Onsdag d. 30. Juni 2010:


Vækkeuret ringede kl 6 og alle kom hurtigt i omdrejninger. Vi spiste morgenmad og gik ud på gaden og fik prajet en taxa. Vi måtte have den store pengepung frem ved indgangen til Petra men vi vidste godt at det ville være en dyr entré. Med i billetten var en ridetur på hest frem til selve indgangen til kløften – ca 1 km. Maria og Lilli steg på en hest sammen og William og Rune – samt Amelie på Runes ryg – steg på en anden hest. Hestene blev trukket at nogle mænd som vi selvfølgelig troede var en del af pakken. Halvvejs synes mændene at William sad for dårligt sammen med Rune på hesten og de kom derfor med en hest mere som de hev William over på. Da vi ca 1 min senere var fremme ved indgangen til kløften ville mændene så have 12 dinarer (ca.100 kr) for Williams hest samt drikkepenge!! Rune gav dem de 12 dinarer og så 2 dinarer i drikkepenge – men mændene brokkede sig højlydt over de få drikkepenge og vi var nødt til at give dem nogle flere for at der ikke skulle blive ballade! MEN sådan en omgang hustleri giver ikke just den bedst start på hvad vi havde forventet skulle blive en stor oplevelse … vi forsøgte dog at holde humøret oppe. Og Petra ER en stor oplevelse. Man går igennem en meget smal men enorm høj kløft som er skabt af naturen selv i forbindelse med et stor jordskælv. Dette Jordskælv har afsløret en mere end 2000 år gammel by som er hugget ind i klipperne. Man kan se skattekammer med høje, høje søjler og flot udhugget og udsmykkede figurer, man kan se et amfiteater, en masse kolossalt store gravkamre og meget andet fra selve byen Petra. Og tænk at alt dette stadig står efter så mange tusinde år – det er fantastisk. Vi nød også selve gåturen igennem kløften – det var utrolig smukt!

På turen tilbage blev vi igen antastet af disse mænd med hestene – de ville høre om ikke vi skulle have en ridetur tilbage …. Og dette fik altså Runes bæger til at flyde over. Han råbte af dem at han bestemt ikke skulle ride på flere af deres heste og at han allerede havde betalt dem en hel månedsløn for stort set ingenting!! Alle andre der forsøgte at prakke ham rideture eller lign på fik at vide: Shut up!

Vi gik hele turen tilbage i den bagende sol og selvom det var mega hårdt og alle kampsvedte så klarede William og Lilli turen – Lilli endda med ondt i maven!

Vi tog en taxa tilbage til Brumbassen og alle sprang straks i poolen. Felix og Jan sad og spiste morgenmad og efter at de også havde været i poolen en tur pakkede alle sammen og vi kørte af sted mod Wadi Rum.

Vi nåede frem til Wadi Rum indenfor et par timer – og selvom der ikke var adgang til selve området i egen bil tog vi chancen og kørte igennem ved Turist Centret og ingen stoppede os – så vi fortsatte!

Wadi Rum er et stort fredet reservat i ørkenen med mange beskyttede dyrearter – Oryx Hjorte, ørne og lign. Drengene reagerede selvfølgelig som alle andre små drenge ville gøre og synes bare det var totalt fedt at komme ud og køre lidt ræs i ørkenen i deres Landrovere!

Wadi Rum består af 3 dale med blandet ørkenlandskab omgivet af 100-200meter høje klippebjerge som rejser sig næsten lodret op. I brochuren stod der at hvis man lejede en ”jeep” alias en udkørt Toyota fra 80’erne, måtte man kun køre på de i forvejen tilkørte hjulspor. Det viste sig hurtigt, at dem var der mange af, på kryds og tværs af hinanden. Vi startede med at køre 10 km sydpå hvor vi fandt skygge under et klippeudhæng. Her blev tæppet bredt ud og vi nød alle 7 skyggen og fik os lidt frokost. Efter frokost begav vi os tilbage til byen for at proviantere til det næste døgns tid. Vi havde læst at hvis vi begav os lidt længere østpå ville vi komme til et område med ”sand dunes” som vi kender det fra Sahara.

Det startede fint, men da sandet begyndte at blive rigtig blødt, gav tyskerne hurtigt op. Rune derimod gav den lidt mere gas og kom fint op af de første bakker, men så var det også slut. Bilen gravede sig ned i sandet og vi sad fast. Ca. 100meter bag os holdt tyskerne i samme situation. Til alt held kom 2 beduiner os til undsætning. De var kørende i en Toyota Landcruiser fra 70’erne hvor 4 hjulstrækket var i stykker og alle 4 hjul var totalt slidt ned så de mindede om sliks fra en formel 1 ræser. Vi undrede os meget over hvordan de kunne køre rundt herude i den bil, men det var tilsyneladende ikke noget problem.

De 2 beduiner tjekkede dæktrykket på vores biler og lukkede luft ud så der kun var 1 bar tilbage. Vi satte os ind i bilerne og til alles forundring, bakkede vi stille og roligt bilerne op af sandet og fortsatte uden problemer. Beduinerne inviterede os med ud til det sted hvor de var på vej hen da de mødte os. En sand-bakke med en fantastisk udsigt. Her lavede de the til os og vi hyggede og snakkede et par timer. Bagefter førte de os ud til et godt overnatningssted hvor der var plant og hvor 2 høje klipper rejste sig op på begge sidder så der var skygge både morgen og aften. Maria var dog meget beklemt ved situationen idet hun var sikker på at der ville falde sten ned fra klipperne og ramme teltene i løbet af natten. Der skete heldigvis ikke noget.

Vi lavede fælles aftensmad og inviterede beduin fyrene over på en smager. Senere på aftenen gik drengene over til de nonstop the drikkende ”lawrence of arabia” lignende gutter og fik en introduktion i beduinernes skønsang. De havde fået en kop whiskey sammen med os tidligere og havde vist også røget lidt ”sjov” tobak, så de var i et vældigt humør.

Så er der endelig opdateringer fra Syrien og Jordan. Der er også lagt masser af nye fotos ud på Picasa. Se linket nederst på bloggen

Tirsdag d. 29. Juni 2010:


Vi vågnede op efter en dejlig rolig nat og spiste morgenmad under markisen i skyggesiden af bilen. Ræven som luskede rundt om natten havde dog slæbt lidt rundt på noget af vores affald men ellers havde der været usædvanligt stille.

Vi pakkede sammen og begav os mod Petra som nu kun var ca 20 km væk. Vi fandt ret hurtigt byen Petra og efter at have konstateret at denne by var meget turistet i forhold til de andre steder i Jordan vi havde ophold os, besluttede vi os for at køre tilbage til udkanten af byen hvor vi havde set at et af hotellerne tilbød camping på deres P-plads. Det viste sig at være et dejligt hotel med adgang til toilet, bad og lækker kølig pool. Vi slog lejr her og de næste par timer ophold vi os ved poolen hvor der heldigvis var både borde, stole og sofaer i skyggen. Der blev badet, hoppet, dykket, afholdt skole, sovet middagslur og læst bøger. Kl ca 17 kørte vi ned til midtbyen og fandt en internet-cafe så vi lige kunne få opdateret bloggen, tjekket mails osv. Igen bliver vi overrasket over hvor dyrt det er disse steder hvor der kommer mange turister. 114 kr for 5 sodavand og 1 times internet!! Det er jo næsten mere end danske priser!

Vi mødte en ung svensk pige som var i en frygtelig knibe. Hendes Visa var pludselig holdt op med at virke og hun havde INGEN kontakter…oveni så virkede hendes SIM-kort til telefonen heller ikke. Hun var inde for at tigge om lov til at bruge Internettet gratis så hun kun skaffe et tlfnr til sin bank. Vi overhørte hendes bøn og sprang til for at hjælpe hende. Vi lånte hende 100 dinarer så hun kunne købe et SIMkort til sin telefon så hun kunne få ringet til banken og få styr på sit Visa. Hun var meget taknemmelig og sad længe sammen med os på cafeen indtil hun igen kunne trække vejret normalt og var holdt op med at ryste….. hun havde været så bange fordi hun rejser helt alene i et så fremmed land som Jordan og hvor mændene desværre mener at en pige der rejser alene selv inviterer til ballade. Hun havde været nødt til at tage imod et lift fra en Jordansk mand og for at komme ind til byen og i nærheden af internet. Hun havde forklaret ham at hun ingen penge havde og hun havde måtte love ham at hun ville komme og besøge ham senere på dagen – nu håbede hun bare at hun ikke så ham igen!

Vi fandt et steed hvor vi fik lækker aftensmad- dog alt for dyrt i forhold til vores budget! Men vi har måtte indse at når vi opholder os på disse meget turistede steder, så koster tingene bare mere. Mulle var træt og ville hele tiden gå ud fra restauranten så vi spiste lidt hurtigt så vi kunne komme hjem og få puttet hende.

På vejen til bage til hotellet så vi pludselig en Landrover fuldstændig magen til Brumbassen komme imod os – også med telt på taget og desuden med tyske nummerplader!! Begge biler stoppede og alle blev enormt glade for at møde ligesindede rejsende. I bilen var to fyre – Felix og Jan – og de kørte rundt og ledte efter et sted at campere. Det endte med at de fulgte med os op til vores hotel og de slog lejr ved siden af os. Ungerne sprang straks i poolen og de voksne nød at have andre voksnes selskab. Vi drak Gin og Tonic og Whisky og cola og snakkede hele aftenen.

I morgen står vi tidligt op – vi vil være klar til at gå ud i kløften og se det gamle Petra allerede kl. 7 – så vi kommer af sted mens det endnu er køligt.

Mandag d. 28, juni 2010:

Vi vågnede op til et sandt flue-helvede! Det er ulempen ved at finde en overnatningsplads når solen ER gået ned ….. man kan ikke se alt det affald man har plantet sig lige oveni!

Vi fik pakket sammen på rekordtid og allerede kl. 7.45 var vi på farten igen.

Vi spiste lidt frugt i bilen og efter 1 times tid fandt vi en bager og gjorde holdt under nogle træer i vejkanten hvor vi smurte nogle madder på køleren af Brumbassen.

Herefter gik turen mod Petra. Vi kørte igennem den fantastisk smukke Wadi Al Mujib dal. En kæmpemæssig kløft med opdæmmet regnvand som løber ud i Det Døde Hav. Vi kørte i bjerge hele dagen og vi passerede den ene panorama udsigt efter den anden – en helt fantastisk smuk køretur!

Da det var tid til forkost gjorde vi holdt i en mellemstor by hvor der var ret så festligt pyntet op som til en byfest. Vi fandt en lille gade-restaurant hvor vi bestilte nogle shawarma-ruller og falaffel-sandwich. Her mødte vi en meget venlig mand som inviterede os med hjem så vi kunne spise vores mad væk fra varmen og solen. Vi kørte 200 m op af vejen og fulgte med manden ind i hans hus. Her fik konen ude i køkkenet besked på at diske op med Pepsi til alle og vi hilste på hans lille søn på 1,5 år og hans lille baby datter på 1,5 mdr. Vi snakkede længe med ham – han underviser engelsk i den lokale skole og var meget interesseret i at høre om os og hvordan vi lever i DK. Det var meget interessant at se hvordan en middelklasse familie i Jordan lever. Han fortalte desuden hvorfor byen var pyntet så fint op – Kongen af Jordan skulle besøge byen den næste dag!

Vi fortsatte imod Petra men allerede omkring 15 begyndte vi at lede efter et sted at overnatte – fordi vi ikke endnu en gang ville ende med at køre rundt i mørket. Vi var omkring et naturreservat hvor der var en helt fantastisk udsigt fra et udkigstårn. Men overnatning fandt vi ikke – man kunne campere udenfor selve reservatet men her var som sædvanlig fyldt op med affald fra de folk der benytter stedet til picnic! Man måtte ikke køre ind i reservatet i egen bil og vi forlod reservatet igen.

Vi er begge meget forargede over hvor ligeglade folk er her i de arabiske lande mht at passe på naturen. Det er egentlig ikke fordi vi er sippede at vi fravælger disse steder hvor folk sviner, men mere fordi vi begge synes det er SÅ trist at se denne smukke natur blive ødelagt på den måde. Vi kan pludselig godt forstå hvor stor en opgave der hviler på hele verden mht at få klimaet på agendaen i disse lande hvor miljø ikke er noget folk bekymrer sig om!

Kl. 16 fandt vi et sted væk fra vejen mellem nogle træer hvor vi ikke skulle irriteres over affald alle vegne.

Vi slog lejr og ungerne var i skole et par timer. Mulle er stadig lidt dårlig og har også fået slem diarré, så hun er ret utilfreds meget af tiden og vil helst ligge i klapvognen med sutten. Vi lavede suppe med kartofler i til aftensmad og det smagte dejligt. Ungerne havde en vældig fest oppe i teltet – de havde fået lov at købe nogle håndlavede dyr i en butik i naturreservatet – så nu holdt de pyjamasparty for alle deres sovedyr og det udviklede sig til noget af en fest med sang, dans, masser af grin og kampsport!

Rune var sidste mand i teltet og han nåede lige at opleve en lille ræv der luskede rundt i mørket omkring vores lejr!

Søndag d. 27. juni


De sædvanlige morgenritualer blev overstået: morgenmad (i selskab med utroligt mange hvepse som havde udset sig vores vandmelon), skole og pakke lejr sammen. Mens vi holdt skole kom der pludselig 2 drenge på 6-7 år trækkende med 2 æsler. De nærmest tvang William op på det ene æsel og Rune og Amelie op på det andet æsel. Så fik de en gå/travetur rundt på pladsen hvor vi havde slået lejr. De havde tydeligvis tænkt sig at det skulle koste os et eller andet, vi stak dem hver en 1 dinar-seddel (ca 8 kr) – men de synes ikke så interesseret i penge og gjorde tegn til at ville have mad eller drikke. De fik resterne af vores pandebrød fra morgenmaden og en dåse Cola og virkede tilfredse. Da deres far opdagede hvad de havde gang i kom han og jagede dem hjem  Efter at have pakket sammen -vi er efterhånden ret gode til at pakke sammen hurtigt – satte vi kursen mod Det Døde Hav.

Hvad forestiller man sig når man tænker på et hav i et så varmt land som Jordan? Tja …vi tænkte, badestrande, boder med baderinge og masser af turister. Det var et noget andet syn der mødte os. Landskabet er fantastisk!! Faktisk det mest spektakulære vi har set indtil nu. Bjerge i alle mulige former … med bløde svaj, kantede, stenede, med palmer, røde og flerfarvede og med mange kløfter viklet ind imellem.

Fakta om de Døde Hav

• Havet er ca. 40 km langt og 5 km bredt, på størrelse med en svensk sø.

• Midt i havet går grænsen mellem Vestbredden(Israel) og Jordan.

• Havet ligger 390 meter under havoverfladen, altså den havoverflade som vi kender fra Middelhavet og de andre have.

• Vandet indeholder ca. 33% salt.

• Undgå for alt i verden at få vandet i øjnene eller i munden( det svier som bare f…..)

• Der kan hverken leve planter eller dyr i vandet.

Da vi langt om længe fandt ned til havet og fandt vejen som går rundt om havet, så vi at landevejen er totalt øde. Der er klipper på begge sidder af vejen og vandkanten er nærmest umulig at nå ned til. Når man kommer fra hovedvejen fra Amman, dukker der et par hoteller op og et sted der hedder Amman Beach. Dette er åbenbart den eneste mulighed for at komme ned og bade i havet. Vi måtte bøde 160 kr bare for at komme ind på stranden.

Alle havde det mega varmt og trængte virkelig til en dukkert, stress niveauet var højt eftersom Amelie nu har arvet resten af familiens dårlige tarmflora, så den stod på temmelig mange bleskift inden vi kunne komme i vandet.

Endelig…..alle havde fået badetøj på og stod i vandkanten.

De første par skridt ud i vandet var fantastiske, vandet var 35 grader varmt og følelsen af det varme vand var dejlig….til at begynde med. Så gik ungerne i og der bredte sig en mindre skrige koncert da saltet begyndte at sive ind i myggestik og andre små sår og rifter i benene. Der skulle gå 10-15 minutter før tårerne var holdt op og de endelig vovede sig ud hvor man kunne lægge sig ned.

Følelsen var helt ubeskrivelig, det var som at svæve vægtløs rundt i rummet. Man kunne lægge sig ned på 15cm vand og bare flyde. William fandt endda ud af at man på lidt dybere vand rent faktisk kan sidde i skrædder stilling og flyde, hvis man altså kan holde balancen. Det er en underlig følelse at flyde rundt i havvand hvor der absolut intet levende er eller nogensinde har været. Ingen tang, ingen muslinger, ingen fisk, intet!

Vi gravede store klumper salt op af havbunden som mindede om store krystaller. Desværre ligger de stadig udenfor restauranten hvor vi spiste frokost.

Et absolut must efter sådan en badetur er at blive skyllet i ferskvand, som heldigvis kunne fås i rigelige mængder i opstillede bruserstationer.

Vi spiste frokost i restauranten kl. 16 (varmen forskyder måltiderne lidt) og gik bagefter ud i den store ferskvandspool. Her fik alle badet og pjasket. Vandet var super dejligt og vi var alle enige om at det havde været en fantastisk dag 

Ved 18.30-tiden var det på tide at komme videre og finde en overnatningsplads. Vi kørte op for at komme væk fra Det Døde hav og mens vi besteg bjerget ind i landet havde vi den mest fantastiske udsigt ud over havet og klipperne med solnedgangen i centrum … det var et syn vi nok aldrig får at se igen! Vi kørte ind i landet, for at komme ind til Kings Highway som skulle være den flotteste vej til Aqaba. Ved 20 tiden begyndte tusmørket at melde sig og vi spottede langt om længe en lille oase af nåletræer 500meter fra vejen. Her fandt vi en plet, med spor efter tidligere gæsters bålsteder og slog lejr for natten.

De der var sultne fik en portion müsli/cornflakes inden det var tid til at putte sig i teltene. De voksne sad lidt udenfor og nød fuldmånen, den stjerneklar himmel og lyden fra klokkerne af den flok får og geder der gik ikke langt derfra. Vi havde også besøg! Vi havde godt opserveret 2 unge mænd der red rundt på et æsel med en lommelygte. De havde redet forbi os flere gange men på afstand. Vi troede måske de var nysgerrige for at se hvem vi var ….. da de kom tættere på råbte vi hello og de kom hen til os. Det viste sig at de red rundt i mørket og ledte efter en mobiltelefon de havde tabt tidligere på dagen  Hvor tit oplever man lige det?

Lørdag d. 26. Juni 2010:


I dag var alle forholdsvis ok – dog har Mulle stadig lidt feber og er lidt slap – men vi besluttede os for at tjekke ud fra hotellet og komme af sted mod Jordan. Vi fik pakket sammen og betalt og var hurtigt på vej. Efter noget besvær fandt vi ud af byen og kom i den rigtige retning mod Jordan – men da vi havde kørt i ca 1 time kom vi i tanke om, at hotellet IKKE havde givet os vores pas tilbage da vi tjekkede ud og vi var nødt til at køre tilbage til Damaskus!! Vi fandt heldigvis tilbage til hotellet uden de store problemer. Mens Rune og Amelie blev i bilen løb Maria, William og Lilli hen til hotellet og fik fat på passene – og vi nåede også lige at få købt lidt flere DVDer – nu havde vi jo fået bekræftet at kvaliteten er OK. Så med endnu 10 nye DVDer til underholdning på bagsædet køre vi igen af sted mod Jordan. Vi nåede frem til grænsen ved 15-tiden. Det er fuldstændig umuligt at læse sig til information omkring hvor man henvender sig for visum så vi var nødt til bare at spørge os frem. Der er stor forskel på service-niveauet og mens nogle af grænsevagterne og det øvrige personale ved grænsen bare taler til dig på arabisk og nægter at hjælpe er andre meget ivrige for at hjælpe og synes det er vældig interessant at høre hvor vi kommer fra og hvad vores planer er. For at komme ind i Jordan er det første stop en lang kø af biler der skal kontrolleres for smuglervarer. Man kører hen over en smøregrav hvor der sidder en mand og kigger op under bilen. Vi holdt i kø et stykke tid og ”snakkede” lidt med et par vagter der sad lige udenfor vores vindue. Vi prøvede med fagter at spørge hvad de kigger efter under bilen, men svaret var at de kigger efter fisk!! Vi var sikre på at der måtte være tale om en misforståelse, men vagterne vedholdt at det var fisk de kiggede efter  Vi blev dog heldigvis ikke taget for at smugle fisk! Det lykkedes os at finde igennem denne jungle af forskellige skranker man skal henvende sig ved for at få hhv stempel, visum, forsikring og lign og efter ca 3 timer kunne vi køre ind i Jordan.

Vi kørte mod Amman og kom igennem et skov-reservat hvor vi ved 19-tiden fandt en afsidesliggende plads hvor vi valgte at slå lejr for natten. Vi lavede lidt tomatsuppe som alle synes smagte fantastisk  Amelie blev puttet og sov med det sammen – hun har stadig lidt feber 

Efter aftensmaden besluttede vi os til at NU var det tid til at se den dvd med hilsner fra vores afskedsfest – og det frembragte et del latter. Det var dejligt at se nogle kendte ansigter igen og høre nogen snakke dansk!

Vi har et par kommentarer til nogle af hilsnerne:

• Til Bo – ungerne udnævnte dig til den absolut sjoveste!

• Til Marias piger: Sindssyg god sang… I har virkelig talent. Dog sang I så højt at højtaleren forvrængede noget af sangen. Men 1000 tak – vi sætter pris på jeres indsats.

• Til repræsentanterne fra de forskellige verdensdele: Sjovt, sjovt, sjovt ….. Fulde østeuropæere og arabiske bombemænd kan få enhver til at grine! 

• Til Laila og kris: Marias første kommentar var: Laila hører bare slet ikke hjemme i en brun campingvogn – hun ser fuldstændig malplaceret ud! Men tak for de søde ord – vi ville også ønske vi kunne være med på jeres store dag. Og vi sætter da stor pris på at I har tænkt jer at tage ÈT billede til jeres bryllup som I kan sende til os  Til Kris: du har ingen stor fremtid indenfor betjening af video-apparater!

• Til Jacob: Tak fordi du arrangerede denne videohilsen – og vi håber du har fået overtalt Charlotte til at overtage Runes kage-tjans?!

• Til Brian og Nina: Jeres hilsen bar tydeligt præg af at I var de sidste og at I havde drukket 10 store fadøl inden i gik i campingvognen. 2 kommentarer: Aften-TV på DR2 og pausefisk! (Jeres hilsen udgjorde desuden ca ¼ af hele filmen!)

Fredag d. 25. Juni 2010:


Så var det Mulles tur til at vågne op med feber! Så efter at have kastet et hurtigt blik ud over den ynkelige flok maveonde-ramte familiemedlemmer besluttede vi ret hurtigt at vi var nødt til at blive på hotellet i hvert fald én dag mere!

Vi har brugt det meste af dagen på hotelværelset – ungerne har set et par af deres nye film …. De har allerede lært en del ”hverdags-engelsk” og de lærer også lidt ved at se engelsksprogede film 

De voksne nussede om de syge, læste lidt bog, surfede på nettet, spillede Yatzy og andre dejligt afslappende ting. Rune hentede lidt mad og vi delte et par kebap-ruller.

Vi fik også lavet lidt skole med Lilli. Hun ville gerne og William fik lov at vælge det fra. Vi har haft en uges pause fra skolen… både fordi det ikke er så nemt når nu alle skole-tingene ligger nede i bilen og vi er på hotel, men også fordi vi i fællesskab med børnene har besluttet at i stedet for at holde 6 ugers sommerferie ligesom de gør derhjemme …. Så tager vi nogle ugers fri lidt spredt. Så kan vi også tillade os en fridag indimellem uden at få dårlig samvittighed. Især William er meget samvittighedsfuld omkring dette skole …. Han kan gå helt i panik over at vi har sprunget nogle dage over indimellem….. så vi har lavet denne aftale for at han med god samvittighed kan holde fri 

Desuden føler vi begge, at ved denne form for intensive skole, hvor de kun er to der skal kæmpe om lærerens opmærksomhed lærer rigtig meget. Udover at vi bruger mellem 1 og 2 timer hver skoledag på både dansk og matematik, så bruger vi meget tid mens vi oplever på at terpe regnestykker, tabeller og lære engelske gloser. Vi laver også quizzer hvor de bliver testet i paratviden om de lande vi opholder os i og om de ting vi oplever. Og de suger til sig og ser mere dette som leg end som arbejde …. Det er fedt 

Kl 15 gik alle ud på en gåtur rundt i byen. Vi trængte alle sammen til frisk luft. Amelie kom i klapvognen og sov det meste af turen. Hernede holder de åbenbart hviledag om fredagen og det var faktisk dejligt at kunne gå rundt i byen uden det sædvanlige menneskemylder. Vi gik en tur i den gamle bydel og her gik vi ud og ind af de snoede gader hvor vi dog fandt en stor markedsplads med frugt, krydderier, oliven, brød, kager, nødder, dadler/figner, kød og alt mulig andet spiseligt hvor de lokale handlede. Vi blev fristet af de dejlige frugter og kom hjem med både kirsebær, bananer, blandede nødder og en kæmpe vandmelon – som var den mindste vi kunne finde men alligevel 8 kg stor!! Efter to timers gåtur fandt vi hjem til hotellet og resten af dagen stod på mere afslapning.

Vi spiser ikke så meget mad som derhjemme – mest fordi det er så varmt og man føler ikke sult på samme måde. Aftensmaden bestod derfor bare af vores indkøbte frugt og lidt rester fra frokosten.

Torsdag d. 24. Juni 2010:


Lilli vågnede op med høj feber og slemme mavekramper. Da hun også stadig plages af slem diarré besluttede vi os for at vi IKKE kunne køre videre i dag som planlagt. Også Rune og William døjer med diarré og vi tror at vi måske er smittet med en slags maveinfluenza.

Vi bad hotellet lave en aftale med en lokal læge og mens vi ventede på at han skulle komme kl. 12 – gik Rune, William og Mulle en tur ud i byen. De fandt en park hvor de kunne få sluppet noget af deres indestængte energi løs!

Lægen kom som aftalt kl. 12 og han var meget grundig og kunne heldigvis noget engelsk. Han lyttede på hende, tog blodtryk og temperatur og trykkede hende på maven. Han kom frem til at hun har fået en infektion i tarmsystemet og ordinerede adskillige forskellige slags medicin. Det meste af det dog kun ”håndkøbsmedicin”. Rune løb på apoteket og hentede disse 5 forskellige produkter og lægen blev og forklarede os grundigt hvor meget hun skal have af de forskellige og hvor tit. Heldigvis står teksten på flaskerne også på engelsk så vi er ret trygge ved at give hende dette. Han var meget streng og insisterede på at hun drak adskillige kopper vand med saltopløsning i og at hun tog alt medicinen mens han kiggede på. Og hun gjorde som han sagde – dog fik jeg, Maria talt ham fra at give hende en injektion mod feberen og jeg gav hende i stedet en børne-panodil. Han skrev også en diæt ned til hende på. Kiks, bananer, youghurt og kogte kartofler  Og desuden skulle hun også drikke the med mint og sukker. Typisk arabisk … de drikker the mod alting og hele tiden. De fatter ikke at vores børn (og voksne for den sags skyld) ikke drikker spandevis af the hver dag!

Hun fik det hurtigt bedre og feberen forsvandt – dog er maven slet ikke i orden endnu.

Vi gik alle sammen en lille tur hen i parken om eftermiddagen og fandt en lille primitiv foto-shop hvor vi fik taget pas-fotos til diverse visumansøgninger. Vi fik 8 pas-fotos X 5 samt billederne elektronisk overført til vores usb-nøgle og gik derfra ca 130 kr fattigere.

Vi kom desuden også til at købe et ekstern DVD-drev til vores lille PC ….. vi bor i et område hvor der er 30-40 elektronik butikker lige udenfor vores dør, og de sælger desuden kopier af de nyeste DVDer for ca 5 kr stykket. Så vi købte: Alice in Wonderland, Prince of Persia, Shutter Island, How to train your dragon, Robin Hood og Clash of the Titans og gik hjem på hotellet for at se lidt film. Dog voldte det som sædvanligt problemer at få det til at virke – så Rune svedte over dette noget tid.

Kl ca 20 gik vi ned i byen for at få lidt aftensmad og måske se Danmark spille mod Japan – hvis vi var heldige at finde et sted der viste den.

Vi fandt et sted med usandsynlig kedelig mad og da vi havde spist (de af os der kunne klemme mad ned) blev vi enige om at gå hjem og prøve at finde kampen på hotellets TV. William havde ellers glædet sig til at skulle se landskamp og ryge vandpibe – men da vi fik forklaret ham at det er ligesom at ryge cigaretter sagde han: ”jamen så skal jeg da IKKE!” Så med alle de dårlige maver besluttede vi os for at gå hjem på værelset.

Vi fandt en arabisk kanal der viste kampen – utrolig irriterende med en arabisk kommentator – og som alle jo ved, så var det ingen fornøjelse at se Danmark spille denne kamp.

Nu håber vi maverne har det bedre i morgen.

Onsdag d. 23. Juni 2010:


Vi vågnede op til dejligt køligt værelse og alle havde sovet godt. Vi spiste lidt morgenmad på værelset og hang ud på værelset det meste af formiddagen – fik fixet lidt ”business” på Internettet og andre kedelige ting. Vi har haft mange snakke omkring hvordan vores rejse skal fortsætte her fra Syrien. Vi har fundet frem til at disse arabiske lande ikke er noget for børnene. Der er ørken og storbyer …. Og ikke andet. Vi havde håbet på at vi kunne opholde os lidt ved kysten og bade og lign – men pga affald alle vegne er det ikke særlig tiltalende. Vi har diskuteret hvorvidt vi ville fortætte med at rejse i de arabiske lande – vi havde egentlig planlagt at i stedet for Saudi ville vi køre over til Egypten og så shippe fra Egypten. Men efter at have tilbragt næste en uge i Syrien har vi fundet ud af, at vi hellere vil skynde os østpå. Så nu er planen at vi i morgen kører ind i Jordan -det skulle efter sigende ikke blive noget problem. Her vil vi opleve Det Døde Hav og Petra og så køre til Aqaba og shippe til Kuala Lumpur. Vi flyver selv til Singapore og vil opleve Borneo mens vi ingen bil har. Så forhåbentlig indenfor 10 dage kan vi sende bilen af sted.

Alt dette kræver en masse forarbejde på Internettet. Vi skal løbende holde kontakt med shipping-agenten, banken, ADAC som udsteder Carnet til bilen og andre instanser.

Om eftermiddagen gik vi en tur ud i byen. Vi havde hørt om en gammel overdækket basar som skulle være en oplevelse. Efter lidt problemer fandt vi basaren og den var speciel idet der i det hvælvede tag højt oppe var en masse helt runde huller som sendte sollyset ned på brostenene og lavede et flot mønster. Ellers var det en basar ligesom alle de andre vi har set – masser af flotte butikker med alt hvad man overhovedet kan komme i tanke om af forskellige varer.

Vi behøver ikke at trave rundt og se alle de gamle ruiner og moskeér, vi får mest ud af bare at opleve byen og kigge på alt det der er SÅ forskelligt fra derhjemme. Vi har efterhånden vænnet os til at se mange af mændene gå klædt i deres ”pyjamas” og med ”kofira” (sheik-tørklæde) om hovedet. Rune og William købte også en kofira og William ved nu hvad han skal være til næste fastelavn 

Nu mangler vi bare at finde en sheik der kan lære os hvordan vi binder tørklædet rigtigt!

Vi gik tilbage til ”vores” bydel og fandt et hyggeligt lille gadekøkken hvor vi spiste noget meget lokalt mad som smagte dejligt. Vi kom i snak med et canadisk ægtepar som sad ved bordet ved siden af. De har rejst meget i mange år og det er altid godt med nogle fifs fra et par ”gamle” rejserotter ;-)

Resten af eftermiddagen og aftenen slappede vi af på hotellet og snakkede lidt med Marias mor på Skype. Kl. 20 gik Rune ud og fandt til alle overraskelse et pizzeria – så vi spiste dejligt pizza og så tv hjemme på hotellet.

I morgen drager vi mod den jordanske grænse og krydser fingrer for at vi får visum uden de store problemer.

Tirsdag d. 22. Juni 2010:


Så blev det Amelies fødselsdag !! Hun blev vækket i teltet med morgensang, flag og gaver. Vi sad alle 5 oppe i teltet og så på at hun åbnede sine pakker og hun synes det var virkelig hyggeligt. Så gik vi ned og lavede pandekager til morgenmad og sad udenfor teltet og spiste alle 5. Hussein insisterede på at sidde ved siden af vores bord og stole på jorden i skrædderstiling – som han selv sagde: ”Beduin-style”. Han serverede noget VIRKELIG stærk kaffe for os – så stærk at det faktisk nærmest var kaffegrums med lidt varmt vand 

Vi fik pakket sammen og kørte efter Hussein ind til Palmyra hvor vi først lige gjorde holdt ved en mekaniker for at købe noget fedt til bilens styretøj. Så kørte vi ud til en have og restaurant som hans bror har og der stod 2 af hans kameler. Vi fik lov at hilse på Zanoobia – hans vinderkamel for tiden. Nu er hun gravid men hun kan stadig følge med ham når han kører 90-100 km i timen ude i ørkenen på hans motorcykel. VILDT! William og Mulle fik lov at sidde på hende – Lilli er stadig ikke så vild med dyr så hun så på fra afstand.

Lige ved siden af denne have ligger ruinerne af hvad man mener er én af civilisationens først byer! Utroligt byggeri og endnu mere utroligt at så meget stadig står endnu. Vi var så privilegeret at vi kunne køre vores egen lille sigthseeing-tour rundt blandt ruinerne i Brumbassen. Meget heldigt da det var ALT for varmt udenfor til at vi kunne have gået turen rundt.

Vi forlod Palmyra efter at have sagt tak og pænt farvel til Hussein. Han skal til Sverige denne sommer og besøge nogle venner. Næste sommer vil han til Danmark og besøge en veninde. Vi inviterede ham selvfølgelig også til at bo hos os. Så hvem ved …… måske får vi besøg af en vaskeægte beduin- kamelracer-sheik!

Vi kørte nu mod Damaskus hvilket var en køretur på godt 4 timer i bagende varme – ca 43 grader udenfor OG inde i bilen. Vi fik drukket en MASSE vand undervejs. Da vi endelig var i Damaskus var vi alle sammen virkelig sultne og trængte rigtig meget til at komme ud af bilen. Så vi kastede den ind til siden og fandt et sted hvor de serverede burgers og andet fastfood. Desværre døjer både William og Lilli med ondt i maven og det påvirker deres appetit – så deres mad tog vi med til senere.

Vi gik herefter en runde og spurgte på priser på et par forskellige hoteller og fandt til sidst et ok hotel til rimelige penge – og med Internet!

Vi gik op på værelset og slappede af og fik snakket med Runes forældre på Skype. Kl ca 19 gik vi en tur ud i byen og Mulle fik købt et lille The-sæt for fødselsdagspenge fra Mormor og Morfar (det kostede 20 kr så mon ikke der bliver råd til lidt mere?) Vi købte lidt brød og youghurt og gik hjem på hotellet og spiste dette til aftensmad. På gåturen fik vi et godt indtryk af Damaskus – vi bor heldigt nok midt i centrum og i gå afstand til det meste. Vi glæder os til at komme ud og se lidt mere af byen i morgen.

Mandag d. 21. Juni 2010:


Vi vågnede omkring kl. 8 og alle blev beordret ud under bruseren da det efterhånden var længe siden nogen af os har været i bad. Herefter gik vi ud og fandt hotellets restaurant længere nede af gangen for at få noget morgenmad. Den dejlige morgenmad bestod af: fladbrød, tyk youghurt naturel, oliven, abrikos marmelade, mozarella, noget ubestemmeligt hummus-agtigt noget men som smagte sødt – og redningen: Den Leende Ko smøreost! Igen fås kun kaffe og the og dermed ingen drikkevarer til børnene.

Efter dette festmåltid gik vi tilbage på værelset og nød at slænge os i sengene og se lidt fjernsyn. Vi besluttede os for at tjekke ud inden kl 12 og efter at have kigget lidt mere på bazaren og købt de sidste gaver til Mulle fandt vi hen til bilen og kørte nu 160 km ind i landet til en by der hedder Palmyra. Det meste af turen foregik i ørken! Det var en oplevelse for os alle sammen – vi var betaget af denne natur og fik en helt anden oplevelse af Syrien end hidtil. Temperaturen i bilen var dog det varmeste vi hidtil har oplevet, men selvom det også var varmt udenfor så blæste det en del og det var egentlig behageligt. William var især optaget af de ”sand-tornadoer” vi kunne se indimellem og også når vi kørte ind i en lille ”sandstorm” og ikke kunne se en hånd for sig. 5 km før Palmyra holdt vi ind for at tanke og her mødte vi en beduin der hedder Hussein. Han inviterede os til at overnatte i hans beduin-lejr som lå et par kilometer derfra. Fantastisk tilbud som vi straks takkede ja til! Og det skulle vise sig at blive en fantastisk oplevelse. Lejren består af 2 telte indrettet med ægte tæpper på væggene og ellers madrasser og puder til at sidde på. Derudover er der et lille telt med toilet og bad og et lidt større telt med køkken. Vi var de eneste i lejren og havde derfor det hele for os selv. Hussein lever af at have turister på besøg – som regel europæere der kommer sammen med en guide og overnatter i lejren for at opleve beduin-livet.

Vi sad teltet sammen med Hussein og drak the og snakkede. Han er rigtig god til engelsk og det var utrolig interessant at tale med ham og få svar på nogen af alle de spørgsmål vi har omkring Syrien, muslimer, deres syn på danskere, de forskellige folkeslag, forholdene i mellemøsten mht konflikter osv.

Vi sad i vores campingstole uden for teltet og nød solnedgangen over de omkringliggende klipper. Ungerne fik lidt youghurt til aftensmad og Amelie blev puttet i et af teltene. Vi fik pakket hendes gaver ind og Rune og ungerne spillede lidt Disney Trivial inden William og Lilli også gik til ro - med deres soveposer inde i beduinteltet. Rune lavede lidt linsesuppe med bulgur til de voksne og vi satte os udenfor på en madras og snakkede med Hussein til langt ud på natten – under den klare stjernehimmel! En fantastisk oplevelse at sidde under åben himmel ude midt i ørkenen.

Udover at have denne beduinlejr har Hussein også 128 kameler som han lever af at deltage i kamel-races med. Han har været Syrisk mester de sidste 3 år og er åbenbart lidt af et hotshot indenfor dette.

Han har lovet os at tage os med på en tur i morgen ud og se hans kameler. DET glæder vi os vildt meget til 

Søndag d. 20. Juni


Det blev hurtigt meget varmt i teltet, men da der blæste en kraftig vind udenfor var det befriende at stå op. Rune var den første der var oppe kl. 630 og mens han gik og rumsterede med at rense vanddunke kom en lettere retarderet mand forbi med frisk brød, så var morgenmaden i hus.

Vi satte kursen mod Middelhavet for at prøve at finde en god strand hvor vi kunne campere. Vi fandt da også en strand, men kunne næsten ikke komme ned til vandet for alt det affald der lå skyllet op på stranden. Det er åbenbart et stort problem ved kysten at alle bare smider deres affald i havet, hvilket betyder at færdsel på strandene er som at kæmpe sig igennem en dansk losseplads fra 80’erne.

Alligevel hoppede ungerne i vandet og fik sig en svalende dukkert selvom vandet føltes som kropstemperatur.

Vi opgav hurtigt vores overnatningsplaner og forlod kysten. Ca. 150km inde i landet ligger Homs. Homs er Syriens 2. Største by. Her måtte der da være noget at se. Vi besluttede os for at booke et hotelværelse på et mindre hotel i midtbyen. Værelset så ved første øjekast pænt ud, 4 meter til loftet, pænt nydeligt og med toilet, tv, køleskab, internet og ikke mindst aircondition. Ungerne var henrykte over at skulle sove i en rigtig seng. Vi erfarede dog hurtigt, da vi skulle flytte lidt rundt på sengene for at kunne være der alle mand, at rengøring er en by i Rusland her i Syrien. Efter at have tjekket ind gik vi en tur ud i byen for at se os lidt omkring. Homs er også en hektisk by, men ikke på samme frastødende måde som Alleppo og Latakkia. Der var gang i gaderne og da vi boede lige ved siden af en oldgammel overdækket bazar som er kendt for at være et indviklet system af labyrinter gik vi naturligvis en tur rundt herinde. Et virvar af boder med ALTmuligt: børnetøj, sko, tørklæder, krydderier, kager, stålkander, kobber fade, osv osv! Egentlig ledte vi mest efter noget aftensmad og det skulle vise sig at være sværere end vi troede at finde et spisested. Vi er blevet vant til fra Tyrkiet at der kan købes Shawarma på alle gadehjørner, så det troede vi selvfølgelig også at vi kunne her. Vi fandt dog langt om længe – kl var nu ca 21 – et sted hvor de serverede shawarma, fritter og andre gode sager. Vi har efterhånden erfaret at det er rigeligt at bestille 2-3 portioner til os alle, da det er mere end nok. Tilfredse og mætte gik vi derfra ca 80 kr fattigere.

Vi sov alle rigtig godt i det kølige og rolige værelse.

Lørdag d. 19. juni 2010


Overnatningspladsen blev en rasteplads ved motorvejen. Vi vågnede op til synet af skildpadder der traskede rundt om bilen på jagt efter lidt mad. Vi fodrede dem med agurker som hurtigt blev fortæret.

Så gik turen videre mod Syrien. Vi spiste frokost i Antakia, stadig i Tyrkiet, hvor vi også ledte forgæves efter en Lonely Planet over Syrien.

Så gik turen mod grænsen. Der var ca. 40 km. Et par km før grænsen mødte der os en caravane af lastbiler som holdt og ventede i højre vejbane. Vi trillede stille og roligt forbi og hilste på lastbilchaufførerne som sad og drak ché som de lavede i et lille køkken de havde indrettet i en last boks under lastbilen.

På grænsen gik det meget smertefrit med at komme ud af Tyrkiet. I ingenmandsland mellem grænserne skulle vi ind på et kontor for at søge visum. En meget vestligt udseende mand kom hurtigt hen til os og spurgte om vi skulle have hjælp. Ja, det kunne vi nok godt bruge. Selve processen var meget bureaukratisk, først skulle en mand som vi lige fangede på vej ud, underskrive vores Carnet de passage. Så skulle vi hen i banken og betale for visum, 30 USD/stk….men, de tog desværre ikke imod kredit kort(hvilket vi absolut havde forventet). Nu var gode råd dyre. Vi skulle bruge 2000kr i USD og kontant, og vi befandt os i ingenmandsland imellem Tyrkiet og Syrien. Vores venlige guide foreslog at vi gik hen i TaxFree shoppen og spurgte om vi kunne købe cigaretter for folk!! Hmm, tja det var da et forsøg værd.

I TaxFree shoppen gik Rune ind og så lidt spørgende ud(det plejer at hjælpe) og inden længe stod 2 sikkerhedsvagter og 2 ekspedienter i jakkesæt klar til at hjælpe. Det tog 3 transaktioner med Visa kortet og 3 kunder der skulle købe cigaretter og så havde vi 400USD i hænderne.

Tilbage i Visum hallen betalte vi i banken og fik en flok kvitteringer som vi så kunne vise til manden i visumansøgnings afdelingen, manden i forsikringsafdelingen(til bilen) og manden i dieselafgiftsafdelingen. I Syrien skal man betale 100USD om ugen for at køre i Diesel bil. Til gengæld koster diesel kun 2½kr literen !! Til sidst var vi klar, nu skulle vi bare igennem tolden. Vi fik at vide at vi skulle gemme alt elektronik, da der skulle betales told hvis man bragte noget af det ind i landet. Tolderen spurgte ganske rigtigt om vi havde noget med og vi sagde nej og fik lov at køre ind i landet uden problemer.

Først gik turen til Aleppo, her mødte vi for første gang den hektiske arabiske storby. Folk overalt og affald overalt. Vi fik hævet penge i banken og flygtede ud af byen igen.

På vej mod kysten stoppede vi i en lille by ved navn Ariha. Det var blevet mørkt og da det var lørdag aften var der rigtig gang i byen. Store pariserhjul overalt med blinkende lys. Byen ligger på et lille bjerg der rejser sig op i landskabet og på toppen af bjerget fandt vi en restaurant hvor vi fik lov at campere på p-pladsen. Der var en fantastisk udsigt ned over byen med de mange flotte lys. Ungerne blev puttet og de voksne fik en kop MEGET stærk syrisk kaffe sammen med ejeren. Vi forsøgte uden held at spørge til landskampen (Danmark – Cameroun) men de påstod hårdnakket at Danmark ikke skulle spille denne aften …. Tror nu mest det var fordi de ikke rigtig kender til Danmark. De går ellers utroligt meget op i WM her i Syrien. Vi blev dog holdt opdateret af Marias storebror og vågnede op til den gode nyhed 

Fredag d. 18. Juni 2010:


I dag havde vi besluttet os til at pakke sammen og drage syd-øst på. Vi havde jo haft ALT ude af bilen og nu var det spændende om Runes forbedringer gav mere plads og system i tingene. Efter at alle kasserne, borde og stole, badevinger, madvarer, komfur og hvad vi ellers slæber rundt på var stablet ind i bilen så det jo helt ryddeligt ud! Og der var plads tilovers!! Fantastisk, taget i betragtning af at vi tidligere har måtte skynde os at lukket bagsmækken for at der ikke liiiige trillede en fodbold eller en campingstol eller lign ud inden man fik lukket.

Men inden vi forlod Kappadokya skulle vi på lidt sigthseeing i Brumbassen. Vi kørte lidt rundt i Rose Valley – Rune selvfølgelig glad for at få Brumbassen ud i lidt vildmark – og parkerede for at gå ca 1 km op til Rose Valley Kirke. Snørklede små sand-stier og ”trapper” som er hugget ind i disse porøse klipper. Oppe på toppen – med en fantastisk udsigt ud over hele Kapadokya – ligger en kirke som er hugget ind i klipperne og med fresker (malerier på væggene) af Jesus osv. Ingen af disse malerier har dog ansigter – ifølge Koranen er det ikke tilladt af afbillede hellige levende væsner og rettroende muslimer har derfor i årenes løb kradset ansigterne på disse malerier væk.

Vi begav os ned igen og fandt hen til Brumbassen og kørte ind til Göreme by igen. Her spiste vi en sidste Döner kebap hos den sædvanlige fortovs-restaurant og begav os sydpå.

Vi havde ét stop mere undervejs og det var i Kaymakli hvor vi ville besøge en af de underjordiske byer.

Vi fandt det hurtigt og fik proppet Amelie i rygsækken. Entreén var lidt dyr men vi ville se denne by under jorden. Det viste sig dog hurtigt at gangene var alt for små til at vi kunne have Amelie i rygsækken og hun kom ned og gik selv rundt. Disse underjordiske byer er lavet for mange tusinde år siden af folkene i landsbyerne for at beskytte sig mod fjendtlige hære og andre der ville plyndre. Byerne kunne huse op mod 2000 mennesker i op til et helt år!! Der findes både køkkener, toiletter, soverum, stalde, spisesale, mad-depoter, vinværksteder og ventilationsskakter. Vi var nået et stykke ned da jeg, Maria måtte vende om. Det var for klaustrofobisk og uvisheden omkring HVOR langt ned under jorden det ville fortsætte var nok til at jeg vendte om. Jeg kæmpede mig ud igen – i de snævre gange – nu med alle de andre turister kommende imod mig! Jeg ventede dog ikke længe udenfor inden de andre 4 kom ud igen. Turen var spændende og det er fascinerende at tænke på at SÅ mange mennesker kunne gemme sig dernede i så lang tid – uden at se sollys overhovedet!

Vi sprang ind i bilen igen og kørte nu videre til Nefsihir hvor vi fandt en ok-velassorteret supermarked og fik handlet STORT ind. Nu hvor vi snart forlader Tyrkiet vil vi gerne have et fyldt ”mad-depot” så vi ikke skal ligge og rakke rundt i et fremmende land for at finde mad. Så nu har vi mælk, juice, müsli, marmelade, gær, nudler, bulgur og masser af breve med Knorr-suppe til mange måltider 

Næste stop var nu at finde en overnatningsplads så tæt på den Syriske grænse som vi orkede at køre.

Varm vandretur

Torsdag d. 17. juni 2010


I dag havde vi planlagt at udskyde skolegangen til senere på dagen og få udnyttet solens lave position på himlen til en vandretur for at se lidt på området.

Vi kom af sted kl. 10 og solen stod desværre allerede ret højt på himlen. Vi startede med Amelie i klapvogn, men fandt hurtigt ud af at det var umuligt at skubbe hende op af alle de stejle små stier. Rune løb tilbage med klapvognen og hentede bærerygsækken. Vi spadserede ud af de små snoede stier imellem de sjovt udseende klippeformationer og så den ene kegleformede klippe efter den anden hvor mennesker for mange tusinde år siden har hugget huler ud i som man kan kravle ind i og beundre den dag i dag. Inden i flere af hulerne var der trapper op til andre etager hvor man kan se bålsteder og køkkener.

Da vi havde gået knap 2 km kom vi til en dal som bliver kaldt ”Rose valley” på grund af de rødlige klippe formationer. Selvom vi ikke havde gået langt, var det meste på små stier med stor stigning både op og ned og alle var ved at være lidt trætte og meget svedige. Vi besluttede os for at tage grusvejen hjemad, men da der ikke var nogen skygge føltes det som at gå rundt i en sauna. Efter 2 timer var vi hjemme igen og alle trængte til en dukkert i poolen.

Resten af eftermiddagen badede vi og ved 15 tiden var det skole tid. Det skulle dog vise sig at formiddagen er bedst egnet til dette formål da koncentrationen fra både elever og lærer kunne ligge på et meget lille sted. Undervisningen blev flyttet til poolen hvor vi i stedet trænede William i at tage hovedspring fra kanten. Han er blevet så modig på dette punkt og selv om mange af udspringene blev maveplaskere fik han en god oplevelse med nogle fine spring. Vi prøvede endda at afmontere badevingerne og han kan faktisk godt svømme 6-8 meter uden hjælp nu.

Aftensmaden blev til 5 Chicken Dôner Kebap fra det lokale kebap house. Knap 100kr for alle mand incl. Drikkevarer. Når nu kød er så dyrt i Tyrkiet, kan det næsten ikke svare sig at lave mad selv.

Amelie faldt i søvn på vej hjem og vi andre spillede en omgang Disney Trivial Pursuit inden vi gik til køjs.

Ægte tæppe og ATV tur

Onsdag d. 16. Juni 2010:

Igen blev vi vækket af den meget karakteristiske lyd fra en luftballon der steg til vejrs! Underligt hvordan vi bare har vænnet os til en så usædvanlig lyd!

Vi spiste morgenmad og så havde vi skole et par timer. Fordi det er onsdag og ungerne normalt har ”farveholdsdag” (en dag hvor de undervises på tværs af klasserne men sammen med jævnaldrende elever og tit har en anderledes og spændende form for undervisning) så havde jeg, Maria tænkt i alternative baner og vi lagde ud med at lege Lykkehjulet! Bagefter lavede de begge en slags collage og efter at have tegnet og klippet og klistret en masse havde de begge en rigtig flot collage med et typisk landskab her fra Kapadokya. Alle synes det havde været godt med et frisk pust til undervisningen og vi blev enige om at lave ”farveholdsdag” hver onsdag

Rune havde gang i en ombygning af bilen imens, det blev rigtig godt! Han fik skabt mere plads i bagagerummet ved at afmontere de 2 ”bænke” – disse kunne vi lige få plads til på taget mellem teltene. Og han fik savet et indhak i pladen som ligger over bunden af bagagerummet således at køleskabet er kommet ned i en mere anvendelig højde. Dejligt 

Til frokost spiste vi lidt tomatsuppe med nudler – vi kæmper lidt med frokosten…… det er nemlig ikke til at skaffe nogen form for pålæg eller for den sags skyld ordentlig brød. Så vi forsøger os lidt frem med diverse nemme varme retter når vi er i lejren.

Efter frokosten gik vi ned i byen. Vi skulle have fundet et sted at kopiere og et postkontor. Vi skal have søgt et nyt Carnet til bilen fordi vi har droppet ruten igennem Saudi Arabien (det er åbenbart total no-go). I stedet vil vi køre ind i Egypten og så forsøge at shippe fra Alexandria. Eller vi vil alternativt køre tilbage gennem Syrien og Jordan og så ind i Iran og evt shippe herfra. Men uanset hvad vi vælger så kræver det en ”opgradering” af vores Carnet for at få lov at bringe egen bil med ind i disse lande. Så vi fandt heldigvis en Internet-cafe inde i Göreme hvor vi kunne få kopieret pas, kørekort og andre vigtige papirer. Og utroligt nok også et postkontor så ansøgningen blev sendt med det samme 

SÅ gjorde vi noget meget vildt …… Vi gik ind til en tæppehandler og købte et ægte tæppe!! Aldrig havde vi troet vi skulle bruge så mange penge på et ægte tæppe … men nu gjorde vi det altså!

Vi havde længe snakket om at vi skulle have fundet et underlag til at have liggende under markisen. Tit er underlaget på vores overnatningspladser ikke særlig bekvemme og når vi er ved vandet bruger vi vores håndklæder til at ligge i sandet og det er ikke så lækkert når de ikke bliver vasket så tit og det er de eneste vi har med.

Så vi gik ind til en specialist i antikke håndlavede tæpper og brugte en time på at blive lært op i denne kunst. Vi endte med at købe et tæppe som er 50 år gammelt og er håndlavet af en kvinde fra en lokal nomade-stamme her i Kapadokya. Det er et ”bryllupstæppe” dvs det er et som er vævet af en meget ung kvinde til sin kommende mand som manden har haft hængende i sit telt – de brugte tæpper mest til isolering. Man kan tyde mange forskellige ting ud fra mønsteret i tæppet omkring den kvinde der har lavet det og det er farvet med naturlige farver hvilket gør at det aldrig vil miste farven eller falme. Det kan vaskes i kold vand og blive nøjagtig lige så fint som nyt. Vi er glade for det og det passer perfekt ind i vores ”stue” under markisen. Vi er også begge enige om at det vil passe rigtig godt ind hjemme på Ringvejen og at det er en dejlig ”souvenir” med meget historie at have med hjem.

Kl 1730 var det blevet tid til ATV turen. William fik sin egen og Rune og Lilli kørte sammen. Med på turen var også et Australsk par som hver kørte på deres ATV. Guiden sagde at han ville sidde bag på Williams og hjælpe ham lidt. Det var en fantastisk tur hvor de fik set alle de forskellige dale i området, og så tilmed i solnedgangens fantastiske lys. Turen tog 2½ time og alle var godt støvede efter at have ræset igennem landskabet som til tider var meget eroderet af vandmasserne. Tilbage i byen blev de blæst af med trykluft og så gik turen til fods tilbage til campingpladsen en lille km uden for byen. Der var tidligere blevet stillet en is i udsigt når de kom tilbage, og Lilli kunne vist ikke rigtig vente så hun spurgte om ikke hun måtte løbe hjem…. William og Rune valgte at følge efter hende og alle løb hele vejen hjem! Rune var totalt overrasket over de to små unger som pludselig har så god en kondition at de kan løbe så langt uden at stoppe en eneste gang.

Tilbage i lejren blev der spist is og det ægte tæppe blev beundret, vi føler os nu lidt mere som en nomade familie

For at få vasket alt støvet helt af hoppede alle en tur i poolen til trods for at det nu var helt mørkt.

Stille nat, Luftballoner og sejt kød

Tirsdag d. 15. Juni 2010:


Vi havde haft en ret rolig nat, men fra tidlig morgen var der en del larm. Lige ved siden af vores campingplads er der landingsplads for luftballoner og man kan tage en tur hvor man flyver hen over dette fantastiske landskab mens man beundrer solopgangen. Dette betyder en masse køren frem og tilbage allerede fra kl. 5-6 stykker og en meget speciel lyd fra luftballonerne når der blæses varm luft i dem.

Efter morgenmaden gik vi alle sammen i gang med lidt rengøring både i bilen og i teltene. Maria fik vasket lagnerne og fejet oppe i teltene. Selvom vi ofte ryster lagnet for sand så har vi balladen hver gang teltene har været pakket sammen – så kommer alt sandet fra bunden af teltene op ovenpå madrassen igen! Derfor havde vi nu investeret i et lille feje-sæt så vi kan komme alt det sand til livs!

Rune tømte bagagerummet og fik fejet herind. Han begyndte desuden at overveje hvordan vi kan skabe mere plads samt få nemmere adgang til køleskabet som nu står lidt højt oppe.

Ungerne og Rune lavede skolearbejde et par timer mens Maria og Mulle hyggede med at lave ingenting 

Så pakkede vi lidt sammen og gik en tur op i byen som ligger ca 1,5 km fra campingpladsen. Her fandt vi en cafe og fik lidt frokost. Vi gik en tur og fik handlet lidt. William, Lilli og Rune lavede også en aftale med et firma som arrangerer en guidet rundt i landskabet og de forskellige dale på ATVér! Så i morgen fra kl. 17.30 til 20 skal de på tur!

Vi gik hjem og mens Rune og ungerne badede i poolen fik jeg, Maria syet elastikker i lagnerne så de nu bliver liggende udspændt i teltene!

Der var vild grinen og råben fra poolen og det viste sig at de morede sig over at Amelie morede sig med at hoppe i fra kanten af poolen og så samler Rune hende op. Hun bruger altså hverken badevinger el andet der holder hende oppe. Hun synes det er fedt at få hele hovedet ned under vandet. Men man skal holde skarpt øje med hende hele tiden for hun har ingen forståelse for at hun ikke bare kan hoppe i mens Rune har ryggen til. Det erfarede Rune i går da hun pludselig ikke sad på kanten af poolen længere efter at han havde vendt sig om og talt med Lilli i ca 10 sekunder. Så han fik travlt med at få fisket hende op – hun var helt nede under vandet – men hun havde ikke opdaget at noget var galt og grinede bare da hun kom op! Moderen var glad for at hun ikke havde overværet dette – og jeg er sikker på at Rune også har lært at man skal holde øje med hende konstant når der er vand i nærheden! Pyha …. Jeg får helt hjertebanken!!

Vi fik lavet aftensmad – grillspyd (desværre med meget sejt oksekød købt ved byens slagter) så campingpladsens hund fik sig en lækker aftensmad  da det meste af kødet blev kastet ud til den!

Lidt diverse om Amelie

Lidt update om Amelie:


Amelie er begyndt at snakke rigtig meget – og nu forstår vi alt hvad hun siger. Hun øver sig meget på nye ord såsom tyggegummi – som desværre bliver til ”Tisse-gummi” og krokodille som jo siges:”Duppedille”.

Hun er også begyndt at interessere sig meget for tissekone og tissemand og vi får jævnligt en opremsning af at ”Far har tissemand, William har tissemand, Lilli har tissekone” osv”. Og så fordi hun har set Lilli tisse ude i naturen så går hun selv rundt og siger: ”tisser nu” og så sætter hun sig på hug ligesom hun har set Lilli gøre! Også Dukke får tisset en del – hende bøjer hun benene helt frem på så fødderne rører ansigtet og så siger Amelie: ”dukke tisser”. Indimellem får hun lov at rende lidt rundt uden ble men bare i gamacher – desværre synes hun at det er vældig sjovt at hive bukserne ned så man kan se både for og bag – hvilket er til stor morskab for William og Lilli.

I lang tid har hun gået rundt og sagt: ”hvor er min rulade?”. Ingen vidste hvad hun mente og vi tænkte at hun ved jo ikke hvad en roulade er så det må betyde noget andet. En dag vi var på stranden og hun igen spurgte efter sin rulade gik det pludselig op for Maria at hun mente HÅNDKLÆDE!! 

Så nu får hun sit håndklæde hver gang hun efterlyser ruladen!

Hun har indimellem meget svært ved at høre efter når vi siger at der er noget hun ikke må. Fx spise sand eller kaste med sand, eller vaske bilen med karkluden eller grave i sand med vores kopper. Så skælder far ud og så går hun rundt og er sur på ham i lang tid efter. Hver gang hun kommer forbi ham så skuler hun meget ondt til ham for hun kan godt huske at han var sur! Men hun er rigtig god til at give os alle sammen store kram og mys tit. Så kigger hun med sine hundeøjne på én og siger: ”krammer” og kaster sig om halsen. Det er dejligt 

Når hun er træt om aftenen siger hun selv: ”op i telt” med beklagende stemme. Det hedder altså ikke længere op i seng  Så ligger hun i teltet alene i ca 2 min og så kigger hun ud af vinduet i siden på teltet og siger: ”Så …. Ikke sove mer´” Så tror hun at hun har sovet ……… eller også så prøver hun bare at snyde os.

Når vi kører bil så synger vi indimellem alle sammen. Så vælger hun hvad vi skal synge – hendes nye favorit er Tarzan Mammamia med Kim Larsen. Så synger hun: ” Åh-åh Tarzan Mia, åh-åh Tarzan mia”. Om aftenen når vi synger godnatsang vælger hun som regel de samme 2-3 sange: Så siger hun: ”abe”- så synger vi Åh Abe. Hun siger: ”op i Norge” og vi synger Oppe i Norge. Eller: ”fugl” – og så synger vi Lille sommerfugl.

En anden sjov ting: Når vi kører bil undeholder hun sig med forskellige ting: Hun sidder bla med Lillis blyantspidser, som hun åbenbart synes ligner en mobil-telefon, Så tager hun den op til øret og siger: "Hej Mormor..... hej mormor" eller hun siger: "hvor mine nøgler?" - så får hun et sæt nøgler til diverse hængelåse..... som hun så sidder og skruer med i forskellige ting. Hun kigger også meget i sit lille foto-album med billeder hjemmefra. Hun kigger meget på et billede af sin kusine Sofie..... så siger hun: "Fie lækker lækker" og griner over hele hovedet. Hun kigger også meget på billedet af dagplejemoren og alle børnene... så siger hun navnene på alle børnene og når hun når hen til dagplejemoren siger hun: "MIN Lene!"

Vi nyder at være sammen med hende alle døgnets timer og glæder os hver dag over at få lov at opleve hver en lille udvikling. Vi synes hun er sjov, sød og dejlig :-) Hun har så mange forskellige ansigtsudtryk og hun kan få os allesammen til at skrige af grin!

Vores HOT or NOT liste

Vi har efterhånden fundet ud af hvordan vores prioriteter ang overnatningsplads ser ud og derfor nedenstående liste:

Prioriteringsliste mht overnatningspladser:


HOT:

- Toiletter (ikke skidehul!)

- Bad med varmt vand (desværre en sjældenhed)

- WI FI

- Skyggeplads

- Strand eller pool (William og Lillis forslag)

- Vaskemaskine


NOT:

- Haner der galer

- Hunde der går løs

- En moske i nærheden

- Påfugle der larmer

- Diskotek på nabo-hotellet

- Lokale tyrkiske campister der spiller høj musik og smider affald alle vegne

- Russiske turister der går i meget småt badetøj og konstant poserer for et kamera som om de var supermodeller – både mænd og kvinder!

Camping på stranden i Kezkalezi

Søndag. D. 13. Juni 2010


Programmet for dagen var at komme ud til den borg der ligger lidt udenfor Silifike. Vi lejede en cykelbåd i en time og fik badet lidt undervejs. Borgen beundret fra cykelbåden og vi kæmpede os tilbage med strid sidevind.

Stranden lige udenfor centrum var fyldt med liggestole som man skulle betale for, så vi fortrak til nabostranden som så mere tilforladelig ud. Udenfor strandområdet var der en lille grusvej som blev brugt til ”otopark” parkeringsplads, men der var også et par biler der var trillet igennem porten og holdt mellem nogle palmer. Der var fastgrund ved palmerne, men ingen havde prøvet kræfter med det løse sand på selve stranden. Da vi ingen parasol havde med besluttede vi os for at køre Brumbassen ned på stranden og slå markisen ud. Vi har prøvet os lidt frem med hvad man må og ikke må, og indtil videre har man måttet alt! Vi trillede i 1. Lav ned på stranden og lige så stille hen til et velegnet plads. Der blev ikke kigget nævneværdigt efter os, men en enkelt man kom dog hen og pegede ud på p-pladsen og plaprede et par uforståelige tyrkiske sætninger af. Vi nikkede og sagde OKAY OKAY ligesom alle andre gør og så gik han. Resten af dagen blev vi på stranden hvor der blev badet en del og søgt skygge under markisen. Amelie fik sig en laaang lur under markisen på et håndklæde  William og Lilli var i vandet fra kl 10.30 til kl. 16 hvilket kunne ses på deres kulør ved dagens ende. De havde fået smurt solcreme på af flere omgange og badet med t-shirt de sidste par timer og alligevel var de begge blevet solskoldede på skuldrer og ryg – vi mistænker vores nyindkøbte tyrkiske solcreme for at være noget mindre effektiv end den vi havde med hjemmefra!

Kl ca 17 forlod vi stranden og kørte op til hovedgaden hvor vi fandt en Carrefour vi kunne handle i. William fandt nogle svømmefødder som han købte og Lilli fik lov at købe en ny bikini. Derefter gik vi hen og fandt et sted vi kunne spise lidt aftensmad. Det koster nogenlunde det samme at købe fersk kød til aftensmad som det gør at gå ud at spise – så indimellem vælger vi den nemme løsning. Vi spiste lækker tyrkisk mad – dog kom Maria ved en fejl til at bestille nogle grill-spyd med diverse indvolde! Ikke et hit! Bagefter kørte vi ud af byen og fandt endnu en strand hvor flere af de lokale tyrkere også så ud til at campere. Vi fandt et passende sted og slog lejr. Ungerne fik lov at afprøve deres nye bade-udstyr selvom det var sent og næsten mørkt.

Ungerne blev puttet og faldt hurtigt i søvn, på trods af en del larm udenfor teltet. Der sad mange tyrkere rundt omkring og grillede og flere af dem spillede meget høj tyrkisk musik og dansede traditionel tyrkisk dans. Vi voksne synes det var meget underholdende at kigge lidt på inden vi også krøb i seng.

Det skal lige siges at vi til stadighed chokeres over hvor meget tyrkerne sviner med affald. De smider affald alle vegne. Ingen bruger affaldscontainere selvom de står overalt. Man smider bare det man står med i hånden ned på gaden uden skrupler! Især på disse pladser og strande hvor folk camperer og holder picnic er der et svineri uden lige. Man kæmper sig igennem store plastflasker, øldåser, madaffald, kasseret tøj, emballage osv og man er nødt til at slå lejr midt i alt skidtet og så rydde op indenfor ens eget ”område”. Hver morgen kommer der så en bus fyldt med mænd som tømmer containere med affald samt alt det der ligger smidt rundt om containeren og de går så rundt på stranden/pladsen og samler ALT skidtet op! Og dette gentager sig hver dag!

Himlen og Helvede

Lørdag d. 12. Juni


Varmen var ulidelig i teltene ved 730 tiden, så alle stod op og fik lidt morgenmad.

Vi sagde pænt farvel til vores vært og kørte mod Silifike. Vejen var knap så kringlet som dagen før så det gik lidt mere gnidningsfrit.

I Silifike ligger der en hule som kaldes Himlen og Helvede. Et sted 3 km fra vandet hvor en underjordisk flod engang har undermineret området og opslugt et område på 200 x 100 meter. Der er lavet en vandre sti ned i hullet som fortsætter ind i en kæmpe grotte. Vi ankom ved 12 tiden så solen stod lige over os. Amelie blev proppet i rygsækken og vi andre iførte os vores vandresko. Nedstigningen var 500 trin, og vi blev flere gange stoppet af folk som sagde at det altså ikke var noget for børn og der blev kigget skeptisk til Rune som havde Amelie på ryggen. Vi tog det nu med et gran salt og mente der skulle mere til at slå sådan en flok vikinger ud.

I bunden af hullet begyndte nedstigningen i grotten som til at starte med gik fint, men det skulle snart vise sig at blive en lidt klistret affære. Der dryppede en del vand ned fra loftet i hulen som omdannede det jord som regnvandet trak med ned i grotten, til en klistret ler, lidt ala den man laver bruger til juledekorationerne. De steder hvor der havde gået mange mennesker var leret ligeså glat som is, så vi besluttede at lave en ny sti. De lykkedes også og alle kom ned til bunden. Hernede kunne man høre hvordan den underjordiske flod brusede inde bag klippe væggene. Nedturen var gået fint, nu var det tid til at komme op igen, og der var laaaaangt op. William satte spurten ind og var hurtigt væk. Lilli havde et lille styrt hvor hun blev godt smurt ind i den mudrede ler, men vi blev enige om at det sikkert var godt for huden og der var ingen sure miner. Vi overhalede de fleste på vej op igen og fik mange velmenende blikke. Alle var da også godt svedige da vi nåede toppen.

Eftermiddag brugte vi på en lille strand i nærheden hvor vi regnede med at kunne overnatte. Da det blev aften, gik vi ind til byen og spiste et lækkert måltid tyrkisk mixed grill, med tilhørende stærke peberfrugter.

Alle var godt trætte da vi skubbede klapvognen ind på stranden ved 22 tiden og til vores skræk oplevede et syn ala nørrebro i opstand. Der var sat ild i en skraldecontainer og der var mennesker over alt. Vores bil var nærmest pakket ind mellem et par grills og en ældre mercedes. Vi besluttede os straks for at fortrække til nærmeste bedre egnede overnatningsplads og bad manden med Mercedesen pænt om at flytte den (hvis han ville undgå at få buler).

Der var en lettere anspænt stemning i bilen da vi trillede ud af byen i og lagde gadelamperne bag os. Lidt udenfor byen fandt vi et ”beach ressort” med en stor parkeringsplads hvor der kun holdt et par biler. Vi holdt ind og spurge vagten, som viste sig at være Libaneser som havde været udstationeret i Tyskland og som derfor talte et perfekt tysk. ” Kein Problem” og det var dermed nattens overnatningsted.

Højtidspladsen

Fredag d. 11. Juni 2010:


For første gang i meget lang tid havde vi noget vi skulle nå fra morgenstunden af! Vækkeuret ringede kl 6.30 og selvom vi stod op i god tid endte det med at vi pludselig havde travlt – vi er kommet så meget ud af træning mht til at kigge på uret! Jeg, Maria vågnede op med et hold i nakken/ryggen og var derfor ikke til megen hjælp med at få pakket sammen – øv!

Vi kørte ind til Alanya midtby og fandt hen til stedet hvor vi skulle samles op af en bus som skulle køre os til havnen hvor båden sejlede ud fra. Bussen kom og på sædvanlig krejler-manér blev den fyldt op til bristepunktet med folk fra andre hoteller inden vi endelig kørte ud til havnen. Der var ulidelig varmt i bussen og alle sad nærmest ovenpå hinanden!

Endelig nåede vi frem til havnen. Skibene lå side om side, det ene mere udsmykket end det andet på total sørøver maner med flag med dødningehoveder og besætninger klædt festligt ud.

Da vi havde lagt fra kaj satte kaptajnen Celine Dions titelmelodi fra Titanic på for fuld drøn og vi kigge på hinanden og rystede på hovedet. Det blev kun værre. Vi havde sat os på nederste dæk, hvor der var skygge, på dækket over os råbte kaptajen op til dans og samtlige Russiske damer i bikini hoppede rundt på dansegulvet til det mest forfærdelige Tyrkiste pop musik.

Alle glædede sig til vi snart skulle gøre stop så vi kunne komme ud og bade. Det varede ikke længe og alle undtagen Maria og Amelie hoppede i det Azur blå hav. Det var fantastisk at kunne hoppe i på hovedet fra skibet og vide at der var 200meter dybt vand under båden.

Turen gik rundt om borgen i Antalya hvor borgmuren følger den store halvø hele vejen rundt og hvor klippevæggene tårner sig op i 50 meters højde. Båden gjorde flere stop rundt på turen hvor bla. En af vores matroser viste et halsbrækkende hop ud fra klippe væggen. Han kravlede så højt op at vi troede han måske havde desserteret båden og var på vej hjem.

Sidste stop før vi skulle hjemad var ud for en lille strand i en lille lagune. William, Lilli og Rune svømmede ind til stranden som måske lå 40 meter inde, men det var lidt sjovt at se de overgejlede russiske kvinder iføre sig redningsvest og plaske i en blanding af hundesvømning og crawl ind til kysten. Måske der ikke er så mange svømmehaller i Sibirien.

Efter en veloverstået bådtur, hvis man ser bort fra den konstante øredøvende musik, satte vi kurs ud af byen i retning øst på. Kl. var ca 16 så vi ville se om vi kunne køre et par timer og så finde en overnatningsplads. Det skulle vise sig lidt sværere en forventet. Umiddelbart efter vi havde forladt Alanya, begyndt vi at klatre op i bjergene og vejene var små, kringlede og uden autoværn! Det krævede en del koncentration fra chaufføren.

Ved 20 tiden begyndte det at blive kritisk, det ville snart blive mørkt hvilket ville gøre søgningen efter en velegnet camp endnu mere besværlig. I en by ved navn Anamur, fandt vi heldigvis en lille Hochzeits platz oversat til højtidsplads. Stedet var eget af en ældre fyr som havde spenderet et par år i tyskland så vi kunne heldigvis kommunikere. Han gav os lov at holde på hans p-plads og da ungerne var puttet fik vi en længere snak med ham over en øl. En højtidsplads er åbenbart et sted hvor bryllupper bliver holdt. Det er en stor græsplæne med palmer hvor man så stiller borde og stole op til alle gæsterne. Alle ankommer ved 21 tiden når spisningen er overstået hjemmefra og så drikker man lidt øl og vin mens der bliver spillet musik og danset.

Ægte Tyrkisk køkken

Torsdag d. 10. Juni 2010:


Efter lidt morgenmad og skole pakkede vi lejren sammen og drog af sted mod Alanya. Egentlig havde vi tænkt os bare at passere igennem Alanya men da vi kom ind i byen og så alle de flotte træskibe fik vi lyst til en bådtur! Inde i Alanya fandt vi en udbyder at forskellige ture og vi fik en god pris på en boattrip til fredag. Nu skullevi bare finde et sted at sove. Alle vi spurgte sagde at man ikke kunne campere nogen steder så derfor forsøgte vi os på et par hoteller men synes værelserne var for dyre – ml 40 og 60 euro pr nat!

Vi satte os i bilen igen og kørte lidt rundt og ledte efter noget frokost – priserne er selvfølgelig skruet en del op i en by sam Alanya og vi kiggede derfor efter et sted lidt udenfor centrum som ikke så alt for turistagtigt ud  Vi fandt et ny-åbnet sted hvor de serverede hjemmelavet tyrkisk mad. Vi fik supergod betjening af den flinke ejer og maden smagte dejligt. Bønnesuppe, aubergine-kebap, ris, brød og tzaziki til de voksne. Børnene fik en rullekebap som desværre var alt for stærk men den flinke mand lavede en ny til dem uden krydderier  Sjovt nok er Amelie immun overfor stærk mad … hun kan snildt spise mad som selv de voksne synes er stærk. Lidt bekymrende men hun har nok bare vænnet sig til det i en tidligere alder end de andre.

Vi spurgte ejeren om han kendte til et sted vi kunne campere og han forsøgte at overtale os til at leje en lejlighed han havde ledig til kun 40 euro….. men igen; det er simpelthen for dyrt til vores bud get og vi måtte takke pænt nej!

Vi fulgte ”strandvejen” ud af byen og fandt minsandten et camping-sted. Perle Camping var navnet! Det var en restaurant helt nede på stranden, men som også havde faciliteter og plads til at der kunne holde 7-8 campere. Der holdt lidt tyskere, franskmænd osv da vi kom.

Vi blev enige om kun at slå teltene ud og lade bord, komfur og alt det andet vi plejer at hive frem blive i bilen. Vi tog straks badetøjet på alle mand og gik ned og lagde os på nogle af restaurantens liggestole med tilhørende parasol. Amelie fik en middagslur i skyggen.

William og Lilli var meget ivrige efter at komme i vandet og afprøve nye badevinger og snorkel-sæt . Men bølgerne var mega-høje og selvom Rune var med i vandet var det for farligt for børnene. I det ene forsøg William gjorde på at bade mistede han selvfølgelig sin helt nye snorkel – han havde ikke fået sat den ordentlig fast på dykkerbrillerne!! Han var SÅ ked af det og han nåede ikke engang at prøve den! Det var synd!

Vi dasede på stranden i skyggen og den dejlige brise indtil kl var næsten 19 og så gik vi op til bilen og smurte lidt madder til aftensmad.

Efter aftensmaden gik vi ind og købte is og satte os ved et bord helt ud til stranden og nød den flotte solnedgang.

På pladsen gik der en del fugle rundt: ænder, et par haner og også en 3-4 påfugle! Sådan nogle påfugle og haner kan tilsammen lave rigtig meget larm og lagt sammen med den moske/minaret som lå lige ovre på den anden side af vejen så udgjorde det en meget urolig nat med en blanding af kykkelikyyyyyyy, Skuuuaaarrkkkk og Jallaaaaaajallaaaaaa hele natten og morgenen.

Der var internet på pladsen og nu virker vores lille pc heldigvis igen og så da ungerne var puttet fik vi os en lang snak med Runes søster Signe samt med mor Lis på Skype. Dejligt med nyt hjemmefra 

Slappe af dag

Onsdag d. 9. Juni 2010:


Vågnede op efter en dejlig rolig nats søvn. Ingen larm foruden bølgernes brusen og så selvfølgelig det sædvanlige kald til bøn – som vi efterhånden har vænnet os lidt til.

Alle fik et morgenbad og herefter lækker morgenmad med vandmelon og yoghurt. Maria fik også vasket tøj – det er jo med at slå til når der endelig er en vaskemaskine!

Herefter var der skole i et par timer og SÅ var det tid til at gå ned til en badetur i havet. Rune, William og Lilli fik badet imens Amelie og Maria søgte ly under en parasol på stranden. Her blev vi alle sammen det meste af dagen – kl 15 gik vi tilbage til bilen og spiste pandekager og melon til frokost. Mulle fik sig en god og rolig lur i klapvognen i skyggen.

Resten af eftermiddagen stod på mere afslapning og alle nød en rolig dag uden udflugter og kørsel i bil 

Der var lidt kød tilovers fra dagen før, så Rune biksede en gryderet sammen med friske tomater, løg og små grønne chili frugter. Vi havde medbragt et par breve kartoffelmos, og sammen med gryderetten, som var blevet krydret med nogle friske krydderurter vi havde fået af vores Tyrkiske naboer, spiste vi en formidabel aftensmad igen igen.

Myggene stak igen trods mygge spiraler og spray så kl. 22 gik vi op i teltet og nød stilheden.

ZOO i Antalya

Tirsdag d. 8. Juni 2010:


I dag valgte vi at køre videre selvom vi havde regnet med at blive et par dage. Vejret var stadig ret overskyet og med lidt småregn indimellem og vi havde besluttet os for at følge nogle skilte vi så dagen før som viste ind til en Zoo.

Vi pakkede sammen og fandt frem til Zoo-haven. Parken lå udenfor selve Antalya og lidt på en bjergside men i fredelige omgivelser. Da vi kørte ind i parken skulle vi først igennem en port hvor de opkrævede 5 lira (20 kr) og vi regnede med at dette var for parkering og vi fortsatte ind igennem en stor park med mange små pavillioner med borde og bænke hvor flere sad og spiste frokost. Vi valgte også at holde ind og spise lidt brød med pålæg; vi er snart løbet helt tør for dåsepålæg og man kan tilsyneladende ikke rigtig købe pålæg som vi kender det nogen steder.

Efter maden kørte i videre ind i parken og fandt en parkeringsplads ved en indgang hvor man tilsyneladende skulle fortsætte ind i selve til fods. Men der var ingen billetkontor nogen steder og det viste sig at de 5 lira VAR for hele familien med indgang til den zoologiske have – fedt med den slags positive overraskelser! Besøget var en succes. Der var både ”almindelige” dyr såsom: Hjorte, geder, fugle af alle mulige slags, heste og lign …. Men der var også bjørne, tigere, løver, aber, kameler, kænguruer, krokodiller (duppediller som Mulle kalder dem )og andre eksotiske dyr. Vi havde kun et lille uheld henne hos aberne. Lilli gik rundt med en lille skruetrækker som Rune havde haft i lommen. Da vi stod foran abe-buret tabte hun skruetrækkeren ind bag hegnet og en lille bavian var lynhurtig og stak poten ud gennem tremmerne og snuppede den!! Vi gik lidt i panik og skyndte os at hente nogle ansatte som arbejde bag abe-buret og viste dem hvad aben havde fået fat på. De grinede og forsøgte at overtale bavianen til at komme hen til hegnet og aflevere skruetrækkeren, men den var overhovedet ikke interesseret i at aflevere!! Så vi kiggede på mens de fik den lokket ind i abe-bygningen hvor den åbenbart smed skruetrækkeren fra sig … den kom i hvert fald ud derinde fra uden skruetrækkeren! Rune mukkede lidt over at nu var den væk …… jeg sagde at jeg troede nu nok vi skulle være glade for at der ikke var sket andet!

Vi fik set alle de interessante dyr og kom meget tæt på nogle af rovdyrene: fx var man kun ca 30 cm fra gråbjørnene som kom helt hen til indhegningen og selvom der var dobbelthegn imellem os og dem føltes det som om man var virkelig tæt på dem!

Kl. ca 15 kørte vi videre sydøst på for at finde en campingplads. Lidt syd for Side fandt vi en hyggelig lille by med en campingplads helt nede ved stranden ….. et rigtig lækkert sted med masser af palmer og en dejlig lækker sandstrand lige udenfor vores lille lejr!

Vi havde handlet i et supermarked undervejs og her havde vi købt grillkul og en slags grillrist hvor man kan ligge kød ind i og så lukke den sammen om kødet. Så da vi nåede frem til campingpladsen på stranden gik Rune og William og Lilli straks i gang med at rigge en ”grill” an nede på stranden. 4 store sten blev fundet som støtter til risten og nu havde vi en dejlig grill.

Vi grillede nogle okse-bøffer og fik dejlig ris og tomatsalat samt hjemmebagt pandebrød som smagte fantastisk….. Et sandt festmåltid!

Aftenen var nu næsten gået for ungernes vedkommende og efter en lang godnathistorie oppe i teltet faldt de i søvn. Rune og jeg sad lidt under markisen men da det blev for ulideligt med myg der stak gik vi også i seng.

Antalya

Mandag d. 7. Juni


Lejren blev hurtigt pakket sammen efter morgenmaden, vejret var gråt og køligt så det var en god dag at køre i.

Planen var at køre sydpå mod Finike, 100km syd for Antalya. Undervejs var der lige et par ting vi skulle se, bla. En meget kalk holdig sø som skulle være rigtig flot og så skulle vi finde et sted hvor vi kunne købe et nyt trådløst netkort til vores pc, da vi efterhånden er ved at være godt trætte af at vi ikke kan komme på nettet. I Denizli, ca. 12 km fra Pamukkale bor der 400000mennesker så der måtte vi da kunne finde en IT butik. Det lykkedes også, og vi fandt et nyt netkort. Men, da ekspedienten så at vi havde en ny Netbook, syntes han det var lidt mærkeligt, og spurgte om vi havde problemer med vores pc. Han tilbød at deres teknikkere kunne kigge på den med det samme. Rune gik med ham op til deres servicecenter, et lille kontor fyldt med computere i en sidegade 5 minutters gang fra butikken. Efter 10min virkede vores pc upåklageligt igen, og vi fik de 400kr tilbage vi havde betalt for netkortet og skulle ikke betale for teknikkerens tid. Rart med venlige mennesker.

Turen gik nu videre mod kalksøen, desværre kom vi ud af en forkert vej fra Denizli, men drejede fra og fandt en anden lidt mindre, men stadig temmelig stor, sø. Der lå store hvide kalk bunker hele vejen rundt om søen og strandene var kridt hvide. Rune fandt noget han mente var en vej ned til søen, resten af familien havde dog svært ved at se vejen. De lykkes at komme ned til vandkanten hvor vi pludselig befandt os på en kalkaflejring som var udtørret og hvor der var store revner i. Visse steder sank vi også en del i med hjulene, men Brumbassen kæmpede sig ufortrødent videre. Vi kørte lidt væk fra kalkbjerget og op på nogle klipper og parkerede. Alle steg ud og vi gik en tur ned mod vandet. Der var flere steder hvor vandet piblede op af undergrunden og William erfarede at der godt kunne være temmelig blødt visse steder da han var ved at miste en af sine Crocs i mudderet.

Vi kørte videre syd-vest på men kort efter vi havde forladt søen havde vi lidt af et uheld! Pludselig i et sving flyver den ene af vores 3 jerry-cans ned fra taget af bilen og havner i den modsatte grøft!!! Heldigvis var der ingen biler hverken bagved eller foran os. Vi stoppede op og bakkede tilbage. Den lå i grøften og var smadret. Uheldigvis var det den jerry-can fyldt med benzin til vores komfur og meget af benzinen var rendt ud. Vi fik hældt det resterende benzin over på den tomme jerry-can og måtte kassere den ødelagte.

Vi kørte videre og blev enige om at så var der da sket lidt spændende den dag

Vejen snoede sig op ad bjerget og vi tændte for GPS’en for at se hvad højde vi befandt os i. Den sagde 1200meter over havet og vi steg stadig. Bjergene på begge sider var rå og forblæste og man kunne se hvordan smeltevandet efter vinterens sne havde skyllet dele af vejen væk. Da der pludselig anede sig en chance for at køre ud på en endnu mindre vej skulle Rune selvfølgelig lige prøve den. Vi drejede væk fra hovedvejen og dermed væk fra vejen på kortet og ud i ingenmandsland. Vi kørte nu efter kompasset på GPS’en og spejderdrengen mente at hvis vi bare kørte mod syd, skulle vi nok ramme en hovedvej igen. Maria var meget skeptisk og syntes klart at vi skulle køre tilbage, men ak nej, sådan skulle det ikke ende. Vejen steg drastisk og der var efterhånden mere grus end asfalt. Da vi nåede toppen var vi oppe i 1700meters højde og det mest fantastisk plateau viste sig. Asfaltvejen var nu helt ophørt og vi kørte på en meget ujævn grusvej. Vi kom igennem en lille landsby hvor husene bestod at sten og mudder. På byens eneste gadehjørne sad som vanligt 4 mænd og drak the. De vinkede af os og råbte ”where to?”, men vi fortsatte uden at stoppe. Vejen var nu ikke mere end et par hjulspor og den snoede sig op af det næste bjerg, pludselig stoppede vejen på toppen af bjerget ud for det mest fantastiske syn af et kæmpe indæmmet vandreservoir. Vi tog et par billeder og vendte bilen. Tilbage i byen stoppede vi ved de 4 mænd som grinede af os. En af dem kom hen og stak hovedet ind i bilen og med en hånd med en cigaret imellem fingrene pegede han tværs igennem bilen hvilken vej vi skulle køre. Vi vinkede farvel, og prøvede at abstrahere fra at der nu lå et fint spor af cigaretaske tværs igennem kabinen.

Resten af vejen var ikke meget bedre. Vinteren havde vist været ret hård ved vejene som praktisk talt var ikke-eksisterende. Vi kom igennem flere små bjergbyer hvor hovedgaden var en stor mudderpøl og hvor vi slingerede ud og ind imellem store klippe blokke.

Efter 1½ times tid kom vi ganske rigtigt ud på en ny hovedvej, ganske som lovet, men det havde vist ikke just været noget short cut!

Vi kørte nu direkte til Antalya og igennem byen ud til kysten hvor vi kørte til en lille by – Beldibi – ca 10 km sydvest for Antalya. Her havde vi fået anbefalet en campingplads af nogle Hollændere og her kørte vi hen. Vejret var blevet dårligt og det småregnede. Det eneste positive vi kan sige om denne campingplads er at det var billigt: 20 lira pr overnatning. Den lå godt nok tæt på stranden men faciliteterne var virkelig dårlige og pga regnvejret og underlaget som bestod mest af jord blev alle og alting beskidt hvilket er en ret så problematisk når man skal sove i telt!

Vi fik hurtigt bikset noget aftensmad sammen og gik herefter en tur i byen. Vidste vi ikke bedre ville vi have troet at vi befandt os i en by i Rusland! Byen består af en hovedgade med hoteller på den ene side og butikker på den anden side! Turistbutikker i stor stil! Udover de arbejdende tyrkere i butikkerne var der pakket med russiske turister…… alle talte russisk og vi blev desuden også tiltalt på russisk af de hungrende butiksejere. Byen er åbenbart et slags Mekka for russiske turister og flere af butikkerne har facader med russiske navne og alle priserne står i dollars! Meget usmageligt og vi fandt intet charmerende i denne by.

Tilbage på campingpladsen – nu i total mørke – fandt vi ud af at på hotellet lige ved siden af var der gang i et eller andet show …. OGSÅ på russisk! Det var urimelig højt og ført an af en meget irriterende DJ! Ungerne blev puttet – William og Lilli kan heldigvis falde i søvn til det meste larm, men at få Amelie til at sove var forståeligt nok ingen nem opgave! Det svarede faktisk nogenlunde til at forsøge at putte hende midt på et diskoteks dansegulv! Efter en del roden rundt i teltet og en masse dansen og klappen i takt til musikken faldt hun endelig i søvn.

Rune og jeg blev hurtig enige om at dette var sidste og eneste nat i Beldibi!

Og igen er der lagt flere nye billeder ud i Picasa-albummet

HUHEJ HVOR DET GÅR!

Pamukkale med de fantastiske kalkformationer på bjerget

Lørdag d. 5. Juni 2010:


I dag havde vi besluttet os for at drage videre og ligge strand og palmer bag os. Vi spiste morgenmad og havde skole en times tid. Kl ca 11 var det hele pakket sammen og vi var på vej østpå. Vi havde besluttet os for at køre ca 200 km ind i landet til en lille by der hedder Pamukkale. Vi havde et par stop undervejs for at spise frokost (smurte madder og spiste i bilen) og for at tanke. At tanke kan godt være en længere fornøjelse da alle tankpasserne vil snakke og insisterer på at vi skal drikke the med dem. Vi stoppede også for at købe jordbær ved en lille bod ud til landevejen – 1 kg friskplukkede samt skyllede jordbær for 4 kroner! Så blev der guffet jordbær til den store guldmedalje.

Kl ca 16 var vi fremme ved Pamukkale. Heldigvis er der masser af muligheder for camping i byen og vi fandt et sted lidt væk fra landevej og larm. Egentlig er det er hotel men med en dejlig stor, græsplæne med masser af træer til at skygge hvor man kan få lov at holde med autocamper osv. 20 euro er prisen pr overnatning men så er der også bad, toilet, Internet og pool – hvilket ungerne synes er fantastisk.

Pamukkale er kendt for én ting; nemlig bjerge med de mest utroligt smukke kalkformationer. Det ligner et bjerg med masser af sne på men det er i virkeligheden kalkterasser der breder sig ned over bjergsiden. Det vand der bruges i byerne kommer fra bjerget og det siges at have helbredende effekt pga den specielle sammensætning og det meget høje kalkindhold. Poolen på vores hotel er også med dette ”termal-water” og det er utrolig klart og rent. Desuden er det dejligt at der ingen klor eller rensning forekommer.

Vi fik slået lejr og ungerne hoppede i poolen og blev der til vi skulle have aftensmad. Rune kæmpede endnu engang for at komme på Internettet – der er noget galt med vores lille PC ….. den kan åbenbart ikke logge på disse trådløse netværk rundt omkring. Vi tror problemet skyldes at antennen i PCen ikke er kraftig nok til at kunne modtaget signal fra disse trådløse netværk – disse signaler er heller ikke ret kraftige mange steder. Vi håber at kunne løse problemet ved at købe et netkort som sættes i USB-indgang. Så skal vi bare lige finde en butik hvor dette kan købes!

Vi fik lov at låne hotelejerens datters PC …. Og Maria fik tjekket mails, opdateret bloggen og lagt fotos ud i Picasa-albummet. Det er ret frustrerende at skrive dagbog hver dag og tage masser af fantastiske fotos, men så ikke have mulighed for at få det lagt på bloggen! Desuden kommer der jo indimellem nogle breve som vi skal tage stilling til – Marias far har fået tjansen med at modtage og scanne/maile disse breve til os.

Aftensmaden blev lavet og indtaget – Rune lavede noget karry/kylling-gryde med kartofler og gulerødder!

Så forsøgte vi at putte Mulle i klapvognen og herefter gik vi ud for at se lidt af området. Vi gik op til hovedvejen og her kunne vi konstatere at byen består af turistbutikker, restauranter, hoteller som alle sammen lever af alle de dagsturister som besøger Pamukkale pga kalk-terasserne.

Vi fandt en park med en lille sø og oplyst springvand med en fantastisk udsigt til bjerget. Vi satte os og fik en is (selvom det bestemt var planen sov Mulle stadig ikke i klapvognen og hun blev selvfølgelig også nødt til at have en is)

Vi gik hjem og fik puttet alle 3 unger og sad herefter og nød en kop kaffe under vores markise. Pludselig begyndte det at regne ret voldsomt samt lyne. Vi fik travlt med at proppe alle vores ting ind i bilen samt lukke ind til teltene.

Vi glæder os til i morgen hvor vi skal op og se nærmere på bjerget.



Søndag d. 6. Juni 2010:

I dag stod vi op ca kl. 8 og havde for første gang i lang tid haft en meget rolig nat uden larm. Dejligt med en uforstyrret nattesøvn.

Vi spiste morgenmad og gjorde klar til en tur på bjerget. Alle blev smurt grundig ind i solcreme – Maria lider stadig af den solskoldning hun pådrog sig forleden! Alle fik besked på at tage strømper og vandresko på når nu vi skulle bestige et bjerg!

Vi gik op af den grus-sti der fører op til bjerget og betale de 20 lira pr voksen det koster at få adgang til bjerget. Da vi havde gået de første 100 meter kom vi til hvor kalk-formationerne begyndte og et skilt hvorpå der stod at man herfra ikke måtte have sko på! Så af med sko og strømper og vi var nu på vej op af bjerget.

Det var en meget speciel og utrolig flot oplevelse. Vi gik på det hårde kalk mens vandet fossede ned af bjerget … vi kom indimellem til nogle bassiner hvor vi kom i vand til knæene og flere steder på vej op var der bassiner (menneskeskabte) som man kunne soppe i (nogle turister synes endda man kunne bade – og der spankulerede mange damer i små bikinier og mænd i meget små Speedos rundt og poserede og tog billeder af hinanden – ret usmageligt!)

De bassiner som naturen selv har skabt lå også ned af bjergsiden, men her var der nu ingen adgang for turister. I 90erne havde alt for mange haft adgang til disse og de var langsomt blevet forurenet af sved, solcreme og andet. Nu er stedet fredet af UNESCO og der er derfor ikke længere adgang til disse. Det var et utrolig smuk syn og jeg håber det kan ses på alle de fotos vi tog deroppe.

Helt oppe på toppen af bjerget ligger ruinerne af Hierapolis. Et kæmpe stort spa/kursted som Romerne byggede for 2000 år siden. Allerede dengang troede man på den helende effekt af vandet og mange af ruinerne står meget velbevaret endnu.

Efter en tur rundt på museet og lidt kig på ruinerne startede vi nedstigningen fra bjerget. Rune havde Amelie på ryggen og det gik overraskende godt – også selvom det skulle foregå med bare fødder!

Alle havde haft en dejlig dag og vi føler vi har oplevet noget helt specielt – skabt af naturen selv!

Vi gik ned i byen og fik en kebap/burger og bagefter hjem til en tur i poolen.

Resten af eftermiddagen slappede vi af og aftensmaden blev endnu engang omelet 