Tirsdag d. 31. august 2010:
Vågnede tidloigt das der igen blev skudt kanonslag af lige ved siden af bilen. Der var ingen toiletter og ingen steder man uforstyrret kunne få tisset – så vi pakkede teltene sammen og spiste lidt brød i bilen mens vi kørte ind mod Kota Bharu. Planen var at få hentet visa og køre direkte over grænsen til Thailand. Vi holdt ved Ambassaden 10 min efter de skulle åbne – og fandt her ud af, at der var lukket pga en malaysisk national-dag!!! Hvaad skulle vi så gøre? Vi gad ikke køre tilbage til stranden med alt larmen og det så desuden ud som om alt i byen havde lukket pga denne national-dag! Vi fandt en stor Tesco (lidt ligesom Bilka bare meget større) som holdt åben. Her brugte vi hele formiddagen på at shoppe madvarer og lign samt udnytte det trådløse netværk i centret. Da vi var færdige besluttede vi os for at køre lidt sydpå igen – ca 40 km fra Kota Bharu havde vi hørt der lå et vandfald hvor man kunne bade. Vi fandt stedet og ungerne var helt vilde. Dog havde vi vores først rigtige ”uheld” med Brumbassen ca 50 meter fra vandfaldet. Vi havde lige kørt henover et par ret store huller i vejen da det ene baghjul pludselig blokerer fuldstændig. Rune får stoppet bilen – heldigvis kørte vi ikke ret stærkt – og kan hurtigt konstatere årsagen: påfyldningsproppen til hullet hvor man fylder olie på differentialet var hoppet ud og havde sat sat fast i kronhjulet hvilket fik hjulet til at blokere. Vi holdt på en forholdsvis lille vej og med det ene sæt hjul i rabatten men lige i den bagende sol – der var ikke andet for end at vi måtte rulle markisen ud så vi kunne få lidt skygge og så måtte Rune igang med at prøve om problemet kunne fixes. Maria satte sig og smurte en mad til ungerne – som dog hurtigt satte sig tilbage i bilen hvor de havde deres blæsere i loftet som kunne holde dem kølige (vi takkede endnu engang os selv for at have købt og installeret disse blæserer – så behøver vi ikke bekymre os om ungernevelbefindende selvom vi holder stille lige i solen) Rune fik løftet bilen op på high-liften og gik igang med reparationerne. Han fik fiske den ødelagte prop ud af kronhjulet – den var selvfølgelig helt mast! Det lykkedes ham at få lavet en ny prop af nogle forskellige dele fundet bag i bilen og efter et svedigt stykke arbejde kunne vi efter 1 times tid køre igen! Fantastisk med egen medbragt mekaniker!
Vandfaldet var en stor succes. Der var lavet flere små bassiner/pools og nogle flisebelagte slisker hvor vandet silede nedaf mod bassinerne virkede som vandrutsjebaner. Vi var alle svedige efter vores lille uheld og alle sprang i vandet i undertøj. Vi morede os gevaldigt med at suse ned af vand-sliskerne og selv Amelie kunne ikke få nok. Ligegyldigt hvor hurtigt det gik og hvor meget vand hun fik i hvóvedet når man landede i bassinet skreg hun straks: ”igen igen!”
Efter noget tid gik de voksne hen og satte sig ved bilen og Amelie fik lov at lege med sin spand henne ved bassinet tættest på bilen. William og Lilli fortsatte med at rutsje indtil kl. Var næsten 20 og det var tæt på helt mørkt. Vi havde spist banankage en time tidligere og alle blev enige om at vi kunne næjes med lidt suppe og nudler til aftensmad. Ungerne blev puttet og mens de voksne sad og drak lidt kaffe kom der to malayer forbi – den ene med et stort jagt-gevær over skulderen. De satte sig ned og vi drak the sammen og snakkede. Den ene kunne lidt gebrokkent engelsk og det var spændende at tale med ham – mest om forskellene mellem Danmark og Malaysia. Vi hilste også på en anden mand der gik rundt med pandelampe. Han var også på jagt ...men efter frøer. Dem han fangede solgte han til kinesiske restauranter – han fik 50 ringit pr kilo sagde han. Vi tænkte at det da ikke kan blive til ret mange kilo men fik at vide at disse frøer sagtens kan veje 1,5 kilo!! Vi fik en rolig og forholdsvis kølig nat.
tirsdag den 31. august 2010
mandag den 30. august 2010
Ingen rep af PC alligevel!
Mandag d. 30. august
Vi pakkede langsomt lejren sammen – først tømte vi begge telte for ALT og fik luftet madrasser, lagner osv. Vi havde opdaget en MASSE myrer inde i den ene telt – de havde nærmest lavet et lille bo derinde og vi fik sprøjtet godt og grundigt inden vi slog teltene sammen og kom først afsted fra pladsen ved 14 tiden. Vi fik sagt behørigt farvel til vores franske venner og så gik turen endnu engang til Kota Bharu. Vi havde haft en aftaled med butikken hvor pc´en var til rep. at den ville være klar torsdag, men de ringede nu og sagde at den først kunne være klar i næste uge – hvilket vi ikke kan vente på!! Så nu har vi et projekt mere der skal udføres i Kota Bharu – vi gider ikke bruge mere tid og ressourcer på at få repareret den lille pc – så nu vil vi prøve at finde en ny til en god pris. Desuden skal vi have afhentet vores visa til Thailand – nu hvor vi ikke længere skal vente på at pc´en bliver klar kan vi jo ligeså godt komme afsted til Thailand. Vi ankom desværre for sent til Kota Bharu til at kunne afhente visa og tog istedet ud til et storcenter hvor vi fandt en computer-butik og fik købt en ny lille pc – heldigvis ikke så dyrt som vi havde frygtet. Så nu er vi på banen igen med at få skrevet dagbog
Vi spiste aftensmad på et burger-sted – vi havde ikke tænkt os om og kom derfor til at stå i kø sammen med alle de fastende muslimer. Pga Rammadanen må de ikke spise førend solen går ned hvilket vil sige kl 19.30 – så indtil dette tidfspunkt er der INGEN i de forskellige restauranter. MEN vi valgte altså det forkerte tidspunkt at spise aftensmad på og det kom derfor til at tage rigtig lang tid! Først kl. Ca 21 kom vi afsted fra storcentret og vi vidste stadig ikke hvor vi skulle sove! Vi ville ikke betale for et hotel og besluttede derfor at køre ud til en strand ca 8 km udenfor byen. På denne strand var der et rend af muslimer og masser af restauranter, unge mennesker på scootere og larm! Vi forlod den igen og brugte nu ca 1 time på at finde et andet sted langs kysten (vi forsøger at opholde os ved kysten da det lufter mest her og det derfor ikke bliver så ulideligt varmt i teltene om natten) Men endte alligevel med at køre tilbage til stranden og fandt en ok plads. Ungerne sov allerede bag i bilen og blev puttet direkte op i teltene. Vi sad lidt udenfor og drak en dejlig is-kaffe fra den nærmeste restaurant. Det er en af de gode ting ved Malaysia/Sydøstasien...... der er altid et sted at købe mad og drikike uanset hvilken tid på døgnet vi snakker om! Desværre blev natten noget urolig pga en masse unge på stranden som synes de ville skyde kanonslag af lige ved siden af vores bil det meste af natten. Ungerne sov dog alle 3 som sten hele natten – det er underligt som de kan sove fra selv den værste larm!
Vi pakkede langsomt lejren sammen – først tømte vi begge telte for ALT og fik luftet madrasser, lagner osv. Vi havde opdaget en MASSE myrer inde i den ene telt – de havde nærmest lavet et lille bo derinde og vi fik sprøjtet godt og grundigt inden vi slog teltene sammen og kom først afsted fra pladsen ved 14 tiden. Vi fik sagt behørigt farvel til vores franske venner og så gik turen endnu engang til Kota Bharu. Vi havde haft en aftaled med butikken hvor pc´en var til rep. at den ville være klar torsdag, men de ringede nu og sagde at den først kunne være klar i næste uge – hvilket vi ikke kan vente på!! Så nu har vi et projekt mere der skal udføres i Kota Bharu – vi gider ikke bruge mere tid og ressourcer på at få repareret den lille pc – så nu vil vi prøve at finde en ny til en god pris. Desuden skal vi have afhentet vores visa til Thailand – nu hvor vi ikke længere skal vente på at pc´en bliver klar kan vi jo ligeså godt komme afsted til Thailand. Vi ankom desværre for sent til Kota Bharu til at kunne afhente visa og tog istedet ud til et storcenter hvor vi fandt en computer-butik og fik købt en ny lille pc – heldigvis ikke så dyrt som vi havde frygtet. Så nu er vi på banen igen med at få skrevet dagbog
Vi spiste aftensmad på et burger-sted – vi havde ikke tænkt os om og kom derfor til at stå i kø sammen med alle de fastende muslimer. Pga Rammadanen må de ikke spise førend solen går ned hvilket vil sige kl 19.30 – så indtil dette tidfspunkt er der INGEN i de forskellige restauranter. MEN vi valgte altså det forkerte tidspunkt at spise aftensmad på og det kom derfor til at tage rigtig lang tid! Først kl. Ca 21 kom vi afsted fra storcentret og vi vidste stadig ikke hvor vi skulle sove! Vi ville ikke betale for et hotel og besluttede derfor at køre ud til en strand ca 8 km udenfor byen. På denne strand var der et rend af muslimer og masser af restauranter, unge mennesker på scootere og larm! Vi forlod den igen og brugte nu ca 1 time på at finde et andet sted langs kysten (vi forsøger at opholde os ved kysten da det lufter mest her og det derfor ikke bliver så ulideligt varmt i teltene om natten) Men endte alligevel med at køre tilbage til stranden og fandt en ok plads. Ungerne sov allerede bag i bilen og blev puttet direkte op i teltene. Vi sad lidt udenfor og drak en dejlig is-kaffe fra den nærmeste restaurant. Det er en af de gode ting ved Malaysia/Sydøstasien...... der er altid et sted at købe mad og drikike uanset hvilken tid på døgnet vi snakker om! Desværre blev natten noget urolig pga en masse unge på stranden som synes de ville skyde kanonslag af lige ved siden af vores bil det meste af natten. Ungerne sov dog alle 3 som sten hele natten – det er underligt som de kan sove fra selv den værste larm!
søndag den 29. august 2010
Lidt af hvert-dag
Søndag d. 29.august
Dagen gik med at få ordnet lidt små reperationer, en dryppende vand dunk skulle tætnes og vores Katadyn vandrenser skulle skrues fast i bagagerummet. Vi badede, lavede lektier og var på legeplads. Ved 4 tiden lånte Rune og William to cykler af franskmændene og cyklede ind til byen efter aftensmad. Desværre trak det op til regn og på hjemturen kom en ordentlig skylle så de kom gennemblødte tilbage. Maria havde haft travlt med at få lukket telte og sikret lejren mod vandmasserne. Heldigvis holdt det tørt om aftenen og natten og vi fik tørret vores ting. Vi spiste igen aftensmad sammen med naboerne Jean og Natalie og havde en rigtig hyggelig aften -indtil Lilli fik øje på en kat og så var Maria nødt til at følge hende over i teltet. William hals og mund er stadig ikke OK og han har stadig svært ved at spise. Maria lavede derfor en omgang tomatsuppe som alle 3 unger spiste til ”natmad”
Dagen gik med at få ordnet lidt små reperationer, en dryppende vand dunk skulle tætnes og vores Katadyn vandrenser skulle skrues fast i bagagerummet. Vi badede, lavede lektier og var på legeplads. Ved 4 tiden lånte Rune og William to cykler af franskmændene og cyklede ind til byen efter aftensmad. Desværre trak det op til regn og på hjemturen kom en ordentlig skylle så de kom gennemblødte tilbage. Maria havde haft travlt med at få lukket telte og sikret lejren mod vandmasserne. Heldigvis holdt det tørt om aftenen og natten og vi fik tørret vores ting. Vi spiste igen aftensmad sammen med naboerne Jean og Natalie og havde en rigtig hyggelig aften -indtil Lilli fik øje på en kat og så var Maria nødt til at følge hende over i teltet. William hals og mund er stadig ikke OK og han har stadig svært ved at spise. Maria lavede derfor en omgang tomatsuppe som alle 3 unger spiste til ”natmad”
lørdag den 28. august 2010
Franske naboer - igen
Lørdag d. 28. august 2010:
Vi pakkede vores rygsække efter morgenmaden og var klar til afgang kl. 12. Bådturen var noget mere afslappende denne gang, så efter 25 minutter var vi tilbage ved fastlandet. Marc havde givet os et hint om et andet fransk par som rejste i Malaysia i en almindelig autocamper, og Rune havde tilfældigvis spottet dem da han var på fastlandet for at hente badetøj m.m. De havde fået udvekslet telefonnumre og fremtidige planer. Vi skrev en sms til dem og spurgte hvor de var og om de ville have selskab.
Vi fandt dem på en strand lidt syd for havnebyen, et sted hvor der igen var en paradis strand og vi slog os ned under nogle fyrtræer 30 meter fra vandet. Jean og Natalie er i halvtredserne og har planer om at rejse i 4-5 år jorden rundt. De er utroligt søde og hjælpsomme og vi spiste aftensmad sammen under deres markise inde bag myggenettet.
Nogle af vores udfordringer har været at få en ordentlig nattesøvn. Som irritations momenter kan nævnes, teenagere på meget larmende scootere, fyrværkeri iform af kanon slag, moskeer og så varmen. Her på stranden var der dejligt stille og temperaturen var behagelig pga. En let brise. Desværre så skulle Yalla manden selvfølgelig vække os kl. 05 og i modsætning til tidligere så stoppede han ikke efter 10 minutter.....men først kl. 0730!!!
Vi pakkede vores rygsække efter morgenmaden og var klar til afgang kl. 12. Bådturen var noget mere afslappende denne gang, så efter 25 minutter var vi tilbage ved fastlandet. Marc havde givet os et hint om et andet fransk par som rejste i Malaysia i en almindelig autocamper, og Rune havde tilfældigvis spottet dem da han var på fastlandet for at hente badetøj m.m. De havde fået udvekslet telefonnumre og fremtidige planer. Vi skrev en sms til dem og spurgte hvor de var og om de ville have selskab.
Vi fandt dem på en strand lidt syd for havnebyen, et sted hvor der igen var en paradis strand og vi slog os ned under nogle fyrtræer 30 meter fra vandet. Jean og Natalie er i halvtredserne og har planer om at rejse i 4-5 år jorden rundt. De er utroligt søde og hjælpsomme og vi spiste aftensmad sammen under deres markise inde bag myggenettet.
Nogle af vores udfordringer har været at få en ordentlig nattesøvn. Som irritations momenter kan nævnes, teenagere på meget larmende scootere, fyrværkeri iform af kanon slag, moskeer og så varmen. Her på stranden var der dejligt stille og temperaturen var behagelig pga. En let brise. Desværre så skulle Yalla manden selvfølgelig vække os kl. 05 og i modsætning til tidligere så stoppede han ikke efter 10 minutter.....men først kl. 0730!!!
fredag den 27. august 2010
Sidste nat på Perhentian
Fredag d. 27. august 2010:
En meget urolig nat – både pga Amelies problemer men også fordi Lilli desværre mødte en rotte på badeværelset da hun gik ud for at tisse kl. 4. Lilli har desværre et stor problem med dyr! Vi kæmper rigtig meget med dette problem fordi vi jo møder mange dyr på vores rejse og opholder os udenfor stort set hele tiden. Hun er dødsensræd for alle dyr – katte, frøer, hunde, aber og kan slet ikke slappe af når der er dyr i nærheden. Det er meget anstrengende for alle og rigtig synd for Lilli – men vi har ikke kunne finde en løsning på dette problem indtil videre. Men denne rotte skræmte nærmest livet af hende og hun skreg så hele lagunen vågnede med et brag! Hun kom over til mig, Maria og lå resten af natten, men stadig havde hun svært ved at ryste oplevelsen af sig og synes konstant at hun kunne høre rotten pusle. Afløbet til bruseren løber gennem alle værelserne og rotter har derfor fri adgang mellem værelserne, men med mindre man opbevarer mad på værelserne kommer de ikke herind – selvom de sagtens ville kunne klemme sig ind under døren.
Men dagen startede som sædvanligt med stålende solskin og i dagstimerne er Lilli heldigvis lidt mindre bange og kunne putte nattens oplevelser væk.
Vi snorklede lidt, Lilli øvede sig i at svømme og Amelie plaskede rundt i strandkanten med sine små svømmevinger. Hun kan nu helt selv svømme rundt selv på dybt vand og er en rigtig vandhund Hun plasker meget, sparker med benene og kommer nemt onmkring i vandet. Hun er ligeglad med at få hovedet under vand og er rigtig god til at lukke både mund og næse. Som regel kommer hun grinende op når hun har været helt nede under vandet.
Rune og William havde meldt sig til en tur ud og se/svømme med store havskildpadder. Det var en stor oplevelse og de fik svømmet med en kæmpestor havskildpadde som guiden spottede langt nede under vandet og som kom op til overfladen for at få luft. Den må have været meget gammel – den bevægede sig meget langsomt og var vel omkring godt 1 meter i diameter.
Om eftermiddagen fulgte vi en sti over på den modsatte side af øen – til et sted der hedder Turtle Bay. Kun en gåtur på ca 10 min igennem junglen. Vi havde taget alt vores bade-grej med men fandt at stranden ikke var så god til at svømme pga mange klipper tæt på kysten. William fik alligevel snorklet lidt helt inde ved stranden. Vi fik dog en helt masse store konkylier med derfra – stranden var fyldt med små og store skaller, konkylier og andre flotte ting – og vi fik en masse med hjem til samlingen
Igen fik vi god aftensmad – Nu har William desværre fået rigtig ondt i halsen samt munden fyldt med blæner og kan ikke synke noget mad! Vi forsøgte os med lidt scramblet eggs men han måtte opgive. Men imorgen er vi tilbage ved bilen og vi har selv medbragt lidt penicillin – så vi må give doktor Mathias (Runes fætter) et kald og høre hvorledes vi kan behandle Williams hals-problemer.
For at Lilli kunne få en rolig nat – allerede da det begyndte at blive mørkt omkring kl. 19 begyndte hun at blive urolig og snakke meget om rotten og bekymre sig om hvordan hun skulle få sovet – måtte vi være lidt kreative og vi fandt på, at tage to tomme 1,5 liters vandflasker som vi stoppede i hver sin side af afløbet på badeværelset. Så kunne der i hvertfald ikke komme noget igennem dér! Det beroligede hende meget og vi fik alle en rolig, sidste nat på Perhentian.
En meget urolig nat – både pga Amelies problemer men også fordi Lilli desværre mødte en rotte på badeværelset da hun gik ud for at tisse kl. 4. Lilli har desværre et stor problem med dyr! Vi kæmper rigtig meget med dette problem fordi vi jo møder mange dyr på vores rejse og opholder os udenfor stort set hele tiden. Hun er dødsensræd for alle dyr – katte, frøer, hunde, aber og kan slet ikke slappe af når der er dyr i nærheden. Det er meget anstrengende for alle og rigtig synd for Lilli – men vi har ikke kunne finde en løsning på dette problem indtil videre. Men denne rotte skræmte nærmest livet af hende og hun skreg så hele lagunen vågnede med et brag! Hun kom over til mig, Maria og lå resten af natten, men stadig havde hun svært ved at ryste oplevelsen af sig og synes konstant at hun kunne høre rotten pusle. Afløbet til bruseren løber gennem alle værelserne og rotter har derfor fri adgang mellem værelserne, men med mindre man opbevarer mad på værelserne kommer de ikke herind – selvom de sagtens ville kunne klemme sig ind under døren.
Men dagen startede som sædvanligt med stålende solskin og i dagstimerne er Lilli heldigvis lidt mindre bange og kunne putte nattens oplevelser væk.
Vi snorklede lidt, Lilli øvede sig i at svømme og Amelie plaskede rundt i strandkanten med sine små svømmevinger. Hun kan nu helt selv svømme rundt selv på dybt vand og er en rigtig vandhund Hun plasker meget, sparker med benene og kommer nemt onmkring i vandet. Hun er ligeglad med at få hovedet under vand og er rigtig god til at lukke både mund og næse. Som regel kommer hun grinende op når hun har været helt nede under vandet.
Rune og William havde meldt sig til en tur ud og se/svømme med store havskildpadder. Det var en stor oplevelse og de fik svømmet med en kæmpestor havskildpadde som guiden spottede langt nede under vandet og som kom op til overfladen for at få luft. Den må have været meget gammel – den bevægede sig meget langsomt og var vel omkring godt 1 meter i diameter.
Om eftermiddagen fulgte vi en sti over på den modsatte side af øen – til et sted der hedder Turtle Bay. Kun en gåtur på ca 10 min igennem junglen. Vi havde taget alt vores bade-grej med men fandt at stranden ikke var så god til at svømme pga mange klipper tæt på kysten. William fik alligevel snorklet lidt helt inde ved stranden. Vi fik dog en helt masse store konkylier med derfra – stranden var fyldt med små og store skaller, konkylier og andre flotte ting – og vi fik en masse med hjem til samlingen
Igen fik vi god aftensmad – Nu har William desværre fået rigtig ondt i halsen samt munden fyldt med blæner og kan ikke synke noget mad! Vi forsøgte os med lidt scramblet eggs men han måtte opgive. Men imorgen er vi tilbage ved bilen og vi har selv medbragt lidt penicillin – så vi må give doktor Mathias (Runes fætter) et kald og høre hvorledes vi kan behandle Williams hals-problemer.
For at Lilli kunne få en rolig nat – allerede da det begyndte at blive mørkt omkring kl. 19 begyndte hun at blive urolig og snakke meget om rotten og bekymre sig om hvordan hun skulle få sovet – måtte vi være lidt kreative og vi fandt på, at tage to tomme 1,5 liters vandflasker som vi stoppede i hver sin side af afløbet på badeværelset. Så kunne der i hvertfald ikke komme noget igennem dér! Det beroligede hende meget og vi fik alle en rolig, sidste nat på Perhentian.
torsdag den 26. august 2010
Venter på Far
Torsdag d.26. august:
Rune var tidligt oppe og klar til at sejle ind til fastlandet kl 8. Vi andre gav os god tid med morgenmaden og bagefter sprang vi i vandet. Rune havde meddelt at de ville være tilbage kl ca 12 så fra kl,. 11.45 begyndte ungerne at håbe at det var Far hver gang en båd nærmede sig lagunen. Der skulle komme ca 20 både ind inden det var Far der kom retur. Han havde måtte vente hele dagen på at Mr. Boss fik gjort alle sine indkøb og ærinder færdige – og på typisk Malay-manér gik det hele i slowmotion. Da han endelig kom tilbage drog William og Maria ud på en længere snorkletur o g fik set mange flotte fisk og koralrev. Da Maria måtte give op (jeg er ikke så stærk en svømmer og bliver nemt forpustet og så er det svært at snorkle )overtog Rune og de tog også en lang tur. William er super-sej til at svømme og mestrer snorkling fantastisk og han synes det er rigtig spændende at se alle de forskellige fisk osv. Han kan faktisk ikke få nok .
Amelie har stadig meget ondt i munden men Rune medbragte Klorhexidin fra bilen og ved hjælp at en skum-klud fik vi renset hendes mund og håber på snarlig bedring. Hendes sutter er blevet smidt ud og Rune fik købt en ny inde på fastlandet. Vi forsøger at undgå at hun får for mange bakterier i munden og vi frygter hendes sutter kan være med til at skabe betændelses-tilstanden i hende mund. Vi tænker/håber også at disse dage hvor hun slet ikke har brugt sut måske kan gøre hende mindre afhængig af sutten – vi har allerede skåret meget ned på brugen af sut da vi synes det begyndte at kunne ses på hendes tænder.
Rune var tidligt oppe og klar til at sejle ind til fastlandet kl 8. Vi andre gav os god tid med morgenmaden og bagefter sprang vi i vandet. Rune havde meddelt at de ville være tilbage kl ca 12 så fra kl,. 11.45 begyndte ungerne at håbe at det var Far hver gang en båd nærmede sig lagunen. Der skulle komme ca 20 både ind inden det var Far der kom retur. Han havde måtte vente hele dagen på at Mr. Boss fik gjort alle sine indkøb og ærinder færdige – og på typisk Malay-manér gik det hele i slowmotion. Da han endelig kom tilbage drog William og Maria ud på en længere snorkletur o g fik set mange flotte fisk og koralrev. Da Maria måtte give op (jeg er ikke så stærk en svømmer og bliver nemt forpustet og så er det svært at snorkle )overtog Rune og de tog også en lang tur. William er super-sej til at svømme og mestrer snorkling fantastisk og han synes det er rigtig spændende at se alle de forskellige fisk osv. Han kan faktisk ikke få nok .
Amelie har stadig meget ondt i munden men Rune medbragte Klorhexidin fra bilen og ved hjælp at en skum-klud fik vi renset hendes mund og håber på snarlig bedring. Hendes sutter er blevet smidt ud og Rune fik købt en ny inde på fastlandet. Vi forsøger at undgå at hun får for mange bakterier i munden og vi frygter hendes sutter kan være med til at skabe betændelses-tilstanden i hende mund. Vi tænker/håber også at disse dage hvor hun slet ikke har brugt sut måske kan gøre hende mindre afhængig af sutten – vi har allerede skåret meget ned på brugen af sut da vi synes det begyndte at kunne ses på hendes tænder.
onsdag den 25. august 2010
Mr. Offroad
Onsdag d.25. august:
Denne dag stod på total afslapning, badning og snorkling ud fra stranden.
D’lagoon er eget af en Malay som tilfældigvis har en meget stor lidenskab for offroad og alt hvad der har med 4hjulstrækkere at gøre, så da han hørte hvordan vi rejste, var vi straks i godt selskab. Mr. Boss som vi kaldte ham havde deltaget i Rainforrest Challenge et utal af gange og fået en del 2. pladser. Til vores ærgelse var pakningen af rygsækkene gået lidt for hurtigt så vi havde glemt vores badetøj....øv. En tur tilbage til bilen kostede 150kr, så det var lidt en træls beslutning. Heldigvis skulle Mr. Boss ind til byen den følgende dag så Rune kunne få et lift med ham. Indtil da måtte vi bade i vores undertøj men det holdt heldigvis ingen tilbage
Vi holdt også flyttedag – vi fik et stort rum nede i grundplan, faktisk træder man lige ud på stranden og med en lille veranda med dejlig udsigt ud over lagunen. Og til samme pris som de to andre værelser og nu også med eget badeværelse
Denne dag stod på total afslapning, badning og snorkling ud fra stranden.
D’lagoon er eget af en Malay som tilfældigvis har en meget stor lidenskab for offroad og alt hvad der har med 4hjulstrækkere at gøre, så da han hørte hvordan vi rejste, var vi straks i godt selskab. Mr. Boss som vi kaldte ham havde deltaget i Rainforrest Challenge et utal af gange og fået en del 2. pladser. Til vores ærgelse var pakningen af rygsækkene gået lidt for hurtigt så vi havde glemt vores badetøj....øv. En tur tilbage til bilen kostede 150kr, så det var lidt en træls beslutning. Heldigvis skulle Mr. Boss ind til byen den følgende dag så Rune kunne få et lift med ham. Indtil da måtte vi bade i vores undertøj men det holdt heldigvis ingen tilbage
Vi holdt også flyttedag – vi fik et stort rum nede i grundplan, faktisk træder man lige ud på stranden og med en lille veranda med dejlig udsigt ud over lagunen. Og til samme pris som de to andre værelser og nu også med eget badeværelse
tirsdag den 24. august 2010
Perhentian Kecil - brylllupsdag
Tirsdag d. 24. august 2010:
8 års bryllupsdag og dette blev fejret med manér på tropisk vis
Computeren blev afleveret hos en forretning som lovede at skaffe et nyt tastatur iløbet af et par dage. På det thailandske konsulat fik vi udfyldt papirerne og et 60 dages visum ville være klart næste dag. Vi sagde at vi ville komme efter det senere på ugen.
Nu da alle de forskellige opgaver var blevet sat i søen, kunne vi med ro i sindet køre sydpå igen. Vi havde besluttet os for at besøge en lille ø der hedder Perhentian ca. 60km syd for Kota Bahru, nu hvor vi ikke skulle over på vestkysten.
Vi ankom til færgelejet som ligger i en lille by ved navn Kuala Besut. Vi var meget rolige og syntes vi havde god tid. En gut i gul t-shirt spottede os da vi drejede fra hovedvejen og indhentede os hurtigt på sin scooter. Han vinkede os ind til siden og ville hjælpe os med at komme til Perhentian. Rune bryder sig efterhånden ikke specielt meget om disse personer da de har det med at tage over priser så man ender med at blive tørret godt og grundigt. Vi affejede ham hurtigt, men han fulgte efter os. Efter lidt køren rundt i byen, blev vi overtalt til at snakke med et rejsebureau. Der sejlede en båd en halv time senere og vi havde pludselig lidt travlt. Ungerne blev placeret på kontoret mens vi pakkede nogle tasker. Vi skulle have teltene åbnet for at finde lagenposer, og solen bagte direkte ned på os. 10 minutter før færgen sejlede var vi klar. Nu manglede vi bare at finde en sikker p-plads til bilen. Rune kørte bilen lidt ned ad gaden til en p-plads med vagt og fik et lift på en scooter tilbage. Vi løb ned til båden som viste sig at være en forvokset speedbåd med to påhængsmotorer med en samlet ydelse på 450hk.
Turen ud til øen tog ca. 30 min, men der var en del bølger og båden sejlede ALTfor hurtigt så vi blev kastede rundt og måtte til sidst meget kontant bede chaufføren tage den med ro! Vi var godt øre i hovederne da vi ankom. D’lagoon hed stedet vi havde fået anbefalet (igen var det Mark der havde fortalt om stedet) og man kunne kun komme til og fra resortet med båd. Der var en lille restaurant som også var det eneste spise sted på stedet. Rundt om lå en del små pæle hytter og et long house. Vi havde ikke fået ringet og meldt vores ankomst, så vi var lykkelige over at de havde to værelser til os. Vi tjekkede ind på værelserne som lå på 1. sal i det store longhouse – meget simple værelser med hver en dobbeltseng og uden loft – altså med fri adgang for mus og andet godt. Dette sted er så tæt på ”paradis” som det kommer – egen strand, fint sand – dog med massevis og muslingeskaller, konkylier og koraller, helt klart tyrkisfarvet vand og masser af palmer til at give skygge, hængekøjer mellem træerne og meget stille og rolig atmosfære. Restauranten serverer dejlig billig mad – både lokale malaysiske retter men også burgers, sandwich, pandekager, milkshakes og lign. Det er et typisk backpacker-sted og med mange unge, franske rejsende og atmosfæren er meget afslappende. I samme bygning som vores værelser er desuden et stort dorm-room hvor man bor 16 sammen og betaler 20 ringit pr seng.
Lige udenfor vores værelser er et lille bassin fyldt med havskildpadder som en af de ansatte plejer som hans egne små babyer. Han finder æg som havskildpadderne kommer op og ligger i sandet på stranden og når de er klar til at klægge tager han de hundredevis af små skildpadder op i bassinet. De får mad flere gange om dagen og ungerne synes det var helt fantastisk spændende at være med til at fodre dem. Når skildpadderne er store nok sætter han dem ud i havet.
Dagen gik med at slappe af, bade og udforske området. Vi spiste god aftensmad og skålede i chokolade/banan-milkshakes – i anledning af bryllupsdagen.
Det blev desværre en noget urolig nat, da Amelie har fået en masse blæner i munden og på tungen hvilket selvfølgelig gør frygtelig ondt og forhindrer hende i at have sutten i munden. Hun vågnede mange gange og græd men kunne ikke tage sutten og havde svært ved at blive trøstet
8 års bryllupsdag og dette blev fejret med manér på tropisk vis
Computeren blev afleveret hos en forretning som lovede at skaffe et nyt tastatur iløbet af et par dage. På det thailandske konsulat fik vi udfyldt papirerne og et 60 dages visum ville være klart næste dag. Vi sagde at vi ville komme efter det senere på ugen.
Nu da alle de forskellige opgaver var blevet sat i søen, kunne vi med ro i sindet køre sydpå igen. Vi havde besluttet os for at besøge en lille ø der hedder Perhentian ca. 60km syd for Kota Bahru, nu hvor vi ikke skulle over på vestkysten.
Vi ankom til færgelejet som ligger i en lille by ved navn Kuala Besut. Vi var meget rolige og syntes vi havde god tid. En gut i gul t-shirt spottede os da vi drejede fra hovedvejen og indhentede os hurtigt på sin scooter. Han vinkede os ind til siden og ville hjælpe os med at komme til Perhentian. Rune bryder sig efterhånden ikke specielt meget om disse personer da de har det med at tage over priser så man ender med at blive tørret godt og grundigt. Vi affejede ham hurtigt, men han fulgte efter os. Efter lidt køren rundt i byen, blev vi overtalt til at snakke med et rejsebureau. Der sejlede en båd en halv time senere og vi havde pludselig lidt travlt. Ungerne blev placeret på kontoret mens vi pakkede nogle tasker. Vi skulle have teltene åbnet for at finde lagenposer, og solen bagte direkte ned på os. 10 minutter før færgen sejlede var vi klar. Nu manglede vi bare at finde en sikker p-plads til bilen. Rune kørte bilen lidt ned ad gaden til en p-plads med vagt og fik et lift på en scooter tilbage. Vi løb ned til båden som viste sig at være en forvokset speedbåd med to påhængsmotorer med en samlet ydelse på 450hk.
Turen ud til øen tog ca. 30 min, men der var en del bølger og båden sejlede ALTfor hurtigt så vi blev kastede rundt og måtte til sidst meget kontant bede chaufføren tage den med ro! Vi var godt øre i hovederne da vi ankom. D’lagoon hed stedet vi havde fået anbefalet (igen var det Mark der havde fortalt om stedet) og man kunne kun komme til og fra resortet med båd. Der var en lille restaurant som også var det eneste spise sted på stedet. Rundt om lå en del små pæle hytter og et long house. Vi havde ikke fået ringet og meldt vores ankomst, så vi var lykkelige over at de havde to værelser til os. Vi tjekkede ind på værelserne som lå på 1. sal i det store longhouse – meget simple værelser med hver en dobbeltseng og uden loft – altså med fri adgang for mus og andet godt. Dette sted er så tæt på ”paradis” som det kommer – egen strand, fint sand – dog med massevis og muslingeskaller, konkylier og koraller, helt klart tyrkisfarvet vand og masser af palmer til at give skygge, hængekøjer mellem træerne og meget stille og rolig atmosfære. Restauranten serverer dejlig billig mad – både lokale malaysiske retter men også burgers, sandwich, pandekager, milkshakes og lign. Det er et typisk backpacker-sted og med mange unge, franske rejsende og atmosfæren er meget afslappende. I samme bygning som vores værelser er desuden et stort dorm-room hvor man bor 16 sammen og betaler 20 ringit pr seng.
Lige udenfor vores værelser er et lille bassin fyldt med havskildpadder som en af de ansatte plejer som hans egne små babyer. Han finder æg som havskildpadderne kommer op og ligger i sandet på stranden og når de er klar til at klægge tager han de hundredevis af små skildpadder op i bassinet. De får mad flere gange om dagen og ungerne synes det var helt fantastisk spændende at være med til at fodre dem. Når skildpadderne er store nok sætter han dem ud i havet.
Dagen gik med at slappe af, bade og udforske området. Vi spiste god aftensmad og skålede i chokolade/banan-milkshakes – i anledning af bryllupsdagen.
Det blev desværre en noget urolig nat, da Amelie har fået en masse blæner i munden og på tungen hvilket selvfølgelig gør frygtelig ondt og forhindrer hende i at have sutten i munden. Hun vågnede mange gange og græd men kunne ikke tage sutten og havde svært ved at blive trøstet
mandag den 23. august 2010
Forsøg på at reparere den lille PC med assistance hjemmefra
Mandag d. 23. august 2010:
Efter morgenmaden pakkede vi lejren sammen og kørte nordpå. På vejen stoppede vi ved en restaurant Den Gyldne Måge for at få frokost og for at få uploadet det seneste dagbog til bloggen. Her fandt vi så desværre ud af, at vores lille pc ikke kunne finde netværk og at tastaturet havde taget skade efter uheldet med regnvand på Frasers Hill! Vi lavede planerne om om satte nu kursen mod Kota Bharu nordpå hvor vi ville prøve at finde en shop hvor pc kunne blive repareret. Flere steder på vejen dertil var vi inde og forsøge at forklare vores problem, men vi opdagede at ikke ret mange – selv de ansatte i forskellige computer-butikker – har særlig meget forstand på rep af pc´er! Fremme i Kota Bahru var klokken nu mange og vi havde fundet frem til et billigt backpacker-hostel som vi kørte direkte til. Her fik vi et fint værelse med dobbeltseng og en køjeseng samt aircon til billige penge. Desuden var der pc´er og Internet og hele aftenen brute Maria på Skype hvor hun i samarbejde med storebror Bo forsøgte at løse problemet med det ødelagte tastatur på den lille PC – men forgæves! Aftensmaden blev indkøbt på den lokale Rammadan-bazar i byen og spist hjemme på værelset. Rune faldt tidligt i søvn sammen med Amelie. Kota Bahru ligger ca. 25km fra den thailandske grænse og det ville være nærliggende at krydse grænsen her istedet for at køre flere hundrede kilometer på tværs af landet for at komme over grænsen. Vores Lonely Planet sagde at de uroligheder der havde været i den sydlige del af Thailand tidligere ikke var noget problem. Det venlige personale på hostellet sagde det samme og kunne bekræfte at så længe man blev i nærheden af bebyggede områder og ikke kørte om natten så var der ingen fare på færde.
Udfra disse oplysninger besluttede vi os for at prøve at få pc’en repareret her i byen og finde det thailandske konsulat og få søgt visum her.
Efter morgenmaden pakkede vi lejren sammen og kørte nordpå. På vejen stoppede vi ved en restaurant Den Gyldne Måge for at få frokost og for at få uploadet det seneste dagbog til bloggen. Her fandt vi så desværre ud af, at vores lille pc ikke kunne finde netværk og at tastaturet havde taget skade efter uheldet med regnvand på Frasers Hill! Vi lavede planerne om om satte nu kursen mod Kota Bharu nordpå hvor vi ville prøve at finde en shop hvor pc kunne blive repareret. Flere steder på vejen dertil var vi inde og forsøge at forklare vores problem, men vi opdagede at ikke ret mange – selv de ansatte i forskellige computer-butikker – har særlig meget forstand på rep af pc´er! Fremme i Kota Bahru var klokken nu mange og vi havde fundet frem til et billigt backpacker-hostel som vi kørte direkte til. Her fik vi et fint værelse med dobbeltseng og en køjeseng samt aircon til billige penge. Desuden var der pc´er og Internet og hele aftenen brute Maria på Skype hvor hun i samarbejde med storebror Bo forsøgte at løse problemet med det ødelagte tastatur på den lille PC – men forgæves! Aftensmaden blev indkøbt på den lokale Rammadan-bazar i byen og spist hjemme på værelset. Rune faldt tidligt i søvn sammen med Amelie. Kota Bahru ligger ca. 25km fra den thailandske grænse og det ville være nærliggende at krydse grænsen her istedet for at køre flere hundrede kilometer på tværs af landet for at komme over grænsen. Vores Lonely Planet sagde at de uroligheder der havde været i den sydlige del af Thailand tidligere ikke var noget problem. Det venlige personale på hostellet sagde det samme og kunne bekræfte at så længe man blev i nærheden af bebyggede områder og ikke kørte om natten så var der ingen fare på færde.
Udfra disse oplysninger besluttede vi os for at prøve at få pc’en repareret her i byen og finde det thailandske konsulat og få søgt visum her.
søndag den 22. august 2010
Søndag d. 22. august 2010:
Igen en dejlig rolig nat med frisk brise – ahhhh!
Dagen ligner stort set den forrige – dog havde vi lige et sjovt lille indslag da en stor lastbil satte sig fast i sandet lige ved siden af legepladsen. Der blev tilkaldt en anden lastbil som forgæves forsøgte at trække den fri af sandet og herefter pakkede Rune teltene sammen og kørte over og gav dem en hånd. Så i fællesskab med den anden lastbil lykkedes det Rune og William at få den trukket fri med spillet på Brumbassen.
Igen gik vi hen til basaren og købte aftensmad. Nu kender de fleste i den lille landsby efterhånden til os og mange hilser og vil snakke selvom de ikke kan engelsk. Meget sjovt Damerne i boderne griner hver gang vi kommer og vil købe mad – de er generte og vil ikke vise at de er dårlige til engelsk og så tror jeg også de synes Rune er lidt lækker – han er høj og har skæg – hvilket ingen af mændene her i Malaysia kan prale af!
Efter aftensmaden gik Lilli, Maria og Mulle iseng – de havde aftalt at sove sammen denne nat og der blev hygget i teltet med højtlæsning af Lilli, fællessang hvor Mulle bestemte sangene og en del pjat mellem Amelie og Lilli inden vi alle faldt i søvn.
Rune og William sad udenfor og så en film på computeren.
I morgen pakker vi sammen og kører nordpå for at fange en vej ind i landet. Vi vil ud til vestkysten og besøge Penang. En brofast ø hvor der skulle være dejligt. Desuden skal vi også ud til vestkysten for at kunne krydse grænsen til Thailand – det er ikke sikkert at krydse grænsen direkte nord for os og vi er derfor nødt til at komme hele vejen ind igennem landet for at kunne komme videre til Thailand.
Igen en dejlig rolig nat med frisk brise – ahhhh!
Dagen ligner stort set den forrige – dog havde vi lige et sjovt lille indslag da en stor lastbil satte sig fast i sandet lige ved siden af legepladsen. Der blev tilkaldt en anden lastbil som forgæves forsøgte at trække den fri af sandet og herefter pakkede Rune teltene sammen og kørte over og gav dem en hånd. Så i fællesskab med den anden lastbil lykkedes det Rune og William at få den trukket fri med spillet på Brumbassen.
Igen gik vi hen til basaren og købte aftensmad. Nu kender de fleste i den lille landsby efterhånden til os og mange hilser og vil snakke selvom de ikke kan engelsk. Meget sjovt Damerne i boderne griner hver gang vi kommer og vil købe mad – de er generte og vil ikke vise at de er dårlige til engelsk og så tror jeg også de synes Rune er lidt lækker – han er høj og har skæg – hvilket ingen af mændene her i Malaysia kan prale af!
Efter aftensmaden gik Lilli, Maria og Mulle iseng – de havde aftalt at sove sammen denne nat og der blev hygget i teltet med højtlæsning af Lilli, fællessang hvor Mulle bestemte sangene og en del pjat mellem Amelie og Lilli inden vi alle faldt i søvn.
Rune og William sad udenfor og så en film på computeren.
I morgen pakker vi sammen og kører nordpå for at fange en vej ind i landet. Vi vil ud til vestkysten og besøge Penang. En brofast ø hvor der skulle være dejligt. Desuden skal vi også ud til vestkysten for at kunne krydse grænsen til Thailand – det er ikke sikkert at krydse grænsen direkte nord for os og vi er derfor nødt til at komme hele vejen ind igennem landet for at kunne komme videre til Thailand.
lørdag den 21. august 2010
En perle på Malaysias østkyst
Lørdag d. 21. august 2010:
Endelig en nat med behagelige temperaturer og næsten ingen støj – kun havets brusen 10 meter fra bilen
Dagen gik med afslapning på mange forskellige måder: ligge i hængekøjen, bade i havet, samle muslinger ved stranden, læse bøger, lege på legepladsen lige ved siden af vores lejr. Ungerne synes det er fedt med en legeplads lige ved siden af – dog holder vi lidt godt øje med dem idet der går en stor flok kæmpestore okser med kæmpestore horn rundt og græsser lige ved siden af! Og herude er dyr altså ikke hegnet ind! Vi havde også skole om eftermiddagen og herefter gik vi hen til basaren (en lang række midlertidige boder langs vejen men som de lokale kalder basaren i forbindelse med ramaddanen).
Her købte vi igen dejlig mad og fik handlet lidt hos den lokale købmand. Vi spiste vores dejlige mad hjemme i lejren mens solen gik ned bag bjerget vest for os. I mørket sad vi nu rundt om bordet og William læste en historie højt for os alle sammen og bagefter læste Maria videre på den bog som læser højt af for tiden. Vi har desuden fået en rigtig god lille ven – en meget lille kattekilling som synes det er dejligt at hænge ud hos os. Den får lidt mad og drikke og William er selvfølgelig blevet rigtig glad for den. Amelie er også ret vild med den – desværre kan hun ikke helt finde ud af at lade missen være i fred. Hun løfter rundt på den, skubber til den med fødderne, hiver den i halen og andre ikke så rare ting. Vi har kæmpet ret så meget med hende og denne kat – hun KAN simpelthen ikke forstå at hun skal lade katten være – og det ender desværre i skrig og skrål! Lilli er derimod dødsensræd for alle dyr – incl kattekillinger og hun skriger op hver gang den bevæger sig i nærheden af hende. Så: meget lille kat = meget stor ballade!
Da alle tre børn var puttet fik de voksne besøg af en hel flok af de lokale unge drenge på deres knallerter. De var ikke så gode til engelsk men vi fik da kommunikeret lidt med dem. Rune underholdt med at forsøge at tale malay med dem – han sad med Lonly Planet hvori der bagerst er lidt Malay-gloser – det synes de var vældig morsomt. De så også nogle billeder fra vores tur i mellemøsten og det var de meget imponeret over. De tiggede lidt cigaretter og kl 23 kørte de hjem – deres forældre havde tydeligvis sagt at de skulle være hjemme kl. 23
Endelig en nat med behagelige temperaturer og næsten ingen støj – kun havets brusen 10 meter fra bilen
Dagen gik med afslapning på mange forskellige måder: ligge i hængekøjen, bade i havet, samle muslinger ved stranden, læse bøger, lege på legepladsen lige ved siden af vores lejr. Ungerne synes det er fedt med en legeplads lige ved siden af – dog holder vi lidt godt øje med dem idet der går en stor flok kæmpestore okser med kæmpestore horn rundt og græsser lige ved siden af! Og herude er dyr altså ikke hegnet ind! Vi havde også skole om eftermiddagen og herefter gik vi hen til basaren (en lang række midlertidige boder langs vejen men som de lokale kalder basaren i forbindelse med ramaddanen).
Her købte vi igen dejlig mad og fik handlet lidt hos den lokale købmand. Vi spiste vores dejlige mad hjemme i lejren mens solen gik ned bag bjerget vest for os. I mørket sad vi nu rundt om bordet og William læste en historie højt for os alle sammen og bagefter læste Maria videre på den bog som læser højt af for tiden. Vi har desuden fået en rigtig god lille ven – en meget lille kattekilling som synes det er dejligt at hænge ud hos os. Den får lidt mad og drikke og William er selvfølgelig blevet rigtig glad for den. Amelie er også ret vild med den – desværre kan hun ikke helt finde ud af at lade missen være i fred. Hun løfter rundt på den, skubber til den med fødderne, hiver den i halen og andre ikke så rare ting. Vi har kæmpet ret så meget med hende og denne kat – hun KAN simpelthen ikke forstå at hun skal lade katten være – og det ender desværre i skrig og skrål! Lilli er derimod dødsensræd for alle dyr – incl kattekillinger og hun skriger op hver gang den bevæger sig i nærheden af hende. Så: meget lille kat = meget stor ballade!
Da alle tre børn var puttet fik de voksne besøg af en hel flok af de lokale unge drenge på deres knallerter. De var ikke så gode til engelsk men vi fik da kommunikeret lidt med dem. Rune underholdt med at forsøge at tale malay med dem – han sad med Lonly Planet hvori der bagerst er lidt Malay-gloser – det synes de var vældig morsomt. De så også nogle billeder fra vores tur i mellemøsten og det var de meget imponeret over. De tiggede lidt cigaretter og kl 23 kørte de hjem – deres forældre havde tydeligvis sagt at de skulle være hjemme kl. 23
søndag den 15. august 2010
doed pc
Vores pc har lidt en stille doed, saa der gaar et par dage foer der kommer nye indlaeg.
Alle har det godt og bilen triller stille mod den Thailandske graense.
Alle har det godt og bilen triller stille mod den Thailandske graense.
torsdag den 12. august 2010
En opsumering
Torsdag d. 12 – fredag d. 20. august 2010:
Ja – her kommer så et sammendrag fra de sidste 9 dage. Vores PC har været midlertidig nede da der igen var kommet uønsket væske ned i tastaturet. Denne gang var det vand i forbindelse med et voldsomt regnvejr hvor døren til bagsædet ikke var lukket ordentlig og her stod computeren desværre på et uheldigt sted!
Men i disse dage har vi været 3 dage på Frasers Hill: en bjergstation oppe i 1200 meters højde midt i regnskoven. Her var dejlig køligt men desværre fik vi en del regn. Vi havde dog 3 dejlige dag i selskab med en franskmand – Marc – som kører i en stor 4x4 truck. Han har været på farten siden 2006 og påtænker at rejse i mindst 10 år mere! Helt fantastisk at møde en sådan mand med så mange erfaringer! Efter at have talt meget og længe med ham måtte vi igen tage op til overvejelse hvorvidt det er muligt – og klogt – at køre hele vejen hjem til DK. Han har rejst i stort set hele verden og 2 ting kunne han fortælle: Myanmar kan HELT sikkert ikke lade sig gøre at krydse i egen bil! OG Pakistan er et land han aldrig selv kunne drømme om at rejse til pga sikkerheds-situationen. Så efter meget snak omkring dette og en mail fra den kontakt som vi havde håbet kunne skaffe os ind i Myanmar med et afslag, besluttede vi os til at dette IKKE var en mulighed længere. Så nu er planen at tilbringe de næste 4 måneder i Sydøstasien og se så meget som muligt og have masser af gode stunder ved lækre strande osv.
Vores ophold på Frasers Hill var også en test at teltenes dygtighed i regnvejr – hvilket viste sig ikke at være så god. Vi skal helt sikkert have fundet frem til en butik med imprægnerings-spray hvis ikke vi skal sove med våde madrasser de næste 4 måneder! Vi klarede os med plast-sække i alle hjørner og en laaaang tørresnor hvor dyner, madrasser og lign kunne tørre i dagstimerne med solskin.
Vi boede på en lille parkeringsplads ved et guesthouse - som dog var lukket – med den mest fantastiske udsigt ud over jungle, bjerge og med smuk solnedgang hver aften. 2 mins. gang derfra lå et torv med en foodcourt hvor vi spiste dejlig, billig mad 2 gange om dagen og som desuden havde en stor legeplads som ungerne tilbragte timer ved. Et par ture ud i junglen sammen med Marc blev det også til – her beundrede vi både fugleedderkopper, slanger, frøer, aber og mange, mange flotte fugle og sommerfugle.
Efter Frasers Hill kørte vi til et område der hedder Lake Chini – et sted med 12 små søer som Marc havde anbefalet os – faktisk har han lavet en lille seddel til os med nøjagtige beskrivelser af de gode camping-spots han har boet på rundt omkring i Malaysia og dette var én af dem
Her boede vi helt ned til søen hvor vi fiskede – dog igen uden held! Vi kunne få aftensmad ved et guesthouse lige ved siden af og her fik vi dejlig, hjemmelavet mad. Vi havde også bål de to af aftenerne og lavede snobrød og sad rundt om bålet og hørte Maria – og William - læse historie
Efter 2 dage her var vi igen på farten og nu kørte vi ud til østkysten og nordpå til en by der hedder Kuantan. En ret stor by hvor vi håbede at kunne få repareret PCen og skaffet nye sko til Maria. Klipklappere i junglen – fyldt med igler – er altså ikke et hit!
Vi fik liv i PCen igen – nu dog med et ekstern tastatur da dette åbenbart havde taget uoprettelig skade efter vand-badet.
Maria fandt også nogle sko og efter en meget urolig og utrolig varm overnatning lidt udenfor byen ned til en sø (åbenbart stedet hvor alle byens knallert-bander mødes om natten og alle pensionisterne mødes meget tidligt om morgenen for at dyrke Thai chi-agtig morgengymnastik til høj, høj ”musik”) kørte vi nu igen nordpå langs kysten.
Vi havde dog inden afgang taget en meget svær beslutning om at efterlade alle vores dyner! Vi må konstatere at det simpelthen er for varmt om natten til at vi kan have dynerne inde i teltene og det er fjollet at slæbe rundt på dem de næste 4 måneder uden at bruge dem – så de hænger nu hen over en bænk i Kuantan. William var dog så knust over at skulle vinke farvel til sin dyne at vi lige inden afgang måtte tilbage og hente hans dyne – som han så nu skal sidde med fødderne på inde i bilen da der ikke er mere plads i bagaggerummet!
Sidst på eftermiddagen i dag ankom vi så til en lille by der hedder Kijal. Igen kørte vi efter Marcs anvisninger og fandt frem til et sted helt nede ved stranden hvor vi nu har slået lejr helt nede i sandet. Inden vi slog teltene op kørte vi ind til ”byen” (et lille landsbysamfund hvor der tydeligvis aldrig kommer europæiske turister som os!) Heldigvis for os er der ramaddan for tiden hvilket betyder at Malayerne ikke spiser i dagstimerne men til gengæld går helt amok omkring solnedgang og derfor er der små boder overalt sidst på dagen som sælger det lækreste mad. Vi fik købt lidt af hvert til aftensmad: Spyd med grillet kylling, bbq-grillet kyllingefileter, forårsruller, ris med nødder og lækker sauce, nudler samt kager og frugt.
Tilbage på stranden fik vi slået lejr og spiste vores festmåltid nede på stranden ved et lille borde-bænke-sæt.
Her er dejlig køligt og det blæser så vi glæder os til en dejlig, rolig og kølig nat!
Ja – her kommer så et sammendrag fra de sidste 9 dage. Vores PC har været midlertidig nede da der igen var kommet uønsket væske ned i tastaturet. Denne gang var det vand i forbindelse med et voldsomt regnvejr hvor døren til bagsædet ikke var lukket ordentlig og her stod computeren desværre på et uheldigt sted!
Men i disse dage har vi været 3 dage på Frasers Hill: en bjergstation oppe i 1200 meters højde midt i regnskoven. Her var dejlig køligt men desværre fik vi en del regn. Vi havde dog 3 dejlige dag i selskab med en franskmand – Marc – som kører i en stor 4x4 truck. Han har været på farten siden 2006 og påtænker at rejse i mindst 10 år mere! Helt fantastisk at møde en sådan mand med så mange erfaringer! Efter at have talt meget og længe med ham måtte vi igen tage op til overvejelse hvorvidt det er muligt – og klogt – at køre hele vejen hjem til DK. Han har rejst i stort set hele verden og 2 ting kunne han fortælle: Myanmar kan HELT sikkert ikke lade sig gøre at krydse i egen bil! OG Pakistan er et land han aldrig selv kunne drømme om at rejse til pga sikkerheds-situationen. Så efter meget snak omkring dette og en mail fra den kontakt som vi havde håbet kunne skaffe os ind i Myanmar med et afslag, besluttede vi os til at dette IKKE var en mulighed længere. Så nu er planen at tilbringe de næste 4 måneder i Sydøstasien og se så meget som muligt og have masser af gode stunder ved lækre strande osv.
Vores ophold på Frasers Hill var også en test at teltenes dygtighed i regnvejr – hvilket viste sig ikke at være så god. Vi skal helt sikkert have fundet frem til en butik med imprægnerings-spray hvis ikke vi skal sove med våde madrasser de næste 4 måneder! Vi klarede os med plast-sække i alle hjørner og en laaaang tørresnor hvor dyner, madrasser og lign kunne tørre i dagstimerne med solskin.
Vi boede på en lille parkeringsplads ved et guesthouse - som dog var lukket – med den mest fantastiske udsigt ud over jungle, bjerge og med smuk solnedgang hver aften. 2 mins. gang derfra lå et torv med en foodcourt hvor vi spiste dejlig, billig mad 2 gange om dagen og som desuden havde en stor legeplads som ungerne tilbragte timer ved. Et par ture ud i junglen sammen med Marc blev det også til – her beundrede vi både fugleedderkopper, slanger, frøer, aber og mange, mange flotte fugle og sommerfugle.
Efter Frasers Hill kørte vi til et område der hedder Lake Chini – et sted med 12 små søer som Marc havde anbefalet os – faktisk har han lavet en lille seddel til os med nøjagtige beskrivelser af de gode camping-spots han har boet på rundt omkring i Malaysia og dette var én af dem
Her boede vi helt ned til søen hvor vi fiskede – dog igen uden held! Vi kunne få aftensmad ved et guesthouse lige ved siden af og her fik vi dejlig, hjemmelavet mad. Vi havde også bål de to af aftenerne og lavede snobrød og sad rundt om bålet og hørte Maria – og William - læse historie
Efter 2 dage her var vi igen på farten og nu kørte vi ud til østkysten og nordpå til en by der hedder Kuantan. En ret stor by hvor vi håbede at kunne få repareret PCen og skaffet nye sko til Maria. Klipklappere i junglen – fyldt med igler – er altså ikke et hit!
Vi fik liv i PCen igen – nu dog med et ekstern tastatur da dette åbenbart havde taget uoprettelig skade efter vand-badet.
Maria fandt også nogle sko og efter en meget urolig og utrolig varm overnatning lidt udenfor byen ned til en sø (åbenbart stedet hvor alle byens knallert-bander mødes om natten og alle pensionisterne mødes meget tidligt om morgenen for at dyrke Thai chi-agtig morgengymnastik til høj, høj ”musik”) kørte vi nu igen nordpå langs kysten.
Vi havde dog inden afgang taget en meget svær beslutning om at efterlade alle vores dyner! Vi må konstatere at det simpelthen er for varmt om natten til at vi kan have dynerne inde i teltene og det er fjollet at slæbe rundt på dem de næste 4 måneder uden at bruge dem – så de hænger nu hen over en bænk i Kuantan. William var dog så knust over at skulle vinke farvel til sin dyne at vi lige inden afgang måtte tilbage og hente hans dyne – som han så nu skal sidde med fødderne på inde i bilen da der ikke er mere plads i bagaggerummet!
Sidst på eftermiddagen i dag ankom vi så til en lille by der hedder Kijal. Igen kørte vi efter Marcs anvisninger og fandt frem til et sted helt nede ved stranden hvor vi nu har slået lejr helt nede i sandet. Inden vi slog teltene op kørte vi ind til ”byen” (et lille landsbysamfund hvor der tydeligvis aldrig kommer europæiske turister som os!) Heldigvis for os er der ramaddan for tiden hvilket betyder at Malayerne ikke spiser i dagstimerne men til gengæld går helt amok omkring solnedgang og derfor er der små boder overalt sidst på dagen som sælger det lækreste mad. Vi fik købt lidt af hvert til aftensmad: Spyd med grillet kylling, bbq-grillet kyllingefileter, forårsruller, ris med nødder og lækker sauce, nudler samt kager og frugt.
Tilbage på stranden fik vi slået lejr og spiste vores festmåltid nede på stranden ved et lille borde-bænke-sæt.
Her er dejlig køligt og det blæser så vi glæder os til en dejlig, rolig og kølig nat!
onsdag den 11. august 2010
Kamera og Nintendo shopping
Onsdag d. 11. august 2010:
Efter en dejlig nat på hotel Zass stod Rune op kl. 8.30 og kørte Brumbassen ud til service. Vi andre sov lidt længere og efter lidt nem morgenmad vi selv lavede tjekkede vi ud fra hotellet og gik den velkendte tur hen til Times Square indkøbscenter. Vi mødtes med Rune omkring kl. 12 og sammen gik vi ud for at finde en Nintendo til Lilli. Vi havde tidligere fået en rigtig god pris på en Nintendo DSI XL (for ikke-kendere er dette en nyere og større model med flere funktioner end den hun havde) Vi gik tilbage til samme butik og købte denne til hende. Mange penge, men vi håber på at forsikringen vil dække tyveriet. Bagefter startede en lang og grusom kamp for at finde et nyt kamera! Vi var SÅ glade for det kamera som vi havde lånt af Georgi og Birgitte men desværre kunne denne model ikke længere fås! Den nye model virkede ikke nær så god og vi stødte desuden ind i et uventet problem! Det kamera vi fik stjålet brugte 4 x AA batterier men alle nyere kamera bruger et lille firkantet batteri som skal oplades. Og hvordan gør man dette når man bor i en bil og der ikke findes 12 volts lader til disse kamera?? Så vi endte med at købe det ENESTE kamera som kan lades via USB – altså på vores lille PC – et lille meget kompakt Samsung. Egentlig et fint kamera men slet ikke samme liga som det kamera vi fik stjålet. Ærgeligt .. men mon ikke vi overlever?
Efter denne opslidende kamera-jagt gik vi tilbage til bilen og kørte nu igen tilbage til Stivens 4x4 shop. Han havde fortalt os om et sted oppe på et bjerg hvor vi kunne få lov at campere … så han kørte foran os derop for at vide vej. Efter at have kæmpet os igennem tæt trafik ud af byen kom vi op ad et bjerg og hen til det smukkeste sted - Fish Farm hed restauranten som lå helt øde her oppe på bjerget. Et rigtig dejligt sted med den smukkeste restaurant beliggende ved en lille sø hvori de fisk der bliver serveret i restauranten opdrættes. Bordene er placeret rundt langs søen og man sidder sågar på pontoner ude på vandet! Vi fik et fest-måltid uden lige med hel fisk, store tiger-rejer, kyllig, ris og kål – alt sammen utroligt lækkert og endda ikke så dyrt.
Vi havde en rolig nat – dog meget varmt og vågnede op til dejlig solskin. Desværre vågnede vi også op til at Marias eneste par sko var blevet tygget igennem af nogle hunde som strejfede rundt på pladsen!
Vi brugte formiddagen på at få ryddet op i bilen og lavet et par justeringer mht til opbevaring på taget. Vi kæmpede med varmen og til sidst måtte Rune ned at sidde – han var blevet dårlig af at kravle rundt på taget af bilen i den ulidelige hede!
Vi fik besøg af et par folk som arbejdede på restauranten og de viste os hen til deres ”tjenestebolig” og tilbød os et koldt brusebad inden vi skulle videre. Tjenesteboligen var en række blikskure med en meget beskidt madras på gulvet og intet andet - badet var et lille åben træskur med et stor balje med regnvand og en øse – men ikke desto mindre et af de mest tiltrængte kolde bade vi nogensinde har taget
Vi vinkede farvel til stedet og de søde folk og begav os igen ind til Stevens 4x4 shop. Han havde arrangeret at vores over-sejl til tagteltene blev modificeret således at der kom et ekstra tykt vandtæt materiale på indersiden af oversejlet. Det originale sejl var efterhånden så slidt at der var flere huller i. Vi hentede disse sejl hos Stiven (han havde fået dem med dagen før) og netop mens vi kravlede rundt på bilen for at få over-sejlene hen over de ubeskyttede telte – begyndte det at øs-regne. Vi nåede det lige akkurat inden teltene blev gennemblødte! Vi kørte nu igen ud af byen i heftig trafik og nåede frem til Klang inden det blev mørkt. Vi fandt et passende sted at overnatte – ved en fodboldbane midt i byen – hvor der passende nok også var en lille restaurant hvor vi spiste aftensmad.
Efter at have været i hjemmebio ude foran bilen (vi så en af ungernes tegnefilm på PCen) gik alle til ro i teltene – og det blev igen en meget varm nat!
I morgen skal vi ind til shippingagenten for at hente nye spændebånd – han har skaffet os nye da dem vi havde medbragt var blevet klippet over af havnepersonalet da containeren blev tømt.
Efter en dejlig nat på hotel Zass stod Rune op kl. 8.30 og kørte Brumbassen ud til service. Vi andre sov lidt længere og efter lidt nem morgenmad vi selv lavede tjekkede vi ud fra hotellet og gik den velkendte tur hen til Times Square indkøbscenter. Vi mødtes med Rune omkring kl. 12 og sammen gik vi ud for at finde en Nintendo til Lilli. Vi havde tidligere fået en rigtig god pris på en Nintendo DSI XL (for ikke-kendere er dette en nyere og større model med flere funktioner end den hun havde) Vi gik tilbage til samme butik og købte denne til hende. Mange penge, men vi håber på at forsikringen vil dække tyveriet. Bagefter startede en lang og grusom kamp for at finde et nyt kamera! Vi var SÅ glade for det kamera som vi havde lånt af Georgi og Birgitte men desværre kunne denne model ikke længere fås! Den nye model virkede ikke nær så god og vi stødte desuden ind i et uventet problem! Det kamera vi fik stjålet brugte 4 x AA batterier men alle nyere kamera bruger et lille firkantet batteri som skal oplades. Og hvordan gør man dette når man bor i en bil og der ikke findes 12 volts lader til disse kamera?? Så vi endte med at købe det ENESTE kamera som kan lades via USB – altså på vores lille PC – et lille meget kompakt Samsung. Egentlig et fint kamera men slet ikke samme liga som det kamera vi fik stjålet. Ærgeligt .. men mon ikke vi overlever?
Efter denne opslidende kamera-jagt gik vi tilbage til bilen og kørte nu igen tilbage til Stivens 4x4 shop. Han havde fortalt os om et sted oppe på et bjerg hvor vi kunne få lov at campere … så han kørte foran os derop for at vide vej. Efter at have kæmpet os igennem tæt trafik ud af byen kom vi op ad et bjerg og hen til det smukkeste sted - Fish Farm hed restauranten som lå helt øde her oppe på bjerget. Et rigtig dejligt sted med den smukkeste restaurant beliggende ved en lille sø hvori de fisk der bliver serveret i restauranten opdrættes. Bordene er placeret rundt langs søen og man sidder sågar på pontoner ude på vandet! Vi fik et fest-måltid uden lige med hel fisk, store tiger-rejer, kyllig, ris og kål – alt sammen utroligt lækkert og endda ikke så dyrt.
Vi havde en rolig nat – dog meget varmt og vågnede op til dejlig solskin. Desværre vågnede vi også op til at Marias eneste par sko var blevet tygget igennem af nogle hunde som strejfede rundt på pladsen!
Vi brugte formiddagen på at få ryddet op i bilen og lavet et par justeringer mht til opbevaring på taget. Vi kæmpede med varmen og til sidst måtte Rune ned at sidde – han var blevet dårlig af at kravle rundt på taget af bilen i den ulidelige hede!
Vi fik besøg af et par folk som arbejdede på restauranten og de viste os hen til deres ”tjenestebolig” og tilbød os et koldt brusebad inden vi skulle videre. Tjenesteboligen var en række blikskure med en meget beskidt madras på gulvet og intet andet - badet var et lille åben træskur med et stor balje med regnvand og en øse – men ikke desto mindre et af de mest tiltrængte kolde bade vi nogensinde har taget
Vi vinkede farvel til stedet og de søde folk og begav os igen ind til Stevens 4x4 shop. Han havde arrangeret at vores over-sejl til tagteltene blev modificeret således at der kom et ekstra tykt vandtæt materiale på indersiden af oversejlet. Det originale sejl var efterhånden så slidt at der var flere huller i. Vi hentede disse sejl hos Stiven (han havde fået dem med dagen før) og netop mens vi kravlede rundt på bilen for at få over-sejlene hen over de ubeskyttede telte – begyndte det at øs-regne. Vi nåede det lige akkurat inden teltene blev gennemblødte! Vi kørte nu igen ud af byen i heftig trafik og nåede frem til Klang inden det blev mørkt. Vi fandt et passende sted at overnatte – ved en fodboldbane midt i byen – hvor der passende nok også var en lille restaurant hvor vi spiste aftensmad.
Efter at have været i hjemmebio ude foran bilen (vi så en af ungernes tegnefilm på PCen) gik alle til ro i teltene – og det blev igen en meget varm nat!
I morgen skal vi ind til shippingagenten for at hente nye spændebånd – han har skaffet os nye da dem vi havde medbragt var blevet klippet over af havnepersonalet da containeren blev tømt.
tirsdag den 10. august 2010
Sammen igen
Tirsdag d. 10. august 2010:
Efter at have fundet ud af at få sat et online vækkeur kl. 3 i nat blev vi vækket kl 06.30 af PCen!
Vi fik pakket det sidste i rygsækkene og kl. 07.10 tjekkede vi ud fra Seagull Beach Resort og vinkede farvel til vores hjem de sidste 8 dage.
Hotel-fatter kørte os til færgen og vi kom uden problemer over til Lumut med færgen. En dejlig tur i den friske morgen-luft hvor vi sad ude på dækket af den lille færge og nød udsigten til alle de små ubeboede øer vi passerede undervejs.
Efter lidt problemer med at finde Rune –som vi troede stod klar med åben arme ved færge-lejet – spottede Williamm og Lilli ham endelig efter en halv time i uvished. Vi havde ingen tlf og ingen Internet så vi kunne ikke ringe til ham! Han havde sovet ikke så langt derfra på en parkeringsplads hvor han havde haft det ene telt slået op. Vi fik proppet en rygsæk mere ind i Brumbassens bagage-rum! Og så var vi på vej. Første stop gjorde vi allerede efter 15 min da vi spottede en McD hvor vi kunne få morgenmad
Vi nåede til Klang (hvor Rune havde tilbragt de sidste par dage med at få bilen frigjort). Her fandt vi hen til shippingkontoret hvor Rune fik ordnet de sidste detaljer og vi fik hentet Runes rygsæk som havde været opbevaret her.
Bagefter brugte vi en halv times tid på parkeringspladsen med at få ryddet op i bagagerummet. Nu havde vi jo pludselig 4 rygsække hvor indholdet skulle fordeles ud i diverse kasser for at få plads til det hele. Vi svedte og svedte men jobbet skulle gøres inden vi kunne komme videre. Børnene sad tålmodigt og ventede i bilen mens de svedte mindst ligeså meget som os.
Turen tilbage til Kuala Lumpur gik uden problemer og vi fandt hen til vores hotel fra tidligere: Hotel Zass. De blev glade for at se os igen og vi bookede det samme værelse som sidst. Vi hastede videre – vi ville ud til en 4x4 shop som Rune vidste lå i Kuala Lumpur. Selvom det kun var ca 3 km fra hotellet tog det ca 40 min at komme derud pga tæt, tæt trafik! Men vi fandt det og heldigvis var der stadig åben. Vi blev modtaget af en meget venlig mand og hans kone som bød på en kold øl og sodavand hvilket var tiltrængt. Det viste sig at Stiven er en mand med utrolig mange kontakter indenfor 4x4-Verdenen og Rune og ham kunne tale i flere dage omkring biler, diverse løb (Han er bla involveret i Rainforest Challenge-løb som afholdes hvert år her i Malaysia. Rune kender et par fyre fra DK som har deltaget i dette flere gange og Rune drømmer selv om at opleve dette engang). Efter en hyggelig stund hos Stiven og en aftale om at Rune kan komme tilbage i morgen kl. 9.30 og få lavet service på Brumbassen fandt vi en kinesisk restaurant om hjørnet hvor vi spiste dejlig aftensmad. Vi var tilbage på hotellet kl. ca 20.30 og alle var trætte efter at have været tidligt oppe og vi gik alle tidligt i seng. En dag med meget køren i bil men også dejligt at være tilbage på 4 hjul. I morgen har vi nogle opgaver: service på Brumbassen samt indkøb af kamera og Nintendo.
Efter at have fundet ud af at få sat et online vækkeur kl. 3 i nat blev vi vækket kl 06.30 af PCen!
Vi fik pakket det sidste i rygsækkene og kl. 07.10 tjekkede vi ud fra Seagull Beach Resort og vinkede farvel til vores hjem de sidste 8 dage.
Hotel-fatter kørte os til færgen og vi kom uden problemer over til Lumut med færgen. En dejlig tur i den friske morgen-luft hvor vi sad ude på dækket af den lille færge og nød udsigten til alle de små ubeboede øer vi passerede undervejs.
Efter lidt problemer med at finde Rune –som vi troede stod klar med åben arme ved færge-lejet – spottede Williamm og Lilli ham endelig efter en halv time i uvished. Vi havde ingen tlf og ingen Internet så vi kunne ikke ringe til ham! Han havde sovet ikke så langt derfra på en parkeringsplads hvor han havde haft det ene telt slået op. Vi fik proppet en rygsæk mere ind i Brumbassens bagage-rum! Og så var vi på vej. Første stop gjorde vi allerede efter 15 min da vi spottede en McD hvor vi kunne få morgenmad
Vi nåede til Klang (hvor Rune havde tilbragt de sidste par dage med at få bilen frigjort). Her fandt vi hen til shippingkontoret hvor Rune fik ordnet de sidste detaljer og vi fik hentet Runes rygsæk som havde været opbevaret her.
Bagefter brugte vi en halv times tid på parkeringspladsen med at få ryddet op i bagagerummet. Nu havde vi jo pludselig 4 rygsække hvor indholdet skulle fordeles ud i diverse kasser for at få plads til det hele. Vi svedte og svedte men jobbet skulle gøres inden vi kunne komme videre. Børnene sad tålmodigt og ventede i bilen mens de svedte mindst ligeså meget som os.
Turen tilbage til Kuala Lumpur gik uden problemer og vi fandt hen til vores hotel fra tidligere: Hotel Zass. De blev glade for at se os igen og vi bookede det samme værelse som sidst. Vi hastede videre – vi ville ud til en 4x4 shop som Rune vidste lå i Kuala Lumpur. Selvom det kun var ca 3 km fra hotellet tog det ca 40 min at komme derud pga tæt, tæt trafik! Men vi fandt det og heldigvis var der stadig åben. Vi blev modtaget af en meget venlig mand og hans kone som bød på en kold øl og sodavand hvilket var tiltrængt. Det viste sig at Stiven er en mand med utrolig mange kontakter indenfor 4x4-Verdenen og Rune og ham kunne tale i flere dage omkring biler, diverse løb (Han er bla involveret i Rainforest Challenge-løb som afholdes hvert år her i Malaysia. Rune kender et par fyre fra DK som har deltaget i dette flere gange og Rune drømmer selv om at opleve dette engang). Efter en hyggelig stund hos Stiven og en aftale om at Rune kan komme tilbage i morgen kl. 9.30 og få lavet service på Brumbassen fandt vi en kinesisk restaurant om hjørnet hvor vi spiste dejlig aftensmad. Vi var tilbage på hotellet kl. ca 20.30 og alle var trætte efter at have været tidligt oppe og vi gik alle tidligt i seng. En dag med meget køren i bil men også dejligt at være tilbage på 4 hjul. I morgen har vi nogle opgaver: service på Brumbassen samt indkøb af kamera og Nintendo.
mandag den 9. august 2010
Rune i Port Klang
Mandag d. 9. august 2010:
Efter en god nats søvn gik vi ud i fælles-området og lavede vores egen morgenmad: ristet brød med toast-ost og marmelade og havregryn med mælk. Efter morgenmaden gik vi alle 4 på stranden – jeg havde sagt at alle SKULLE med – nu måtte det være nok med at hænge på værelset – vi trængte til frisk luft og strand! Vi havde et par dejlige timer på stranden. Det er en fantastisk lækker strand med helt fint sand, masser af flotte muslinger, sneglehuse osv og klart vand. På selve stranden står en masse træer som hænger ud over vandkanten – så man behøver ingen parasol for at få skygge. Der hænger desuden masser af reb og gynger som kan bruges til at svinge sig ud i vandet med
Rune sad desværre alene på sit værelse i Klang og spiste toastbrød og ventede på at Shipping agenten skulle møde op på kontoret. Ved 1130 tiden kom en pige ved navn Vivian som arbejdede for det firma som forestod selve handlingen af Brumbassen. Hun kørte Rune ind til Kuala Lumpur hvor de skulle have et forsikringsbevis hos selve transport ministeriet. Da de ankom var det frokostpause, så Rune og Vivian gik ned i kantinen som lå under bygningen. Der var fyldt med masser af boder hele vejen rundt langs med væggen i den omkring 500kvm store kantine. Selve udstedelsen tog kun 10 minutter og så mente Vivian at de lige kunne nå at køre tilbage til havnen og få udleveret bilen. På havneområdet tog det ikke lang tid at lokalisere kontaineren, folkene på kontoret blev ved med at snakke om kontaineren med Landroveren. Rune blev lidt nervøs, eftersom det ikke fremgik nogen steder hvad mærke bilen var. Hans nervøsitet blev bekræftet da de åbnede kontaineren. Inden for dørene stod kun bilen, alle teltene og det grej vi havde stillet bagved bilen var væk. Det viste sig at folkene på havnen havde åbnet kontaineren, tømt den for løsdele og lagt det på en palle. Derefter var de gået i gang med at tage bilen ud, velvidende at de ikke havde nøglen. Alle stropperne som skulle holde bilen på plads(og som vi havde lånt af Palle og Gitte, www.barskeberta.dk) var ikke blevet åbnet, men skåret over.
Rune var rasende og folkene på havnen flygtede. Efter lidt nedkølingstid, skulle bilen jo ud af kontaineren. Den kunne desværre ikke starte, eftersom den havde stået med et eller andet elektrisk tændt i omkring en måned. De fik den trukket ud af containeren, sat startkabler på og efter lidt tid sprang den i gang. Rune baksede i en times tid med at få alt grejet monteret igen og den Kinesiske Agent insisterede på at stå og kigge på. Han skulle åbenbart eskortere bilen ud af havneområdet.
(Tilbage hos familien) Om eftermiddagen slappede vi af på værelset og var kun lidt udenfor – ungerne var stadig ret matte – og meget tid blev brugt på værelset. Amelie, Lilli og jeg gik en tur ud for at købe bleer – selvom Amelie på den sidste uge er blevet rigtig god til at bruge toilettet, så har vi dog stadig brug for bleer
Senere omkring kl. 19 – efter at både Lilli og Amelie havde sovet en laaang lur – gik vi ned på stranden og badede, gravede sandslot og så solnedgangen. Alle hyggede sig og på vejen hjem spiste vi god aftensmad inden vi gik hjem og talte med Rune over Skype. Alle jublede da han kunne fortælle at han allerede sad i Brumbassen og var på vej op mod Pangkor! Desværre var den sidste færge sejlet og han var nødt til at finde et sted at sove indtil næste morgen. Vi aftale med Hotel-fatter at i morgen kl. 7 kører han os ind til færgen. Så da vi fandt ud af at vi skal så tidligt op i morgen, gik alle i seng. Jeg lå dog søvnløs indtil meget sent, da jeg kom i tanke om at jeg ingen vækkeur havde!! Vi glæder os til at gense Brumbassen og Rune i morgen.
Efter en god nats søvn gik vi ud i fælles-området og lavede vores egen morgenmad: ristet brød med toast-ost og marmelade og havregryn med mælk. Efter morgenmaden gik vi alle 4 på stranden – jeg havde sagt at alle SKULLE med – nu måtte det være nok med at hænge på værelset – vi trængte til frisk luft og strand! Vi havde et par dejlige timer på stranden. Det er en fantastisk lækker strand med helt fint sand, masser af flotte muslinger, sneglehuse osv og klart vand. På selve stranden står en masse træer som hænger ud over vandkanten – så man behøver ingen parasol for at få skygge. Der hænger desuden masser af reb og gynger som kan bruges til at svinge sig ud i vandet med
Rune sad desværre alene på sit værelse i Klang og spiste toastbrød og ventede på at Shipping agenten skulle møde op på kontoret. Ved 1130 tiden kom en pige ved navn Vivian som arbejdede for det firma som forestod selve handlingen af Brumbassen. Hun kørte Rune ind til Kuala Lumpur hvor de skulle have et forsikringsbevis hos selve transport ministeriet. Da de ankom var det frokostpause, så Rune og Vivian gik ned i kantinen som lå under bygningen. Der var fyldt med masser af boder hele vejen rundt langs med væggen i den omkring 500kvm store kantine. Selve udstedelsen tog kun 10 minutter og så mente Vivian at de lige kunne nå at køre tilbage til havnen og få udleveret bilen. På havneområdet tog det ikke lang tid at lokalisere kontaineren, folkene på kontoret blev ved med at snakke om kontaineren med Landroveren. Rune blev lidt nervøs, eftersom det ikke fremgik nogen steder hvad mærke bilen var. Hans nervøsitet blev bekræftet da de åbnede kontaineren. Inden for dørene stod kun bilen, alle teltene og det grej vi havde stillet bagved bilen var væk. Det viste sig at folkene på havnen havde åbnet kontaineren, tømt den for løsdele og lagt det på en palle. Derefter var de gået i gang med at tage bilen ud, velvidende at de ikke havde nøglen. Alle stropperne som skulle holde bilen på plads(og som vi havde lånt af Palle og Gitte, www.barskeberta.dk) var ikke blevet åbnet, men skåret over.
Rune var rasende og folkene på havnen flygtede. Efter lidt nedkølingstid, skulle bilen jo ud af kontaineren. Den kunne desværre ikke starte, eftersom den havde stået med et eller andet elektrisk tændt i omkring en måned. De fik den trukket ud af containeren, sat startkabler på og efter lidt tid sprang den i gang. Rune baksede i en times tid med at få alt grejet monteret igen og den Kinesiske Agent insisterede på at stå og kigge på. Han skulle åbenbart eskortere bilen ud af havneområdet.
(Tilbage hos familien) Om eftermiddagen slappede vi af på værelset og var kun lidt udenfor – ungerne var stadig ret matte – og meget tid blev brugt på værelset. Amelie, Lilli og jeg gik en tur ud for at købe bleer – selvom Amelie på den sidste uge er blevet rigtig god til at bruge toilettet, så har vi dog stadig brug for bleer
Senere omkring kl. 19 – efter at både Lilli og Amelie havde sovet en laaang lur – gik vi ned på stranden og badede, gravede sandslot og så solnedgangen. Alle hyggede sig og på vejen hjem spiste vi god aftensmad inden vi gik hjem og talte med Rune over Skype. Alle jublede da han kunne fortælle at han allerede sad i Brumbassen og var på vej op mod Pangkor! Desværre var den sidste færge sejlet og han var nødt til at finde et sted at sove indtil næste morgen. Vi aftale med Hotel-fatter at i morgen kl. 7 kører han os ind til færgen. Så da vi fandt ud af at vi skal så tidligt op i morgen, gik alle i seng. Jeg lå dog søvnløs indtil meget sent, da jeg kom i tanke om at jeg ingen vækkeur havde!! Vi glæder os til at gense Brumbassen og Rune i morgen.
søndag den 8. august 2010
Rune afsted for at hente Brumbassen
Søndag d. 8. august 2010:
Igen en stille dag pga de syge børn. Lilli er bedre men hoster nu rigtig meget! Amelie har det klart bedre nu hvor hun tager sin medicin – klager dog meget over ondt i maven og kan tilsyneladende ikke rigtig komme af med afføring. William synes ikke at få det bedre til trods for medicinen. Han har ikke høj feber men stadig lidt feber – så han vil helst bare ligge i sengen og lytte til lydbøger eller spille Nintendo og han har ingen appetit.
Formiddagen gik med at gøre Rune klar til at komme af sted – fik pakket så meget som muligt i hans rygsæk – fik sørget for at han huskede bilnøgler, kørekort og andre vigtige ting, så han kan få bilen af sted og fik lavet en plan for hvordan vi koordinerer at mødes ved færgen i Lumut. Han har taget vores eneste mobiltlf med og så må jeg ringe til ham 2 gange om dagen fra computeren vis Skype og høre hvorledes det går og hvornår vi kan forvente at kunne mødes ved færgen.
Inden han drog afsted spiste vi lidt frokost – vi fik lov at riste vores eget brød i køkkenet (vi er efterhånden blevet som en del af familien her og kan bruge køkkenet når vi har lyst) og vi fik lokket lidt ristet brød og youghurt i alle 3 børn.
Da Rune var sendt af sted kl. 14 – gik Amelie, Lilli og jeg en lille tur mens William blev på værelset. Hjemme igen så William og Lilli en film mens Amelie sov en lur. Herefter besluttede vi os for alle 4 at gå hen og se næsehornsfuglene blive fodret og da det var overstået gik William tilbage til værelset mens vi andre gik ned på stranden for at se solnedgangen. Vi 3 piger havde en superhyggelig stund sammen på stranden - vi byggede et stort sandslot med Amelies nye skovl og spand Vi samlede muslinger, Lilli og Amelie badede i de store bølger i hhv underbukser og ingenting Og vi beundrede den kæmpestore, ild-røde sol mens den dykkede ned i vandet langt ude i horisonten - de små både der lå og vuggede i skæret fra solen – og de andre små øer som ligger rundt om vores.
Der er i alt 9 øer hvoraf kun Pangkor og Laut er beboede. Laut ligger kun ca 1 km fra Pangkor men er ejet at ÉT resort som skulle være et af verdens mest luksuriøse steder at bo. Store villaer med privat pool, strand, have – gourmet restaurant, en hel spa-by og eget færge selskab så gæsterne ikke skal sidde i den samme færge som os andre dødelige!
Kl. 19.30 gik vi hjem til William og alle fik en skylletur under bruseren. Amelie var så uheldig at falde på det glatte gulv og banke hovedet lige ned i sengen – hun får en bule i panden og så ser det også ud til at den lille streng der sidder under overlæben rev sig lidt løs – men hun er en hård negl og græd knap nok, sagde bare igen og igen mens hun rystede på hovedet: ”Skete ik noget, mor”
Jeg overlod til William og Lilli at passe på hende mens jeg skyndte mig ud efter noget aftensmad. 15 min efter var jeg tilbage igen med ris og kylling, fiskefilet og pommes frites, isthe og cola – halleluja for alle Malaysias effektive gadekøkkener
Efter aftensmaden, som alle – til moderens store glæde - spiste så rigelig af, gik vi ind på værelset og talte med mormor på Skype og herefter sov Lilli - udmattet af hosteriet!
William og jeg forsøgte at se en film, men Amelie nægtede at sove og gjorde alt hvad hun kunne for at genere os, til sidst vandt hun og vi gik alle i seng!
Igen en stille dag pga de syge børn. Lilli er bedre men hoster nu rigtig meget! Amelie har det klart bedre nu hvor hun tager sin medicin – klager dog meget over ondt i maven og kan tilsyneladende ikke rigtig komme af med afføring. William synes ikke at få det bedre til trods for medicinen. Han har ikke høj feber men stadig lidt feber – så han vil helst bare ligge i sengen og lytte til lydbøger eller spille Nintendo og han har ingen appetit.
Formiddagen gik med at gøre Rune klar til at komme af sted – fik pakket så meget som muligt i hans rygsæk – fik sørget for at han huskede bilnøgler, kørekort og andre vigtige ting, så han kan få bilen af sted og fik lavet en plan for hvordan vi koordinerer at mødes ved færgen i Lumut. Han har taget vores eneste mobiltlf med og så må jeg ringe til ham 2 gange om dagen fra computeren vis Skype og høre hvorledes det går og hvornår vi kan forvente at kunne mødes ved færgen.
Inden han drog afsted spiste vi lidt frokost – vi fik lov at riste vores eget brød i køkkenet (vi er efterhånden blevet som en del af familien her og kan bruge køkkenet når vi har lyst) og vi fik lokket lidt ristet brød og youghurt i alle 3 børn.
Da Rune var sendt af sted kl. 14 – gik Amelie, Lilli og jeg en lille tur mens William blev på værelset. Hjemme igen så William og Lilli en film mens Amelie sov en lur. Herefter besluttede vi os for alle 4 at gå hen og se næsehornsfuglene blive fodret og da det var overstået gik William tilbage til værelset mens vi andre gik ned på stranden for at se solnedgangen. Vi 3 piger havde en superhyggelig stund sammen på stranden - vi byggede et stort sandslot med Amelies nye skovl og spand Vi samlede muslinger, Lilli og Amelie badede i de store bølger i hhv underbukser og ingenting Og vi beundrede den kæmpestore, ild-røde sol mens den dykkede ned i vandet langt ude i horisonten - de små både der lå og vuggede i skæret fra solen – og de andre små øer som ligger rundt om vores.
Der er i alt 9 øer hvoraf kun Pangkor og Laut er beboede. Laut ligger kun ca 1 km fra Pangkor men er ejet at ÉT resort som skulle være et af verdens mest luksuriøse steder at bo. Store villaer med privat pool, strand, have – gourmet restaurant, en hel spa-by og eget færge selskab så gæsterne ikke skal sidde i den samme færge som os andre dødelige!
Kl. 19.30 gik vi hjem til William og alle fik en skylletur under bruseren. Amelie var så uheldig at falde på det glatte gulv og banke hovedet lige ned i sengen – hun får en bule i panden og så ser det også ud til at den lille streng der sidder under overlæben rev sig lidt løs – men hun er en hård negl og græd knap nok, sagde bare igen og igen mens hun rystede på hovedet: ”Skete ik noget, mor”
Jeg overlod til William og Lilli at passe på hende mens jeg skyndte mig ud efter noget aftensmad. 15 min efter var jeg tilbage igen med ris og kylling, fiskefilet og pommes frites, isthe og cola – halleluja for alle Malaysias effektive gadekøkkener
Efter aftensmaden, som alle – til moderens store glæde - spiste så rigelig af, gik vi ind på værelset og talte med mormor på Skype og herefter sov Lilli - udmattet af hosteriet!
William og jeg forsøgte at se en film, men Amelie nægtede at sove og gjorde alt hvad hun kunne for at genere os, til sidst vandt hun og vi gik alle i seng!
lørdag den 7. august 2010
Farvel til vores nye venner
Lørdag d. 7. august 2010:
William var den der stadig havde det dårligt denne dag og det meste af hans dag blev brugt på afslapning på værelset. Rune, Lilli og Amelie gik en tur til stranden hvor de mødte Karin, Klaus, Oliver og Mille – så blev der badet og leget. Maria fik William lokket med ud efter frokost – vi fandt et sted hvor han kunne få fiskefilet og pommes frites og endelig fik han spist godt med mad – efter ingen appetit at have haft i et par dage. De andre kom tilfældigvis forbi spisestedet på vej hjem fra stranden og Rune tog noget mad med hjem til deres frokost.
Vi kæmper en hård kamp for at få Amelie til at tage sin medicin. Det er i flydende form og selvom vi prøver at blande det i juice, cola, the, osv så NÆGTER hun at drikke det. Vi måtte ty til at Rune holdt hende mens jeg forsøgte at proppe det i munden på hende. Hun skreg og slog og sparkede og det endte med at hun spyttede det hele ud igen og vi kan jo ikke tvinge hende til at synke det!! Frygteligt at skulle gøre ”vold” mod hende på denne måde – og endda uden at få held til at få medicinen i hende. Vores egne medbragte børne-panodiler vil hun heller ikke have selvom de kan tygges og smager af banan og hun har derfor haft feber det meste af 2 dage nu! Senere på dagen forsøgte vi så med at give hende en kvart at de piller William har fået hos lægen – og det viser sig at hun meget hellere vil sluge en pille og vi fik held til at få medicinen i hende. Nu må hende og William så deles om hans piller – men mon ikke det går?
Hjemme spillede vi lidt kort og bordtennis - indtil alle børnene trængte til at hvile sig på værelset. Kl. 18 kom vores nye danske venner forbi og vi drak en øl/sodavand sammen inden vi gik ud for at spise aftensmad sammen. De rejser videre i morgen – de skal besøge 2 andre øer i Malaysia inden de rejser til Bali hvor de skal rejse rundt en måned. Så efter en hyggelig afskedsmiddag sagde vi farvel og forhåbentlig på gensyn engang
Hjemme på værelset så Rune, Lilli og William en film på computeren, mens Amelie sov og jeg læste bog. Vi håber at alle har det bedre i morgen. Rune tager af sted til Port Klang i morgen eftermiddag og jeg synes det kunne være rart, hvis ikke jeg skal have ene syge børn nu hvor jeg er alene med dem.
William var den der stadig havde det dårligt denne dag og det meste af hans dag blev brugt på afslapning på værelset. Rune, Lilli og Amelie gik en tur til stranden hvor de mødte Karin, Klaus, Oliver og Mille – så blev der badet og leget. Maria fik William lokket med ud efter frokost – vi fandt et sted hvor han kunne få fiskefilet og pommes frites og endelig fik han spist godt med mad – efter ingen appetit at have haft i et par dage. De andre kom tilfældigvis forbi spisestedet på vej hjem fra stranden og Rune tog noget mad med hjem til deres frokost.
Vi kæmper en hård kamp for at få Amelie til at tage sin medicin. Det er i flydende form og selvom vi prøver at blande det i juice, cola, the, osv så NÆGTER hun at drikke det. Vi måtte ty til at Rune holdt hende mens jeg forsøgte at proppe det i munden på hende. Hun skreg og slog og sparkede og det endte med at hun spyttede det hele ud igen og vi kan jo ikke tvinge hende til at synke det!! Frygteligt at skulle gøre ”vold” mod hende på denne måde – og endda uden at få held til at få medicinen i hende. Vores egne medbragte børne-panodiler vil hun heller ikke have selvom de kan tygges og smager af banan og hun har derfor haft feber det meste af 2 dage nu! Senere på dagen forsøgte vi så med at give hende en kvart at de piller William har fået hos lægen – og det viser sig at hun meget hellere vil sluge en pille og vi fik held til at få medicinen i hende. Nu må hende og William så deles om hans piller – men mon ikke det går?
Hjemme spillede vi lidt kort og bordtennis - indtil alle børnene trængte til at hvile sig på værelset. Kl. 18 kom vores nye danske venner forbi og vi drak en øl/sodavand sammen inden vi gik ud for at spise aftensmad sammen. De rejser videre i morgen – de skal besøge 2 andre øer i Malaysia inden de rejser til Bali hvor de skal rejse rundt en måned. Så efter en hyggelig afskedsmiddag sagde vi farvel og forhåbentlig på gensyn engang
Hjemme på værelset så Rune, Lilli og William en film på computeren, mens Amelie sov og jeg læste bog. Vi håber at alle har det bedre i morgen. Rune tager af sted til Port Klang i morgen eftermiddag og jeg synes det kunne være rart, hvis ikke jeg skal have ene syge børn nu hvor jeg er alene med dem.
fredag den 6. august 2010
En off-dag!
Fredag d. 6. august 2010:
Dagen startede med at både William og Amelie nu også plages af høj feber! Vi talte med vores hotel-fatter, T.J., om vores muligheder for at komme til læge med dem også og han ringede til lægen og lavede en aftale til kl. 19 samme aften. Så hele dagen gik med at passe syge børn på det kølige værelse – Rune tog dog væk sammen med T.J. et par timer – T.J havde fået øje på en lille dejlig bugt andetsteds på øen og vil ud og udforske mulighederne for evt at opkøbe stranden/jorden og bygge et resort mere. Rune tog gladelig med – ingen grund til at vi alle sammen skulle sidde på værelset og kukkelure hele dagen.
Jeg, Maria kunne ikke finde vores kamera men regnede med at Rune måske havde taget det med! Da Rune kom hjem viste det sig dog at han heller ikke vidste hvor det var. Lillis Nintendo manglede også. Jeg havde brugt begge dele inden jeg gik i seng aftenen før og ved med sikkerhed at jeg satte det lige indenfor døren – men nu var det altså væk! William havde ligget på værelset og sovet det meste af dagen og nogen må have været inde på vores værelse og snuppe tingene imens vi andre har siddet ude i fællesområdet og spillet kort! Døren havde vi af gode grunde ikke låst – for så ville vi jo låse William inde på værelset! Ejeren T.J. blev meget oprørt over at høre dette og efter at have sendt personalet ud og lede i området (han troede måske nogle aber havde snuppet tingene hvis døren havde stået på klem) kørte han Rune til politistationen og vi fik skrevet en rapport så vi kan melde tyveriet til forsikringen. Da Rune senere hæver penge – 1000 ringit (ca 1800 kr.) spytter hæveautomaten 50 ringit for lidt ud og bankpersonalet siger at det sker aldrig og tror ikke på at det er rigtigt!
Besøget hos lægen går dog fint og nu er alle 3 børn på samme kur – Lilli har haft det meget bedre i dag og forhåbentlig får de to andre det bedre i morgen.
Aftensmad købte vi på vejen hjem og spiste hjemme på hotellet. Ungerne ville intet have, men vi havde købt pommes frites og da de kom i tanke om at vi har remoulade i tasken var de alligevel sultne. Tænk hvad remoulade kan gøre når man er langt væk hjemmefra
På trods af dagens "ulykkerne" bevarer alle optimismen og vi føler os stadig trygge her på Pangkor.
Som lægen så klogt sagde: ved sådan en forholdsvis mild form for virus-infektion opbygger børnene immunforsvar så de er mere modstandsdygtige overfor andre mere alvorlige sygdomme såsom Malaria eller Dengue-fever. Sådan kan man vende noget negativt til positivt
torsdag den 5. august 2010
Endelig nogle legekammerater
Torsdag d. 5. august 2010:
Da vi vågnede havde Lilli igen meget høj feber og Maria tog hende med ind til byen for at blive tjekket af på en privatklinik som vores hotel-fatter kunne anbefale. Han kørte os igen begge veje og er i det hele taget utrolig omsorgsfuld og hjælpsom. Lægen tjekkede hende grundigt og jeg fik snakket med ham om vores bekymringer vedr disse forskellige ”jungle-fevers” de jo har herude og som vi ikke kender så meget til. Han mente ikke det var en alvorlig feber-sygdom men en mere mild form for feber som oftest ses hos mindre børn – han kaldte det ”joint-fever” hvilket passer meget godt med at Lilli har haft ondt i arme og ben sådan on and of de sidste par dage – men vi troede bare det var vokseværk! Han mente der var bakterie tilstede og hun får derfor nu noget antibiotika og noget febernedsættende medicin. Hvis ikke hun er bedre efter weekenden så skal vi komme igen og så vil han tage en blodprøve for at kunne udelukke at det fx er ”dengue-fever”. Vi krydser fingrer for at hun snart får det bedre!
Da vi kom hjem igen kl. 10.30 sad de andre og spiste morgenmad i hotellets "restaurant” – sammen med den danske familie vi mødte i går. Deres hotel havde nemlig pludselig lukket for morgenmaden da kokkens kone skulle føde! Senere tog de på stranden sammen mens Lilli og jeg blev hjemme.
Da vi vågnede havde Lilli igen meget høj feber og Maria tog hende med ind til byen for at blive tjekket af på en privatklinik som vores hotel-fatter kunne anbefale. Han kørte os igen begge veje og er i det hele taget utrolig omsorgsfuld og hjælpsom. Lægen tjekkede hende grundigt og jeg fik snakket med ham om vores bekymringer vedr disse forskellige ”jungle-fevers” de jo har herude og som vi ikke kender så meget til. Han mente ikke det var en alvorlig feber-sygdom men en mere mild form for feber som oftest ses hos mindre børn – han kaldte det ”joint-fever” hvilket passer meget godt med at Lilli har haft ondt i arme og ben sådan on and of de sidste par dage – men vi troede bare det var vokseværk! Han mente der var bakterie tilstede og hun får derfor nu noget antibiotika og noget febernedsættende medicin. Hvis ikke hun er bedre efter weekenden så skal vi komme igen og så vil han tage en blodprøve for at kunne udelukke at det fx er ”dengue-fever”. Vi krydser fingrer for at hun snart får det bedre!
Da vi kom hjem igen kl. 10.30 sad de andre og spiste morgenmad i hotellets "restaurant” – sammen med den danske familie vi mødte i går. Deres hotel havde nemlig pludselig lukket for morgenmaden da kokkens kone skulle føde! Senere tog de på stranden sammen mens Lilli og jeg blev hjemme.
Efter at have sovet nogle timer havde Lilli det bedre og vi gik hen på stranden og fandt de andre og fik badet lidt.
Kl. ca 15 gik vi tilbage til byen og fandt et hyggeligt lille køkken hvor alle spiste frokost. Resten af eftermiddagen gik med afslapning på hotellet. Kl. 18.30 gik vi hen for at se næsehornsfuglene blive fordret og William løb hen og hentede de andre danskere så de også kunne opleve dette!
Bagefter gik alle hjem til os og vi hyggede med lidt øl og sodavand mens børnene spillede bordtennis og badede i den lille pool.
Senere gik vi alle ud og fandt et hyggeligt lille sted helt nede ved vandkanten hvor vi spiste seafood. Vi stod selv udenfor og valgte hvilke fisk,blæksprutter, rejer, osv vi ville have og så grillede kokken det hele (efter at have renset og gjort ved omme bagved). Alle synes det var lækkert og ungerne synes det var sjovt at spise hele blæksprutter!
onsdag den 4. august 2010
En tur til lægen med Lilli
Onsdag d. 4. august 2010:
Lilli vågnede tidligt med høj feber! Mens Rune og Amelie blev hjemme ved Lilli gik William og jeg en tur ned til stranden og snorklede en times tid.
Lilli sov hele dagen på det kølige værelse, men var alligevel brændvarm. Kl. 15 tog Maria hende med til læge i en by 10 min herfra (vores hotel-fatter kørte os) Lilli blev tjekket – meget overfladisk – på en offentlig klinik og lægen ville give hende antibiotika mod feberen. Jeg, Maria, sagde dog nej tak til dette. Hvis lægen mente han havde undersøgt Lilli og var sikker på hun ikke fejlede noget udover feberen, så ville jeg foretrække at give hende nogle af vores egne panodiler som virker fint febernedsættende. Så vi kørte hjem igen. Jeg aftalte med ejeren af hotellet at hvis ikke hun er bedre i morgen så vil han køre os til en privat-klinik og få hende tjekket.
Hjemme igen havde de andre været ude at spise frokost og jeg hentede lidt ris og isthe til Lilli. Imens badede William og Amelie i den lille pool.
En times tid efter at Lilli havde fået en af vores børne-panodiler fik hun det bedre og resten af eftermiddagen sad vi på hotellets fælles område og hyggede. Vi spillede bordtennis og dart – kun forstyrret af en fræk abe som langsomt nærmede sig os og pludselig snuppede den vores lille pose med muslinger og koraller som vi havde samlet på stranden. William råbte op og aben smed posen fra sig igen. Vi gav den i stedet en kiks og det blev den glad for
Også næsehornsfuglene som sidder i træet lige over vores hoveder fik lidt kiks.
Da kl. var blevet 19 gik vi hen af vores vej for at finde et sted at spise aftensmad og igen så vi næsehornsfuglene blive fodret! Aftensmaden blev indtaget på et lidt finere ressort som ligger helt nede ved stranden men alligevel kun 2 min gang fra vores hotel. Vi spottede straks en dansk familie og efter lidt snak henover bordene var vi enige om at vi ligeså godt kunne rykke sammen og spise i fællesskab. De rejser i 3 måneder og er fra Nørrebro i København. De har to børn med – Oliver og Mille som er samme alder som William og Lilli Det blev til en rigtig hyggelig aften og børnene hyggede sig med at lege med nogle andre danske, jævnaldrene børn. Lilli var dog stadig noget sløj og vi måtte hjem og have hende i seng da vi havde spist. Vi har aftalt med dem at vi tager på stranden sammen i morgen – de har været på en super-dejlig strand kun 10 mins gang herfra, så der vil vi tage med hen og så forsøge at snorkle lidt.
Inden vi gik i seng insisterede vores hotel-fatter på at han ville køre til byen og købe nogle ”plastre” som Lilli skal sove med om natten for at slå feberen ned. Det er noget kinesisk ”medicin” og vi var åbne for at prøve det. Det er en slags koldt omslag med en smule eucaluptus-duft og Lilli synes det var dejlig kølende at få på. Sikke en service kl. 23 om aftenen!
tirsdag den 3. august 2010
Pulau Pangkor
Tirsdag d. 3. august 2010:
Første dag på Pulau Pangkor
Sov som sædvanlig længe – spiste morgenmad på hotellet – stedet hedder Seagull Beach Resort og det lyder vældig fint, men faktisk er det ret low-budget og det kan vist også godt kaldes et ressort af ældre dato. Dog er personalet super søde og hjælpsomme og vi mangler bestemt ikke noget. Det er sjovt så lidt der faktisk skal til for at man er tilfreds med livet mens man bor på hotel: Her kan vi få kogende vand til en ”cup-noodle” eller kaffe/the man selv har med. Der er en drikkevandsbeholder med kold, rent vand. Der er simpel, billig morgenmad. Stedet har et ”bibliotek” hvor man kan bytte bøger, der er WiFi på værelserne og Pc´er til rådighed med printer osv. Ejeren kører os gladelig hvis vi har et ærinde i en af de andre byer, osv. Vi får den bedste service vi har fået på hele turen.
Men vi havde et par dejlige timer i vandet og hvor der blev snorklet på livet løs. William og Maria brugte lang tid på at finde flotte konkylier, muslinger, koraller osv. Maria spottede dem og så dykkede William ned efter dem
Efter at have været hjemme under bruseren gik vi en tur langs stranden og fandt et lille køkken hvor vi spiste frokost. På disse gadekøkkener er der sjældent noget at vælge imellem og her kunne man få ris og så var der 3-4 slags sauce med kød og grøntsager som man selv kunne tage ovenpå risene. Rune fik noget meget stærkt noget med rokke-filet! Det er meget alm her på øen at spise rokke.
Hjemme igen sov Amelie og Maria en lang lur mens Rune og de andre havde skole. Maria har desværre fanget sig en forkølelse/mild bihulebetændelse – nok pga de skift vi har mellem varmen udenfor og det kølige værelse med aircondition.Da vi blev sultne efter aftensmad ved 19-tiden gik vi ned af vores lille vej for at finde et sted at spise. Men lige 20 meter nede af den lille vej kunne vi se massevis af næsehornsfugle der sad på telefonledningerne lige overfor et lille hotel. Da vi kom nærmere kunne vi se at der stod en mand og fodrede dem med banan-stykker! Vi fik lov at give fuglene et par stykker – Rune og William var modige og gik helt hen til fuglene som stille og roligt snuppede et stykke banan fra deres hånd mens vi andre nøjedes med at kaste stykkerne højt op i luften så fuglene kastede sig ud efter dem og fløj over på modsatte side og ventede på mere. En vild oplevelse – især når man tænker på at vi for få dage siden var meget begejstrede over at se disse specielle og utroligt flotte fugle i et bur i fugleparken i Kuala Lumpur. Nu var der 30-40 stykker der baskede rundt om hovedet på os!
Efter at have fået lidt aftensmad ude i byen gik vi hjem og Lilli og William fik lov at hoppe i den meget lille pool der findes på hotellet (ejeren fyldte den straks op da han så at vi kom med børn ) Lilli begyndte at klage over smerter i arme og ben – vi regner med at det var vokseværk – og hun begyndte også at fryse helt vildt. Hun fik en børne-panodil og faldt nemt i søvn.
mandag den 2. august 2010
Afgang mod Pangkor
Mandag d. 2. august 2010:
Vækkeuret ringede kl. 8 men ingen gad op så vi sov til kl. 9
Efter lidt morgenmad som vi selv lavede nede i hotellets foyér , tjekkede vi ud fra hotel Zass efter 6 dage her. Hotellets personale har været meget servicemindede under opholdet og her inden vi rejste hjalp de også med at skaffe oplysninger omkring hvordan vi kunne komme til Pangkor. Så vi tog toget 5 stop hen til en busstation hvorfra vi havde fået at vide at bussen kørte til Lumut hvorfra vi skal med færge til selve Pangkor. Desværre havde vores kære hotelpersonale fået fat på noget galt dér og det viste sig at være den forkerte bus-station. Vi måtte derfor ty til en taxa som kørte os hen til den rigtige busstation ca 10 min derfra.
Efter et par timers ventetid på busstationen sad vi endelig i bussen og var på vej mod Lumut.
4,5 time senere kunne vi stige på en lille færge i Lumut og efter 40 min på færgen var vi endelig på Pangkor. Vi skilte os ret meget ud på denne færge idet alle de andre passagerer var ”indfødte” og der kom tydeligvis ikke ret tit europæiske turister hér!
Vi havde mødt dog en pige fra Canada på færgen og sammen med hende tog vi en af øens lyserøde minibusser hen til vores hotel som vi havde booket på forhånd. Kl. var nu 20 og vi var alle sultne, så efter at have tjekket ind på hotellet, fandt vi et sted rundt om hjørnet hvor vi kunne få aftensmad. Faktisk er det en slags resort af ældre dato vi skal bo på, men vores værelse ligger ved jorden, har 5 senge og eget badeværelse og er ret billigt. Det ligger 2 min fra stranden og lidt tilbagetrukket i junglen. Første indtryk er rigtig godt og det er ikke mindst pga personalets høje serviceniveau Vi blev mødt af smilende, engelsk-talende ansatte/ejer og alt hvad vi har brug for er indenfor rækkevidde så vi har indtil videre ingen klager.
Aftensmaden fik vi rundt om hjørnet – man kan vel næppe kalde det en restaurant selvom der serveres mad dér. Ingen vægge, sand som underlag, meget spartanske og gamle borde og stole (havemøbler) og køkkenet var gemt bag nogle træplader men fuldt synligt for alle gæsterne. Men ikke desto mindre kommer der fantastisk mad ud derfra og til meget små penge. Vi er begge til stadighed forundret over at der kan komme så dejlig mad ud af så lidt? Det sætter virkelig tingene i perspektiv ….. når man tænker over hvordan det er i DK hvor man skal have lokaler med dyr husleje, have et spritnyt køkken efter levnedsmiddelstyrelsens strenge regler, fancy inventar osv osv osv inden man kan starte en restaurant! Her skal der virkelig et minimum til for at man kan starte sit eget spisested. Her handler det nemlig om det vigtigste: at lave lækker mad!! Man kan godt synes at fokus er lidt forkert i DK hvor det at starte en restaurant synes at handle om alt mulig andet end god mad.
Vi er indtil videre glade for vores beslutning om at komme her til øen og nu glæder vi os til at se hvordan det hele ser ud i dagslys i morgen
Vækkeuret ringede kl. 8 men ingen gad op så vi sov til kl. 9
Efter lidt morgenmad som vi selv lavede nede i hotellets foyér , tjekkede vi ud fra hotel Zass efter 6 dage her. Hotellets personale har været meget servicemindede under opholdet og her inden vi rejste hjalp de også med at skaffe oplysninger omkring hvordan vi kunne komme til Pangkor. Så vi tog toget 5 stop hen til en busstation hvorfra vi havde fået at vide at bussen kørte til Lumut hvorfra vi skal med færge til selve Pangkor. Desværre havde vores kære hotelpersonale fået fat på noget galt dér og det viste sig at være den forkerte bus-station. Vi måtte derfor ty til en taxa som kørte os hen til den rigtige busstation ca 10 min derfra.
Efter et par timers ventetid på busstationen sad vi endelig i bussen og var på vej mod Lumut.
4,5 time senere kunne vi stige på en lille færge i Lumut og efter 40 min på færgen var vi endelig på Pangkor. Vi skilte os ret meget ud på denne færge idet alle de andre passagerer var ”indfødte” og der kom tydeligvis ikke ret tit europæiske turister hér!
Vi havde mødt dog en pige fra Canada på færgen og sammen med hende tog vi en af øens lyserøde minibusser hen til vores hotel som vi havde booket på forhånd. Kl. var nu 20 og vi var alle sultne, så efter at have tjekket ind på hotellet, fandt vi et sted rundt om hjørnet hvor vi kunne få aftensmad. Faktisk er det en slags resort af ældre dato vi skal bo på, men vores værelse ligger ved jorden, har 5 senge og eget badeværelse og er ret billigt. Det ligger 2 min fra stranden og lidt tilbagetrukket i junglen. Første indtryk er rigtig godt og det er ikke mindst pga personalets høje serviceniveau Vi blev mødt af smilende, engelsk-talende ansatte/ejer og alt hvad vi har brug for er indenfor rækkevidde så vi har indtil videre ingen klager.
Aftensmaden fik vi rundt om hjørnet – man kan vel næppe kalde det en restaurant selvom der serveres mad dér. Ingen vægge, sand som underlag, meget spartanske og gamle borde og stole (havemøbler) og køkkenet var gemt bag nogle træplader men fuldt synligt for alle gæsterne. Men ikke desto mindre kommer der fantastisk mad ud derfra og til meget små penge. Vi er begge til stadighed forundret over at der kan komme så dejlig mad ud af så lidt? Det sætter virkelig tingene i perspektiv ….. når man tænker over hvordan det er i DK hvor man skal have lokaler med dyr husleje, have et spritnyt køkken efter levnedsmiddelstyrelsens strenge regler, fancy inventar osv osv osv inden man kan starte en restaurant! Her skal der virkelig et minimum til for at man kan starte sit eget spisested. Her handler det nemlig om det vigtigste: at lave lækker mad!! Man kan godt synes at fokus er lidt forkert i DK hvor det at starte en restaurant synes at handle om alt mulig andet end god mad.
Vi er indtil videre glade for vores beslutning om at komme her til øen og nu glæder vi os til at se hvordan det hele ser ud i dagslys i morgen
søndag den 1. august 2010
Sidste dag på Hotel Zass i Kuala Lumpur
Søndag d. 1. august 2010
Der kommer ikke meget lys ind ad vinduerne på vores værelse så vi vågnede først kl. 10. Vi, Maria og Rune havde ligget vågne meget af natten og snakket om vores planer, så vi nød at ungerne sov længe.
Dagen før havde vi købt lidt youghurt og toastbrød som vi kunne spise til morgenmad. Vi ville nødig stå i samme situation som dagen før. Dagens plan var at finde ud af vores næste træk. Der er stadig lang tid til bilen kommer og vi orker ikke storbyen længere. Senere på dagen ville vi så prøve at komme ud til tvillinge tårnene(Petrona Towers) og gå en tur i parken ved siden af.
Dagen gik lidt anderledes, William og Lilli fik lavet lektier og Amelie fes rundt og legede og lavede ballade. Vi har store problemer for tiden med at få hende til at høre efter. Hun reagerer ikke rigtig på at vi siger stop og bliver sure – hun griner bare og bliver ved. Hun synes det er sjovt at slå og sparke – hvilket ingen af os andre finder særlig sjovt – og forstår ikke at det er alvor når vi siger stop! Mega-frustrerende … håber snart vi kan få hende til at forstå hvor grænsen går. Jeg, Maria, er sikker på at vi selvfølgelig også ville have haft disse udfordringer hjemme i DK, men finder det faktisk svært at opdrage på Amelie mens vi rejser fordi jeg hele tiden må tænke på, at det jo også er en svær situation for en lille pige på 2 år – altid et nyt sted og masser af store oplevelser hver dag. Tit får hun simpelthen ikke brændt nok krudt af i løbet af dagen fordi vi sjældent opholder os steder hvor hun frit kan løbe omkring! Der er altid biler hun skal passe på eller trapper eller andre ”farer” der gør at hun må bæres eller sidde i klapvognen. En svær situation for alle, men vi prøver så godt vi kan at finde parker osv hvor hun kan få lov at løbe frit omkring.
Efter skole ville ungerne bare gerne lege på værelset og de voksne brugte derfor noget tid på at ligge en slagplan for hvor vi skal opholde os den næste uges tid. Vi vil ud af byen og har derfor fundet frem til en lille ø nordpå ved vestkysten – Palua Pangkor - hvor mange malaysiske turister tager hen. Ca 2 timer med bus eller tog og derefter 40 min med færge tager turen derud. Der skulle være nogle af de flotteste strande i Malaysia og masser af jungle, snorkel-muligheder mm. Vi fandt frem til 3 budget-”hotels” som Rune prøvede at ringe til. Det ene sted lød rigtig dejligt og kun 70 ringit (ca 140 kr) for en lille hytte med 4 sovepladser tæt på stranden. Det bookede vi og nu glæder vi os til at se hvordan det bliver i morgen.
Vi har talt meget de sidste par dage om hvad vores overordnede plan for resten af rejsen er: vi har jo egentlig planlagt at shippe og flyve hjem fra Malaysia eller Thailand, men nu er vi begyndt at tale om hvorvidt vi evt kan køre hele vejen hjem. Vi er derfor i gang med at undersøge en MASSE omkring: nyt Carnet til bilen, hvordan kommer vi igennem Myanmar (Burma) som efter sigende er HELT lukket land når man rejser i egen bil? Kan vi evt få lov at krydse ind over Kina i stedet og igennem til Indien, og 117 andre ting der skal undersøges inden vi kan tage en beslutning. Men vi er begge lidt hooked på at køre hjem – både fordi vi mener at vi har tiden til det og vil gerne opleve bla Indien – men også fordi vi kan se på økonomien at der måske ikke helt kan skrabes nok sammen til både en shipping mere OG 5 stk flybilletter. Vi synes også at vi får mere oplevelse for ”pengene” end hvis vi bare sætter Brumbassen på et skib hjem. Det er spændende at se hvad beslutningen bliver når engang vi får svar på alle vores spørgsmål
Efter en del arbejde på ”kontoret” gik vi alle en tur ud i vores kvarter hvor vi fandt et gadekøkken der serverede lækker nuddelsuppe med skaldyr. Der er utroligt mange gadekøkkener rundt i kvarteret og i dag var der rigtig søndags-stemning med masser af mennesker og familier på gaden. Vi gik en tur ind i det lokale indkøbscenter – hvor der er ALT andet end internationale forretninger Ungerne legede lidt i et lille legeland og bagefter købte vi lidt frugt og lign ind til vores rejsedag i morgen.
Hjemme på hotellet fik Mulle et toastbrød med ost til aftensmad og så troede vi at hun skulle sove. Kl. var 19 og hun havde ingen lur fået i løbet af dagen – men der gik ca 1 ½ time inden damen sov. Hun blev ved med at sætte sig op hvert 10. minut og sagde: ”ik sove mer´” eller også rejste hun sig op og slog kolbøtter mens hun råbte: ”kawabungaaaa” (det har hun lært af de to store )
Da hun endelig sov satte William og Lilli Avatar på PCen og så var de helt væk i 2,5 time! Rune og jeg gik ned på det nærmeste gadehjørne og købte noget aftensmad. Et interessant gadekøkken hvor de laver ”Clay-pot chicken” - altså ris og vand koges i en ler-gryde som står over et lille bål og bagefter tilsættes kylling og sovs og det hele røres sammen. Vi bad om at få det som Take-Away hvilket betød at det blev klasket i et stykke papir – dog med madpapir indvendig – og så spiste vi det direkte fra papiret med to skeer der medfulgte. Ungerne kunne også godt lige det – så de fik også en ske hver og så sad vi alle 4 på sengen og spiste af papiret. Rigtig hyggeligt
I morgen ringer vækkeuret kl. 8 og så går turen afsted mod den næste trope-ø!
Der kommer ikke meget lys ind ad vinduerne på vores værelse så vi vågnede først kl. 10. Vi, Maria og Rune havde ligget vågne meget af natten og snakket om vores planer, så vi nød at ungerne sov længe.
Dagen før havde vi købt lidt youghurt og toastbrød som vi kunne spise til morgenmad. Vi ville nødig stå i samme situation som dagen før. Dagens plan var at finde ud af vores næste træk. Der er stadig lang tid til bilen kommer og vi orker ikke storbyen længere. Senere på dagen ville vi så prøve at komme ud til tvillinge tårnene(Petrona Towers) og gå en tur i parken ved siden af.
Dagen gik lidt anderledes, William og Lilli fik lavet lektier og Amelie fes rundt og legede og lavede ballade. Vi har store problemer for tiden med at få hende til at høre efter. Hun reagerer ikke rigtig på at vi siger stop og bliver sure – hun griner bare og bliver ved. Hun synes det er sjovt at slå og sparke – hvilket ingen af os andre finder særlig sjovt – og forstår ikke at det er alvor når vi siger stop! Mega-frustrerende … håber snart vi kan få hende til at forstå hvor grænsen går. Jeg, Maria, er sikker på at vi selvfølgelig også ville have haft disse udfordringer hjemme i DK, men finder det faktisk svært at opdrage på Amelie mens vi rejser fordi jeg hele tiden må tænke på, at det jo også er en svær situation for en lille pige på 2 år – altid et nyt sted og masser af store oplevelser hver dag. Tit får hun simpelthen ikke brændt nok krudt af i løbet af dagen fordi vi sjældent opholder os steder hvor hun frit kan løbe omkring! Der er altid biler hun skal passe på eller trapper eller andre ”farer” der gør at hun må bæres eller sidde i klapvognen. En svær situation for alle, men vi prøver så godt vi kan at finde parker osv hvor hun kan få lov at løbe frit omkring.
Efter skole ville ungerne bare gerne lege på værelset og de voksne brugte derfor noget tid på at ligge en slagplan for hvor vi skal opholde os den næste uges tid. Vi vil ud af byen og har derfor fundet frem til en lille ø nordpå ved vestkysten – Palua Pangkor - hvor mange malaysiske turister tager hen. Ca 2 timer med bus eller tog og derefter 40 min med færge tager turen derud. Der skulle være nogle af de flotteste strande i Malaysia og masser af jungle, snorkel-muligheder mm. Vi fandt frem til 3 budget-”hotels” som Rune prøvede at ringe til. Det ene sted lød rigtig dejligt og kun 70 ringit (ca 140 kr) for en lille hytte med 4 sovepladser tæt på stranden. Det bookede vi og nu glæder vi os til at se hvordan det bliver i morgen.
Vi har talt meget de sidste par dage om hvad vores overordnede plan for resten af rejsen er: vi har jo egentlig planlagt at shippe og flyve hjem fra Malaysia eller Thailand, men nu er vi begyndt at tale om hvorvidt vi evt kan køre hele vejen hjem. Vi er derfor i gang med at undersøge en MASSE omkring: nyt Carnet til bilen, hvordan kommer vi igennem Myanmar (Burma) som efter sigende er HELT lukket land når man rejser i egen bil? Kan vi evt få lov at krydse ind over Kina i stedet og igennem til Indien, og 117 andre ting der skal undersøges inden vi kan tage en beslutning. Men vi er begge lidt hooked på at køre hjem – både fordi vi mener at vi har tiden til det og vil gerne opleve bla Indien – men også fordi vi kan se på økonomien at der måske ikke helt kan skrabes nok sammen til både en shipping mere OG 5 stk flybilletter. Vi synes også at vi får mere oplevelse for ”pengene” end hvis vi bare sætter Brumbassen på et skib hjem. Det er spændende at se hvad beslutningen bliver når engang vi får svar på alle vores spørgsmål
Efter en del arbejde på ”kontoret” gik vi alle en tur ud i vores kvarter hvor vi fandt et gadekøkken der serverede lækker nuddelsuppe med skaldyr. Der er utroligt mange gadekøkkener rundt i kvarteret og i dag var der rigtig søndags-stemning med masser af mennesker og familier på gaden. Vi gik en tur ind i det lokale indkøbscenter – hvor der er ALT andet end internationale forretninger Ungerne legede lidt i et lille legeland og bagefter købte vi lidt frugt og lign ind til vores rejsedag i morgen.
Hjemme på hotellet fik Mulle et toastbrød med ost til aftensmad og så troede vi at hun skulle sove. Kl. var 19 og hun havde ingen lur fået i løbet af dagen – men der gik ca 1 ½ time inden damen sov. Hun blev ved med at sætte sig op hvert 10. minut og sagde: ”ik sove mer´” eller også rejste hun sig op og slog kolbøtter mens hun råbte: ”kawabungaaaa” (det har hun lært af de to store )
Da hun endelig sov satte William og Lilli Avatar på PCen og så var de helt væk i 2,5 time! Rune og jeg gik ned på det nærmeste gadehjørne og købte noget aftensmad. Et interessant gadekøkken hvor de laver ”Clay-pot chicken” - altså ris og vand koges i en ler-gryde som står over et lille bål og bagefter tilsættes kylling og sovs og det hele røres sammen. Vi bad om at få det som Take-Away hvilket betød at det blev klasket i et stykke papir – dog med madpapir indvendig – og så spiste vi det direkte fra papiret med to skeer der medfulgte. Ungerne kunne også godt lige det – så de fik også en ske hver og så sad vi alle 4 på sengen og spiste af papiret. Rigtig hyggeligt
I morgen ringer vækkeuret kl. 8 og så går turen afsted mod den næste trope-ø!
Abonner på:
Opslag (Atom)
