigeren havde fortalt om. Det hed Zuela guesthouse og han havde helt ret. Guesthouset bestod af 3 bygninger trukket 150 meter væk fra vejen. Bygningerne var bygget i mursten med en overbygning i tømmer. Vi spurgte på priser for et rum til os, og det var kun 2 dollar dyrere end vores nuværende husly. Vi bestemte os for at tjekke ud næste dag.

Udomxai

Onsdag d. 20. oktober 2010:


Det var rejsedag igen. Vi havde aftenen forinden lagt en plan over de sidste 25 dage inden vi skal med flyveren hjem. De sidste 10 dage bliver uden bil, da Brumbassen skal puttes i containeren d. 5. november. Skibet sejler d. 10. november og vi vil stå på kajen og vinke farvel. Herefter kan vi få de sidste papirer udleveret og rejse trygt hjem.

Målet for dagen var Oudomxai, en ”pulserende” erhvervsby 200km nordligere. Byen ligger tæt på den kinesiske grænse og skulle være præget meget af kina.

Den første 1½ time gik hurtigt. Vejen var fin og vi fik hurtigt kørt de første 90km. Derefter kom vi til det første kryds hvor vi skulle til venstre, vestpå. Vejen blev straks noget smallere og en del mere ujævn. Der gik ikke længe før vi indså at de næste 100km kom til at tage noget længere tid end de første. Vejen snoede sig op af bjergene og vi kunne ikke køre meget hurtigere end 40km/t. Mange steder havde vejen været blokeret eller skyllet væk af mudderskred og var derfor blevet til grusvej med meget store huller. Det har ikke regnet i mange dage så vejen var helt tør og meget støvet. Vi halede ind på flere lastbiler og busser som vi skyndte os at overhale for overhovedet at kunne se noget. Da det blev tid til at strække ben holdt vi ind til siden og her smurte vi en mad og fik et stykke kage inden vi igen var på farten. William og Lilli havde samlet en lille pose med sten mens vi holdt pause – så de fik det sidste stykke køretur til at gå med at skyde med deres slangebøsser ud af vinduet.

Fremme i Udomxai fandt vi et lille guesthouse hvor vi rykkede ind på et værelse med 2 dobbeltsenge til kr. 37 

Maria havde det lidt skidt og lagde sig på sengen mens de andre gik en tur ud i byen. Da de vendte tilbage havde de lækker aftensmad med og vi sad ude i foyen og spiste.

Imorgen fortsætter vi til Lang Nam Tha (ca. 3 timers kørsel ... håber vi!) hvor der skulle ligge en stor nationalpark med rigt dyreliv. Her planlægger vi at finde et dejligt sted at bo og tilbringe 3-4 dage inden vi krydser grænsen tilbage til Thailand.

Tanker omkring rejselivet:

Mange ting vænner man sig til uden at tænke over det, mens der er andre ting man nok aldrig vænner sig til. Her er lidt tanker frit fra leveren omkring vores tid på farten:

Varmen kan til tider være ulidelig. Man render rundt i tøj der er vådt af sved konstant. Man føler sig meget beskidt selvom man tager bad hver dag. Skidtet kan nulres af og man føler sig konstant klistret ind i sved, solcreme, myggespray og støv. Maria er den der er mest plaget af myggestik. Myggene er meget små og efterlader også små stik men disse kløer tilgengæld HELT vildt! Når man kløer i dem får man så meget skidt op under neglene af det er ubegribelig at man kan være SÅ beskidt – og får man kløet hul så skal man virkelig passe på at holde sårene rene så der ikke går infektion i dem. (Maria og Lilli fik forresten has på de inficerede myggestik efter en kur på antibiotika)

Der er insekter overalt – og de fleste er dobbelt så store som hjemme i DK. Myrer er især et problem allevegne vi kommer. Man skal hele tiden være opmærksom på at hvis man har nogen form for mad på værelset – kaffe, sukker, havregryn el lign – så skal det være pakket forsvarligt ind! Ellers har man en hel myrekoloni på værelset når man vågner op. Hvis vi spiser på eller udenfor værelset skal vi være meget opmærksomme på om der spildes noget på gulvet – bare der ligger et riskorn så myldrer myrerne til. Vi har efterhånden vænnet os til altid at have en spraydåse med insektgift i nærheden. Glemmer man en slat kaffe med sukker i på bordet så har man balladen næste morgen. Ja, bare man har skyllet sin kaffekop i vasken på badeværelset – så er de små bæster overalt! Vi oplever også tit en hel flok myrer som slæber andre døde insekter med hjem til deres bo – græshopper på 12-15 cm kan de snildt klare og det er noget af et syn når 500 myrer kommer slæbende med sådan en ordentlig fætter! Myrerne har også til tider haft overtaget i Brumbassen – lige når man tror man har fået forgiftet dem allesammen dukker der pludselig en hel koloni bærende på deres æg op under tæpperne i bilen – vi har endda også oplevet dem lave tue nede i Williams vandresko! Det er pudsigt at tænke på at vi aldrig har skulle tænke over den slags derhjemme

Vi er også begyndt at bemærke om der er rist over afløbet på badeværelset – hvis ikke det er tilfældet så sørger vi for at holde døren lukket – i tilfælde af at en rotte skulle få lyst til at kigge forbi.

Gekkoer og firben kravler overalt på væggene når det bliver aften. Der er som regel også et par stykker på værelset – men vi har efterhånden vænnet os til dem og lært at de er gode nok at have i nærheden fordi de spiser myggene.

På udflugt omkring Luang Prabang

Tirsdag d. 19. oktober 2010:


Vi vågnede op sent – kl 9 – og satte os ud på balkonen og spiste vores egen medbragte morgenmad; Musli, havregryn og bananer med mælk.

Vi havde aftalt med May som arbejder på Thida Guesthouse hvor vi bor, at han ville tage os med på udflugt når han fik fri fra skole.

May er 22 år gammel og er fra en lille, fattig landsby udenfor Luang Prabang. Han er flyttet ind til byen for at uddanne sig. Han går i skole hver weekend hvor han lærer engelsk. Alle hverdagene studerer han Business Economics fra 8-12 og alle dage kører han direkte hjem for at arbejde på guesthouset indtil kl. 22 om aftenen. Han er utrolig sød og meget målrettet – vi er begge meget imponeret over ham. Tænk hvor meget det kræver at flytte fra sin familie for at kunne blive til noget. Han tjener 55 dollars om mdr ved at arbejde på Thida guesthouse og med dette skal han betale for sin uddannelse og leveomkostinger!

May kom hjem omkring kl. 13 og da han havde spist frokost kørte vi alle 6 afsted i Landroveren. Amelie er helt vild med ham og de to sad sammen på forsædet og holdt i hånden 

Han ville vise os et flot vandfald som ligger lidt udenfor byen. Først kørte vi i ca 20 min hen til et sted nede ved floden. Her hoppede vi så på en lang træbåd med påhængsmotor og blev sejlet 10 min op af floden. Her stod vi af ved det smukkeste og mest specielle vandfald vi har set endnu. Masser af vand der fossede ned i floden fra et utal af store og små bassiner som strakte sig langt op af bjerget inde i skoven. Vi hoppede i badetøjet og ned i det meget kølige vand. Det er svært at beskrive hvordan der så ud men vi skal nok ligge billeder ud snart! William og Rune klatrede op på klipperne mellem de forskellige bassiner og fandt da også et sted hvor man kunne svinge sig ud i vandet ved et tov!

Efter en del baderi gik vi op i restauranten og fik frokost – den lå højt oppe med udsigt ud over det smukke vandfald.

Vi tog en båd tilbage og kørte ind til Luang Prabang igen. Da vi havde sat May af ved Thida kørte vi ud på egen hånd for at se lidt mere af byen inden vi forlader den imorgen. Vi kørte over på den anden side af floden og her så vi en helt anden side af den ellers så smukke og blankpolerede by vi havde set hidtil. Lige bag facaden lurer fattigdommen og vi kørte forbi mange huse/skure hvor der bestemt ikke boede rige mennesker. Vi passerede også mange huse hvor kvinderne sad udenfor og vævede tæpper, tørklæder og andet i silke. Området er kendt for broderi og væveri med de mønstre som er typiske for Hmong-stammen. Der lever mange forskellige ”tribes”/stammer i Laos og området omkring Luang Prabang er præget af Hmong –stammen – de som er kendere på området siger at man for hver stamme kan genkende deres håndarbejde/væveri på mønstret.

Hjemme igen slappede vi af en time og gik herefter ud for at finde noget aftensmad. Vi fandt en hyggelig restaurant ude på hovedgaden og da vi havde spist gik Rune og Amelie ud for at købe pandekager mens vi andre gik en sidste tur hen på markedet hvor vi fik købt de sidste ting vi gerne vil have med hjem.

Endnu en dag i Luang Prabang

Mandag d. 18. oktober 2010:


Brumbassen var begyndt at rumle lidt rigeligt fra gearkassen ved de stejle nedkørsler dagen forinden, så efter morgenmaden kørte Rune, Amelie og May (den unge fyr der arbejder på guesthouset) ud i byen for at finde et sted at få tjekket gearkasserne. Imens lavede William og Lilli skole sammen med Maria.

Brumbassen har 2 gearkasser, hovedgearkassen og transfergearkassen. Transfergearkassen er nem at komme til, men det var lidt sværere med hovedgearkassen. Påfyldningsproppen er ikke som alle de andre, men derimod en Torx 55, som Rune selvfølgelig ikke havde fået med hjemmefra. Der gik lidt tid før vi fandt et værksted som ville give sig ikast med en så mærkelig bil som en Landrover(der er pt. 1 landrover i Laos, og det er vores). Efter lidt filen i en umbraco nøgle og lidt parlamenteren frem og tilbage, lykkedes det Rune at få fortalt værkstedet at vi skulle bruge en Torx 55. Der blev ledt længe i bunken af værktøj men mindsanten om ikke den dukkede op til sidst. Olien i begge gearkasser blev skiftet for 100kr.

På vej derfra ville Brumbassen pludselig ikke i 2. gear. Der skulle lidt mellemgas og en dobbeltudkobling til og så lykkedes det. Efter at have kørt gearkassen varm var der dog ingen problemer. Vi håber på det bedste.

En behagelig overraskelse:

Tilbage i guesthouset, bad Maria, Rune om lige at overhøre William i en engelsk text vi har fået med hjemmefra. Det er første gang vi prøver at give ham en engelsk text som han skal læse og oversætte.

Når man tager sine børn ud af skolen i et halvt år, så gør man sig selvfølgelig nogle overvejelser om hvorvidt man selv kan varetage undervisningen på samme niveau som lærerne hjemme i Danmark. Vi har prøvet at lave lektier så tit som vi har kunnet, men til tider har vi syntes at det har været lidt utilstrækkeligt. Det er klart at børnene selvfølgelig lærer en masse bare ved at rejse, men det har ofte været svært at måle om de nu også lærer nok. William skulle jo starte med at have engelsk da han startede i 3. her til august, men vi har intet foretaget os for at følge op på dette. Det skulle dog idag vise sig at det heller ikke er nødvendigt.

William læste den engelske text, som ikke just var sætninger om Peter and his cat, med en så stor sikkerhed at vi næsten fællede en tåre. Efter hvert afsnit oversatte han teksten så let som at klø sig i nakken. Teksten handlede om en Kålorm som spiste, alverdens forskellige grøntsager, isvafler og slikkepinde for til sidst at blive tyk og stor og springe ud som en flot sommerfugl.

Man kan vist kun sige at, det at have hørt os og alle omkring sig de sidste 5 måneder tale engelsk har bidt sig godt og grundigt fat i ham.

Vi ilede straks op til den nærmeste boghandel for at købe en engelsk bog mere. Vi fandt en bog om dinosaurer, som jo er hans store lidenskab, og han tyggede den igennem på en halv time. Selvfølgelig forstår han ikke alt hvad der står, men han læser troligt alle ordene og kan gengive teksten i hovedtræk.

Vi kan kun sige ”Det har ikke været forgæves at trække de små poder med rundt i verden, selvom man til tider har overvejet om det nu også er så meget til deres fordel!”

Efter at Amelie havde sovet en lur gik vi igen hen til det marked der folder sig ud om aftenen. Vi købte lidt gaver til dem derhjemme – vi synes det er nogle gode ting man kan få med hjem herude fra da det er home-made, god kvalitet og til billige penge. Samtidig støtter man de lokale (fattige) og er på den måde med til at holde gang i de små landsby samfund.

Vi spiste igen aftensmad på et gadekøkken hvor man kunne fylde en tallerken for 1,5 dollar af alverdens grøntsager, pasta, ris og lign. Der var også en stor grill igang og herfra købte vi kyllingefilet, en hel grillet fisk og nogle meget specielle små krydrede pølser der smagte af chili og citrongræs 

Det hele smagte dejligt og ungerne spiste også godt af det meste – William var selvfølgelig den der havde bestemt at vi skulle have en hel fisk og den smagte da også dejligt!

På vejen hjem mødte vi en Australier – Graham – som vi også havde mødt og talt med i VangVieng. Vi talte med ham et stykke tid og udvekslede oplysninger – man ved jo aldrig hvornår en kontakt i Australien måske kan komme til nytte  Længere henne af vejen kom vi forbi en fin café hvor de reklamerede med at alle kager var ½ pris efter kl. 21 og kl. var præcis 21! Så vi fik dejlig kaffe og kager inden vi gik hjem og tog et slag UNO inden de tre børn skulle puttes. Inden de ville ligges sig i sengen besluttede alle tre sig for at de ville have et hurtigt bad – på samme tid! Dette udviklede sig hurtigt til en regulær vandkamp som jeg vil vurdere at Amelie vandt – hun havde nemlig kapret ”røv-sprøjten” som udsender en MEGET hård stråle. Efter ½ times kampe med meget skrig og skrål fik vi endelig alle puttet i seng.

Luang Prabang

Søndag d. 17. oktober 2010:


Vi havde besluttet at drage yderligere nordpå i Laos til byen Luang Prabang. Luang Prabang er beskyttet af UNESCO som en World Heritage City.

Vi pakkede værelset sammen og tjekkede ud kl. 10. Der var ca. 210km fra Vang Vieng til Luang Prabang, så vi regnede med 2-3 timers kørsel.

Efter 10km begyndte vejen at sno sig opad bjergene. Vang Vieng ligger i 230meters højde, men vi befandt os hurtigt 1400meter over havet. Da klokken var 14 befandt vi os på toppen af et bjerg. Der var stadig 100km til Luang Prabang, vi havde ikke fået frokost og ungerne begyndt at klage over kvalme og opkastningsfornemmelser. Vi holdt ind ved den eneste form for civilisation i form af en butik og en lille restaurant, vi havde set siden vi forlod Vang Vieng. Temperaturen var pludselig faldet til 19 grader og det var tåget og det regnede. Vi fandt de tykke sweatre frem fra bagagerummet og satte os ind og fik lidt at spise.

Kl. 17, efter yderligere 100km bjergkørsel var vi fremme i Luang Prabang, puhaa, det var en drøj tur. Efter lidt spørgen rundt i byen fandt vi et lille guesthouse hvor der var plads til os alle.

Luang Prabang er en utrolig hyggelig og charmerende by. Noget helt andet end VangVieng og man kan vel sige at den føles lidt mere ”high-end” eller overklasse-agtig men stadig med plads til backpackere da der er mange restauranter, caféer og gadekøkkener – noget for enhver smag og pengepung. Generelt er det hele lidt finere og renere end det vi har oplevet i Venetiane og VangVieng. Byen har dog stadig beholdt sit ”landsby-agtige” præg og gadesælgerne er tydeligvis også hovedsageligt kvinder fra landsbyerne som sælger deres hjemmelavede produkter. Vi gik en aftentur og kom forbi en gade med små pavillioner så langt øjet rakte – dette måtte være ”The Nightmarket” (Sådan ét har alle byer med respekt for sig selv). Pavillionerne var fyldt med lokale Lao folk der solgte deres hjemmelave ting. Der var flotte broderede tørklæder, hjemmesko, træsmykker, bukser osv. Vi faldt over nogle meget søde nederdele til Amelie med håndlavet, vævet mønster på og købte lidt ekstra med hjem til de små derhjemme. Lilli fik også nogle superseje pludder-bukser til den nette sum af 30kr.

Midt i markedet faldt vi over en lille ”restaurant” nede af en sidegade. En mand havde slået sig ned med sin lille vogn hvor han solgte vegetar retter. Man kunne fylde en tallerken for 10000kip, ca.1,2USD. Vi slog os ned ved nogle små borde og nød den gode billige mad. Det var skønt at se William og Lilli spise bønner, kartoffelbåde, bønnespirer osv. uden at tøve. Amelie tøvede lidt mere, men spiste dog lidt kartofler og pasta.

Udflugtsdag og besøg på Organisk farm

Lørdag d. 16. oktober 2010:


Der er spøjst at være så langt hjemmefra og føle sig så meget hjemme. William og Lilli blev idag spurgt om de syntes vi skulle køre videre imorgen, og svaret var klart NEJ. De synes vi bor så godt og ved jo ikke hvordan der er næste sted.

Efter morgenmad og lektielæsning blev vi enige om at The Blue Lagoon vi var ved igår ikke blev helt færdiggjort for vores vedkommende da vi ikke kom op og se grotten der ligger 200meter over lagunen. Vi pakkede Brumbassen og begav os afsted. Vejen gik igen ud af de små meget ujævne grusveje og over et par floder. Idag kørte vi bag ved en tuktuk med en flok engelske piger som jublede da vi kørte igennem floden og de tog broen som der skulle betales for. Ungerne jublede igen og vinkede til pigerne. Fedt bare at kunne køre igennem floden til alles forundring og beundring.

Fremme ved The Blue Lagoon kom Amelie op i rygsækken og vi begav os op ad klippevæggen. Der var lavet nogle intermistiske trappetrin hvor Lilli til tider havde svært ved at nå fra det ene til det næste. Da vi kom til grottens åbning var vi alle godt svedige og vi indså hurtigt at det ville være umuligt at gennemføre ruten inden i grotten med Amelie i rygsækken. Pigerne blev udenfor mens Rune og William begav sig ind i grotten iført pandelamper. Det var et flot syn, der var et lille tempel med en buddha og en ned fra loftet hang en masse stalakitter.

Tilbage ved åbningen begav vi os ned af klippevæggen. Nedstigningen var endnu mere bøvlet end opstigningen, meget af tiden måtte man ned på numsen og sidde for at nå det næste trin.

Vel nede ved lagunen kom vi hurtigt i badetøjet og tog en forfriskende dukkert. William imponerede igen de andre turister ved at hoppe i oppe fra træet 2-3 meter oppe over lagunen.

Når man kommer kørende i en bil som vores til et så øde sted som denne lagune, hvor de øvrige turister kommer på cykel eller i tuktuk, så bliver man hurtigt ombejlet. Vi fik en snak med en Israelsk familien, en engelsk fyr og en flok franske backpackere. De synes alle at vi enten er komplet sindsyge eller utroligt modige, men den overordnede holdning er at de alle synes vi er totalt seje at begive os ud på et projekt som dette med 3 kids.

Efter lagunen begav vi os tilbage mod Vang Vieng. 4 km nord for byen ligger der et sted der hedder The Organic Mulberry Farm. Et sted hvor de dyrker forskellige frugter og grøntsager på god dansk øko manér. Vi fik en kop Lao kaffe, Mulberry thé, 3 mulberry pandekager, en mulberry shake og en tallerken med brød og hjemmelavet gedeost. Det var kræs og alle guffede med stor fryd. Vi købte lidt kaffebønner og nogle thé blade med hjem som souvenir.

Godt mætte begav vi os hjem til guesthouset hvor vi slappede af på verandaen.

Hule-udforskning og lagune-badning

Fredag d. 15. oktober 2010:


Vi havde alle sovet dejligt i vores ”nye” guesthouse. Natten havde været forholdsvis kølig så selvom vi kun havde 2 fans i loftet havde ingen haft det for varmt.

Lilli havde haft det lidt skidt i maven og kastet op inden hun faldt i søvn aftenen forinden og jeg, Maria blev derfor liggende sammen med hende indtil hun vågnede op ved 9 tiden. De andre havde allerede spist morgenmad da vi stod op men vi gik alle over på den anden side af vejen og hyggede mens vi fik vores morgenmad. Værelset er incl morgenmad og vi nød vafler med frisk frugt samt æg og baguette.

Formiddagen gik med lidt lektier på verandaen og over middag besluttede vi os for at køre en tur ud og se nogle af de mange caves (huler) der findes i området. Vi kom ud på noget seriøs off-road – faktisk kørte vi det meste af vejen ud til den første hule nede i en udtøret flodseng. Vi fandt hulen og inde ved indgangen til hulen mødte vi en lokal guide som viste os dybt ind i hulen. Der skulle kravles og stenene var meget glatte men selvom William og Lilli synes det var lidt vildt og Rune havde Amelie på ryggen så fik vi gået ruten inde i hulen sammen med guiden. Vi så bla en stor Buddah statue som stod inde i hulen samt nogle virkelig flotte stenformationer som strakte sig højt højt op i den kæmpemæssige hule. Flere steder var der dybe huller/kløfter med frit fald på ca 30 meter! Vi så også flagermus hvilket William synes var fedt!

Ude igen besluttede vi os for at fortsætte hen til endnu en hule – denne skulle have en fantastisk lækker lagune inde i selve hulen – hvor man kan bade. Vi kørte videre ud af bumlet grusvej og fandt til sidst hen til stedet hvor man skulle klatre 200 m op af en klippevæg inde i en skov. Der var en stor plæne samt mulighed for at bade i floden - hvor der hang masser af tov man kunne svinge sig i og et stort træ med trin så man kunne hoppe i fra flere højder. Vi slog bord og stole ud i skyggen af bilen og smurte et par madder til frokost. Straks maden var sunket sprang ungerne i floden sammen med Rune. Der blev badet, sprunget og svinget i godt en times tid – vi havde det så hyggeligt på dette sted. Der var mange andre unge turister og de var alle meget imponeret over William og Lillis frygtløshed og ikke alle var lige så modige som vores børn!

Turen hjem var fantastisk smuk – de mange bjerge strakte sig hele vejen rundt om os og med solen på vej ned og tågen smygende omkring sig var dette et syn for guder.

Vi tog en anden og noget længere vej tilbage men kørte igennem den ene smukke landsby efter den anden af en grusvej med mange store huller fyldt med vand. Undervejs mødte vi en masse børn i skoleuniform på vej hjem fra skole, de vinkede alle til os og vi vinkede tilbage.

Ca. Halvvejs så vejen dog ud til at slutte ved en flod. Der gik en flok arbejdere og byggede på en endnu ikke færdig bro. Ved siden af broen så det ud til at der havde kørt nogle traktorer og måske nogle 4x4 lastbiler igennem floden. Vi stoppede op og gjorde tegn til arbejderne om de mente det var muligt at køre over. De satte hånden ned over knæet og vi tog chancen. Der var en del strøm i floden og Maria tog sine sædvanlige meget dybe indåndinger og et godt greb i panik håndtaget. I 2. lav kørte vi langsomt ud i floden og vandet blev dybere og dybere, der var ingen vej tilbage nu, vi var halvvejs og vandet gik op over hjulene. Rune gav Brumbassen lidt gas og vi passerede flot de sidste 30 meter og op på den anden brink. Ungerne havde holdt vejret på bagsædet, men brød nu ud i vild jubel. Det var vist ikke kun chaufføren der syntes det var lidt fedt.

Vel tilbage ved guesthouset gik Rune igang med en mindre operation på Brumbassen mens Maria og ungerne lavede lidt lektier på verandaen. Brumbassen havde virket temmelig løs i styretøjet efter de ca. 30 km offroad og skulle lige ses efter i krogene. Det viste sig at der var en bøsning i en stabilisator stang som var helt færdig. Hmm, hvad gør man så når man ligger godt smurt ind i brunt mudder og olie, på en grusvej ude foran et guesthouse i Laos, uden de store forhåbninger om at kunne købe noget der bare minder om Landrover reservedele i miles omkreds. Jo, man tager et passende stykke af en gammel cykelslange, fugter den i lidt wd40 og propper det ind i bøsningen, og samler skidtet igen med krydsede fingre. En testkørsel viste at operationen var vellykket, så håber vi bare det holder(ellers har vi mere cykelslange).

Vi sluttede dagen af med at se Spiderwick på hotellets fjernsyn og spise pandekager, det var jo trods alt fredag aften.

Så er vores Picasa album opdateret! Klik på linket nederst på siden :-)

Torsdag d. 14. oktober 2010:


Selvom der havde været meget høj musik fra de nærliggende barer havde alle sovet godt. Vi hyggede på værelset en times tid og gik herefter over på gaden hvor vi indtog morgenmad halvt liggende mens vi så Friends!

William og Lilli lavede skole et par timer. Lilli blev på cafeen sammen med Rune og Mulle, mens William og jeg gik ned på værelset. Det er svært at koncentrere sig når der vises tv og man samtidig sveder! Jeg blev mere og mere bevidst om hvor klamt der egentlig var på værelset – masser af mug på væggene og mange myrer rundt omkring – da jeg opdagede at de hovedpuder William og Lilli havde sovet med stank og var jordslåede inde under betrækket krævede jeg en flytning. Vi fik pakket sammen på rekordtid, tjekket ud (vi måtte bøde for at tjekke ud så sent!) Vi kørte ca 100 meter længere ud af vejen og fandt et super dejligt sted med et dobbeltværelse og stor veranda ledigt. Godt nok var det noget dyrere men fordi maden er så billig kan vi godt spendere lidt mere på boligen. Så vi gik fra 60000 kip til 200000 kip! (37 kr og 150 kr)

Vi kørte hen til et sted hvor man kunne booke tubing tur ned af floden (sidder i hver sin store badering og flyder med strømmen ned af floden) Rune, William og Lilli hoppede i badetøjet, fik godt med solcreme på og sprang på en tuk-tuk med baderinge på taget og vinkede farvel til mig og Amelie. Vi kørte hen til det nye guesthouse og mens Amelie sov middagslur fik jeg båret tasker osv ind på værelset og sad på den dejlige veranda (med tre senge med madrasser samt en hængekøje) og nød stilheden, en kold isthe og fri WiFi som kan række helt ned til værelset! Luksus 

De 3 bade-dyr kom tilbage efter et par timer og havde haft en fed tur. Dethavde været noget anderledes end sidst de prøvede dette i Khao Sok nationalpark. Her var der adskillige barer undervejs hvor man kunne blive hevet i land med et tov der blev kastet ud i floden. Alle disse steder var fyldt med stive unge mennesker som sprang i vandet fra gynger der hang 10 meter over vandet samt nogle meget vilde (FARLIGE) vandrutsjebaner. Men udover dette var det en rigtig flot tur med fantastisk udsigt ud over bjergene.

Resten af eftermiddagen gik med hygge på verandaen. Da det blev tid til aftensmad gik vi over gaden til et lille køkken med få spisepladser – det regnede lidt så vi gad ikke gå for langt væk. Her fik vi dejlig mad og så til mens regnen tog til i styrke indtil det virkelig stod ned i lårtykke stråler! Pludselig kom der et lyn der oplyste hele stedet og i samme sekund gik alt strømmen i området .......... og så kom der det STØRSTE tordenbrag vi nogensinde har oplevet – hvilket selvfølgelig blev ekstra forstærket af at vi sad i bulder-ravende mørke. Alle 3 unger skreg og hoppede desperat op på skødet af os begge!! De ansatte på stedet havde lommelygterne fremme i løbet at ½ minut – og sendte straks en stafet afsted efter stearinlys! Vi forsøgte at spise, men det var lidt svært i mørket. Vores 2 små stearinlys blev ved med at gå ud fordi det blæste. Men efter ca 15 min kom strømmen igen. Imens det var mørkt havde vi de mest spektakulære syn udover de tætliggende bjerge. De blev oplyst af de mange lyn og det så fantastisk ud med tågen som smyger sig omkring bjergene!

Hjemme igen blev Amelie puttet og som sædvanlig så vi ikke Rune igen – han faldt selv i søvn! William og Lilli fulgte efter 1 time senere.

Nu i Vang Vieng - Byen kendt for tubing!

Onsdag d. 13. oktober 2010:


Idag blev dagen hvor vores meget livlige speedometer nål måtte en tur til de evige jagtmarker. 15000km efter vi forlod skovby knækkede kablet, under lidt bumpy kørsel fra Vientiane til Vang Vieng i Laos. Vi takker kablet for tro tjeneste, må det hvile i fred.

Ellers gik dagen med at trille i adstadigt tempo fra hovedstaden i Laos - Vientiane - en lille by 140 km nordpå ved navn Vang Vieng. Det gamle og velkendte udtryk fra køretimerne, vejens beskaffenhed, kom her til sin ret. Det ene øjeblik var vejen fin og flad, det andet øjeblik var den væk!!

Et par lastbiler havde da også haft lidt problemer med at passere hinanden, hvilket havde resulteret i at den ene holdt på tværs af vejen. Da vi havde sikret os at vi ikke kunne hjælpe med noget, kørte vi ud i grøften og passerede uheldsstedet. Vi ville ellers gerne have hjulpet med at trække den forulykkede lastbil væk fra vejen, men hans reservehjul havde klemt sig fast bagved kabinen og klemte ned på gearskiftet, således at lastbilen ikke kunne komme ud af gear. Godt nok er vi stærke, men at trække en 25ton lastbil der står i gear.....det tror jeg ikke.

Vi ankom til Vang Vieng ved 16 tiden. Tidligere på vores rejse havde vi fået en masse gps koordinater på overnatningssteder fra en fransk familie som også havde rejst i Laos med camper. De havde også været i Vang Vieng, så vi kørte direkte til stedet. Det var temmelig kedeligt. Mindede mest om en gammel grusgrav. Vi fortsatte ind til byen for at se hvad vi kunne finde af guesthouses. Det første sted vi spurgte kunne vi få et rum med en dobbeltseng og to enkeltsenge med aircon til 39kr pr. nat. Hmmm sove i telt i 26graders varme eller sove i aircon til 39kr.....ikke nogen svær beslutning.

Vi smed tasken ind i rummet, tændte for airconen og gik ud i byen. Vi kunne hurtigt se at Vang Vieng er kendt for Tubing, altså det der med at flyde i floden i en gummiring. Vores værelse ligger i 1. parket ned til floden og backpackerne kom flydende i hobetal.

At være i en super turist by er normalt ikke vores kop the, men når byen kun bliver besøgt af mere eller mindre fattige backpackere så er det faktisk ok. Alt er totalt afslappet og prisniveauet er meget rimeligt. Vi spenderede et par timer på en bar med udsigt over de smukkeste bjerge samt første parket til floden og ungerne fik ikke mindre en 2 shakes hver.

Senere gik vi ud for at spise aftensmad. De fleste af stederne i byen har borde med ”liggepladser” hvor man halv ligger/halvt sidder og spiser samtidig med at der vises Friends, Family Guy eller anden amerikansk serie non-stop. Vi spiste derfor foran fjerneren for første gang i 5 mdr – og alle nød det. Maden er meget alsidig og der blev med fryd spist både burger, sandwich, pizza og suppe .... for en gangs skyld ingen ris!

Hjemme igen blev ungerne puttet mens vi andre på skift besøgte en internetcafe.

LAOS

Tirsdag d. 12. oktober 2010:

Vi gav os god tid til morgenmad og hygge om formiddagen – talte med de andre gæster og ejeren og nød i det hele taget den afslappede stemning på Mut Mee guesthouse.

Omkring middag pakkede vi sammen og tjekkede ud og satte kursen mod en berømt skulptur park i byen som vi ville se inden vi kørte over grænsen til Laos. Først stoppede vi dog i en Tesco og fik tanket op af myggespray, mælk, dåsemad osv. Skulptur parken var en speciel oplevelse. Solen bagte ned fra en skyfri himmel og vi svedte!! Så vi gik runden i parken ret hurtigt for at komme væk fra solen. Parkens skulpturer er alle lavet af samme mand: Luang. Denne mand havde opfundet sin egen tro – en blanding af Buddisme og Hinduisme og han har haft en ret bizar tankegang da han lavede disse skulpturer – et mixmax af alle de forskellige figurer med mange slangesymboler, mennesker med elefant-snabler og et stort ”wheel of life” hvor man går ind i hjulet igennem en åben slangemund!

Herefter kørte vi over FriendShipBridge og ind i Laos. Vi fik VISA uden problemer og det gik endda forholdsvis hurtigt så efter bilens Carnet havde fået et stempel kørte vi ind i Laos.

Hovedstaden Venetiane ligger kun ca 25 km fra grænsen og vi kørte ind til centrum og fandt et gusthouse. Vi spurgte på priser et par steder men synes det var for dyrt .... endelig fandt vi et ok sted med et værelse med 4 senge og aircon til 25 dollars incl morgenmad til alle 5. Efter at have slappet lidt af på værelset gik vi ud i byen og fandt et lækkert pizzaria hvor vi forkælede os selv med 4 ret dyre pizzaer!! Marias farmor og faster har doneret 500 kr. til at gå ud og spise en god aftensmad for og det var derfor dem vi sagde tak for mad til da vi propmætte gik fra restauranten. Vi gik en tur rundt i byen- mange steder var lukket eller ved at lukke – byen har åbenbart en lukkelov der siger allerede kl. 23.30 skal ALT være lukket – og mange lukker FØR dette. Det er noget helt andet end i Thailand hvor alting altid har åben!

Hjemme igen blev de tre børn puttet (Rune faldt også i søvn i forsøget på at putte Mulle) og Maria satte sig udenfor og udnyttede Internettet og talte med forældrene på Skype.

Mutt Mee

Mandag d. 11. oktober 20010:


Alle vågnede efter en dejlig stille nat på Mut Mee Guesthouse. Vi spiste dejlig morgenmad – youghurt med frugt, hjemmelavet musli med nødder og honning... DET var lækkert!

William og Lilli lavede skole i et par timer mens Amelie fik ryddet ALLE stedets spil ud fra hylderne og spredt dem over hele området! Der lå skakbrikker, puslespilsbrikker, dominobrikker osv OVER det hele!

Senere da Amelie skulle sove lidt gik Rune, William og Lilli ud i byen for at få købt nogle dollars (I Laos bruger de både amerikanske dollars, thailanske bath og deres egne kip – så vi er nødt til at have rigeligt af det hele med da du ikke finder ATMs ret mange steder udover i storbyerne. Kip er en meget usikker valuta og desuden går det 8500 kip på 1 dollar! Så derfor bruges der dollars og bath de fleste steder – så man undgår at skulle have flere kilo kip-sedler med i lommen!)

Da de kom tilbage og Amelie var vågnet spiste vi lækker frokost – stedets ejer er Britisk og de serverer derfor både baguette, ost og andre vestlige lækkerier – hvilket vores børn sætter stor pris på.

Senere gik vi ned til stedets flydende restaurant og gik ombord på deres lille båd – vi havde hørt at båden sejler ud hver eftermiddag kl, 17 til et solnedgangs-cruise. Man kan bestille mad som restauranten tilbereder og så kan man få den serveret på båden og spise mens man nyder solnedgangen! Vi var ikke sultne og købte derfor bare lidt drikkevarer og satte os og ventede på afgang. Da kl. var 18 var båden stadig ikke sejlet – vi havde drukket vores sodavand og solen var gået ned! Vi forsøgte at spørge de forskellige ansatte om hvornår vi sejlede ud, men den eneste der kunne lidt engelsk sagde: ”Because someone made different!” Vi anede ikke hvad dette betød – og forlod båden uden at have sejlet. Vi nød dog solnedgangen fra båden 

Vi spillede lidt UNO og talte med de forskellige rejsende omkring os. Mange unge backpackere men også en del ”gamle” lidt sørgelige skæbner som bare glemte at rejse hjem! Vi hyggede os dog med en lille flok ansatte –som dog var fra Canada, England og lign – samt nogle andre gæster fra Frankrig, Holland og Filipinerne. Mens vi sad i snakkede rendte Amelie rundt og legede med en bambus-pind. Hun fandt på at stikke den ind i midten af et gammelt hjul – hvor der lige var et lille hul - fra en hestevogn som stod ved siden af vores bord. Pludselig var der et dyr der sagde en høj lyd og hun kom løbende og sagde ”blir bange!”. Først troede vi bare det var en fugl eller noget der havde sagt lyden men da Rune flere gange prøvede at stikke pinden ind i hullet og lyden igen var der lyste vi med en pandelampe ind i hullet og så 3-4 ret store firben/øgler sidde derinde med æg! Alle stimlede sammen og skulle se uhyrene. Amelie fortalte og fortalte om pinden, lyden (forsøgte at efterligne lyden!), gekkoerne, æggene, hjulet osv osv – mange gange – også til de andre selvom de ikke forstod et ord af hvad hun sagde! En stor oplevelse for en lille pige 

Senere på aftenen var der quiz i baren nede ved den flydende restaurant – og Rune, William og Lilli gik ned og deltog. Heldigvis havde vi talt med ham hollænderen som havde lavet spørgsmålene og han havde smidst et par spgsm om Danmark ind i quizzen så William og Lilli også kunne være lidt med  De kom meget stolte hjem med et badminton-sæt de havde vundet! Det havde været rigtig sjovt at deltage og de andre havde synes det var superhyggeligt med nogle børn til stede 

En tilføjelse til d. 10. oktober

Vi har nu været væk præcis 5 mdr denne dato og har gjort regnskab over turen indtil videre:

Vi har regnet ud at vi har tilbragt 153 dage sammen i ca 24 timer pr døgn - dvs 3672 timer.

Dette svarer til at vi har haft 1,1178 timer ekstra tid sammen med William pr dag i hele hans levetid på snart 9 år.
Tilsvarende har vi haft 1,4371 timer ekstra tid  pr. dag sammen med Lilli i hele hende levetid på godt 7 år
Og endelig har vi nu haft fornøjelsen af at tilbringe hele 4,32 ekstra timer pr dag sammen med Amelie i hele hendes levetid på 2 år og 4 mdr.

Det er fantastisk at kunne gøre vores tid sammen op på denne måde og virkelig forstå hvor privilligerede vi er at have muligheden for at tilbringe dyrbar tid sammen og samtidig opleve verden og få lov at vise vores børn alle disse vidunderlige steder. Vi mærker hver dag deres forståelse for andre kulturer vokse og de viser stor interesse for de forskellige landes situation, kulturer, religion osv - og stiller mange relevante og ret dybsindige spørgsmål - som vi til tider har svært ved at svare på :-)

Vi har indtil dags dato haft en forbrug på 586 kr i gennemsnit pr dag - hvilket er 86 kr for meget ifht hvad vi havde budgetteret hjemmefra, men da vi lagde budget kunne vi ikke andet end gætte os frem til et beløb for hvordan finder man ud af hvor meget 5 mennesker kan leve for i disse mange forskellige lande, før man prøver det? Vi forsøger stadig at bringe dette gennemsnit ned, men er samtidig enige om at disse sidste 4 uger skal nydes og så må penge være penge!

Vi har ca forbrugt 5 flasker solcreme faktor 30 samt 5 flasker mygge-spray. Derudover har vi brugt 5-6 flasker myre/insekt-gift på at dræbe de utallige myrer der konstant flytter ind i vores bil!

Jeg har ïkke tal på hvor mange forskellige steder vi har overnattet, men et godt bud vil være ca. 40-50 forskellige steder!!

Vi har kørte ca 14500 km og tanket diesel for et ukendt beløb!

Vores pas har fået stempel fra 7 forskellige lande og vi har søgt og fået visum til: Syrien, Jordan, Malaysia, Thailand, Cambodia, Thailand -igen- og endelig Laos! Nu mangler vi bare at søge visum ind i Thailand for 3. gang inden vi flyver hjem til DK d. 14. nov (lander i Hamburg kl. 19.15) og inden vi flyver afsted skal vi lige sørge for at Brumbassen  bliver sendt afsted ud på sin sidste lange sejltur hjem til Europa.'

Det var lidt opsummering her på 5 mdrs dagen for vores afgang fra DK. Sjovt at tænke på at det er SÅ lang tid siden vi med maverne fyldt med sommerfugle kørte ud fra indkørslen på Ringvejen 4 :-)