Søndag d. 31. oktober 2010:
Straks efter vi vågnede begyndte vi at pakke. Vi skulle hente vores bil og vores 3 kant puder kl. 11 og derefter ud til Jeseda Technik museum for at pakke bil. Rune tog nøglerne og gik ned for at tjekke ud. Vi havde ikke fået vores morgenmads billetter dagen før så dem skulle vi også hente. Da Rune afleverede nøglerne og bad om at få 5 morgenmadsbilletter og det ikke var den samme receptionist som dagen før, var det selvfølgelig et stort problem. Vi kunne kun få 2 da vi kun havde haft 2 værelser.....åhhhhh. Hvor fedt at skulle starten dagen i det røde felt. Rune sagde at de kunne glemme det, vi ville finde et andet sted at spise morgenmad. Han afleverede nøglerne og bad om at få depositum tilbage. Da de slog op i deres lille bog og fandt vores kvitteringer sad der 5 morgenmadsbilleter klipset fast. Det var vist ikke nødvendigt at sige noget, men her kommer endnu en mærkelig opførsel hos Thai’er til kende. Ikke noget med at undskylde, nej de trækker bare på skulderen og griner lidt. Nogle gange er de sku lidt underlige. Vi havde også en lille episode for et par uger siden hvor en TukTuk chauffør påkørte Maria og Lilli og hans eneste reaktion var at grine!
Så vi fik spist morgenmad og tjekket ud. Vi gik hen ad gaden og spurgte på priser et par steder, men synes enten det var for dyrt eller også var værelserne for små. Vi endte derfor ved det samme guesthouse som vi boede på mens Bo var herude – Sidthi Guesthouse. Her fik vi et værelse med 2 dobbeltsenge til billige penge.
Vi fik herefter hentet bilen og kørte hen til butikken hvor vi havde købt trekant-puderne (Morn –Kwarn hedder de på Thai) Så kom vi til det sjove: hvordan skulle vi nu få proppet disse 8 store puder ind i Brumbassen som i forvejen var fyldt godt op? Vi stod desuden midt ude på en meget befærdet gågade og havde derfor mange tilskuere. Vi vækker i forvejen meget opsigt men dette var jo ren underholdning for alle de forbipasserende Det lykkedes os med nød og næppe at få proppet puderne ind diverse steder – Lilli trak det tunge læs – hun havde én under fødderne og en ovenpå sig! Vi kørte nu ud til Jesada Museet hvor vi regnede med at der ville være forholdsvis menneske-tomt da det var søndag .... Vi ville afhente de ting vi havde efterladt derude og havde planlagt at hive ALT ud af bilen og få sorteret alle vores ting! Men da vi ankom til Jesada var der massevis af besøgende og fest i gaden! Sumet var der selv og havde også familien med. Der stod en lille vogn med drikkevarer og små kager og vi blev straks budt. Vi fik snakket med Sumet og hans familie og efter en times tid kørte vi bilen om bagved lejligheden og måtte stå ude på en lille vej og pakke bilen om. Vi holdt lige foran et lille auto-værksted og havde derfor publikum på under hele seancen. Alle kasserne blev pakket om – vi fik taget noget vintertøj frem – alt tøjet blev pakket op i teltene og det hele blev stoppet i bilen igen. Vi fik desuden smidt diverse kasser, cykler, bagsæder osv på taget.
Det tog vel ca 1 ½ time og under hele arbejdet truede det med at blive regnvejr – det smådryppede og blæste op, men vi klarede det heldigvis i forholdsvis tørvejr.
På vejen hjem stoppede vi ved en McD – vi synes ungerne havde opført sig ekseplarisk og været gode til at hjælpe til med at organisere bil og passe/underholde Mulle – og belønningen blev burgers!
Selvom der var virkelig meget myldretrafik og vi holdt i kø en stor del af vejen ind mod Bangkok – så var vi nødt til at gøre holdt ved en Tesco så vi kunne få købt en lås til cyklerne – de ligger jo bare oppe på taget af Brumbassen og vi var lidt bange for at de kunne blive stjålet.
Hjemme igen hentede vi 3 gange spaghetti med kødsauce i 7-11 og ungerne spiste dette til aftensmad.
En god og produktiv dag og alle var trætte!
søndag den 31. oktober 2010
lørdag den 30. oktober 2010
Back in Bangkok
Lørdag d. 30. oktober 2010:
Vi stod tidligt op for 3.-4. gang på hele rejsen! Kl. 07.30 spiste vi morgenmad på den dejlige terasse ned til floden. Alt var meget stille og smukt på denne tid af morgenen og temperaturen behagelig. Vi spekulerede på om man måske skulle have prøvet det der med at stå tidligt op noget oftere?
Allerede lidt over 8 var vi på vej mod Bangkok og der var superhighway hele vejen. Dette betød fin, fin vej nogle steder og meget hullet vej andre steder – og vejarbejde der var skiltet meget dårligt betød også pludselig modkørende trafik hvilket kom som lidt af et chok!
Vi havde et par stop undervejs hvor vi tankede drikkevarer og snack på 7-11 samt strækte ben. Et sted satte vi os udenfor på nogle bænke og spiste frokost indkøbt og tilberedt på 7-11 – fantastisk at kunne få varme ris-retter, lun pizza, toast og masser af andre frokost alternativer til ingen penge.
Rune synes at Brumbassen lækkede lige rigeligt med olie fra transfergearkassen og efter et nærmere eftersyn viste det sig også at der næsten ingen olie var tilbage. Vi fik i fællesskab fyldt olie på ved hjælp af et stykke vandslange og Brumbassen kunne nu fortsætte turen mod Bangkok.
Jo mere vi nærmede os Bangkok jo mere kunne vi se oversvømmelsernes omfang. På begge sider var marker omdannet til store søer og på flere huse var kun taget synligt – vi kunne se folk sejle rundt i kanoer/både i deres baghaver! Èt sted kom vi pludselig til et stykke motorvej hvor vejen lå fuldstændigt under vand. Vi fortsatte ufortrødent uden at ane hvor dybt vandet var. Godt og vel en halv meter vand hvor det var dybest og vi undslap med nød og næppe uden at der kom vand ind i bilens kabine. Vi morede os med at betragte de mange lastbiler der holdt parkeret i vejsiden hvor alle chaufførene var steget ud og nu var igang med at vaske deres trucks og selv tage bad i vandmasserne – typisk Thai: når der nu er gratis vand tilstede hvorfor så ikke lige holde en pause og udnytte muligheden for at blive vasket? Vi så endda en far med hans lille søn der var steget ud af deres bil og nu tog en svømmetur midt på motorvejen
Resten af turen gik dog uden flere vandmasser på vejene og vi nåede frem til Bangkok – på vores sidste lange tur i denne omgang – mærkeligt at tænke på at vi nu har kørt ca 17.000 km siden starten af maj og vi har været helt forskånet for uheld, punkteringer eller andre problemer. Lidt et mirakel eftersom folk generelt kører som sindsyge i de fleste af de lande vi har været i siden vi forlod Europa. Jeg kan ikke tælle hvor mange gange vi har måtte undvige knallerter, motorcykler, fodgængere, hunde og andre biler på vores færden men med Rune bag rattet er det gået godt hver gang - til trods for at Maria til tider har synes at kørslen var lige lovlig aggressiv
Kl. ca. 16.30 var vi fremme efter ca 8 timer på farten. Vi parkerede bilen inde på en sikker parkeringsplads ved et tempel, hankede op i taskerne og gik ud for at finde et sted at sove.
Hvorfor har thai’er så dårlig forretningssans?:
Endnu engang var vi vidne til en så dårlig forretningssans at man næsten kun kan grine af det. Vi fandt et hotel hvor de havde 2 dobbeltværelser i stueplan lige over for hinanden. Prisen var 570bath men vi var blevet enige om at vi ikke ville betale mere end 1000bath for en overnatning. Rune var i forhandlingshumør, så han gik i kødet på den arme receptionist. Efter lidt overvejelser gik han ned i 540 bath, men det var jo ikke nok. Så sagde vi at vi ville booke værelset i 7 nætter, og pludselig fik piben en anden lyd. 7 nætter!! Det var lang tid, så kunne vi få værelset til 530 bath....altså 2 kr billigere pr værelse. Halllooooo. Vi grinede af ham og sagde at så skulle der også være morgenmad med i prisen. Vi fik ham til at give os 5 gange kaffe og toastbrød med marmelade som vi kunne hente om morgenen. Grinagtigt. Nå, da vi så skulle betale ville han have alle pengene up front. Vi havde ikke lige 7000bath på os, men ville betale halvdelen nu også betale resten dagen efter. Uha, nej, det duede sørme ikke. Så kunne vi kun få et værelse nu og så komme tilbage senere og betale resten.
Nu var Rune oppe i det røde felt. Han smed 1140 bath på disken og sagde at vi betalte fuld pris men blev kun en nat, så kunne de jo se om de kunne få lejet værelserne ud igen imorgen. Ligeså langsomt begyndte det at gå op for receptionisten at han lige havde sagt nej til 6000bath og ikke var sikker på at hans værelser ville være udlejet efter imorgen. Han gav os 5 gange morgenmad med i prisen og håbede vel på at vi ville skifte mening. Det skulle dog vise sig næste morgen at det gjorde vi bestemt ikke!!
Efter den lille check in eskapade, gik vi ud og spiste Phad Thai på et gade køkken. Vi fandt også de 3kant puder vi havde bestemt os for at købe med hjem, og fik os forhandlet til en god pris. Både for os og for den stakkels gadesælger.
Vi stod tidligt op for 3.-4. gang på hele rejsen! Kl. 07.30 spiste vi morgenmad på den dejlige terasse ned til floden. Alt var meget stille og smukt på denne tid af morgenen og temperaturen behagelig. Vi spekulerede på om man måske skulle have prøvet det der med at stå tidligt op noget oftere?
Allerede lidt over 8 var vi på vej mod Bangkok og der var superhighway hele vejen. Dette betød fin, fin vej nogle steder og meget hullet vej andre steder – og vejarbejde der var skiltet meget dårligt betød også pludselig modkørende trafik hvilket kom som lidt af et chok!
Vi havde et par stop undervejs hvor vi tankede drikkevarer og snack på 7-11 samt strækte ben. Et sted satte vi os udenfor på nogle bænke og spiste frokost indkøbt og tilberedt på 7-11 – fantastisk at kunne få varme ris-retter, lun pizza, toast og masser af andre frokost alternativer til ingen penge.
Rune synes at Brumbassen lækkede lige rigeligt med olie fra transfergearkassen og efter et nærmere eftersyn viste det sig også at der næsten ingen olie var tilbage. Vi fik i fællesskab fyldt olie på ved hjælp af et stykke vandslange og Brumbassen kunne nu fortsætte turen mod Bangkok.
Jo mere vi nærmede os Bangkok jo mere kunne vi se oversvømmelsernes omfang. På begge sider var marker omdannet til store søer og på flere huse var kun taget synligt – vi kunne se folk sejle rundt i kanoer/både i deres baghaver! Èt sted kom vi pludselig til et stykke motorvej hvor vejen lå fuldstændigt under vand. Vi fortsatte ufortrødent uden at ane hvor dybt vandet var. Godt og vel en halv meter vand hvor det var dybest og vi undslap med nød og næppe uden at der kom vand ind i bilens kabine. Vi morede os med at betragte de mange lastbiler der holdt parkeret i vejsiden hvor alle chaufførene var steget ud og nu var igang med at vaske deres trucks og selv tage bad i vandmasserne – typisk Thai: når der nu er gratis vand tilstede hvorfor så ikke lige holde en pause og udnytte muligheden for at blive vasket? Vi så endda en far med hans lille søn der var steget ud af deres bil og nu tog en svømmetur midt på motorvejen
Resten af turen gik dog uden flere vandmasser på vejene og vi nåede frem til Bangkok – på vores sidste lange tur i denne omgang – mærkeligt at tænke på at vi nu har kørt ca 17.000 km siden starten af maj og vi har været helt forskånet for uheld, punkteringer eller andre problemer. Lidt et mirakel eftersom folk generelt kører som sindsyge i de fleste af de lande vi har været i siden vi forlod Europa. Jeg kan ikke tælle hvor mange gange vi har måtte undvige knallerter, motorcykler, fodgængere, hunde og andre biler på vores færden men med Rune bag rattet er det gået godt hver gang - til trods for at Maria til tider har synes at kørslen var lige lovlig aggressiv
Kl. ca. 16.30 var vi fremme efter ca 8 timer på farten. Vi parkerede bilen inde på en sikker parkeringsplads ved et tempel, hankede op i taskerne og gik ud for at finde et sted at sove.
Hvorfor har thai’er så dårlig forretningssans?:
Endnu engang var vi vidne til en så dårlig forretningssans at man næsten kun kan grine af det. Vi fandt et hotel hvor de havde 2 dobbeltværelser i stueplan lige over for hinanden. Prisen var 570bath men vi var blevet enige om at vi ikke ville betale mere end 1000bath for en overnatning. Rune var i forhandlingshumør, så han gik i kødet på den arme receptionist. Efter lidt overvejelser gik han ned i 540 bath, men det var jo ikke nok. Så sagde vi at vi ville booke værelset i 7 nætter, og pludselig fik piben en anden lyd. 7 nætter!! Det var lang tid, så kunne vi få værelset til 530 bath....altså 2 kr billigere pr værelse. Halllooooo. Vi grinede af ham og sagde at så skulle der også være morgenmad med i prisen. Vi fik ham til at give os 5 gange kaffe og toastbrød med marmelade som vi kunne hente om morgenen. Grinagtigt. Nå, da vi så skulle betale ville han have alle pengene up front. Vi havde ikke lige 7000bath på os, men ville betale halvdelen nu også betale resten dagen efter. Uha, nej, det duede sørme ikke. Så kunne vi kun få et værelse nu og så komme tilbage senere og betale resten.
Nu var Rune oppe i det røde felt. Han smed 1140 bath på disken og sagde at vi betalte fuld pris men blev kun en nat, så kunne de jo se om de kunne få lejet værelserne ud igen imorgen. Ligeså langsomt begyndte det at gå op for receptionisten at han lige havde sagt nej til 6000bath og ikke var sikker på at hans værelser ville være udlejet efter imorgen. Han gav os 5 gange morgenmad med i prisen og håbede vel på at vi ville skifte mening. Det skulle dog vise sig næste morgen at det gjorde vi bestemt ikke!!
Efter den lille check in eskapade, gik vi ud og spiste Phad Thai på et gade køkken. Vi fandt også de 3kant puder vi havde bestemt os for at købe med hjem, og fik os forhandlet til en god pris. Både for os og for den stakkels gadesælger.
fredag den 29. oktober 2010
Elefant Camp
Fredag d. 29. oktober 2010:
Efter dejlig morgenmad kørte vi mod elefant-centret.
Stedet er en slags hjem for elefanter der ikke længere kan bruges til skovbrug samt Verdens første elefant-hospital! Vi gik lidt rundt og kiggede på forskellige oplysningstavler der fortalte om elefantens oprindelse, anvendelse i fbm skovbrug, Mahout-træningsprogrammer (Mahout er de mænd der er trænede i at håndtere elefanterne) osv.
Herefter tog vi en shuttle-bus ind til parkens centrum hvor der findes et sted hvor man kan få rideture, et ”nursery” – altså hvor de små og nyfødte elefanter passes, hospitalet, en show-arena samt en lille restaurant.
Vi prajede 2 elefanter og fik en rundtur som indebar at de gik i dybt vand! Vi havde en sjov tur hvor Lilli havde meget svært ved at sidde stille fordi elefanten ”bumlede” isandsynligt meget
Herefter besøgte vi de små elefanter og hospitalet. Her stod 3-4 elefanter som alle fik medicin igennem drop og havde hver deres passer som sad på et plateau oppe ved elefantens hoved. Nogle som ikke selv kunne stå blev desuden holdt oppe af en kæmpemæssig sele.
Efter frokost var vi klar til at der skulle starte et show kl. 13.30. Da vi var ved at gøre klar til at forlade restauranten kom der pludselig 5 kæmpestore dobbeltdækker busser kørende og der myldrede flere hundrede skolebørn ud. Alle havde ens gule træningsdragter på og alle pigerne havde samme frisure og alle drengene ligeså. Vi synes jo i forvejen de ligner hinanden allesammen men dette var ligesom at se 250-linger!!
Vi myldrede over til show-arenaen sammen med de mange børn. Her optrådte 10 elefanter med forskelligt. De viste hvordan der bruges elefanter til skovbrug, de kunne bukke og hilse med trutlyde, de kunne sågar spille på xylofon! Til sidst blev der stillet 3 stafelier op og tre elefanter gik igang med at male! Det eneste Mahouten hjalp med var at dyppe penslen i malingen – men alligevel præsterede den ene elefant at male et perfekt billede af en elefant med en Mahout siddende på hovedet! En anden malede de flotteste blomster i brun, sort og orange! Vi var meget imponerede og gik derfra med en fornemmelse af at der findes mere inde bag den tykke hjerneskal end man lige går og tror!
Hjemme igen blev der hygget mens Maria tog en tur rundt i byen på cyklen – hun ville se om vi evt kunne købe nogle bestemte puder med hjem som vi har set mange andre steder. Dog havde hun ikke held med dette – det må vente til Bangkok!
Aftensmaden blev indtaget rundt om hjørnet på en restaurant vi havde fået anbefalet. Super effektivt sted med enormt lækker mad. Vi endte med at have spist ca 10 forskellige store og små retter samt drukket sodavand og vand – for ialt 50 kr! Stedet var propfyldt på alle tre etager af det gamle flotte træhus – hvilket er forståelig da dette klart er en favorit iblandt alle de steder vi har spist indtil videre!
Ungerne fik lov at sidde på vores lille veranda og se en fredagsfilm og spise lidt slik. Amelie faldt i søvn og vi voksne sad i restauranten ned til floden og snakkede mens filmen kørte. Lilli gjorde os selskab og maria og hende havde et meget sjovt spil Scrabble. Lilli ønsker sig helt klart et sådan spil i julegave!
Imorgen går turen mod Bangkok – vi har ca 600 km endnu, men håber vi kan tage hele turen imorgen.
Efter dejlig morgenmad kørte vi mod elefant-centret.
Stedet er en slags hjem for elefanter der ikke længere kan bruges til skovbrug samt Verdens første elefant-hospital! Vi gik lidt rundt og kiggede på forskellige oplysningstavler der fortalte om elefantens oprindelse, anvendelse i fbm skovbrug, Mahout-træningsprogrammer (Mahout er de mænd der er trænede i at håndtere elefanterne) osv.
Herefter tog vi en shuttle-bus ind til parkens centrum hvor der findes et sted hvor man kan få rideture, et ”nursery” – altså hvor de små og nyfødte elefanter passes, hospitalet, en show-arena samt en lille restaurant.
Vi prajede 2 elefanter og fik en rundtur som indebar at de gik i dybt vand! Vi havde en sjov tur hvor Lilli havde meget svært ved at sidde stille fordi elefanten ”bumlede” isandsynligt meget
Herefter besøgte vi de små elefanter og hospitalet. Her stod 3-4 elefanter som alle fik medicin igennem drop og havde hver deres passer som sad på et plateau oppe ved elefantens hoved. Nogle som ikke selv kunne stå blev desuden holdt oppe af en kæmpemæssig sele.
Efter frokost var vi klar til at der skulle starte et show kl. 13.30. Da vi var ved at gøre klar til at forlade restauranten kom der pludselig 5 kæmpestore dobbeltdækker busser kørende og der myldrede flere hundrede skolebørn ud. Alle havde ens gule træningsdragter på og alle pigerne havde samme frisure og alle drengene ligeså. Vi synes jo i forvejen de ligner hinanden allesammen men dette var ligesom at se 250-linger!!
Vi myldrede over til show-arenaen sammen med de mange børn. Her optrådte 10 elefanter med forskelligt. De viste hvordan der bruges elefanter til skovbrug, de kunne bukke og hilse med trutlyde, de kunne sågar spille på xylofon! Til sidst blev der stillet 3 stafelier op og tre elefanter gik igang med at male! Det eneste Mahouten hjalp med var at dyppe penslen i malingen – men alligevel præsterede den ene elefant at male et perfekt billede af en elefant med en Mahout siddende på hovedet! En anden malede de flotteste blomster i brun, sort og orange! Vi var meget imponerede og gik derfra med en fornemmelse af at der findes mere inde bag den tykke hjerneskal end man lige går og tror!
Hjemme igen blev der hygget mens Maria tog en tur rundt i byen på cyklen – hun ville se om vi evt kunne købe nogle bestemte puder med hjem som vi har set mange andre steder. Dog havde hun ikke held med dette – det må vente til Bangkok!
Aftensmaden blev indtaget rundt om hjørnet på en restaurant vi havde fået anbefalet. Super effektivt sted med enormt lækker mad. Vi endte med at have spist ca 10 forskellige store og små retter samt drukket sodavand og vand – for ialt 50 kr! Stedet var propfyldt på alle tre etager af det gamle flotte træhus – hvilket er forståelig da dette klart er en favorit iblandt alle de steder vi har spist indtil videre!
Ungerne fik lov at sidde på vores lille veranda og se en fredagsfilm og spise lidt slik. Amelie faldt i søvn og vi voksne sad i restauranten ned til floden og snakkede mens filmen kørte. Lilli gjorde os selskab og maria og hende havde et meget sjovt spil Scrabble. Lilli ønsker sig helt klart et sådan spil i julegave!
Imorgen går turen mod Bangkok – vi har ca 600 km endnu, men håber vi kan tage hele turen imorgen.
torsdag den 28. oktober 2010
Dejlige Riverside Guesthouse i Lampang
Torsdag d. 28. oktober 2010:
Vi tjekkede ud fra vores Disney-værelser og kørte sydpå omkring kl. 11. Efter 3-4 timer var vi fremme i Lampang hvor vi havde besluttet os for at tilbringe et par dage. Vi fandt hen til et utroligt hyggeligt guesthouse beliggende helt nede ved en flod. Lampang er en mellemstor by men da der ikke kommer mange turister forbi er byen dejlig fri for alt der turist-fnidder vi oplever i mange af de andre større byer.
The Riverside Guesthouse som vores hjem for de næste 2 dage hedder er ejet af et ægtepar hvor han er Thai og hun oprindelig er fra Belgien (dog med italiensk far). Stedet er oprindelig deres hjem men efterhånden som flere og flere valgte at overnatte i deres hjem (hun arbejder i en nærliggende resturant og flere og flere af gæsterne spurgte efter et guesthouse og det startede altså med at disse gæster fik lov at låne værelser i deres eget hjem).
Nu er det et fantastisk sted med mange små og store værelser i 3 gamle træhuse, mange smukke haver/kroge med eksotiske blomster og fiskebassiner og med en lille morgenmads-restaurant på en veranda HELT ned til floden. Virkelig et af de hyggeligste steder vi har været på vores rejse.
Vores værelse har en stor dobbeltseng og William og Lilli har et sæt køjesenge og vi har desuden en dejlig privat veranda hvor de voksne kan nyde stilheden om aftnen
Vi fik tjekket ind og gik hen på den restaurant som stedets ejere også driver lidt længere henne af gaden. Her fik vi dejlig frokost med udsigt over floden.
Hjemme fik ungerne lavet skole et par timer mens Amelie legede.
Senere gik vi ind til centrum hvor der var marked. Her kiggede vi på ting og sager og shoppede aftensmad. Der blev købt bittesmå spejlæg, 2 forskellige nuddel-retter, sushi, pandekager indbagt med kokos samt en stor portion salat og muffins. Vi købte 4 store frugtshakes med hjem og sad i guesthousets fine lille have og spiste alt dette dejlige mad (Et overdådigt måltid til ca 40 kr)
Imorgen har vi planlagt en tur 25 km udenfor byen til et sted der hedder Thai Elephant Conservation Center.
Vi tjekkede ud fra vores Disney-værelser og kørte sydpå omkring kl. 11. Efter 3-4 timer var vi fremme i Lampang hvor vi havde besluttet os for at tilbringe et par dage. Vi fandt hen til et utroligt hyggeligt guesthouse beliggende helt nede ved en flod. Lampang er en mellemstor by men da der ikke kommer mange turister forbi er byen dejlig fri for alt der turist-fnidder vi oplever i mange af de andre større byer.
The Riverside Guesthouse som vores hjem for de næste 2 dage hedder er ejet af et ægtepar hvor han er Thai og hun oprindelig er fra Belgien (dog med italiensk far). Stedet er oprindelig deres hjem men efterhånden som flere og flere valgte at overnatte i deres hjem (hun arbejder i en nærliggende resturant og flere og flere af gæsterne spurgte efter et guesthouse og det startede altså med at disse gæster fik lov at låne værelser i deres eget hjem).
Nu er det et fantastisk sted med mange små og store værelser i 3 gamle træhuse, mange smukke haver/kroge med eksotiske blomster og fiskebassiner og med en lille morgenmads-restaurant på en veranda HELT ned til floden. Virkelig et af de hyggeligste steder vi har været på vores rejse.
Vores værelse har en stor dobbeltseng og William og Lilli har et sæt køjesenge og vi har desuden en dejlig privat veranda hvor de voksne kan nyde stilheden om aftnen
Vi fik tjekket ind og gik hen på den restaurant som stedets ejere også driver lidt længere henne af gaden. Her fik vi dejlig frokost med udsigt over floden.
Hjemme fik ungerne lavet skole et par timer mens Amelie legede.
Senere gik vi ind til centrum hvor der var marked. Her kiggede vi på ting og sager og shoppede aftensmad. Der blev købt bittesmå spejlæg, 2 forskellige nuddel-retter, sushi, pandekager indbagt med kokos samt en stor portion salat og muffins. Vi købte 4 store frugtshakes med hjem og sad i guesthousets fine lille have og spiste alt dette dejlige mad (Et overdådigt måltid til ca 40 kr)
Imorgen har vi planlagt en tur 25 km udenfor byen til et sted der hedder Thai Elephant Conservation Center.
onsdag den 27. oktober 2010
William 9 år!
Onsdag d. 27. oktober 2010: Idag er det Williams fødselsdag, hurra hurra hurrraaaaa
William havde bestemt at vi skulle spise morgenmad på en lille cafe inde i byen så vi tog Brumbassen herind kl. 9 lige til åbningstid. Vi hyggede og fik dejlig mad her et par timer. William fik sin store amerikanske morgenmad serveret med 3 små danske flag i – og han kunne altså ikke forstå hvordan de kunne vide at han havde fødselsdag og hvor de havde fået fat i danske flag fra!! Godt at han er let at distrahere så moderen kunne aftale dette med ejerne uden at han opdagede det
Efter morgenmaden kørte vi 25 km udenfor byen hvor vi havde hørt om et flot vandfald – William, Lilli og Rune gik op og så vandfaldet som var fantastisk – jeg, Maria blev i bilen hos Amelie som var faldet i søvn. Nu gik turen videre ud til en varm kilde vi havde læst om. Det var dog ikke noget specielt spændende sted – der var et springvand der spyede kogende vand som blev opsamlet i nogle bassiner – men det blev til nogle gode snakke omkring hvordan den slags kilder opstår osv. William er utrolig interesseret i den slags og ved på mange punkter mindst lige så meget som forældrene.
Vi kørte hjem til hotellet igen og spiste en franskbrød med smøreost på værelset. Bagefter ville ungerne se en af Williams nye DVDer og imens benyttede jeg chancen til at komme ud og kigge lidt på byen på min nye cykel. Jeg fandt et sted hvor de syede de mest fantastiske tasker og fik købt et par stykker med hjem til julegaver
Efter en tur på legepladsen kørte vi ind til byen for at spise aftensmad. William opdagede at der var en Pizza Ekspress (lidt ligesom Pizza Hut) og det krævede ikke megen overvejelse at beslutte at dette var stedet hvor aftensmaden skulle indtages. Også her var han meget imponeret over at personalet serverede hans pizza med danske flag i og de slukkede endda lyset og sang Happy Birthday da de kom med hans pizza.
Bagefter gik vi en tur på the night market og fandt bla nogle små gaver til hans klassekammerater. På en internetcafe fik vi ringet hjem til mormor/morfar og farmor/farfar så de kunne ønske William tillykke – han synes det var dejligt at fortælle bedsteforældrene om dagen og gaverne.
Willam blev traditionen tro vækket med fødselsdagssang og danske flag. Vi sad alle i bokseringen og hyggede mens han pakkede sine fødselsdagsgaver op. Han kendte til nogen af gaverne men blev glad for dem allesammen: alle DVDerne med Den Blå Planet samt 4 DVDer med en serie der hedder: Planet Earth, en tromme med slangeskind, en ramme med insekter samt et flot skakspil.
William havde bestemt at vi skulle spise morgenmad på en lille cafe inde i byen så vi tog Brumbassen herind kl. 9 lige til åbningstid. Vi hyggede og fik dejlig mad her et par timer. William fik sin store amerikanske morgenmad serveret med 3 små danske flag i – og han kunne altså ikke forstå hvordan de kunne vide at han havde fødselsdag og hvor de havde fået fat i danske flag fra!! Godt at han er let at distrahere så moderen kunne aftale dette med ejerne uden at han opdagede det
Efter morgenmaden kørte vi 25 km udenfor byen hvor vi havde hørt om et flot vandfald – William, Lilli og Rune gik op og så vandfaldet som var fantastisk – jeg, Maria blev i bilen hos Amelie som var faldet i søvn. Nu gik turen videre ud til en varm kilde vi havde læst om. Det var dog ikke noget specielt spændende sted – der var et springvand der spyede kogende vand som blev opsamlet i nogle bassiner – men det blev til nogle gode snakke omkring hvordan den slags kilder opstår osv. William er utrolig interesseret i den slags og ved på mange punkter mindst lige så meget som forældrene.
Vi kørte hjem til hotellet igen og spiste en franskbrød med smøreost på værelset. Bagefter ville ungerne se en af Williams nye DVDer og imens benyttede jeg chancen til at komme ud og kigge lidt på byen på min nye cykel. Jeg fandt et sted hvor de syede de mest fantastiske tasker og fik købt et par stykker med hjem til julegaver
Efter en tur på legepladsen kørte vi ind til byen for at spise aftensmad. William opdagede at der var en Pizza Ekspress (lidt ligesom Pizza Hut) og det krævede ikke megen overvejelse at beslutte at dette var stedet hvor aftensmaden skulle indtages. Også her var han meget imponeret over at personalet serverede hans pizza med danske flag i og de slukkede endda lyset og sang Happy Birthday da de kom med hans pizza.
Bagefter gik vi en tur på the night market og fandt bla nogle små gaver til hans klassekammerater. På en internetcafe fik vi ringet hjem til mormor/morfar og farmor/farfar så de kunne ønske William tillykke – han synes det var dejligt at fortælle bedsteforældrene om dagen og gaverne.
Hjemme igen fik de lov at se endnu en DVD med Den Blå Planet inden de faldt i søvn.
En rigtig god fødselsdag fejret langt væk hjemmefra
tirsdag den 26. oktober 2010
Tirsdag d. 26. oktober 2010:
Alle havde sovet godt på de 2 værelser. Vi havde lidt havregryn og mælk som ungerne spiste til morgenmad. Rune og Maria nød at der var TV som viste amerikanske film og formiddagen gik med hygge på værelserne. Inden vi kunne starte dagen ude i byen skulle vi dog lige overvære en boksekamp inde på naboværelset – hvilket udviklede sig til en ”alle-mod-alle” kamp med megen skrig og skrål Der blev fundet på navne såsom ”William Tyson” og Lilli Ali” og der blev ringet flittigt med gong-gongen!
Det blev til nogle timer i centret – først handlede vi og fik ovenikøbet købt en del meget billigt varmt tøj til at have med hjem – så fandt vi et sted og fik frokost. Her tjekkede vi lige på internettet om de cykler vi havde kigget på var en ordentlig kvalitet – Det viste sig at være et rigtig godt mærke og vi blev enige om at køre forbi cykelbiksen igen på vejen hjem.
Vi endte med at købe en mountainbike til William, en mountainbike til Maria (som fik stjålet sin cykel lige inden vi rejste hjemmefra i maj) samt en flot lille cykel med støttehjul til Amelie!
Selvom det regnede lidt tog William og Maria turen hjem til hotellet på deres nye cykler – de var MEGET stolte og glade for cyklerne! Lidt en stressende tur i myldretrafikken, i den ”forkerte” side af vejen og uden cykelhjelme ... men de klarede turen og kørte kun lidt forkert en enkelt gang
Hjemme gik vi en tur over på en stor legeplads der ligger lige i nærheden af hotellet og ungerne fik leget og de voksne fik snakket. Der er mange ting der skal falde på plads de næste 10 dage – vi har flyttet vores flybilletter så vi allerede flyver hjem d. 7. nov!! Bare lige for at remse lidt af de ting op der fylder i vores hoveder:
Vi skal køre de ca 800 km til Bangkok, vi skal ud til Jesada Museet og have hentet de ting vi har efterladt her, vi skal have tømt bilen fuldstændigt og gjort den ren indvendig og udvendig (vi vil være helt sikre på at der INGEN myre-kolonier er i bilen når den sættes i containeren!), vi skal have sorteret ALLE vores ting op i hvad vi kan have med hjem og hvad der skal blive i bilen, vi skal finde et sted at bo fra d. 1. nov til d. 7. nov i Bangkok, vi skal have lavet toldpapirer på bilen, vi skal have bilen pakket i container d. 5. nov., vi skal have købt de sidste ting vi gerne vil have med hjem INDEN bilen pakkes i containeren, vi skal have pakket rygsække til hjemturen – lidt en opgave for alle vil jo gerne have alt det nye med hjem de har købt herude – det er jo svært især for ungerne at skulle vente 5 uger til bilen kommer hjem til DK med at vise deres fødselsdagsgaver og lign frem.
Desuden går vi jo også spekulerer meget på vores bolig-situation derhjemme. Vi har jo besluttet at flytte op i lejligheden pr. 1. dec. når vores lejere flytter ud. Vores lejere i huset venter på at deres nye hus bliver klar og kan derfor først flytte ud i slutningen af dec. Vi skal have omrokeret en del mht opdelingen af lejligheden og huset nedenunder – vi vil gerne have delt husets stueplan op i 2 seperate lejemål hvilket kræver en del planlægning og spekulation. Rune får nok at se til i dec mdr.!!
Nå, men vi nyder stadig at rejse og glæder os til at komme hjem og tage fat på noget af alt det vi kun kan snakke om indtil videre.
Efter turen på legepladsen tog vi ind til centrum hvor vi fik kigget lidt på night-market og spist lækker aftensmad. Inde midt i markedet er et stort område med borde og stole med utallige madboder rundt omkring. Vi spiste fried rice med kylling, forkelligt dybstegt seafood og grøntsager , store grillede rejer, forårsruller og andre lækkerier samt smoothies for ca 60 kr ialt – dejligt!
Alle havde sovet godt på de 2 værelser. Vi havde lidt havregryn og mælk som ungerne spiste til morgenmad. Rune og Maria nød at der var TV som viste amerikanske film og formiddagen gik med hygge på værelserne. Inden vi kunne starte dagen ude i byen skulle vi dog lige overvære en boksekamp inde på naboværelset – hvilket udviklede sig til en ”alle-mod-alle” kamp med megen skrig og skrål Der blev fundet på navne såsom ”William Tyson” og Lilli Ali” og der blev ringet flittigt med gong-gongen!
Vi havde set der skulle være et stort indkøbscenter i nærheden og vi tog bilen herud for at handle lidt morgenmad og lign. Vi gjorde holdt ved en stor cykelbutik på vejen hen til storcentret, William har nemlig besluttet sig for at han gerne vil bruge sin penge på at købe en cykel med hjem til DK. De er meget billigere herude og vi kan have den i containeren sammen med bilen. Vi kiggede på lidt forskellige mountainbikes og blev enige om lige at vende tilbage inden vi kører mod Bangkok.
Vi endte med at købe en mountainbike til William, en mountainbike til Maria (som fik stjålet sin cykel lige inden vi rejste hjemmefra i maj) samt en flot lille cykel med støttehjul til Amelie!
Selvom det regnede lidt tog William og Maria turen hjem til hotellet på deres nye cykler – de var MEGET stolte og glade for cyklerne! Lidt en stressende tur i myldretrafikken, i den ”forkerte” side af vejen og uden cykelhjelme ... men de klarede turen og kørte kun lidt forkert en enkelt gang
Hjemme gik vi en tur over på en stor legeplads der ligger lige i nærheden af hotellet og ungerne fik leget og de voksne fik snakket. Der er mange ting der skal falde på plads de næste 10 dage – vi har flyttet vores flybilletter så vi allerede flyver hjem d. 7. nov!! Bare lige for at remse lidt af de ting op der fylder i vores hoveder:
Vi skal køre de ca 800 km til Bangkok, vi skal ud til Jesada Museet og have hentet de ting vi har efterladt her, vi skal have tømt bilen fuldstændigt og gjort den ren indvendig og udvendig (vi vil være helt sikre på at der INGEN myre-kolonier er i bilen når den sættes i containeren!), vi skal have sorteret ALLE vores ting op i hvad vi kan have med hjem og hvad der skal blive i bilen, vi skal finde et sted at bo fra d. 1. nov til d. 7. nov i Bangkok, vi skal have lavet toldpapirer på bilen, vi skal have bilen pakket i container d. 5. nov., vi skal have købt de sidste ting vi gerne vil have med hjem INDEN bilen pakkes i containeren, vi skal have pakket rygsække til hjemturen – lidt en opgave for alle vil jo gerne have alt det nye med hjem de har købt herude – det er jo svært især for ungerne at skulle vente 5 uger til bilen kommer hjem til DK med at vise deres fødselsdagsgaver og lign frem.
Desuden går vi jo også spekulerer meget på vores bolig-situation derhjemme. Vi har jo besluttet at flytte op i lejligheden pr. 1. dec. når vores lejere flytter ud. Vores lejere i huset venter på at deres nye hus bliver klar og kan derfor først flytte ud i slutningen af dec. Vi skal have omrokeret en del mht opdelingen af lejligheden og huset nedenunder – vi vil gerne have delt husets stueplan op i 2 seperate lejemål hvilket kræver en del planlægning og spekulation. Rune får nok at se til i dec mdr.!!
Nå, men vi nyder stadig at rejse og glæder os til at komme hjem og tage fat på noget af alt det vi kun kan snakke om indtil videre.
Efter turen på legepladsen tog vi ind til centrum hvor vi fik kigget lidt på night-market og spist lækker aftensmad. Inde midt i markedet er et stort område med borde og stole med utallige madboder rundt omkring. Vi spiste fried rice med kylling, forkelligt dybstegt seafood og grøntsager , store grillede rejer, forårsruller og andre lækkerier samt smoothies for ca 60 kr ialt – dejligt!
mandag den 25. oktober 2010
Endelig med prammen
Mandag d. 25. oktober 2010:
Nå, mon ikke vi idag kommer med færgen til Thailand.
Vi mødte op ved færgelejet kl. 10 og gik igang med at undersøge mulighederne. Carnet’et blev stemplet i en ruf og så var det tid til at Passene skulle tjekkes ud. Det var bare lige den lille finte, at det skulle gøres ved person færgen som ikke sejler fra det samme færgeleje. Rune var igen blevet en smule iriteret over bureaukratiet og havde nær kørt en medarbejder fra ”prammen” ned da han kastede Brumbassen ud mellem to lastbiler i bakgear op af en 10% stigning væk fra færgelejet. Inde i byen, ved person færgen fik vi passene stemplet i en ruf og ilede tilbage i håb om at kunne nå den færge som vi var lige ved at komme med inden vi måtte køre fra færgelejet. Men, ak, nej den var lige sejlet. Nå, men skidt pyt, prammene sejler frem og tilbage hele tiden så vi når det nok.
En ung fyr som viste sig at være vinavler fra Italien og hed Lucca, kom hen til os og snakkede og vi blev inviteret til Venedig og smage hans hvidvin. Alt imens kom en fyr hen og sagde at vi skulle købe billet hos ham til Prammen. Men, istedet for de 1000baht vi var blevet lovet dagen før, kostede det nu 1500baht. Rune stak fyren 1000baht og sagde at det var prisen. Det var han ikke helt enig med Rune i og beklagede sig med at det jo var helligdag....ja igår fik Rune hurtigt fortalt ham, idag er det mandag. Til slut tradskede han videre med sine 1000baht, og vi tog det som en indikation af at han havde godtaget vores argumenter.
Vi kom da også over med prammen – en tur på ca 10 min. Efter det nu efterhånden forventede bøvleri mht at få Carnet´et stemplet osv ind i Thailand kørte vi nu mod Chiang Rai.
Vi havde udset os et hotel igennem Lonely Planet og efter ca 2 timer var vi fremme.
Man skulle tro at arkitekten til Red Rose Hotel havde været på en form for syre da han designede dette sted. Det er en meget underlig form for Disney Land – selve ”hovedgaden” ned gennem hotellet ligner noget fra Roger Rabbit og alle værelserne har et tema. Ungerne var enige om at de ville have ”Kick-Boxer”-værelset: komplet med boksering, handsker, sandsække osv. Inde midt i bokseringen er der nedsænket en dobbeltmadras som fungerer som seng. Vi andre 3 valgte et værelse ved siden af med et udefinerbart tema: Neonbelysning, selvlysende figurer af delfiner, luftballoner og andet på væggene – og som et lille pift også med spejl i loftet og en endevæg med udskæringer der mistænktsom ligner bare bryster oplyst af rødt pornolys!
Men alt i alt nogle fine værelser og til en ok pris.
Efter at ungerne havde bokset sig godt svedige og var blevet uvenner et par gange tog vi en tuk-tuk ind til centrum af Chiang Rai. Vi fandt ind på en hyggelig cafe hvor vi fik rigtig lækker aftensmad – og ungerne var jublende lykkelige over at kunne få RIGTIG spaghetti med kødsauce!
Overfor cafeen kunne vi se starten af byens ”night-market” – et stort område hvor der sælges alverdens ting og sager – som sædvanligt. Vi var dog for trætte til at udforske dette og blev enige om at vente med det til imorgen.
Nå, mon ikke vi idag kommer med færgen til Thailand.
Vi mødte op ved færgelejet kl. 10 og gik igang med at undersøge mulighederne. Carnet’et blev stemplet i en ruf og så var det tid til at Passene skulle tjekkes ud. Det var bare lige den lille finte, at det skulle gøres ved person færgen som ikke sejler fra det samme færgeleje. Rune var igen blevet en smule iriteret over bureaukratiet og havde nær kørt en medarbejder fra ”prammen” ned da han kastede Brumbassen ud mellem to lastbiler i bakgear op af en 10% stigning væk fra færgelejet. Inde i byen, ved person færgen fik vi passene stemplet i en ruf og ilede tilbage i håb om at kunne nå den færge som vi var lige ved at komme med inden vi måtte køre fra færgelejet. Men, ak, nej den var lige sejlet. Nå, men skidt pyt, prammene sejler frem og tilbage hele tiden så vi når det nok.
Vi kom da også over med prammen – en tur på ca 10 min. Efter det nu efterhånden forventede bøvleri mht at få Carnet´et stemplet osv ind i Thailand kørte vi nu mod Chiang Rai.
Vi havde udset os et hotel igennem Lonely Planet og efter ca 2 timer var vi fremme.
Man skulle tro at arkitekten til Red Rose Hotel havde været på en form for syre da han designede dette sted. Det er en meget underlig form for Disney Land – selve ”hovedgaden” ned gennem hotellet ligner noget fra Roger Rabbit og alle værelserne har et tema. Ungerne var enige om at de ville have ”Kick-Boxer”-værelset: komplet med boksering, handsker, sandsække osv. Inde midt i bokseringen er der nedsænket en dobbeltmadras som fungerer som seng. Vi andre 3 valgte et værelse ved siden af med et udefinerbart tema: Neonbelysning, selvlysende figurer af delfiner, luftballoner og andet på væggene – og som et lille pift også med spejl i loftet og en endevæg med udskæringer der mistænktsom ligner bare bryster oplyst af rødt pornolys!
Men alt i alt nogle fine værelser og til en ok pris.
Efter at ungerne havde bokset sig godt svedige og var blevet uvenner et par gange tog vi en tuk-tuk ind til centrum af Chiang Rai. Vi fandt ind på en hyggelig cafe hvor vi fik rigtig lækker aftensmad – og ungerne var jublende lykkelige over at kunne få RIGTIG spaghetti med kødsauce!
Overfor cafeen kunne vi se starten af byens ”night-market” – et stort område hvor der sælges alverdens ting og sager – som sædvanligt. Vi var dog for trætte til at udforske dette og blev enige om at vente med det til imorgen.
søndag den 24. oktober 2010
Søndag d. 24. oktober 2010:
Endelig, vi var lidt spændte på at komme med prammen til Thailand, så vi fik hurtigt tjekket ud af værelset og kom op til færgelejet. Der var tomt! Meget tomt! Efter at have kørt lidt frem og tilbage kom en meget feminimt udseende ung mand kørende på sin scooter. Han tilbød at sejle os over på den anden side for 3200baht. Men, eftersom hverken paskontor eller toldkontor var åbent var det dog nok en dårlig ide. Han sagde at vi kunne komme med mandag morgen for 1000baht.
Godt så, vi triller da bare tilbage til byen og finder et nyt sted at bo. Vi havde set et andet hotel, som lå ned mod floden og som så noget nyere ud end de øvrige guesthouses. Prisen var da også lidt højere, men ikke noget nævneværdigt. Vi skulle dog have to værelser istedet for et. Hotellet var fint på facaden, men når man kiggede efter i krogene kunne man godt se at den sidste finish var noget præget af at hotellet skulle være hurtigt færdigt til den kommende turist sæson. Der manglede gulvlister over det hele og skyggelisterne så ud som om de var hugget over med økse. Desuden var badeværelset så snedigt indrettet at vandet fra brusekabinen løb hen imod døren og samlede sig i en stor sø, istedet for at løbe ned i afløbet i den anden ende af rummet.
Nå, men hvad, vi kunne jo være ligeglade med alt dette, bare vi har en seng at sove i er vi godt tilfredse.
Dagen gik med inde sysler for William, Lilli og Amelies vedkommende, akompagneret af Mor Maria. Der blev lavet lektier, hoppet i sengen og løbet på gangen. Rune havde besluttet sig for at prøve endnu engang at få bugt med Brumbassens hylende bremser. Hun blev løftet op i hvert hjørne og hjulene blev pillet af. Bremseklodserne fik en tur med nedstrygeren så de fik en lille rille i midten. Det skulle eftersigende virke.
Om aftenen var det tid til at gå en tur ud i byen og se på festlighederne. Vi blev hurtigt mødt af et kæmpe optog som bar på en stor bambus båd, udsmykket med papir, palmeblade, lys og andre finurligheder. Vi fulgte efter optoget og fandt ud af at der var flere både længere henne af gaden. Bådene var åbentbart blevet bygget af familier til de små munke drenge og i aften skulle de sættes i søen. Man kunne også købe nogle meget flotte dekorationer med lys i midten som man så satte ud i floden. Vi købte en, den kostede en dollar, og valfartede ned til floden sammen med hundredevis af andre. William fik æren af at gå ud i floden til knædybde og sætte den lille ”juledekoration” i vandet. Det var et flot syn at se de hundredevis af dekorationer flyde ned ad floden.
Tilbage på hotellet kunne vi følge begivenhedernes gang fra restauranten og vi kunne se hvordan de satte bådene i vandet. Efter aftensmaden skulle Maria lige et lille ærinde oppe på hjørnet og hun kom tilbage med knaldperler og stjernekastere. Der var pludselig vild jubel blandt ungerne og de løb ud i gården og kastede med knaldperler og tændte stjernekastere. Det fik selvfølgelig alt for hurtigt en ende, så en ny ekspedition måtte afsted efter mere krudt. Denne gang var der kommet nogle noget større knaldperler med. Hmm, men de sprang ikke når man kastede dem. Rune prøvede at sætte ild til dem og....KABUUUUUM. Det vi nok fra gamle dage kender som knaldkinesere, i alt fald af størrelse, men ikke af lyd. Alle i restauranten var flade af grin over ungernes noget forbavsede reaktion men ikke mindst af Rune som nærmest satte sig på halen.
Endelig, vi var lidt spændte på at komme med prammen til Thailand, så vi fik hurtigt tjekket ud af værelset og kom op til færgelejet. Der var tomt! Meget tomt! Efter at have kørt lidt frem og tilbage kom en meget feminimt udseende ung mand kørende på sin scooter. Han tilbød at sejle os over på den anden side for 3200baht. Men, eftersom hverken paskontor eller toldkontor var åbent var det dog nok en dårlig ide. Han sagde at vi kunne komme med mandag morgen for 1000baht.
Godt så, vi triller da bare tilbage til byen og finder et nyt sted at bo. Vi havde set et andet hotel, som lå ned mod floden og som så noget nyere ud end de øvrige guesthouses. Prisen var da også lidt højere, men ikke noget nævneværdigt. Vi skulle dog have to værelser istedet for et. Hotellet var fint på facaden, men når man kiggede efter i krogene kunne man godt se at den sidste finish var noget præget af at hotellet skulle være hurtigt færdigt til den kommende turist sæson. Der manglede gulvlister over det hele og skyggelisterne så ud som om de var hugget over med økse. Desuden var badeværelset så snedigt indrettet at vandet fra brusekabinen løb hen imod døren og samlede sig i en stor sø, istedet for at løbe ned i afløbet i den anden ende af rummet.
Nå, men hvad, vi kunne jo være ligeglade med alt dette, bare vi har en seng at sove i er vi godt tilfredse.
Dagen gik med inde sysler for William, Lilli og Amelies vedkommende, akompagneret af Mor Maria. Der blev lavet lektier, hoppet i sengen og løbet på gangen. Rune havde besluttet sig for at prøve endnu engang at få bugt med Brumbassens hylende bremser. Hun blev løftet op i hvert hjørne og hjulene blev pillet af. Bremseklodserne fik en tur med nedstrygeren så de fik en lille rille i midten. Det skulle eftersigende virke.
Om aftenen var det tid til at gå en tur ud i byen og se på festlighederne. Vi blev hurtigt mødt af et kæmpe optog som bar på en stor bambus båd, udsmykket med papir, palmeblade, lys og andre finurligheder. Vi fulgte efter optoget og fandt ud af at der var flere både længere henne af gaden. Bådene var åbentbart blevet bygget af familier til de små munke drenge og i aften skulle de sættes i søen. Man kunne også købe nogle meget flotte dekorationer med lys i midten som man så satte ud i floden. Vi købte en, den kostede en dollar, og valfartede ned til floden sammen med hundredevis af andre. William fik æren af at gå ud i floden til knædybde og sætte den lille ”juledekoration” i vandet. Det var et flot syn at se de hundredevis af dekorationer flyde ned ad floden.
Tilbage på hotellet kunne vi følge begivenhedernes gang fra restauranten og vi kunne se hvordan de satte bådene i vandet. Efter aftensmaden skulle Maria lige et lille ærinde oppe på hjørnet og hun kom tilbage med knaldperler og stjernekastere. Der var pludselig vild jubel blandt ungerne og de løb ud i gården og kastede med knaldperler og tændte stjernekastere. Det fik selvfølgelig alt for hurtigt en ende, så en ny ekspedition måtte afsted efter mere krudt. Denne gang var der kommet nogle noget større knaldperler med. Hmm, men de sprang ikke når man kastede dem. Rune prøvede at sætte ild til dem og....KABUUUUUM. Det vi nok fra gamle dage kender som knaldkinesere, i alt fald af størrelse, men ikke af lyd. Alle i restauranten var flade af grin over ungernes noget forbavsede reaktion men ikke mindst af Rune som nærmest satte sig på halen.
lørdag den 23. oktober 2010
HuayXai - på grænsen til Thailand
Lørdag d. 23. oktober 2010:
Efter at have sovet i godt 12 timer vågnede Rune ved 8 tiden. Resten af familien havde fortrukket til dobbeltsengen af ukendte årsager. Maria vågnede ved 9 tiden og de små omkring kl. 9.30. Vi spiste morgenmad sammen, pakkede værelset og satte kursen mod grænsebyen Huai Xai, en tur på ca. 120km af den nye Kinesiske Expressway. Vejen startede da også ret fint, vi skød en fin fart og regnede med at være fremme i løbet af et par timer. Efter en times tid begyndte bjergkørslen igen. Vejen så helt ny ud, med nye midter striber og små parkeringslommer i de små landsbyer. I forhold til de veje vi ellers havde kørt på var det første kvalitet. Af besynderlige årsager manglede vejen nogen steder. Asfalten var væk og der var kun grus. Det var nogen gange små strækninger på 20 meter, nogengange 1km. Men, hver gang kom asfaltvejen igen med flotte nye midterstriber osv. Vi lavede konspirationsteorier i bilen om hvorvidt de små landsbysamfund havde ”stjålet” belægningen til andre formål, eller måske var arbejderne bare løbet tør for asfalt nogen få steder.
Nå, men vi nåede fint frem til Huai Xai i løbet af nogen timer. Vi kørte direkte ned til færgelejet, som bare var vejen der endte i Mekong floden. Da vi havde spurgt os lidt omkring fandt vi ud af at det var helligdag og færgen ikke sejlede før imorgen. Hmm, nå men så måtte vi jo finde et sted at sove.
Byen er et travlt gennemfartspunkt for rejsende fra Thailand til Laos, så at finde et guesthouse var intet problem.
Helligdagen bestod i at Munkenes 3 måneders ”værnepligt” er ovre og det skal fejres. Byen var levende af mennesker og hovedgaden var lukket for biler. Vi fandt et hyggeligt sted at spise aftensmad og gik hen ad hovedgaden. Der var desværre så meget larm iform af høj ”mærkelig” musik at vi hurtigt vendte næsen hjemad.
En af traditionerne er at tænde en rispapir ballon med en slags stearin lys for neden. Når så den varme luft fylder ballonen stiger den til vejrs og man kan følge den i laaang tid. Vi købte selvfølgelig en ballon og gik op på taget af vores lille hotel. Her tændte vi ballonen og jublede da den steg hurtigt til vejrs.
Efter at have sovet i godt 12 timer vågnede Rune ved 8 tiden. Resten af familien havde fortrukket til dobbeltsengen af ukendte årsager. Maria vågnede ved 9 tiden og de små omkring kl. 9.30. Vi spiste morgenmad sammen, pakkede værelset og satte kursen mod grænsebyen Huai Xai, en tur på ca. 120km af den nye Kinesiske Expressway. Vejen startede da også ret fint, vi skød en fin fart og regnede med at være fremme i løbet af et par timer. Efter en times tid begyndte bjergkørslen igen. Vejen så helt ny ud, med nye midter striber og små parkeringslommer i de små landsbyer. I forhold til de veje vi ellers havde kørt på var det første kvalitet. Af besynderlige årsager manglede vejen nogen steder. Asfalten var væk og der var kun grus. Det var nogen gange små strækninger på 20 meter, nogengange 1km. Men, hver gang kom asfaltvejen igen med flotte nye midterstriber osv. Vi lavede konspirationsteorier i bilen om hvorvidt de små landsbysamfund havde ”stjålet” belægningen til andre formål, eller måske var arbejderne bare løbet tør for asfalt nogen få steder.
Nå, men vi nåede fint frem til Huai Xai i løbet af nogen timer. Vi kørte direkte ned til færgelejet, som bare var vejen der endte i Mekong floden. Da vi havde spurgt os lidt omkring fandt vi ud af at det var helligdag og færgen ikke sejlede før imorgen. Hmm, nå men så måtte vi jo finde et sted at sove.
Byen er et travlt gennemfartspunkt for rejsende fra Thailand til Laos, så at finde et guesthouse var intet problem.
Helligdagen bestod i at Munkenes 3 måneders ”værnepligt” er ovre og det skal fejres. Byen var levende af mennesker og hovedgaden var lukket for biler. Vi fandt et hyggeligt sted at spise aftensmad og gik hen ad hovedgaden. Der var desværre så meget larm iform af høj ”mærkelig” musik at vi hurtigt vendte næsen hjemad.
En af traditionerne er at tænde en rispapir ballon med en slags stearin lys for neden. Når så den varme luft fylder ballonen stiger den til vejrs og man kan følge den i laaang tid. Vi købte selvfølgelig en ballon og gik op på taget af vores lille hotel. Her tændte vi ballonen og jublede da den steg hurtigt til vejrs.
fredag den 22. oktober 2010
Fredag d. 22. oktober 2010:
Vores lille mulepose med havregryn og müsli havde stået på gulvet og var helt levende af myrer. Maria fik ryddet op i det og vi fik tjekket ud.
Vi kørte rundt om hjørnet og ind på Zuela guesthouse. Vores rum var ikke klart endnu, så vi bestilte noget morgenmad.
Zuela guesthouse udlejer cykler og motorcykler, men desværre ikke en cykel med barnestol, ej heller en cykel i Lillis størrelse. Vi fandt en cykel som William lige kunne passe, lejede en lille motorcykel og så kunne Rune, Lilli og William komme på tur. Maria og Amelie blev hjemme for at sove til middag. Vi ville ud og se et lille vandfald 5 km udenfor byen. William glædede sig til at komme ud at cykle, han havde ikke cyklet siden vi lånte Jean og Natalies cykler i Malaysia.
Lilli sad bag på Rune og William oksede afsted for at kunne følge med. De 4 ud af de 5 km var på meget bulet grusvej og vi hjalp william op ad bakkerne ved at skubbe lidt på sadlen. Det virker måske lidt hovedløst, men efter 6 måneder i disse lande har man set det der var værre og bliver temmelig hærdet. Alle 3 havde selvfølgelig hjelm på - hvilket er noget af et særsyn da INGEN herude bruger hjelm!
Vandfaldet var flot, men hurtigt overstået. På vej tilbage besluttede William sig for at vi skulle køre forbi Zuela og stille cyklen. Han orkede ikke mere og ville gerne op på motorcyklen. Rune forrest og Lilli i midten kørte vi syd for byen ned til den gamle bydel. Gamle betyder at den kun består af siv hytter og blikskure. I vores bøger har vi læst at USA tæppebumpede Laos og specielt dette område under The Second Secret War. Ingen af os har hørt om denne krig, men vi har nok ikke hørt ordentligt efter i historietimerne. Den sydlige bydel er det oprindelige Luang Nam Tha, den nye bydel er skudt op efter disse tæppebumpninger som efter sigende skulle have fundet sted i 70erne.
Vi kørte syd for byen og fandt en lille restaurant nede ved floden. Vi spiste et par sandwiches, så en slange i græsset og så kørte vi hjem igen.
Måltiderne blev lidt spredt ud over dagen så der var ingen fælles aftensmad. Mulle skulle puttes ved 20 tiden og så skete det som så ofte sker når det er Rune der putter. Han faldt i søvn før Mulle, men hun holdt ham ved selskab og slukkede også for kontakten kort tid efter. William, Lilli og Maria sad og så Harry Potter på computeren og ved 22-tiden gik de ud for at få lidt aftensmad i restauranten.
Vores lille mulepose med havregryn og müsli havde stået på gulvet og var helt levende af myrer. Maria fik ryddet op i det og vi fik tjekket ud.
Vi kørte rundt om hjørnet og ind på Zuela guesthouse. Vores rum var ikke klart endnu, så vi bestilte noget morgenmad.
Zuela guesthouse udlejer cykler og motorcykler, men desværre ikke en cykel med barnestol, ej heller en cykel i Lillis størrelse. Vi fandt en cykel som William lige kunne passe, lejede en lille motorcykel og så kunne Rune, Lilli og William komme på tur. Maria og Amelie blev hjemme for at sove til middag. Vi ville ud og se et lille vandfald 5 km udenfor byen. William glædede sig til at komme ud at cykle, han havde ikke cyklet siden vi lånte Jean og Natalies cykler i Malaysia.
Lilli sad bag på Rune og William oksede afsted for at kunne følge med. De 4 ud af de 5 km var på meget bulet grusvej og vi hjalp william op ad bakkerne ved at skubbe lidt på sadlen. Det virker måske lidt hovedløst, men efter 6 måneder i disse lande har man set det der var værre og bliver temmelig hærdet. Alle 3 havde selvfølgelig hjelm på - hvilket er noget af et særsyn da INGEN herude bruger hjelm!
Vandfaldet var flot, men hurtigt overstået. På vej tilbage besluttede William sig for at vi skulle køre forbi Zuela og stille cyklen. Han orkede ikke mere og ville gerne op på motorcyklen. Rune forrest og Lilli i midten kørte vi syd for byen ned til den gamle bydel. Gamle betyder at den kun består af siv hytter og blikskure. I vores bøger har vi læst at USA tæppebumpede Laos og specielt dette område under The Second Secret War. Ingen af os har hørt om denne krig, men vi har nok ikke hørt ordentligt efter i historietimerne. Den sydlige bydel er det oprindelige Luang Nam Tha, den nye bydel er skudt op efter disse tæppebumpninger som efter sigende skulle have fundet sted i 70erne.
Vi kørte syd for byen og fandt en lille restaurant nede ved floden. Vi spiste et par sandwiches, så en slange i græsset og så kørte vi hjem igen.
Måltiderne blev lidt spredt ud over dagen så der var ingen fælles aftensmad. Mulle skulle puttes ved 20 tiden og så skete det som så ofte sker når det er Rune der putter. Han faldt i søvn før Mulle, men hun holdt ham ved selskab og slukkede også for kontakten kort tid efter. William, Lilli og Maria sad og så Harry Potter på computeren og ved 22-tiden gik de ud for at få lidt aftensmad i restauranten.
torsdag den 21. oktober 2010
Torsdag d. 21. oktober 2010:
Vi forlod Udomxai ved 10 tiden, efter at have købt lidt baguette. Lidt uden for byen holdt vi ind på en tankstation og fik spist morgenmad.
Turen til Luang Nam Tha var ikke så lang, 125km på en nogenlunde vej. Det tog kun et par timer før vi var fremme. Luang Nam Tha er en lille by med nogle få guesthouses. Vi fand et lille familieejet guesthouse hvor vi fik et fint værelse. Eftermiddagen gik med at lave lektier og gå en tur i byen.
Den lille familie der ejer guesthouset har en lille søn på knap 2 år. Moren var helt vil med Amelie og synes helt klart at hendes søn ville have godt af at lege med hendes lille søn. Han hed foresten Obama, opkaldt efter den amerikanske president. De to blev hurtigt gode venner og endte med at jagte hinanden rundt i det store opholdsrum uden for værelset.
Da vi ankom til guesthouset og var tjekket ind mødte vi en Østriger som netop var tjekket ud. Han fortalte om et guesthouse der lå rundt om hjørnet som havde en rigtig hyggelig atmosfære. Da det var ved at være aften gik vi ud for at finde en restaurant. Vi kom forbi guesthouset som Østrigeren havde fortalt om. Det hed Zuela guesthouse og han havde helt ret. Guesthouset bestod af 3 bygninger trukket 150 meter væk fra vejen. Bygningerne var bygget i mursten med en overbygning i tømmer. Vi spurgte på priser for et rum til os, og det var kun 2 dollar dyrere end vores nuværende husly. Vi bestemte os for at tjekke ud næste dag.
Vi forlod Udomxai ved 10 tiden, efter at have købt lidt baguette. Lidt uden for byen holdt vi ind på en tankstation og fik spist morgenmad.
Turen til Luang Nam Tha var ikke så lang, 125km på en nogenlunde vej. Det tog kun et par timer før vi var fremme. Luang Nam Tha er en lille by med nogle få guesthouses. Vi fand et lille familieejet guesthouse hvor vi fik et fint værelse. Eftermiddagen gik med at lave lektier og gå en tur i byen.
Da vi ankom til guesthouset og var tjekket ind mødte vi en Østriger som netop var tjekket ud. Han fortalte om et guesthouse der lå rundt om hjørnet som havde en rigtig hyggelig atmosfære. Da det var ved at være aften gik vi ud for at finde en restaurant. Vi kom forbi guesthouset som Østrigeren havde fortalt om. Det hed Zuela guesthouse og han havde helt ret. Guesthouset bestod af 3 bygninger trukket 150 meter væk fra vejen. Bygningerne var bygget i mursten med en overbygning i tømmer. Vi spurgte på priser for et rum til os, og det var kun 2 dollar dyrere end vores nuværende husly. Vi bestemte os for at tjekke ud næste dag.
onsdag den 20. oktober 2010
Udomxai
Onsdag d. 20. oktober 2010:
Det var rejsedag igen. Vi havde aftenen forinden lagt en plan over de sidste 25 dage inden vi skal med flyveren hjem. De sidste 10 dage bliver uden bil, da Brumbassen skal puttes i containeren d. 5. november. Skibet sejler d. 10. november og vi vil stå på kajen og vinke farvel. Herefter kan vi få de sidste papirer udleveret og rejse trygt hjem.
Målet for dagen var Oudomxai, en ”pulserende” erhvervsby 200km nordligere. Byen ligger tæt på den kinesiske grænse og skulle være præget meget af kina.
Den første 1½ time gik hurtigt. Vejen var fin og vi fik hurtigt kørt de første 90km. Derefter kom vi til det første kryds hvor vi skulle til venstre, vestpå. Vejen blev straks noget smallere og en del mere ujævn. Der gik ikke længe før vi indså at de næste 100km kom til at tage noget længere tid end de første. Vejen snoede sig op af bjergene og vi kunne ikke køre meget hurtigere end 40km/t. Mange steder havde vejen været blokeret eller skyllet væk af mudderskred og var derfor blevet til grusvej med meget store huller. Det har ikke regnet i mange dage så vejen var helt tør og meget støvet. Vi halede ind på flere lastbiler og busser som vi skyndte os at overhale for overhovedet at kunne se noget. Da det blev tid til at strække ben holdt vi ind til siden og her smurte vi en mad og fik et stykke kage inden vi igen var på farten. William og Lilli havde samlet en lille pose med sten mens vi holdt pause – så de fik det sidste stykke køretur til at gå med at skyde med deres slangebøsser ud af vinduet.
Fremme i Udomxai fandt vi et lille guesthouse hvor vi rykkede ind på et værelse med 2 dobbeltsenge til kr. 37
Maria havde det lidt skidt og lagde sig på sengen mens de andre gik en tur ud i byen. Da de vendte tilbage havde de lækker aftensmad med og vi sad ude i foyen og spiste.
Imorgen fortsætter vi til Lang Nam Tha (ca. 3 timers kørsel ... håber vi!) hvor der skulle ligge en stor nationalpark med rigt dyreliv. Her planlægger vi at finde et dejligt sted at bo og tilbringe 3-4 dage inden vi krydser grænsen tilbage til Thailand.
Tanker omkring rejselivet:
Mange ting vænner man sig til uden at tænke over det, mens der er andre ting man nok aldrig vænner sig til. Her er lidt tanker frit fra leveren omkring vores tid på farten:
Varmen kan til tider være ulidelig. Man render rundt i tøj der er vådt af sved konstant. Man føler sig meget beskidt selvom man tager bad hver dag. Skidtet kan nulres af og man føler sig konstant klistret ind i sved, solcreme, myggespray og støv. Maria er den der er mest plaget af myggestik. Myggene er meget små og efterlader også små stik men disse kløer tilgengæld HELT vildt! Når man kløer i dem får man så meget skidt op under neglene af det er ubegribelig at man kan være SÅ beskidt – og får man kløet hul så skal man virkelig passe på at holde sårene rene så der ikke går infektion i dem. (Maria og Lilli fik forresten has på de inficerede myggestik efter en kur på antibiotika)
Der er insekter overalt – og de fleste er dobbelt så store som hjemme i DK. Myrer er især et problem allevegne vi kommer. Man skal hele tiden være opmærksom på at hvis man har nogen form for mad på værelset – kaffe, sukker, havregryn el lign – så skal det være pakket forsvarligt ind! Ellers har man en hel myrekoloni på værelset når man vågner op. Hvis vi spiser på eller udenfor værelset skal vi være meget opmærksomme på om der spildes noget på gulvet – bare der ligger et riskorn så myldrer myrerne til. Vi har efterhånden vænnet os til altid at have en spraydåse med insektgift i nærheden. Glemmer man en slat kaffe med sukker i på bordet så har man balladen næste morgen. Ja, bare man har skyllet sin kaffekop i vasken på badeværelset – så er de små bæster overalt! Vi oplever også tit en hel flok myrer som slæber andre døde insekter med hjem til deres bo – græshopper på 12-15 cm kan de snildt klare og det er noget af et syn når 500 myrer kommer slæbende med sådan en ordentlig fætter! Myrerne har også til tider haft overtaget i Brumbassen – lige når man tror man har fået forgiftet dem allesammen dukker der pludselig en hel koloni bærende på deres æg op under tæpperne i bilen – vi har endda også oplevet dem lave tue nede i Williams vandresko! Det er pudsigt at tænke på at vi aldrig har skulle tænke over den slags derhjemme
Vi er også begyndt at bemærke om der er rist over afløbet på badeværelset – hvis ikke det er tilfældet så sørger vi for at holde døren lukket – i tilfælde af at en rotte skulle få lyst til at kigge forbi.
Gekkoer og firben kravler overalt på væggene når det bliver aften. Der er som regel også et par stykker på værelset – men vi har efterhånden vænnet os til dem og lært at de er gode nok at have i nærheden fordi de spiser myggene.
Det var rejsedag igen. Vi havde aftenen forinden lagt en plan over de sidste 25 dage inden vi skal med flyveren hjem. De sidste 10 dage bliver uden bil, da Brumbassen skal puttes i containeren d. 5. november. Skibet sejler d. 10. november og vi vil stå på kajen og vinke farvel. Herefter kan vi få de sidste papirer udleveret og rejse trygt hjem.
Målet for dagen var Oudomxai, en ”pulserende” erhvervsby 200km nordligere. Byen ligger tæt på den kinesiske grænse og skulle være præget meget af kina.
Den første 1½ time gik hurtigt. Vejen var fin og vi fik hurtigt kørt de første 90km. Derefter kom vi til det første kryds hvor vi skulle til venstre, vestpå. Vejen blev straks noget smallere og en del mere ujævn. Der gik ikke længe før vi indså at de næste 100km kom til at tage noget længere tid end de første. Vejen snoede sig op af bjergene og vi kunne ikke køre meget hurtigere end 40km/t. Mange steder havde vejen været blokeret eller skyllet væk af mudderskred og var derfor blevet til grusvej med meget store huller. Det har ikke regnet i mange dage så vejen var helt tør og meget støvet. Vi halede ind på flere lastbiler og busser som vi skyndte os at overhale for overhovedet at kunne se noget. Da det blev tid til at strække ben holdt vi ind til siden og her smurte vi en mad og fik et stykke kage inden vi igen var på farten. William og Lilli havde samlet en lille pose med sten mens vi holdt pause – så de fik det sidste stykke køretur til at gå med at skyde med deres slangebøsser ud af vinduet.
Fremme i Udomxai fandt vi et lille guesthouse hvor vi rykkede ind på et værelse med 2 dobbeltsenge til kr. 37
Maria havde det lidt skidt og lagde sig på sengen mens de andre gik en tur ud i byen. Da de vendte tilbage havde de lækker aftensmad med og vi sad ude i foyen og spiste.
Imorgen fortsætter vi til Lang Nam Tha (ca. 3 timers kørsel ... håber vi!) hvor der skulle ligge en stor nationalpark med rigt dyreliv. Her planlægger vi at finde et dejligt sted at bo og tilbringe 3-4 dage inden vi krydser grænsen tilbage til Thailand.
Tanker omkring rejselivet:
Mange ting vænner man sig til uden at tænke over det, mens der er andre ting man nok aldrig vænner sig til. Her er lidt tanker frit fra leveren omkring vores tid på farten:
Varmen kan til tider være ulidelig. Man render rundt i tøj der er vådt af sved konstant. Man føler sig meget beskidt selvom man tager bad hver dag. Skidtet kan nulres af og man føler sig konstant klistret ind i sved, solcreme, myggespray og støv. Maria er den der er mest plaget af myggestik. Myggene er meget små og efterlader også små stik men disse kløer tilgengæld HELT vildt! Når man kløer i dem får man så meget skidt op under neglene af det er ubegribelig at man kan være SÅ beskidt – og får man kløet hul så skal man virkelig passe på at holde sårene rene så der ikke går infektion i dem. (Maria og Lilli fik forresten has på de inficerede myggestik efter en kur på antibiotika)
Der er insekter overalt – og de fleste er dobbelt så store som hjemme i DK. Myrer er især et problem allevegne vi kommer. Man skal hele tiden være opmærksom på at hvis man har nogen form for mad på værelset – kaffe, sukker, havregryn el lign – så skal det være pakket forsvarligt ind! Ellers har man en hel myrekoloni på værelset når man vågner op. Hvis vi spiser på eller udenfor værelset skal vi være meget opmærksomme på om der spildes noget på gulvet – bare der ligger et riskorn så myldrer myrerne til. Vi har efterhånden vænnet os til altid at have en spraydåse med insektgift i nærheden. Glemmer man en slat kaffe med sukker i på bordet så har man balladen næste morgen. Ja, bare man har skyllet sin kaffekop i vasken på badeværelset – så er de små bæster overalt! Vi oplever også tit en hel flok myrer som slæber andre døde insekter med hjem til deres bo – græshopper på 12-15 cm kan de snildt klare og det er noget af et syn når 500 myrer kommer slæbende med sådan en ordentlig fætter! Myrerne har også til tider haft overtaget i Brumbassen – lige når man tror man har fået forgiftet dem allesammen dukker der pludselig en hel koloni bærende på deres æg op under tæpperne i bilen – vi har endda også oplevet dem lave tue nede i Williams vandresko! Det er pudsigt at tænke på at vi aldrig har skulle tænke over den slags derhjemme
Vi er også begyndt at bemærke om der er rist over afløbet på badeværelset – hvis ikke det er tilfældet så sørger vi for at holde døren lukket – i tilfælde af at en rotte skulle få lyst til at kigge forbi.
Gekkoer og firben kravler overalt på væggene når det bliver aften. Der er som regel også et par stykker på værelset – men vi har efterhånden vænnet os til dem og lært at de er gode nok at have i nærheden fordi de spiser myggene.
tirsdag den 19. oktober 2010
På udflugt omkring Luang Prabang
Tirsdag d. 19. oktober 2010:
Vi vågnede op sent – kl 9 – og satte os ud på balkonen og spiste vores egen medbragte morgenmad; Musli, havregryn og bananer med mælk.
Vi havde aftalt med May som arbejder på Thida Guesthouse hvor vi bor, at han ville tage os med på udflugt når han fik fri fra skole.
May er 22 år gammel og er fra en lille, fattig landsby udenfor Luang Prabang. Han er flyttet ind til byen for at uddanne sig. Han går i skole hver weekend hvor han lærer engelsk. Alle hverdagene studerer han Business Economics fra 8-12 og alle dage kører han direkte hjem for at arbejde på guesthouset indtil kl. 22 om aftenen. Han er utrolig sød og meget målrettet – vi er begge meget imponeret over ham. Tænk hvor meget det kræver at flytte fra sin familie for at kunne blive til noget. Han tjener 55 dollars om mdr ved at arbejde på Thida guesthouse og med dette skal han betale for sin uddannelse og leveomkostinger!
May kom hjem omkring kl. 13 og da han havde spist frokost kørte vi alle 6 afsted i Landroveren. Amelie er helt vild med ham og de to sad sammen på forsædet og holdt i hånden
Han ville vise os et flot vandfald som ligger lidt udenfor byen. Først kørte vi i ca 20 min hen til et sted nede ved floden. Her hoppede vi så på en lang træbåd med påhængsmotor og blev sejlet 10 min op af floden. Her stod vi af ved det smukkeste og mest specielle vandfald vi har set endnu. Masser af vand der fossede ned i floden fra et utal af store og små bassiner som strakte sig langt op af bjerget inde i skoven. Vi hoppede i badetøjet og ned i det meget kølige vand. Det er svært at beskrive hvordan der så ud men vi skal nok ligge billeder ud snart! William og Rune klatrede op på klipperne mellem de forskellige bassiner og fandt da også et sted hvor man kunne svinge sig ud i vandet ved et tov!
Efter en del baderi gik vi op i restauranten og fik frokost – den lå højt oppe med udsigt ud over det smukke vandfald.
Vi tog en båd tilbage og kørte ind til Luang Prabang igen. Da vi havde sat May af ved Thida kørte vi ud på egen hånd for at se lidt mere af byen inden vi forlader den imorgen. Vi kørte over på den anden side af floden og her så vi en helt anden side af den ellers så smukke og blankpolerede by vi havde set hidtil. Lige bag facaden lurer fattigdommen og vi kørte forbi mange huse/skure hvor der bestemt ikke boede rige mennesker. Vi passerede også mange huse hvor kvinderne sad udenfor og vævede tæpper, tørklæder og andet i silke. Området er kendt for broderi og væveri med de mønstre som er typiske for Hmong-stammen. Der lever mange forskellige ”tribes”/stammer i Laos og området omkring Luang Prabang er præget af Hmong –stammen – de som er kendere på området siger at man for hver stamme kan genkende deres håndarbejde/væveri på mønstret.
Hjemme igen slappede vi af en time og gik herefter ud for at finde noget aftensmad. Vi fandt en hyggelig restaurant ude på hovedgaden og da vi havde spist gik Rune og Amelie ud for at købe pandekager mens vi andre gik en sidste tur hen på markedet hvor vi fik købt de sidste ting vi gerne vil have med hjem.
Vi vågnede op sent – kl 9 – og satte os ud på balkonen og spiste vores egen medbragte morgenmad; Musli, havregryn og bananer med mælk.
Vi havde aftalt med May som arbejder på Thida Guesthouse hvor vi bor, at han ville tage os med på udflugt når han fik fri fra skole.
May er 22 år gammel og er fra en lille, fattig landsby udenfor Luang Prabang. Han er flyttet ind til byen for at uddanne sig. Han går i skole hver weekend hvor han lærer engelsk. Alle hverdagene studerer han Business Economics fra 8-12 og alle dage kører han direkte hjem for at arbejde på guesthouset indtil kl. 22 om aftenen. Han er utrolig sød og meget målrettet – vi er begge meget imponeret over ham. Tænk hvor meget det kræver at flytte fra sin familie for at kunne blive til noget. Han tjener 55 dollars om mdr ved at arbejde på Thida guesthouse og med dette skal han betale for sin uddannelse og leveomkostinger!
May kom hjem omkring kl. 13 og da han havde spist frokost kørte vi alle 6 afsted i Landroveren. Amelie er helt vild med ham og de to sad sammen på forsædet og holdt i hånden
Han ville vise os et flot vandfald som ligger lidt udenfor byen. Først kørte vi i ca 20 min hen til et sted nede ved floden. Her hoppede vi så på en lang træbåd med påhængsmotor og blev sejlet 10 min op af floden. Her stod vi af ved det smukkeste og mest specielle vandfald vi har set endnu. Masser af vand der fossede ned i floden fra et utal af store og små bassiner som strakte sig langt op af bjerget inde i skoven. Vi hoppede i badetøjet og ned i det meget kølige vand. Det er svært at beskrive hvordan der så ud men vi skal nok ligge billeder ud snart! William og Rune klatrede op på klipperne mellem de forskellige bassiner og fandt da også et sted hvor man kunne svinge sig ud i vandet ved et tov!
Efter en del baderi gik vi op i restauranten og fik frokost – den lå højt oppe med udsigt ud over det smukke vandfald.
Vi tog en båd tilbage og kørte ind til Luang Prabang igen. Da vi havde sat May af ved Thida kørte vi ud på egen hånd for at se lidt mere af byen inden vi forlader den imorgen. Vi kørte over på den anden side af floden og her så vi en helt anden side af den ellers så smukke og blankpolerede by vi havde set hidtil. Lige bag facaden lurer fattigdommen og vi kørte forbi mange huse/skure hvor der bestemt ikke boede rige mennesker. Vi passerede også mange huse hvor kvinderne sad udenfor og vævede tæpper, tørklæder og andet i silke. Området er kendt for broderi og væveri med de mønstre som er typiske for Hmong-stammen. Der lever mange forskellige ”tribes”/stammer i Laos og området omkring Luang Prabang er præget af Hmong –stammen – de som er kendere på området siger at man for hver stamme kan genkende deres håndarbejde/væveri på mønstret.
Hjemme igen slappede vi af en time og gik herefter ud for at finde noget aftensmad. Vi fandt en hyggelig restaurant ude på hovedgaden og da vi havde spist gik Rune og Amelie ud for at købe pandekager mens vi andre gik en sidste tur hen på markedet hvor vi fik købt de sidste ting vi gerne vil have med hjem.
mandag den 18. oktober 2010
Endnu en dag i Luang Prabang
Mandag d. 18. oktober 2010:
Brumbassen var begyndt at rumle lidt rigeligt fra gearkassen ved de stejle nedkørsler dagen forinden, så efter morgenmaden kørte Rune, Amelie og May (den unge fyr der arbejder på guesthouset) ud i byen for at finde et sted at få tjekket gearkasserne. Imens lavede William og Lilli skole sammen med Maria.
Brumbassen har 2 gearkasser, hovedgearkassen og transfergearkassen. Transfergearkassen er nem at komme til, men det var lidt sværere med hovedgearkassen. Påfyldningsproppen er ikke som alle de andre, men derimod en Torx 55, som Rune selvfølgelig ikke havde fået med hjemmefra. Der gik lidt tid før vi fandt et værksted som ville give sig ikast med en så mærkelig bil som en Landrover(der er pt. 1 landrover i Laos, og det er vores). Efter lidt filen i en umbraco nøgle og lidt parlamenteren frem og tilbage, lykkedes det Rune at få fortalt værkstedet at vi skulle bruge en Torx 55. Der blev ledt længe i bunken af værktøj men mindsanten om ikke den dukkede op til sidst. Olien i begge gearkasser blev skiftet for 100kr.
På vej derfra ville Brumbassen pludselig ikke i 2. gear. Der skulle lidt mellemgas og en dobbeltudkobling til og så lykkedes det. Efter at have kørt gearkassen varm var der dog ingen problemer. Vi håber på det bedste.
En behagelig overraskelse:
Tilbage i guesthouset, bad Maria, Rune om lige at overhøre William i en engelsk text vi har fået med hjemmefra. Det er første gang vi prøver at give ham en engelsk text som han skal læse og oversætte.
Når man tager sine børn ud af skolen i et halvt år, så gør man sig selvfølgelig nogle overvejelser om hvorvidt man selv kan varetage undervisningen på samme niveau som lærerne hjemme i Danmark. Vi har prøvet at lave lektier så tit som vi har kunnet, men til tider har vi syntes at det har været lidt utilstrækkeligt. Det er klart at børnene selvfølgelig lærer en masse bare ved at rejse, men det har ofte været svært at måle om de nu også lærer nok. William skulle jo starte med at have engelsk da han startede i 3. her til august, men vi har intet foretaget os for at følge op på dette. Det skulle dog idag vise sig at det heller ikke er nødvendigt.
William læste den engelske text, som ikke just var sætninger om Peter and his cat, med en så stor sikkerhed at vi næsten fællede en tåre. Efter hvert afsnit oversatte han teksten så let som at klø sig i nakken. Teksten handlede om en Kålorm som spiste, alverdens forskellige grøntsager, isvafler og slikkepinde for til sidst at blive tyk og stor og springe ud som en flot sommerfugl.
Man kan vist kun sige at, det at have hørt os og alle omkring sig de sidste 5 måneder tale engelsk har bidt sig godt og grundigt fat i ham.
Vi ilede straks op til den nærmeste boghandel for at købe en engelsk bog mere. Vi fandt en bog om dinosaurer, som jo er hans store lidenskab, og han tyggede den igennem på en halv time. Selvfølgelig forstår han ikke alt hvad der står, men han læser troligt alle ordene og kan gengive teksten i hovedtræk.
Vi kan kun sige ”Det har ikke været forgæves at trække de små poder med rundt i verden, selvom man til tider har overvejet om det nu også er så meget til deres fordel!”
Efter at Amelie havde sovet en lur gik vi igen hen til det marked der folder sig ud om aftenen. Vi købte lidt gaver til dem derhjemme – vi synes det er nogle gode ting man kan få med hjem herude fra da det er home-made, god kvalitet og til billige penge. Samtidig støtter man de lokale (fattige) og er på den måde med til at holde gang i de små landsby samfund.
Vi spiste igen aftensmad på et gadekøkken hvor man kunne fylde en tallerken for 1,5 dollar af alverdens grøntsager, pasta, ris og lign. Der var også en stor grill igang og herfra købte vi kyllingefilet, en hel grillet fisk og nogle meget specielle små krydrede pølser der smagte af chili og citrongræs
Det hele smagte dejligt og ungerne spiste også godt af det meste – William var selvfølgelig den der havde bestemt at vi skulle have en hel fisk og den smagte da også dejligt!
På vejen hjem mødte vi en Australier – Graham – som vi også havde mødt og talt med i VangVieng. Vi talte med ham et stykke tid og udvekslede oplysninger – man ved jo aldrig hvornår en kontakt i Australien måske kan komme til nytte Længere henne af vejen kom vi forbi en fin café hvor de reklamerede med at alle kager var ½ pris efter kl. 21 og kl. var præcis 21! Så vi fik dejlig kaffe og kager inden vi gik hjem og tog et slag UNO inden de tre børn skulle puttes. Inden de ville ligges sig i sengen besluttede alle tre sig for at de ville have et hurtigt bad – på samme tid! Dette udviklede sig hurtigt til en regulær vandkamp som jeg vil vurdere at Amelie vandt – hun havde nemlig kapret ”røv-sprøjten” som udsender en MEGET hård stråle. Efter ½ times kampe med meget skrig og skrål fik vi endelig alle puttet i seng.
Brumbassen var begyndt at rumle lidt rigeligt fra gearkassen ved de stejle nedkørsler dagen forinden, så efter morgenmaden kørte Rune, Amelie og May (den unge fyr der arbejder på guesthouset) ud i byen for at finde et sted at få tjekket gearkasserne. Imens lavede William og Lilli skole sammen med Maria.
Brumbassen har 2 gearkasser, hovedgearkassen og transfergearkassen. Transfergearkassen er nem at komme til, men det var lidt sværere med hovedgearkassen. Påfyldningsproppen er ikke som alle de andre, men derimod en Torx 55, som Rune selvfølgelig ikke havde fået med hjemmefra. Der gik lidt tid før vi fandt et værksted som ville give sig ikast med en så mærkelig bil som en Landrover(der er pt. 1 landrover i Laos, og det er vores). Efter lidt filen i en umbraco nøgle og lidt parlamenteren frem og tilbage, lykkedes det Rune at få fortalt værkstedet at vi skulle bruge en Torx 55. Der blev ledt længe i bunken af værktøj men mindsanten om ikke den dukkede op til sidst. Olien i begge gearkasser blev skiftet for 100kr.
På vej derfra ville Brumbassen pludselig ikke i 2. gear. Der skulle lidt mellemgas og en dobbeltudkobling til og så lykkedes det. Efter at have kørt gearkassen varm var der dog ingen problemer. Vi håber på det bedste.
En behagelig overraskelse:
Tilbage i guesthouset, bad Maria, Rune om lige at overhøre William i en engelsk text vi har fået med hjemmefra. Det er første gang vi prøver at give ham en engelsk text som han skal læse og oversætte.
Når man tager sine børn ud af skolen i et halvt år, så gør man sig selvfølgelig nogle overvejelser om hvorvidt man selv kan varetage undervisningen på samme niveau som lærerne hjemme i Danmark. Vi har prøvet at lave lektier så tit som vi har kunnet, men til tider har vi syntes at det har været lidt utilstrækkeligt. Det er klart at børnene selvfølgelig lærer en masse bare ved at rejse, men det har ofte været svært at måle om de nu også lærer nok. William skulle jo starte med at have engelsk da han startede i 3. her til august, men vi har intet foretaget os for at følge op på dette. Det skulle dog idag vise sig at det heller ikke er nødvendigt.
William læste den engelske text, som ikke just var sætninger om Peter and his cat, med en så stor sikkerhed at vi næsten fællede en tåre. Efter hvert afsnit oversatte han teksten så let som at klø sig i nakken. Teksten handlede om en Kålorm som spiste, alverdens forskellige grøntsager, isvafler og slikkepinde for til sidst at blive tyk og stor og springe ud som en flot sommerfugl.
Man kan vist kun sige at, det at have hørt os og alle omkring sig de sidste 5 måneder tale engelsk har bidt sig godt og grundigt fat i ham.
Vi ilede straks op til den nærmeste boghandel for at købe en engelsk bog mere. Vi fandt en bog om dinosaurer, som jo er hans store lidenskab, og han tyggede den igennem på en halv time. Selvfølgelig forstår han ikke alt hvad der står, men han læser troligt alle ordene og kan gengive teksten i hovedtræk.
Vi kan kun sige ”Det har ikke været forgæves at trække de små poder med rundt i verden, selvom man til tider har overvejet om det nu også er så meget til deres fordel!”
Efter at Amelie havde sovet en lur gik vi igen hen til det marked der folder sig ud om aftenen. Vi købte lidt gaver til dem derhjemme – vi synes det er nogle gode ting man kan få med hjem herude fra da det er home-made, god kvalitet og til billige penge. Samtidig støtter man de lokale (fattige) og er på den måde med til at holde gang i de små landsby samfund.
Det hele smagte dejligt og ungerne spiste også godt af det meste – William var selvfølgelig den der havde bestemt at vi skulle have en hel fisk og den smagte da også dejligt!
På vejen hjem mødte vi en Australier – Graham – som vi også havde mødt og talt med i VangVieng. Vi talte med ham et stykke tid og udvekslede oplysninger – man ved jo aldrig hvornår en kontakt i Australien måske kan komme til nytte Længere henne af vejen kom vi forbi en fin café hvor de reklamerede med at alle kager var ½ pris efter kl. 21 og kl. var præcis 21! Så vi fik dejlig kaffe og kager inden vi gik hjem og tog et slag UNO inden de tre børn skulle puttes. Inden de ville ligges sig i sengen besluttede alle tre sig for at de ville have et hurtigt bad – på samme tid! Dette udviklede sig hurtigt til en regulær vandkamp som jeg vil vurdere at Amelie vandt – hun havde nemlig kapret ”røv-sprøjten” som udsender en MEGET hård stråle. Efter ½ times kampe med meget skrig og skrål fik vi endelig alle puttet i seng.
søndag den 17. oktober 2010
Luang Prabang
Søndag d. 17. oktober 2010:
Vi havde besluttet at drage yderligere nordpå i Laos til byen Luang Prabang. Luang Prabang er beskyttet af UNESCO som en World Heritage City.
Vi pakkede værelset sammen og tjekkede ud kl. 10. Der var ca. 210km fra Vang Vieng til Luang Prabang, så vi regnede med 2-3 timers kørsel.
Efter 10km begyndte vejen at sno sig opad bjergene. Vang Vieng ligger i 230meters højde, men vi befandt os hurtigt 1400meter over havet. Da klokken var 14 befandt vi os på toppen af et bjerg. Der var stadig 100km til Luang Prabang, vi havde ikke fået frokost og ungerne begyndt at klage over kvalme og opkastningsfornemmelser. Vi holdt ind ved den eneste form for civilisation i form af en butik og en lille restaurant, vi havde set siden vi forlod Vang Vieng. Temperaturen var pludselig faldet til 19 grader og det var tåget og det regnede. Vi fandt de tykke sweatre frem fra bagagerummet og satte os ind og fik lidt at spise.
Kl. 17, efter yderligere 100km bjergkørsel var vi fremme i Luang Prabang, puhaa, det var en drøj tur. Efter lidt spørgen rundt i byen fandt vi et lille guesthouse hvor der var plads til os alle.
Luang Prabang er en utrolig hyggelig og charmerende by. Noget helt andet end VangVieng og man kan vel sige at den føles lidt mere ”high-end” eller overklasse-agtig men stadig med plads til backpackere da der er mange restauranter, caféer og gadekøkkener – noget for enhver smag og pengepung. Generelt er det hele lidt finere og renere end det vi har oplevet i Venetiane og VangVieng. Byen har dog stadig beholdt sit ”landsby-agtige” præg og gadesælgerne er tydeligvis også hovedsageligt kvinder fra landsbyerne som sælger deres hjemmelavede produkter. Vi gik en aftentur og kom forbi en gade med små pavillioner så langt øjet rakte – dette måtte være ”The Nightmarket” (Sådan ét har alle byer med respekt for sig selv). Pavillionerne var fyldt med lokale Lao folk der solgte deres hjemmelave ting. Der var flotte broderede tørklæder, hjemmesko, træsmykker, bukser osv. Vi faldt over nogle meget søde nederdele til Amelie med håndlavet, vævet mønster på og købte lidt ekstra med hjem til de små derhjemme. Lilli fik også nogle superseje pludder-bukser til den nette sum af 30kr.
Midt i markedet faldt vi over en lille ”restaurant” nede af en sidegade. En mand havde slået sig ned med sin lille vogn hvor han solgte vegetar retter. Man kunne fylde en tallerken for 10000kip, ca.1,2USD. Vi slog os ned ved nogle små borde og nød den gode billige mad. Det var skønt at se William og Lilli spise bønner, kartoffelbåde, bønnespirer osv. uden at tøve. Amelie tøvede lidt mere, men spiste dog lidt kartofler og pasta.
Vi havde besluttet at drage yderligere nordpå i Laos til byen Luang Prabang. Luang Prabang er beskyttet af UNESCO som en World Heritage City.
Vi pakkede værelset sammen og tjekkede ud kl. 10. Der var ca. 210km fra Vang Vieng til Luang Prabang, så vi regnede med 2-3 timers kørsel.
Efter 10km begyndte vejen at sno sig opad bjergene. Vang Vieng ligger i 230meters højde, men vi befandt os hurtigt 1400meter over havet. Da klokken var 14 befandt vi os på toppen af et bjerg. Der var stadig 100km til Luang Prabang, vi havde ikke fået frokost og ungerne begyndt at klage over kvalme og opkastningsfornemmelser. Vi holdt ind ved den eneste form for civilisation i form af en butik og en lille restaurant, vi havde set siden vi forlod Vang Vieng. Temperaturen var pludselig faldet til 19 grader og det var tåget og det regnede. Vi fandt de tykke sweatre frem fra bagagerummet og satte os ind og fik lidt at spise.
Kl. 17, efter yderligere 100km bjergkørsel var vi fremme i Luang Prabang, puhaa, det var en drøj tur. Efter lidt spørgen rundt i byen fandt vi et lille guesthouse hvor der var plads til os alle.
Luang Prabang er en utrolig hyggelig og charmerende by. Noget helt andet end VangVieng og man kan vel sige at den føles lidt mere ”high-end” eller overklasse-agtig men stadig med plads til backpackere da der er mange restauranter, caféer og gadekøkkener – noget for enhver smag og pengepung. Generelt er det hele lidt finere og renere end det vi har oplevet i Venetiane og VangVieng. Byen har dog stadig beholdt sit ”landsby-agtige” præg og gadesælgerne er tydeligvis også hovedsageligt kvinder fra landsbyerne som sælger deres hjemmelavede produkter. Vi gik en aftentur og kom forbi en gade med små pavillioner så langt øjet rakte – dette måtte være ”The Nightmarket” (Sådan ét har alle byer med respekt for sig selv). Pavillionerne var fyldt med lokale Lao folk der solgte deres hjemmelave ting. Der var flotte broderede tørklæder, hjemmesko, træsmykker, bukser osv. Vi faldt over nogle meget søde nederdele til Amelie med håndlavet, vævet mønster på og købte lidt ekstra med hjem til de små derhjemme. Lilli fik også nogle superseje pludder-bukser til den nette sum af 30kr.
Midt i markedet faldt vi over en lille ”restaurant” nede af en sidegade. En mand havde slået sig ned med sin lille vogn hvor han solgte vegetar retter. Man kunne fylde en tallerken for 10000kip, ca.1,2USD. Vi slog os ned ved nogle små borde og nød den gode billige mad. Det var skønt at se William og Lilli spise bønner, kartoffelbåde, bønnespirer osv. uden at tøve. Amelie tøvede lidt mere, men spiste dog lidt kartofler og pasta.
lørdag den 16. oktober 2010
Udflugtsdag og besøg på Organisk farm
Lørdag d. 16. oktober 2010:
Der er spøjst at være så langt hjemmefra og føle sig så meget hjemme. William og Lilli blev idag spurgt om de syntes vi skulle køre videre imorgen, og svaret var klart NEJ. De synes vi bor så godt og ved jo ikke hvordan der er næste sted.
Efter morgenmad og lektielæsning blev vi enige om at The Blue Lagoon vi var ved igår ikke blev helt færdiggjort for vores vedkommende da vi ikke kom op og se grotten der ligger 200meter over lagunen. Vi pakkede Brumbassen og begav os afsted. Vejen gik igen ud af de små meget ujævne grusveje og over et par floder. Idag kørte vi bag ved en tuktuk med en flok engelske piger som jublede da vi kørte igennem floden og de tog broen som der skulle betales for. Ungerne jublede igen og vinkede til pigerne. Fedt bare at kunne køre igennem floden til alles forundring og beundring.
Fremme ved The Blue Lagoon kom Amelie op i rygsækken og vi begav os op ad klippevæggen. Der var lavet nogle intermistiske trappetrin hvor Lilli til tider havde svært ved at nå fra det ene til det næste. Da vi kom til grottens åbning var vi alle godt svedige og vi indså hurtigt at det ville være umuligt at gennemføre ruten inden i grotten med Amelie i rygsækken. Pigerne blev udenfor mens Rune og William begav sig ind i grotten iført pandelamper. Det var et flot syn, der var et lille tempel med en buddha og en ned fra loftet hang en masse stalakitter.
Tilbage ved åbningen begav vi os ned af klippevæggen. Nedstigningen var endnu mere bøvlet end opstigningen, meget af tiden måtte man ned på numsen og sidde for at nå det næste trin.
Vel nede ved lagunen kom vi hurtigt i badetøjet og tog en forfriskende dukkert. William imponerede igen de andre turister ved at hoppe i oppe fra træet 2-3 meter oppe over lagunen.
Når man kommer kørende i en bil som vores til et så øde sted som denne lagune, hvor de øvrige turister kommer på cykel eller i tuktuk, så bliver man hurtigt ombejlet. Vi fik en snak med en Israelsk familien, en engelsk fyr og en flok franske backpackere. De synes alle at vi enten er komplet sindsyge eller utroligt modige, men den overordnede holdning er at de alle synes vi er totalt seje at begive os ud på et projekt som dette med 3 kids.
Efter lagunen begav vi os tilbage mod Vang Vieng. 4 km nord for byen ligger der et sted der hedder The Organic Mulberry Farm. Et sted hvor de dyrker forskellige frugter og grøntsager på god dansk øko manér. Vi fik en kop Lao kaffe, Mulberry thé, 3 mulberry pandekager, en mulberry shake og en tallerken med brød og hjemmelavet gedeost. Det var kræs og alle guffede med stor fryd. Vi købte lidt kaffebønner og nogle thé blade med hjem som souvenir.
Godt mætte begav vi os hjem til guesthouset hvor vi slappede af på verandaen.
Der er spøjst at være så langt hjemmefra og føle sig så meget hjemme. William og Lilli blev idag spurgt om de syntes vi skulle køre videre imorgen, og svaret var klart NEJ. De synes vi bor så godt og ved jo ikke hvordan der er næste sted.
Fremme ved The Blue Lagoon kom Amelie op i rygsækken og vi begav os op ad klippevæggen. Der var lavet nogle intermistiske trappetrin hvor Lilli til tider havde svært ved at nå fra det ene til det næste. Da vi kom til grottens åbning var vi alle godt svedige og vi indså hurtigt at det ville være umuligt at gennemføre ruten inden i grotten med Amelie i rygsækken. Pigerne blev udenfor mens Rune og William begav sig ind i grotten iført pandelamper. Det var et flot syn, der var et lille tempel med en buddha og en ned fra loftet hang en masse stalakitter.
Tilbage ved åbningen begav vi os ned af klippevæggen. Nedstigningen var endnu mere bøvlet end opstigningen, meget af tiden måtte man ned på numsen og sidde for at nå det næste trin.
Vel nede ved lagunen kom vi hurtigt i badetøjet og tog en forfriskende dukkert. William imponerede igen de andre turister ved at hoppe i oppe fra træet 2-3 meter oppe over lagunen.
Når man kommer kørende i en bil som vores til et så øde sted som denne lagune, hvor de øvrige turister kommer på cykel eller i tuktuk, så bliver man hurtigt ombejlet. Vi fik en snak med en Israelsk familien, en engelsk fyr og en flok franske backpackere. De synes alle at vi enten er komplet sindsyge eller utroligt modige, men den overordnede holdning er at de alle synes vi er totalt seje at begive os ud på et projekt som dette med 3 kids.
Efter lagunen begav vi os tilbage mod Vang Vieng. 4 km nord for byen ligger der et sted der hedder The Organic Mulberry Farm. Et sted hvor de dyrker forskellige frugter og grøntsager på god dansk øko manér. Vi fik en kop Lao kaffe, Mulberry thé, 3 mulberry pandekager, en mulberry shake og en tallerken med brød og hjemmelavet gedeost. Det var kræs og alle guffede med stor fryd. Vi købte lidt kaffebønner og nogle thé blade med hjem som souvenir.
Godt mætte begav vi os hjem til guesthouset hvor vi slappede af på verandaen.
fredag den 15. oktober 2010
Hule-udforskning og lagune-badning
Fredag d. 15. oktober 2010:
Vi havde alle sovet dejligt i vores ”nye” guesthouse. Natten havde været forholdsvis kølig så selvom vi kun havde 2 fans i loftet havde ingen haft det for varmt.
Lilli havde haft det lidt skidt i maven og kastet op inden hun faldt i søvn aftenen forinden og jeg, Maria blev derfor liggende sammen med hende indtil hun vågnede op ved 9 tiden. De andre havde allerede spist morgenmad da vi stod op men vi gik alle over på den anden side af vejen og hyggede mens vi fik vores morgenmad. Værelset er incl morgenmad og vi nød vafler med frisk frugt samt æg og baguette.
Formiddagen gik med lidt lektier på verandaen og over middag besluttede vi os for at køre en tur ud og se nogle af de mange caves (huler) der findes i området. Vi kom ud på noget seriøs off-road – faktisk kørte vi det meste af vejen ud til den første hule nede i en udtøret flodseng. Vi fandt hulen og inde ved indgangen til hulen mødte vi en lokal guide som viste os dybt ind i hulen. Der skulle kravles og stenene var meget glatte men selvom William og Lilli synes det var lidt vildt og Rune havde Amelie på ryggen så fik vi gået ruten inde i hulen sammen med guiden. Vi så bla en stor Buddah statue som stod inde i hulen samt nogle virkelig flotte stenformationer som strakte sig højt højt op i den kæmpemæssige hule. Flere steder var der dybe huller/kløfter med frit fald på ca 30 meter! Vi så også flagermus hvilket William synes var fedt!
Ude igen besluttede vi os for at fortsætte hen til endnu en hule – denne skulle have en fantastisk lækker lagune inde i selve hulen – hvor man kan bade. Vi kørte videre ud af bumlet grusvej og fandt til sidst hen til stedet hvor man skulle klatre 200 m op af en klippevæg inde i en skov. Der var en stor plæne samt mulighed for at bade i floden - hvor der hang masser af tov man kunne svinge sig i og et stort træ med trin så man kunne hoppe i fra flere højder. Vi slog bord og stole ud i skyggen af bilen og smurte et par madder til frokost. Straks maden var sunket sprang ungerne i floden sammen med Rune. Der blev badet, sprunget og svinget i godt en times tid – vi havde det så hyggeligt på dette sted. Der var mange andre unge turister og de var alle meget imponeret over William og Lillis frygtløshed og ikke alle var lige så modige som vores børn!
Turen hjem var fantastisk smuk – de mange bjerge strakte sig hele vejen rundt om os og med solen på vej ned og tågen smygende omkring sig var dette et syn for guder.
Vi tog en anden og noget længere vej tilbage men kørte igennem den ene smukke landsby efter den anden af en grusvej med mange store huller fyldt med vand. Undervejs mødte vi en masse børn i skoleuniform på vej hjem fra skole, de vinkede alle til os og vi vinkede tilbage.
Ca. Halvvejs så vejen dog ud til at slutte ved en flod. Der gik en flok arbejdere og byggede på en endnu ikke færdig bro. Ved siden af broen så det ud til at der havde kørt nogle traktorer og måske nogle 4x4 lastbiler igennem floden. Vi stoppede op og gjorde tegn til arbejderne om de mente det var muligt at køre over. De satte hånden ned over knæet og vi tog chancen. Der var en del strøm i floden og Maria tog sine sædvanlige meget dybe indåndinger og et godt greb i panik håndtaget. I 2. lav kørte vi langsomt ud i floden og vandet blev dybere og dybere, der var ingen vej tilbage nu, vi var halvvejs og vandet gik op over hjulene. Rune gav Brumbassen lidt gas og vi passerede flot de sidste 30 meter og op på den anden brink. Ungerne havde holdt vejret på bagsædet, men brød nu ud i vild jubel. Det var vist ikke kun chaufføren der syntes det var lidt fedt.
Vel tilbage ved guesthouset gik Rune igang med en mindre operation på Brumbassen mens Maria og ungerne lavede lidt lektier på verandaen. Brumbassen havde virket temmelig løs i styretøjet efter de ca. 30 km offroad og skulle lige ses efter i krogene. Det viste sig at der var en bøsning i en stabilisator stang som var helt færdig. Hmm, hvad gør man så når man ligger godt smurt ind i brunt mudder og olie, på en grusvej ude foran et guesthouse i Laos, uden de store forhåbninger om at kunne købe noget der bare minder om Landrover reservedele i miles omkreds. Jo, man tager et passende stykke af en gammel cykelslange, fugter den i lidt wd40 og propper det ind i bøsningen, og samler skidtet igen med krydsede fingre. En testkørsel viste at operationen var vellykket, så håber vi bare det holder(ellers har vi mere cykelslange).
Vi sluttede dagen af med at se Spiderwick på hotellets fjernsyn og spise pandekager, det var jo trods alt fredag aften.
Vi havde alle sovet dejligt i vores ”nye” guesthouse. Natten havde været forholdsvis kølig så selvom vi kun havde 2 fans i loftet havde ingen haft det for varmt.
Lilli havde haft det lidt skidt i maven og kastet op inden hun faldt i søvn aftenen forinden og jeg, Maria blev derfor liggende sammen med hende indtil hun vågnede op ved 9 tiden. De andre havde allerede spist morgenmad da vi stod op men vi gik alle over på den anden side af vejen og hyggede mens vi fik vores morgenmad. Værelset er incl morgenmad og vi nød vafler med frisk frugt samt æg og baguette.
Formiddagen gik med lidt lektier på verandaen og over middag besluttede vi os for at køre en tur ud og se nogle af de mange caves (huler) der findes i området. Vi kom ud på noget seriøs off-road – faktisk kørte vi det meste af vejen ud til den første hule nede i en udtøret flodseng. Vi fandt hulen og inde ved indgangen til hulen mødte vi en lokal guide som viste os dybt ind i hulen. Der skulle kravles og stenene var meget glatte men selvom William og Lilli synes det var lidt vildt og Rune havde Amelie på ryggen så fik vi gået ruten inde i hulen sammen med guiden. Vi så bla en stor Buddah statue som stod inde i hulen samt nogle virkelig flotte stenformationer som strakte sig højt højt op i den kæmpemæssige hule. Flere steder var der dybe huller/kløfter med frit fald på ca 30 meter! Vi så også flagermus hvilket William synes var fedt!
Ude igen besluttede vi os for at fortsætte hen til endnu en hule – denne skulle have en fantastisk lækker lagune inde i selve hulen – hvor man kan bade. Vi kørte videre ud af bumlet grusvej og fandt til sidst hen til stedet hvor man skulle klatre 200 m op af en klippevæg inde i en skov. Der var en stor plæne samt mulighed for at bade i floden - hvor der hang masser af tov man kunne svinge sig i og et stort træ med trin så man kunne hoppe i fra flere højder. Vi slog bord og stole ud i skyggen af bilen og smurte et par madder til frokost. Straks maden var sunket sprang ungerne i floden sammen med Rune. Der blev badet, sprunget og svinget i godt en times tid – vi havde det så hyggeligt på dette sted. Der var mange andre unge turister og de var alle meget imponeret over William og Lillis frygtløshed og ikke alle var lige så modige som vores børn!
Turen hjem var fantastisk smuk – de mange bjerge strakte sig hele vejen rundt om os og med solen på vej ned og tågen smygende omkring sig var dette et syn for guder.
Vi tog en anden og noget længere vej tilbage men kørte igennem den ene smukke landsby efter den anden af en grusvej med mange store huller fyldt med vand. Undervejs mødte vi en masse børn i skoleuniform på vej hjem fra skole, de vinkede alle til os og vi vinkede tilbage.
Ca. Halvvejs så vejen dog ud til at slutte ved en flod. Der gik en flok arbejdere og byggede på en endnu ikke færdig bro. Ved siden af broen så det ud til at der havde kørt nogle traktorer og måske nogle 4x4 lastbiler igennem floden. Vi stoppede op og gjorde tegn til arbejderne om de mente det var muligt at køre over. De satte hånden ned over knæet og vi tog chancen. Der var en del strøm i floden og Maria tog sine sædvanlige meget dybe indåndinger og et godt greb i panik håndtaget. I 2. lav kørte vi langsomt ud i floden og vandet blev dybere og dybere, der var ingen vej tilbage nu, vi var halvvejs og vandet gik op over hjulene. Rune gav Brumbassen lidt gas og vi passerede flot de sidste 30 meter og op på den anden brink. Ungerne havde holdt vejret på bagsædet, men brød nu ud i vild jubel. Det var vist ikke kun chaufføren der syntes det var lidt fedt.
Vel tilbage ved guesthouset gik Rune igang med en mindre operation på Brumbassen mens Maria og ungerne lavede lidt lektier på verandaen. Brumbassen havde virket temmelig løs i styretøjet efter de ca. 30 km offroad og skulle lige ses efter i krogene. Det viste sig at der var en bøsning i en stabilisator stang som var helt færdig. Hmm, hvad gør man så når man ligger godt smurt ind i brunt mudder og olie, på en grusvej ude foran et guesthouse i Laos, uden de store forhåbninger om at kunne købe noget der bare minder om Landrover reservedele i miles omkreds. Jo, man tager et passende stykke af en gammel cykelslange, fugter den i lidt wd40 og propper det ind i bøsningen, og samler skidtet igen med krydsede fingre. En testkørsel viste at operationen var vellykket, så håber vi bare det holder(ellers har vi mere cykelslange).
Vi sluttede dagen af med at se Spiderwick på hotellets fjernsyn og spise pandekager, det var jo trods alt fredag aften.
torsdag den 14. oktober 2010
Torsdag d. 14. oktober 2010:
Selvom der havde været meget høj musik fra de nærliggende barer havde alle sovet godt. Vi hyggede på værelset en times tid og gik herefter over på gaden hvor vi indtog morgenmad halvt liggende mens vi så Friends!
William og Lilli lavede skole et par timer. Lilli blev på cafeen sammen med Rune og Mulle, mens William og jeg gik ned på værelset. Det er svært at koncentrere sig når der vises tv og man samtidig sveder! Jeg blev mere og mere bevidst om hvor klamt der egentlig var på værelset – masser af mug på væggene og mange myrer rundt omkring – da jeg opdagede at de hovedpuder William og Lilli havde sovet med stank og var jordslåede inde under betrækket krævede jeg en flytning. Vi fik pakket sammen på rekordtid, tjekket ud (vi måtte bøde for at tjekke ud så sent!) Vi kørte ca 100 meter længere ud af vejen og fandt et super dejligt sted med et dobbeltværelse og stor veranda ledigt. Godt nok var det noget dyrere men fordi maden er så billig kan vi godt spendere lidt mere på boligen. Så vi gik fra 60000 kip til 200000 kip! (37 kr og 150 kr)
Vi kørte hen til et sted hvor man kunne booke tubing tur ned af floden (sidder i hver sin store badering og flyder med strømmen ned af floden) Rune, William og Lilli hoppede i badetøjet, fik godt med solcreme på og sprang på en tuk-tuk med baderinge på taget og vinkede farvel til mig og Amelie. Vi kørte hen til det nye guesthouse og mens Amelie sov middagslur fik jeg båret tasker osv ind på værelset og sad på den dejlige veranda (med tre senge med madrasser samt en hængekøje) og nød stilheden, en kold isthe og fri WiFi som kan række helt ned til værelset! Luksus
De 3 bade-dyr kom tilbage efter et par timer og havde haft en fed tur. Dethavde været noget anderledes end sidst de prøvede dette i Khao Sok nationalpark. Her var der adskillige barer undervejs hvor man kunne blive hevet i land med et tov der blev kastet ud i floden. Alle disse steder var fyldt med stive unge mennesker som sprang i vandet fra gynger der hang 10 meter over vandet samt nogle meget vilde (FARLIGE) vandrutsjebaner. Men udover dette var det en rigtig flot tur med fantastisk udsigt ud over bjergene.
Resten af eftermiddagen gik med hygge på verandaen. Da det blev tid til aftensmad gik vi over gaden til et lille køkken med få spisepladser – det regnede lidt så vi gad ikke gå for langt væk. Her fik vi dejlig mad og så til mens regnen tog til i styrke indtil det virkelig stod ned i lårtykke stråler! Pludselig kom der et lyn der oplyste hele stedet og i samme sekund gik alt strømmen i området .......... og så kom der det STØRSTE tordenbrag vi nogensinde har oplevet – hvilket selvfølgelig blev ekstra forstærket af at vi sad i bulder-ravende mørke. Alle 3 unger skreg og hoppede desperat op på skødet af os begge!! De ansatte på stedet havde lommelygterne fremme i løbet at ½ minut – og sendte straks en stafet afsted efter stearinlys! Vi forsøgte at spise, men det var lidt svært i mørket. Vores 2 små stearinlys blev ved med at gå ud fordi det blæste. Men efter ca 15 min kom strømmen igen. Imens det var mørkt havde vi de mest spektakulære syn udover de tætliggende bjerge. De blev oplyst af de mange lyn og det så fantastisk ud med tågen som smyger sig omkring bjergene!
Hjemme igen blev Amelie puttet og som sædvanlig så vi ikke Rune igen – han faldt selv i søvn! William og Lilli fulgte efter 1 time senere.
Selvom der havde været meget høj musik fra de nærliggende barer havde alle sovet godt. Vi hyggede på værelset en times tid og gik herefter over på gaden hvor vi indtog morgenmad halvt liggende mens vi så Friends!
William og Lilli lavede skole et par timer. Lilli blev på cafeen sammen med Rune og Mulle, mens William og jeg gik ned på værelset. Det er svært at koncentrere sig når der vises tv og man samtidig sveder! Jeg blev mere og mere bevidst om hvor klamt der egentlig var på værelset – masser af mug på væggene og mange myrer rundt omkring – da jeg opdagede at de hovedpuder William og Lilli havde sovet med stank og var jordslåede inde under betrækket krævede jeg en flytning. Vi fik pakket sammen på rekordtid, tjekket ud (vi måtte bøde for at tjekke ud så sent!) Vi kørte ca 100 meter længere ud af vejen og fandt et super dejligt sted med et dobbeltværelse og stor veranda ledigt. Godt nok var det noget dyrere men fordi maden er så billig kan vi godt spendere lidt mere på boligen. Så vi gik fra 60000 kip til 200000 kip! (37 kr og 150 kr)
Vi kørte hen til et sted hvor man kunne booke tubing tur ned af floden (sidder i hver sin store badering og flyder med strømmen ned af floden) Rune, William og Lilli hoppede i badetøjet, fik godt med solcreme på og sprang på en tuk-tuk med baderinge på taget og vinkede farvel til mig og Amelie. Vi kørte hen til det nye guesthouse og mens Amelie sov middagslur fik jeg båret tasker osv ind på værelset og sad på den dejlige veranda (med tre senge med madrasser samt en hængekøje) og nød stilheden, en kold isthe og fri WiFi som kan række helt ned til værelset! Luksus
De 3 bade-dyr kom tilbage efter et par timer og havde haft en fed tur. Dethavde været noget anderledes end sidst de prøvede dette i Khao Sok nationalpark. Her var der adskillige barer undervejs hvor man kunne blive hevet i land med et tov der blev kastet ud i floden. Alle disse steder var fyldt med stive unge mennesker som sprang i vandet fra gynger der hang 10 meter over vandet samt nogle meget vilde (FARLIGE) vandrutsjebaner. Men udover dette var det en rigtig flot tur med fantastisk udsigt ud over bjergene.
Resten af eftermiddagen gik med hygge på verandaen. Da det blev tid til aftensmad gik vi over gaden til et lille køkken med få spisepladser – det regnede lidt så vi gad ikke gå for langt væk. Her fik vi dejlig mad og så til mens regnen tog til i styrke indtil det virkelig stod ned i lårtykke stråler! Pludselig kom der et lyn der oplyste hele stedet og i samme sekund gik alt strømmen i området .......... og så kom der det STØRSTE tordenbrag vi nogensinde har oplevet – hvilket selvfølgelig blev ekstra forstærket af at vi sad i bulder-ravende mørke. Alle 3 unger skreg og hoppede desperat op på skødet af os begge!! De ansatte på stedet havde lommelygterne fremme i løbet at ½ minut – og sendte straks en stafet afsted efter stearinlys! Vi forsøgte at spise, men det var lidt svært i mørket. Vores 2 små stearinlys blev ved med at gå ud fordi det blæste. Men efter ca 15 min kom strømmen igen. Imens det var mørkt havde vi de mest spektakulære syn udover de tætliggende bjerge. De blev oplyst af de mange lyn og det så fantastisk ud med tågen som smyger sig omkring bjergene!
Hjemme igen blev Amelie puttet og som sædvanlig så vi ikke Rune igen – han faldt selv i søvn! William og Lilli fulgte efter 1 time senere.
onsdag den 13. oktober 2010
Nu i Vang Vieng - Byen kendt for tubing!
Onsdag d. 13. oktober 2010:
Idag blev dagen hvor vores meget livlige speedometer nål måtte en tur til de evige jagtmarker. 15000km efter vi forlod skovby knækkede kablet, under lidt bumpy kørsel fra Vientiane til Vang Vieng i Laos. Vi takker kablet for tro tjeneste, må det hvile i fred.
Ellers gik dagen med at trille i adstadigt tempo fra hovedstaden i Laos - Vientiane - en lille by 140 km nordpå ved navn Vang Vieng. Det gamle og velkendte udtryk fra køretimerne, vejens beskaffenhed, kom her til sin ret. Det ene øjeblik var vejen fin og flad, det andet øjeblik var den væk!!
Et par lastbiler havde da også haft lidt problemer med at passere hinanden, hvilket havde resulteret i at den ene holdt på tværs af vejen. Da vi havde sikret os at vi ikke kunne hjælpe med noget, kørte vi ud i grøften og passerede uheldsstedet. Vi ville ellers gerne have hjulpet med at trække den forulykkede lastbil væk fra vejen, men hans reservehjul havde klemt sig fast bagved kabinen og klemte ned på gearskiftet, således at lastbilen ikke kunne komme ud af gear. Godt nok er vi stærke, men at trække en 25ton lastbil der står i gear.....det tror jeg ikke.
Vi ankom til Vang Vieng ved 16 tiden. Tidligere på vores rejse havde vi fået en masse gps koordinater på overnatningssteder fra en fransk familie som også havde rejst i Laos med camper. De havde også været i Vang Vieng, så vi kørte direkte til stedet. Det var temmelig kedeligt. Mindede mest om en gammel grusgrav. Vi fortsatte ind til byen for at se hvad vi kunne finde af guesthouses. Det første sted vi spurgte kunne vi få et rum med en dobbeltseng og to enkeltsenge med aircon til 39kr pr. nat. Hmmm sove i telt i 26graders varme eller sove i aircon til 39kr.....ikke nogen svær beslutning.
Vi smed tasken ind i rummet, tændte for airconen og gik ud i byen. Vi kunne hurtigt se at Vang Vieng er kendt for Tubing, altså det der med at flyde i floden i en gummiring. Vores værelse ligger i 1. parket ned til floden og backpackerne kom flydende i hobetal.
At være i en super turist by er normalt ikke vores kop the, men når byen kun bliver besøgt af mere eller mindre fattige backpackere så er det faktisk ok. Alt er totalt afslappet og prisniveauet er meget rimeligt. Vi spenderede et par timer på en bar med udsigt over de smukkeste bjerge samt første parket til floden og ungerne fik ikke mindre en 2 shakes hver.
Senere gik vi ud for at spise aftensmad. De fleste af stederne i byen har borde med ”liggepladser” hvor man halv ligger/halvt sidder og spiser samtidig med at der vises Friends, Family Guy eller anden amerikansk serie non-stop. Vi spiste derfor foran fjerneren for første gang i 5 mdr – og alle nød det. Maden er meget alsidig og der blev med fryd spist både burger, sandwich, pizza og suppe .... for en gangs skyld ingen ris!
Hjemme igen blev ungerne puttet mens vi andre på skift besøgte en internetcafe.
Idag blev dagen hvor vores meget livlige speedometer nål måtte en tur til de evige jagtmarker. 15000km efter vi forlod skovby knækkede kablet, under lidt bumpy kørsel fra Vientiane til Vang Vieng i Laos. Vi takker kablet for tro tjeneste, må det hvile i fred.
Ellers gik dagen med at trille i adstadigt tempo fra hovedstaden i Laos - Vientiane - en lille by 140 km nordpå ved navn Vang Vieng. Det gamle og velkendte udtryk fra køretimerne, vejens beskaffenhed, kom her til sin ret. Det ene øjeblik var vejen fin og flad, det andet øjeblik var den væk!!
Et par lastbiler havde da også haft lidt problemer med at passere hinanden, hvilket havde resulteret i at den ene holdt på tværs af vejen. Da vi havde sikret os at vi ikke kunne hjælpe med noget, kørte vi ud i grøften og passerede uheldsstedet. Vi ville ellers gerne have hjulpet med at trække den forulykkede lastbil væk fra vejen, men hans reservehjul havde klemt sig fast bagved kabinen og klemte ned på gearskiftet, således at lastbilen ikke kunne komme ud af gear. Godt nok er vi stærke, men at trække en 25ton lastbil der står i gear.....det tror jeg ikke.
Vi ankom til Vang Vieng ved 16 tiden. Tidligere på vores rejse havde vi fået en masse gps koordinater på overnatningssteder fra en fransk familie som også havde rejst i Laos med camper. De havde også været i Vang Vieng, så vi kørte direkte til stedet. Det var temmelig kedeligt. Mindede mest om en gammel grusgrav. Vi fortsatte ind til byen for at se hvad vi kunne finde af guesthouses. Det første sted vi spurgte kunne vi få et rum med en dobbeltseng og to enkeltsenge med aircon til 39kr pr. nat. Hmmm sove i telt i 26graders varme eller sove i aircon til 39kr.....ikke nogen svær beslutning.
Vi smed tasken ind i rummet, tændte for airconen og gik ud i byen. Vi kunne hurtigt se at Vang Vieng er kendt for Tubing, altså det der med at flyde i floden i en gummiring. Vores værelse ligger i 1. parket ned til floden og backpackerne kom flydende i hobetal.
At være i en super turist by er normalt ikke vores kop the, men når byen kun bliver besøgt af mere eller mindre fattige backpackere så er det faktisk ok. Alt er totalt afslappet og prisniveauet er meget rimeligt. Vi spenderede et par timer på en bar med udsigt over de smukkeste bjerge samt første parket til floden og ungerne fik ikke mindre en 2 shakes hver.
Senere gik vi ud for at spise aftensmad. De fleste af stederne i byen har borde med ”liggepladser” hvor man halv ligger/halvt sidder og spiser samtidig med at der vises Friends, Family Guy eller anden amerikansk serie non-stop. Vi spiste derfor foran fjerneren for første gang i 5 mdr – og alle nød det. Maden er meget alsidig og der blev med fryd spist både burger, sandwich, pizza og suppe .... for en gangs skyld ingen ris!
Hjemme igen blev ungerne puttet mens vi andre på skift besøgte en internetcafe.
tirsdag den 12. oktober 2010
LAOS
Tirsdag d. 12. oktober 2010:
Vi gav os god tid til morgenmad og hygge om formiddagen – talte med de andre gæster og ejeren og nød i det hele taget den afslappede stemning på Mut Mee guesthouse.
Omkring middag pakkede vi sammen og tjekkede ud og satte kursen mod en berømt skulptur park i byen som vi ville se inden vi kørte over grænsen til Laos. Først stoppede vi dog i en Tesco og fik tanket op af myggespray, mælk, dåsemad osv. Skulptur parken var en speciel oplevelse. Solen bagte ned fra en skyfri himmel og vi svedte!! Så vi gik runden i parken ret hurtigt for at komme væk fra solen. Parkens skulpturer er alle lavet af samme mand: Luang. Denne mand havde opfundet sin egen tro – en blanding af Buddisme og Hinduisme og han har haft en ret bizar tankegang da han lavede disse skulpturer – et mixmax af alle de forskellige figurer med mange slangesymboler, mennesker med elefant-snabler og et stort ”wheel of life” hvor man går ind i hjulet igennem en åben slangemund!
Herefter kørte vi over FriendShipBridge og ind i Laos. Vi fik VISA uden problemer og det gik endda forholdsvis hurtigt så efter bilens Carnet havde fået et stempel kørte vi ind i Laos.
Hovedstaden Venetiane ligger kun ca 25 km fra grænsen og vi kørte ind til centrum og fandt et gusthouse. Vi spurgte på priser et par steder men synes det var for dyrt .... endelig fandt vi et ok sted med et værelse med 4 senge og aircon til 25 dollars incl morgenmad til alle 5. Efter at have slappet lidt af på værelset gik vi ud i byen og fandt et lækkert pizzaria hvor vi forkælede os selv med 4 ret dyre pizzaer!! Marias farmor og faster har doneret 500 kr. til at gå ud og spise en god aftensmad for og det var derfor dem vi sagde tak for mad til da vi propmætte gik fra restauranten. Vi gik en tur rundt i byen- mange steder var lukket eller ved at lukke – byen har åbenbart en lukkelov der siger allerede kl. 23.30 skal ALT være lukket – og mange lukker FØR dette. Det er noget helt andet end i Thailand hvor alting altid har åben!
Hjemme igen blev de tre børn puttet (Rune faldt også i søvn i forsøget på at putte Mulle) og Maria satte sig udenfor og udnyttede Internettet og talte med forældrene på Skype.
mandag den 11. oktober 2010
Mutt Mee
Mandag d. 11. oktober 20010:
Alle vågnede efter en dejlig stille nat på Mut Mee Guesthouse. Vi spiste dejlig morgenmad – youghurt med frugt, hjemmelavet musli med nødder og honning... DET var lækkert!
William og Lilli lavede skole i et par timer mens Amelie fik ryddet ALLE stedets spil ud fra hylderne og spredt dem over hele området! Der lå skakbrikker, puslespilsbrikker, dominobrikker osv OVER det hele!
Senere da Amelie skulle sove lidt gik Rune, William og Lilli ud i byen for at få købt nogle dollars (I Laos bruger de både amerikanske dollars, thailanske bath og deres egne kip – så vi er nødt til at have rigeligt af det hele med da du ikke finder ATMs ret mange steder udover i storbyerne. Kip er en meget usikker valuta og desuden går det 8500 kip på 1 dollar! Så derfor bruges der dollars og bath de fleste steder – så man undgår at skulle have flere kilo kip-sedler med i lommen!)
Da de kom tilbage og Amelie var vågnet spiste vi lækker frokost – stedets ejer er Britisk og de serverer derfor både baguette, ost og andre vestlige lækkerier – hvilket vores børn sætter stor pris på.
Senere gik vi ned til stedets flydende restaurant og gik ombord på deres lille båd – vi havde hørt at båden sejler ud hver eftermiddag kl, 17 til et solnedgangs-cruise. Man kan bestille mad som restauranten tilbereder og så kan man få den serveret på båden og spise mens man nyder solnedgangen! Vi var ikke sultne og købte derfor bare lidt drikkevarer og satte os og ventede på afgang. Da kl. var 18 var båden stadig ikke sejlet – vi havde drukket vores sodavand og solen var gået ned! Vi forsøgte at spørge de forskellige ansatte om hvornår vi sejlede ud, men den eneste der kunne lidt engelsk sagde: ”Because someone made different!” Vi anede ikke hvad dette betød – og forlod båden uden at have sejlet. Vi nød dog solnedgangen fra båden
Vi spillede lidt UNO og talte med de forskellige rejsende omkring os. Mange unge backpackere men også en del ”gamle” lidt sørgelige skæbner som bare glemte at rejse hjem! Vi hyggede os dog med en lille flok ansatte –som dog var fra Canada, England og lign – samt nogle andre gæster fra Frankrig, Holland og Filipinerne. Mens vi sad i snakkede rendte Amelie rundt og legede med en bambus-pind. Hun fandt på at stikke den ind i midten af et gammelt hjul – hvor der lige var et lille hul - fra en hestevogn som stod ved siden af vores bord. Pludselig var der et dyr der sagde en høj lyd og hun kom løbende og sagde ”blir bange!”. Først troede vi bare det var en fugl eller noget der havde sagt lyden men da Rune flere gange prøvede at stikke pinden ind i hullet og lyden igen var der lyste vi med en pandelampe ind i hullet og så 3-4 ret store firben/øgler sidde derinde med æg! Alle stimlede sammen og skulle se uhyrene. Amelie fortalte og fortalte om pinden, lyden (forsøgte at efterligne lyden!), gekkoerne, æggene, hjulet osv osv – mange gange – også til de andre selvom de ikke forstod et ord af hvad hun sagde! En stor oplevelse for en lille pige
Senere på aftenen var der quiz i baren nede ved den flydende restaurant – og Rune, William og Lilli gik ned og deltog. Heldigvis havde vi talt med ham hollænderen som havde lavet spørgsmålene og han havde smidst et par spgsm om Danmark ind i quizzen så William og Lilli også kunne være lidt med De kom meget stolte hjem med et badminton-sæt de havde vundet! Det havde været rigtig sjovt at deltage og de andre havde synes det var superhyggeligt med nogle børn til stede
Alle vågnede efter en dejlig stille nat på Mut Mee Guesthouse. Vi spiste dejlig morgenmad – youghurt med frugt, hjemmelavet musli med nødder og honning... DET var lækkert!
William og Lilli lavede skole i et par timer mens Amelie fik ryddet ALLE stedets spil ud fra hylderne og spredt dem over hele området! Der lå skakbrikker, puslespilsbrikker, dominobrikker osv OVER det hele!
Senere da Amelie skulle sove lidt gik Rune, William og Lilli ud i byen for at få købt nogle dollars (I Laos bruger de både amerikanske dollars, thailanske bath og deres egne kip – så vi er nødt til at have rigeligt af det hele med da du ikke finder ATMs ret mange steder udover i storbyerne. Kip er en meget usikker valuta og desuden går det 8500 kip på 1 dollar! Så derfor bruges der dollars og bath de fleste steder – så man undgår at skulle have flere kilo kip-sedler med i lommen!)
Da de kom tilbage og Amelie var vågnet spiste vi lækker frokost – stedets ejer er Britisk og de serverer derfor både baguette, ost og andre vestlige lækkerier – hvilket vores børn sætter stor pris på.
Senere gik vi ned til stedets flydende restaurant og gik ombord på deres lille båd – vi havde hørt at båden sejler ud hver eftermiddag kl, 17 til et solnedgangs-cruise. Man kan bestille mad som restauranten tilbereder og så kan man få den serveret på båden og spise mens man nyder solnedgangen! Vi var ikke sultne og købte derfor bare lidt drikkevarer og satte os og ventede på afgang. Da kl. var 18 var båden stadig ikke sejlet – vi havde drukket vores sodavand og solen var gået ned! Vi forsøgte at spørge de forskellige ansatte om hvornår vi sejlede ud, men den eneste der kunne lidt engelsk sagde: ”Because someone made different!” Vi anede ikke hvad dette betød – og forlod båden uden at have sejlet. Vi nød dog solnedgangen fra båden
Vi spillede lidt UNO og talte med de forskellige rejsende omkring os. Mange unge backpackere men også en del ”gamle” lidt sørgelige skæbner som bare glemte at rejse hjem! Vi hyggede os dog med en lille flok ansatte –som dog var fra Canada, England og lign – samt nogle andre gæster fra Frankrig, Holland og Filipinerne. Mens vi sad i snakkede rendte Amelie rundt og legede med en bambus-pind. Hun fandt på at stikke den ind i midten af et gammelt hjul – hvor der lige var et lille hul - fra en hestevogn som stod ved siden af vores bord. Pludselig var der et dyr der sagde en høj lyd og hun kom løbende og sagde ”blir bange!”. Først troede vi bare det var en fugl eller noget der havde sagt lyden men da Rune flere gange prøvede at stikke pinden ind i hullet og lyden igen var der lyste vi med en pandelampe ind i hullet og så 3-4 ret store firben/øgler sidde derinde med æg! Alle stimlede sammen og skulle se uhyrene. Amelie fortalte og fortalte om pinden, lyden (forsøgte at efterligne lyden!), gekkoerne, æggene, hjulet osv osv – mange gange – også til de andre selvom de ikke forstod et ord af hvad hun sagde! En stor oplevelse for en lille pige
Senere på aftenen var der quiz i baren nede ved den flydende restaurant – og Rune, William og Lilli gik ned og deltog. Heldigvis havde vi talt med ham hollænderen som havde lavet spørgsmålene og han havde smidst et par spgsm om Danmark ind i quizzen så William og Lilli også kunne være lidt med De kom meget stolte hjem med et badminton-sæt de havde vundet! Det havde været rigtig sjovt at deltage og de andre havde synes det var superhyggeligt med nogle børn til stede
søndag den 10. oktober 2010
En tilføjelse til d. 10. oktober
Vi har nu været væk præcis 5 mdr denne dato og har gjort regnskab over turen indtil videre:
Vi har regnet ud at vi har tilbragt 153 dage sammen i ca 24 timer pr døgn - dvs 3672 timer.
Dette svarer til at vi har haft 1,1178 timer ekstra tid sammen med William pr dag i hele hans levetid på snart 9 år.
Tilsvarende har vi haft 1,4371 timer ekstra tid pr. dag sammen med Lilli i hele hende levetid på godt 7 år
Og endelig har vi nu haft fornøjelsen af at tilbringe hele 4,32 ekstra timer pr dag sammen med Amelie i hele hendes levetid på 2 år og 4 mdr.
Det er fantastisk at kunne gøre vores tid sammen op på denne måde og virkelig forstå hvor privilligerede vi er at have muligheden for at tilbringe dyrbar tid sammen og samtidig opleve verden og få lov at vise vores børn alle disse vidunderlige steder. Vi mærker hver dag deres forståelse for andre kulturer vokse og de viser stor interesse for de forskellige landes situation, kulturer, religion osv - og stiller mange relevante og ret dybsindige spørgsmål - som vi til tider har svært ved at svare på :-)
Vi har indtil dags dato haft en forbrug på 586 kr i gennemsnit pr dag - hvilket er 86 kr for meget ifht hvad vi havde budgetteret hjemmefra, men da vi lagde budget kunne vi ikke andet end gætte os frem til et beløb for hvordan finder man ud af hvor meget 5 mennesker kan leve for i disse mange forskellige lande, før man prøver det? Vi forsøger stadig at bringe dette gennemsnit ned, men er samtidig enige om at disse sidste 4 uger skal nydes og så må penge være penge!
Vi har ca forbrugt 5 flasker solcreme faktor 30 samt 5 flasker mygge-spray. Derudover har vi brugt 5-6 flasker myre/insekt-gift på at dræbe de utallige myrer der konstant flytter ind i vores bil!
Jeg har ïkke tal på hvor mange forskellige steder vi har overnattet, men et godt bud vil være ca. 40-50 forskellige steder!!
Vi har kørte ca 14500 km og tanket diesel for et ukendt beløb!
Vores pas har fået stempel fra 7 forskellige lande og vi har søgt og fået visum til: Syrien, Jordan, Malaysia, Thailand, Cambodia, Thailand -igen- og endelig Laos! Nu mangler vi bare at søge visum ind i Thailand for 3. gang inden vi flyver hjem til DK d. 14. nov (lander i Hamburg kl. 19.15) og inden vi flyver afsted skal vi lige sørge for at Brumbassen bliver sendt afsted ud på sin sidste lange sejltur hjem til Europa.'
Det var lidt opsummering her på 5 mdrs dagen for vores afgang fra DK. Sjovt at tænke på at det er SÅ lang tid siden vi med maverne fyldt med sommerfugle kørte ud fra indkørslen på Ringvejen 4 :-)
Vi har regnet ud at vi har tilbragt 153 dage sammen i ca 24 timer pr døgn - dvs 3672 timer.
Dette svarer til at vi har haft 1,1178 timer ekstra tid sammen med William pr dag i hele hans levetid på snart 9 år.
Tilsvarende har vi haft 1,4371 timer ekstra tid pr. dag sammen med Lilli i hele hende levetid på godt 7 år
Og endelig har vi nu haft fornøjelsen af at tilbringe hele 4,32 ekstra timer pr dag sammen med Amelie i hele hendes levetid på 2 år og 4 mdr.
Det er fantastisk at kunne gøre vores tid sammen op på denne måde og virkelig forstå hvor privilligerede vi er at have muligheden for at tilbringe dyrbar tid sammen og samtidig opleve verden og få lov at vise vores børn alle disse vidunderlige steder. Vi mærker hver dag deres forståelse for andre kulturer vokse og de viser stor interesse for de forskellige landes situation, kulturer, religion osv - og stiller mange relevante og ret dybsindige spørgsmål - som vi til tider har svært ved at svare på :-)
Vi har indtil dags dato haft en forbrug på 586 kr i gennemsnit pr dag - hvilket er 86 kr for meget ifht hvad vi havde budgetteret hjemmefra, men da vi lagde budget kunne vi ikke andet end gætte os frem til et beløb for hvordan finder man ud af hvor meget 5 mennesker kan leve for i disse mange forskellige lande, før man prøver det? Vi forsøger stadig at bringe dette gennemsnit ned, men er samtidig enige om at disse sidste 4 uger skal nydes og så må penge være penge!
Vi har ca forbrugt 5 flasker solcreme faktor 30 samt 5 flasker mygge-spray. Derudover har vi brugt 5-6 flasker myre/insekt-gift på at dræbe de utallige myrer der konstant flytter ind i vores bil!
Jeg har ïkke tal på hvor mange forskellige steder vi har overnattet, men et godt bud vil være ca. 40-50 forskellige steder!!
Vi har kørte ca 14500 km og tanket diesel for et ukendt beløb!
Vores pas har fået stempel fra 7 forskellige lande og vi har søgt og fået visum til: Syrien, Jordan, Malaysia, Thailand, Cambodia, Thailand -igen- og endelig Laos! Nu mangler vi bare at søge visum ind i Thailand for 3. gang inden vi flyver hjem til DK d. 14. nov (lander i Hamburg kl. 19.15) og inden vi flyver afsted skal vi lige sørge for at Brumbassen bliver sendt afsted ud på sin sidste lange sejltur hjem til Europa.'
Det var lidt opsummering her på 5 mdrs dagen for vores afgang fra DK. Sjovt at tænke på at det er SÅ lang tid siden vi med maverne fyldt med sommerfugle kørte ud fra indkørslen på Ringvejen 4 :-)
Nong Khai - indgangen til Laos
Søndag d. 10. oktober 2010:
Efter morgenmad pakkede vi alt vores habengut sammen og forlod vores ”spejderhytte” i Phu Wiang nationalpark.
Inden vi satte kurs mod Khon Kaen ville vi forsøge at finde hen til ét af de to vandfald som det ikke lykkedes os at finde igår. Vi fandt hen til en anden indgang til parken – og efter diskussion med vagten omkring prisen – han ville have 600 bath, men vi endte med at betale 240 bath – kørte vi ind i parken igen. Vi fandt hen til et skilt mod vandfaldet og efter en gå/klatretur på 10 min var vi fremme ved et kæmpe vandfald! Det var superflot og lå dybt inde i junglen – ungerne og Rune smed tøjet og sprang i Igen tilbage i bilen kørte vi nu til Khon Kaen og var fremme ved frokost tid.
Vi spiste på McD – fordi vi skulle bruge Internet – og herefter satte vi Bo af ved et hotel hvor han ville tilbringe natten inden bussen gik mod Bangkok næste dag.
Vi nåede frem til grænsebyen til Laos – Nong Khai - omkring kl. 18 og fandt en superhyggeligt guesthouse helt ned til Mekong floden. Her fik vi os installeret på vores dejlige værelse med aircon for 600 bath og bagefter spiste vi aftensmad med udsigt til floden. Vores guesthouse hedder Mae Mutt garden guesthouse og er kendt for flere forskellige ting: Bla har de en restaurant som er kendt for deres lækre morgenmad, en flydende restaurant som er en smule dyrere end de fleste alm restauranter men som laver virkelig lækker mad/seafood og fiske-retter, de har også en flydende bar som arrangerer quizaftner og lign og endelig har de super-søde ansatte som taler engelsk og som kan være behjælpelig med ALT indenfor sights i området, veksling af penge, informationer vedr visa-ansøgning og lign., samt en dejlig gårdhave med hængekøjer, legetøj og forskellige spil og hyggelige siddearrangementer. Altså var vi kommet til det helt rigtige sted!
Efter aftensmaden talte vi med bedsteforældrene på Skype. Desværre kommer farmor og Signe alligevel ikke herud på besøg til november ..... men selvom det selvfølgelig kunne have været hyggeligt, så betyder det at vi har mere tid til at opleve de sidste ting herude .... vi vil rigtig gerne både opleve Laos samt Nordthailand og det har vi tid til nu! Så der er ikke noget der er så skidt at det ikke er godt for noget
Efter morgenmad pakkede vi alt vores habengut sammen og forlod vores ”spejderhytte” i Phu Wiang nationalpark.
Inden vi satte kurs mod Khon Kaen ville vi forsøge at finde hen til ét af de to vandfald som det ikke lykkedes os at finde igår. Vi fandt hen til en anden indgang til parken – og efter diskussion med vagten omkring prisen – han ville have 600 bath, men vi endte med at betale 240 bath – kørte vi ind i parken igen. Vi fandt hen til et skilt mod vandfaldet og efter en gå/klatretur på 10 min var vi fremme ved et kæmpe vandfald! Det var superflot og lå dybt inde i junglen – ungerne og Rune smed tøjet og sprang i Igen tilbage i bilen kørte vi nu til Khon Kaen og var fremme ved frokost tid.
Vi spiste på McD – fordi vi skulle bruge Internet – og herefter satte vi Bo af ved et hotel hvor han ville tilbringe natten inden bussen gik mod Bangkok næste dag.
Vi nåede frem til grænsebyen til Laos – Nong Khai - omkring kl. 18 og fandt en superhyggeligt guesthouse helt ned til Mekong floden. Her fik vi os installeret på vores dejlige værelse med aircon for 600 bath og bagefter spiste vi aftensmad med udsigt til floden. Vores guesthouse hedder Mae Mutt garden guesthouse og er kendt for flere forskellige ting: Bla har de en restaurant som er kendt for deres lækre morgenmad, en flydende restaurant som er en smule dyrere end de fleste alm restauranter men som laver virkelig lækker mad/seafood og fiske-retter, de har også en flydende bar som arrangerer quizaftner og lign og endelig har de super-søde ansatte som taler engelsk og som kan være behjælpelig med ALT indenfor sights i området, veksling af penge, informationer vedr visa-ansøgning og lign., samt en dejlig gårdhave med hængekøjer, legetøj og forskellige spil og hyggelige siddearrangementer. Altså var vi kommet til det helt rigtige sted!
Efter aftensmaden talte vi med bedsteforældrene på Skype. Desværre kommer farmor og Signe alligevel ikke herud på besøg til november ..... men selvom det selvfølgelig kunne have været hyggeligt, så betyder det at vi har mere tid til at opleve de sidste ting herude .... vi vil rigtig gerne både opleve Laos samt Nordthailand og det har vi tid til nu! Så der er ikke noget der er så skidt at det ikke er godt for noget
lørdag den 9. oktober 2010
Sidste oplevelsesrige dag i Phu Wiang
Lørdag d. 9. oktober 2010
Formiddagen gik i klasseværelset for William og Lillis angående. Rune, Bo og Amelie kørte ned til Phu Wiang nationalpark headquarters for at betale for overnatningen. Bo’s overtalelses evner viste sig igen at bære frugt og efter et par telefonsamtaler med chefen fik vi bungalowen for 300Bath istedet for 600. Vi kørte lidt ud for at undersøge området mens Maria blev hjemme som skolelærer.
Da vi kom tilbage havde klokken netop ringet ud til frikvarter. Det var tid til Amelies middagslur. Bo, Rune, Lilli og William iførte sig vandrestøvlerne og gik ud for at se på nogen af udgravningsstederne. Ruten startede med at stige 100meter op ad en smal sti og det var stegende hedt. Heldigvis havde vi 5 liter koldt vand i rygsækken som der hurtigt blev taget hul på. Efter et par km kom vi til det første site. Der var lavet en flot bygning på toppen af bjerget med glas hele vejen rundt hvor man så kunne se udgravningen af et forstenet dinosaur skelet. Ruten fortsatte og inden længe kom vi til det næste som var nogle store klippe blokke som ved nærmere eftersyn indeholdt forstenede muslinger. Det sidste site var et kæmpe bygningsværk som var bygget i 1990 til ære for den thailandske princesse. Der var et lille udgravningssite inden i bygningen, ikke noget stort og prangende, men man kunne tydeligt se de forstenede dino knogler. Herfra tog vi grusvejen tilbage til bungalowen. Det blev en tur på ca 5 km, som helt klart for alles vedkommende føltes som 20km. Alle incl William og Lilli var drivvåde af sved og alle 5 liter vand var drukket.
Efter en slapper på verandaen, vågnede Amelie op af sin lur og vi sadlede op i Landroveren. Vi ville ind til byen og handle ind til aftensmad og køre forbi Dino parken på vejen og se om det var noget der var værd at bruge penge på. Ifølge Lonely planet så skulle det koste 80kr pr mand at komme ind. Vi parkerede ved parken og gik ind. Der var hverken billet kontor eller nogen der ville sælge billetter. Vi daskede rundt i en halv times tid og så de store flotte skulpturer i 1:1 af de dinosaurer der engang levede i området. Det hele virkede sådan lidt som om standby knappen var trykket ind. Alt var flot og prangende, men springvandet virkede ikke(og havde vist ikke virket i lang tid), bænkene var alle sammen skvattet sammen og personalet i besøgscentret lå ude på trappen og sov middagslur. Vi var glade for at vi ikke havde betalt penge for at komme ind.
Vi vendte snuden hjemad og stoppede undervejs og købte aftensmad. Bo kunne selvfølgelig ikke stå for et kæmpe fyrværkeri batteri som han måtte slippe 35kr for. Inden vi kom til nationalparken, svingede vi lige ind forbi dinosaur museet som vi havde været ved aftenen før. Rune sprang ind i det kæmpe store og meget velholdte bygningskompleks som ligger helt for sig selv ude i junglen og spurgte efter brochurer. Han kom tilbage med nyheden om at der var en kæmpe udstilling om dinosaurer og jordens historie, og så var det gratis. Det var skønt at komme ind i aircondition og udstillingerne var rigtig flotte.
Ved 17 tiden vendte vi snuden hjemad. Meen Rune og Bo ville lige en tur ind i nationalparken og se et vandfald de havde læst om. Der skulle efter sigende være en grusvej igennem parken til vandfaldet. Det startede der også med at være, men efter 1½ kilometer måtte vi give op. Grusvejen var snævret ind til en meget lille sti og vi havde kæmpet os over store klipper og igennem bløde moser. Vi vendte slukørede hjem til vores bungalow.
Det var nu blevet mørkt og Bo’s nyindkøbte fyrværkeri skulle selvfølgelig afprøves. Han gik lige lidt ned af vejen og bankede på en af arbejdernes dør for at tjekke at det var ok. Det var det selvfølgelig, herude er der ingen regler hvad fyrværkeri angår. Batteriet blev antændt og der blev råbt, ”fire in the hole” og kapoooooow, sagde det. Der var et skud, ingen farver men til gengæld et ordentligt brag der kunne høres flere kilometer væk. Der gik ikke mange minutter så stod alle parkens arbejdere uden for Bungalowen og beundrede dette pragteksemplar af en thailands raket, eller resterne af den.
Bo har besluttet sig for at han tager de sidste par dage af ferien på egen hånd. Det passer nemlig med at når vi forlader Phu Wiang imorgen for at vende snuden mod grænsen til Laos – så passerer vi igennem en ret stor by - Khon Kaen - og herfra går der busser til Bangkok hver time. Onsdag går Bos fly hjem til DK så nu får han et par dage i Bangkok inden det igen står på hverdag i DK. Så imorgen skal der vinkes farvel.
Formiddagen gik i klasseværelset for William og Lillis angående. Rune, Bo og Amelie kørte ned til Phu Wiang nationalpark headquarters for at betale for overnatningen. Bo’s overtalelses evner viste sig igen at bære frugt og efter et par telefonsamtaler med chefen fik vi bungalowen for 300Bath istedet for 600. Vi kørte lidt ud for at undersøge området mens Maria blev hjemme som skolelærer.
Da vi kom tilbage havde klokken netop ringet ud til frikvarter. Det var tid til Amelies middagslur. Bo, Rune, Lilli og William iførte sig vandrestøvlerne og gik ud for at se på nogen af udgravningsstederne. Ruten startede med at stige 100meter op ad en smal sti og det var stegende hedt. Heldigvis havde vi 5 liter koldt vand i rygsækken som der hurtigt blev taget hul på. Efter et par km kom vi til det første site. Der var lavet en flot bygning på toppen af bjerget med glas hele vejen rundt hvor man så kunne se udgravningen af et forstenet dinosaur skelet. Ruten fortsatte og inden længe kom vi til det næste som var nogle store klippe blokke som ved nærmere eftersyn indeholdt forstenede muslinger. Det sidste site var et kæmpe bygningsværk som var bygget i 1990 til ære for den thailandske princesse. Der var et lille udgravningssite inden i bygningen, ikke noget stort og prangende, men man kunne tydeligt se de forstenede dino knogler. Herfra tog vi grusvejen tilbage til bungalowen. Det blev en tur på ca 5 km, som helt klart for alles vedkommende føltes som 20km. Alle incl William og Lilli var drivvåde af sved og alle 5 liter vand var drukket.
Efter en slapper på verandaen, vågnede Amelie op af sin lur og vi sadlede op i Landroveren. Vi ville ind til byen og handle ind til aftensmad og køre forbi Dino parken på vejen og se om det var noget der var værd at bruge penge på. Ifølge Lonely planet så skulle det koste 80kr pr mand at komme ind. Vi parkerede ved parken og gik ind. Der var hverken billet kontor eller nogen der ville sælge billetter. Vi daskede rundt i en halv times tid og så de store flotte skulpturer i 1:1 af de dinosaurer der engang levede i området. Det hele virkede sådan lidt som om standby knappen var trykket ind. Alt var flot og prangende, men springvandet virkede ikke(og havde vist ikke virket i lang tid), bænkene var alle sammen skvattet sammen og personalet i besøgscentret lå ude på trappen og sov middagslur. Vi var glade for at vi ikke havde betalt penge for at komme ind.
Vi vendte snuden hjemad og stoppede undervejs og købte aftensmad. Bo kunne selvfølgelig ikke stå for et kæmpe fyrværkeri batteri som han måtte slippe 35kr for. Inden vi kom til nationalparken, svingede vi lige ind forbi dinosaur museet som vi havde været ved aftenen før. Rune sprang ind i det kæmpe store og meget velholdte bygningskompleks som ligger helt for sig selv ude i junglen og spurgte efter brochurer. Han kom tilbage med nyheden om at der var en kæmpe udstilling om dinosaurer og jordens historie, og så var det gratis. Det var skønt at komme ind i aircondition og udstillingerne var rigtig flotte.
Ved 17 tiden vendte vi snuden hjemad. Meen Rune og Bo ville lige en tur ind i nationalparken og se et vandfald de havde læst om. Der skulle efter sigende være en grusvej igennem parken til vandfaldet. Det startede der også med at være, men efter 1½ kilometer måtte vi give op. Grusvejen var snævret ind til en meget lille sti og vi havde kæmpet os over store klipper og igennem bløde moser. Vi vendte slukørede hjem til vores bungalow.
Det var nu blevet mørkt og Bo’s nyindkøbte fyrværkeri skulle selvfølgelig afprøves. Han gik lige lidt ned af vejen og bankede på en af arbejdernes dør for at tjekke at det var ok. Det var det selvfølgelig, herude er der ingen regler hvad fyrværkeri angår. Batteriet blev antændt og der blev råbt, ”fire in the hole” og kapoooooow, sagde det. Der var et skud, ingen farver men til gengæld et ordentligt brag der kunne høres flere kilometer væk. Der gik ikke mange minutter så stod alle parkens arbejdere uden for Bungalowen og beundrede dette pragteksemplar af en thailands raket, eller resterne af den.
Bo har besluttet sig for at han tager de sidste par dage af ferien på egen hånd. Det passer nemlig med at når vi forlader Phu Wiang imorgen for at vende snuden mod grænsen til Laos – så passerer vi igennem en ret stor by - Khon Kaen - og herfra går der busser til Bangkok hver time. Onsdag går Bos fly hjem til DK så nu får han et par dage i Bangkok inden det igen står på hverdag i DK. Så imorgen skal der vinkes farvel.
fredag den 8. oktober 2010
Phu Wiang - Dinosauer nationalpark!
Fredag d. 8. oktober 2010:
En godt nysmurt landrover trillede som en drøm nordpå af den 4 sporede landevej. Vi holdt et par hvil undervejs men gav den temmelig godt med gas for at nå så langt som muligt. Gps’en var sat til Phu Wiang nationalpark i det nordøstlige Thailand. Efter 480km og 8 timers rejsetid var vi fremme. Desværre var klokken blevet 19 og det var buldermørkt. Vi passerede Dinosaur museet undervejs og kom helt ud til bommen ved indgangen til nationalparken. Det skal lige siges at Phu Wiang er kendt for sine mange fund af dinosaur skeletter. Ved bommen blev vi mødt af to vagter som absolut ikke kunne tale et ord andet end Thai. Vi prøvede med fagter og parlør at gøre os forståelige. Men ak de forstod absolut intet.
Vi havde læst at parken skulle have en bungalow man kunne leje, men det virkede ikke til at dette var noget vagterne kendte noget til. Vi trillede tilbage af vejen og kom til dinosaur museet. Her havde vi lidt mere held med os. Vi troede måske Lonely planet havde byttet om på hvor denne bungalow lå, men vagterne her ved museet vidste godt at der var en bungalow ved parken og en frisk fyr hoppede op på sin scooter og kørte i forvejen. Et par ord blev udvekslet med vagterne og vi trillede igennem porten. En lille kilometer længere fremme lå bungalowen for enden af vejen på en lille bakketop.
I løbet af 10 minutter strømmede det pludselig til med folk som ville hjælpe, sengene blev redt op, der blev fyldt vand i køleskabet og så var huset klar til indflytning. Vi bukkede og takkede mange gange og indtog vores nye hjem(for de næste to dage). Det skulle hurtigt vise sig at herude i junglen er dyrelivet temmelig frodigt og så da lyset udenfor bungalowen blev tændt sværmede græshopper på størrelse med mus frem og vandrende pinde, tusindben, skorpioner! og diverse andet kryb kom frem i lyset. Heldigvis var bungalowen godt pakket ind med myggenet for alle vinduer og døre så ingen kryb (kun de sædvanlige gekkoer)slap ind.
Vi gik til ro efter en hård transport dag.
En godt nysmurt landrover trillede som en drøm nordpå af den 4 sporede landevej. Vi holdt et par hvil undervejs men gav den temmelig godt med gas for at nå så langt som muligt. Gps’en var sat til Phu Wiang nationalpark i det nordøstlige Thailand. Efter 480km og 8 timers rejsetid var vi fremme. Desværre var klokken blevet 19 og det var buldermørkt. Vi passerede Dinosaur museet undervejs og kom helt ud til bommen ved indgangen til nationalparken. Det skal lige siges at Phu Wiang er kendt for sine mange fund af dinosaur skeletter. Ved bommen blev vi mødt af to vagter som absolut ikke kunne tale et ord andet end Thai. Vi prøvede med fagter og parlør at gøre os forståelige. Men ak de forstod absolut intet.
Vi havde læst at parken skulle have en bungalow man kunne leje, men det virkede ikke til at dette var noget vagterne kendte noget til. Vi trillede tilbage af vejen og kom til dinosaur museet. Her havde vi lidt mere held med os. Vi troede måske Lonely planet havde byttet om på hvor denne bungalow lå, men vagterne her ved museet vidste godt at der var en bungalow ved parken og en frisk fyr hoppede op på sin scooter og kørte i forvejen. Et par ord blev udvekslet med vagterne og vi trillede igennem porten. En lille kilometer længere fremme lå bungalowen for enden af vejen på en lille bakketop.
I løbet af 10 minutter strømmede det pludselig til med folk som ville hjælpe, sengene blev redt op, der blev fyldt vand i køleskabet og så var huset klar til indflytning. Vi bukkede og takkede mange gange og indtog vores nye hjem(for de næste to dage). Det skulle hurtigt vise sig at herude i junglen er dyrelivet temmelig frodigt og så da lyset udenfor bungalowen blev tændt sværmede græshopper på størrelse med mus frem og vandrende pinde, tusindben, skorpioner! og diverse andet kryb kom frem i lyset. Heldigvis var bungalowen godt pakket ind med myggenet for alle vinduer og døre så ingen kryb (kun de sædvanlige gekkoer)slap ind.
Vi gik til ro efter en hård transport dag.
Tilbage til Thailand :-)
Fredag d. 8. oktober 2010:
Idag ville vi forlade Cambodia men inden havde vi lige ét stop – nemlig et tempel 70 km nordøst for Siam Reap: Bang Mealea. Her skulle junglen virkelig være løbet løbsk og templet være nærmest opslugt at store træer.
Vi kørte i ca 1,5 time inden vi nåede templet. Vejene var ikke asfalteret og vi kom igennem noget fantastisk landskab hvor rismarkerne dominerede og hvor de mange små bondesamfund lå som perler på en snor. Vi så oksetrukne kærrer, nøgne børn der badede i rismarkerne, scootere der transporterede levende grise liggende på ryggen bagpå scooteren, lastvogne der kørte med hele vognlæs af arbejdere til og fra rismarkerne og meget andet som vi aldrig har set før.
Fremme ved templet gik vi rundt i ca 1 time – templet var en flot oplevelse, dog ikke helt så ”vildt” som templet ved Pa Prohm. Rundt inde på området gik rigtig mange fattige børn rundt – de tiggede ikke ligefrem og var faktisk ikke påtrængende – dog kunne vi se at de var virkelig fattige: de havde ikke meget tøj på og det de havde var meget ødelagt. De stillede glade op til fotografering og var rigtig søde allesammen. Da vi var færdige med rundturen gik vi tilbage til bilen. Her fandt Maria en kasse med William, Lilli og Amelies tøj frem (de havde en masse t-shirts, kjoler, shorts osv som vi har haft med hjemmefra som de ikke bruger fordi de har fået så meget nyt på rejsen) Alle børnene stimlede sammen om bilen og alle fik et stykke tøj som var finere end noget de nogensinde før havde ejet. De blev virkelig glade for det og løb tilbage til deres mor for at vise det frem Rune købte en masse dåsesodavand og alle børnene fik lov at dele dem – hvilket også bragte lykke. En rigtig dejlig oplevelse og dejligt at kunne hjæpe nogen som har så meget brug for det. Det er ikke det samme at give børnene penge fordi de sjældent får lov at beholde dem – deres forældre tager dem. Her fik de et stykke tøj som var kun til dem selv og som ingen kunne tage fra dem! Vi kørte alle glade derfra og blev enige om at dette klart er et af højdepunkterne på vores rejse.
På farten igen kørte vi nu tilbage til Siam Reap og fortsatte til den Thailanske grænse ved Poi Pet. Vejnettet i Cambodia er meget sparsomt, der er nogle få asfalterede hovedveje, resten er grus. På vej tilbage ville vores GPS absolut tværs igennem landet. Rent faktisk var vi temmeligt imponerede over at den rent faktisk kendte de hjulspor vi kom ud på. Et sted holdt vi en kort pause for at hente lidt vand i køleskabet og da vi skulle derfra, forsvandt venstreforhjul pludselig en halv meter ned og der lød et kæmpe bump. Vi kunne dog nemt bakke op af hullet. Vi var kommet lidt for langt ud i kanten af sporet og var ramt ved siden af et stort drænrør som lå som bro lige i vejoverfladen. Hjulet var forsvundet ned i grøften og akslen havde ramt kanten af røret.
Da vi endelig kom ud på asfalt vej gik det hurtigt og vi var fremme ved grænsen omkring kl 17 og efter lidt af det sædvanlige bøvl ved grænsen kørte vi igen ind i Thailand.
Vi fandt et hyggeligt motel i grænsebyen hvor vi besluttede os for at tilbringe natten. Her var en dejlig pool som ungerne og Bo og Rune hoppede i efter aftensmaden.
Da ungerne var puttet gik Rune og Bo igang med at rode med bilen. Der skulle skiftes en reservedel som Bo havde medbragt fra DK. De var færdige til at gå iseng omkring midnat.
Idag ville vi forlade Cambodia men inden havde vi lige ét stop – nemlig et tempel 70 km nordøst for Siam Reap: Bang Mealea. Her skulle junglen virkelig være løbet løbsk og templet være nærmest opslugt at store træer.
Vi kørte i ca 1,5 time inden vi nåede templet. Vejene var ikke asfalteret og vi kom igennem noget fantastisk landskab hvor rismarkerne dominerede og hvor de mange små bondesamfund lå som perler på en snor. Vi så oksetrukne kærrer, nøgne børn der badede i rismarkerne, scootere der transporterede levende grise liggende på ryggen bagpå scooteren, lastvogne der kørte med hele vognlæs af arbejdere til og fra rismarkerne og meget andet som vi aldrig har set før.
Fremme ved templet gik vi rundt i ca 1 time – templet var en flot oplevelse, dog ikke helt så ”vildt” som templet ved Pa Prohm. Rundt inde på området gik rigtig mange fattige børn rundt – de tiggede ikke ligefrem og var faktisk ikke påtrængende – dog kunne vi se at de var virkelig fattige: de havde ikke meget tøj på og det de havde var meget ødelagt. De stillede glade op til fotografering og var rigtig søde allesammen. Da vi var færdige med rundturen gik vi tilbage til bilen. Her fandt Maria en kasse med William, Lilli og Amelies tøj frem (de havde en masse t-shirts, kjoler, shorts osv som vi har haft med hjemmefra som de ikke bruger fordi de har fået så meget nyt på rejsen) Alle børnene stimlede sammen om bilen og alle fik et stykke tøj som var finere end noget de nogensinde før havde ejet. De blev virkelig glade for det og løb tilbage til deres mor for at vise det frem Rune købte en masse dåsesodavand og alle børnene fik lov at dele dem – hvilket også bragte lykke. En rigtig dejlig oplevelse og dejligt at kunne hjæpe nogen som har så meget brug for det. Det er ikke det samme at give børnene penge fordi de sjældent får lov at beholde dem – deres forældre tager dem. Her fik de et stykke tøj som var kun til dem selv og som ingen kunne tage fra dem! Vi kørte alle glade derfra og blev enige om at dette klart er et af højdepunkterne på vores rejse.
På farten igen kørte vi nu tilbage til Siam Reap og fortsatte til den Thailanske grænse ved Poi Pet. Vejnettet i Cambodia er meget sparsomt, der er nogle få asfalterede hovedveje, resten er grus. På vej tilbage ville vores GPS absolut tværs igennem landet. Rent faktisk var vi temmeligt imponerede over at den rent faktisk kendte de hjulspor vi kom ud på. Et sted holdt vi en kort pause for at hente lidt vand i køleskabet og da vi skulle derfra, forsvandt venstreforhjul pludselig en halv meter ned og der lød et kæmpe bump. Vi kunne dog nemt bakke op af hullet. Vi var kommet lidt for langt ud i kanten af sporet og var ramt ved siden af et stort drænrør som lå som bro lige i vejoverfladen. Hjulet var forsvundet ned i grøften og akslen havde ramt kanten af røret.
Da vi endelig kom ud på asfalt vej gik det hurtigt og vi var fremme ved grænsen omkring kl 17 og efter lidt af det sædvanlige bøvl ved grænsen kørte vi igen ind i Thailand.
Vi fandt et hyggeligt motel i grænsebyen hvor vi besluttede os for at tilbringe natten. Her var en dejlig pool som ungerne og Bo og Rune hoppede i efter aftensmaden.
Da ungerne var puttet gik Rune og Bo igang med at rode med bilen. Der skulle skiftes en reservedel som Bo havde medbragt fra DK. De var færdige til at gå iseng omkring midnat.
onsdag den 6. oktober 2010
Hyggedag i Siam Reap
Onsdag d. 6. oktober 2010:
Denne dag havde vi aftalt at vi ville ud og udforske området vi bor i lidt nærmere. Efter at have givet os god tid til morgenmad og diverse gik vi derfor hen til at stort overdækket marked som ligger 2 mins gang fra hotellet. Her blev der solgt ALT muligt – t-shirts, sko, tasker, ”antikviteter”, spil, legetøj = ALT! Vi gik rundt og kiggede og fik købt lidt gaver til dem derhjemme Bo og William kiggede især på diverse krokodille-skind, kranier, stødtænder, flasker med slanger/skorpioner osv – de to kan få hele dagen til at gå med at kigge og snakke om disse ting!
Da vi ikke orkede markedet mere gik vi hen langs en gade med mange restauranter osv og mens William ville prøve fiskemassage (det kildede selvfølgelig ALT for meget til at han kunne holde ud at have sine fødder dernede ved de små nippende fisk!) gik Maria og Lilli ind og fik 1 times fodmassage –aahhhhh! Fødderne trængte virkelig efter gårsdagens strabadser! Rune og Bo sad på en cafe og drak kaffe mens de sludrede med William som sad ved siden af og fik fiskemassage - Amelie rendte lidt frem og tilbage. Inde hos Maria og Lilli fik hun arangeret at William kom ned i en massagestol, hun satte sig på skamlen foran og gik igang med at give ham fodmassage – ligesom damerne gjorde ved mor og Lilli. Hun kommanderede massagpigerne til at komme med mere creme, hentede selv håndklæder i skabet og fordi hun havde luret nogle tricks af hvor man ”slår” under foden og lidt op ad benet – ja, så fik William mere tæsk end han fik massage! Massagepigerne var selvfølgelig helt solgt og synes hun var fantastisk
Efter alle havde fået en is gik vi tilbage til hotellet og William og Lilli fik lavet skole – henne i et hjørne af vores kæmpestore fælles-balkon er der et lille arrangement med små skolebænke og og en tavle (der kommer en dame og underviser en lille håndfuld børn i engelsk 1 gang om ugen) og her sad både William, Lilli, Amelie og Rune og ”legede” skole
Frokosten blev til en pizza og to bøtter salat fra nabo-pizzariaet som vi alle delte oppe på balkonen.
Senere gik vi ud i byen for at spise lidt aftensmad – vi fandt endnu et marked og fik kigget lidt mere på souvenirs – vi købte nogle superflotte tryk på rispapir som var aftryk af figurene fra Bayon templet vi havde set dagen forinden – mon de sniger sig derud om natten og laver aftrykket!?
Vi fandt en hel gade med ene gadekøkkener og valgte et sted hvor de stod og grillede udenfor og med masser af siddepladser. Der var helt fyldt op og vi måtte stå og vente på et ledigt bord – det sker ikke så tit når man vælger gadekøkken! Maden var lidt la-la – nogle fik noget lækkert mens nogle var knap så heldige.
Efter at ungerne havde spiste endnu en is gik vi hjem. Mens børnene sov fik de voksne planlagt de næste par dage – vores plan har været at vi ville køre nordpå og krydse grænsen til Laos, måske med en overnatning undervejs da der er ret langt og vejene sikkert ikke er så gode. Efter at have nærlæst Lonely Planet på dette område blev vi pludselig meget i tvivl om hvorvidt denne plan overhovedet kunne lade sig gøre! Vi valgte at få lidt hjælp fra de ansatte på hotellet (som kunne en lille smule engelsk) Vi fik dem til at ringe til et par guesthouses som ligger langs den rute vi havde planlagt – og de sagde allesammen at vejene var skyllet væk flere steder og det IKKE var muligt at køre denne rute! Så eneste mulighed var nu at køre hele vejen tilbage til Phom Phen og så hele vejen op til Laos- og det gad vi faktisk ikke!
Så en hurtig beslutning blev taget – vi kører tilbage til Thailand – krydser grænsen ved Poi Pet og kører nord-vest på – nu vil vi istedet opleve NordøstThailand og har tre stop vi alle er enige om skal ses.
Denne dag havde vi aftalt at vi ville ud og udforske området vi bor i lidt nærmere. Efter at have givet os god tid til morgenmad og diverse gik vi derfor hen til at stort overdækket marked som ligger 2 mins gang fra hotellet. Her blev der solgt ALT muligt – t-shirts, sko, tasker, ”antikviteter”, spil, legetøj = ALT! Vi gik rundt og kiggede og fik købt lidt gaver til dem derhjemme Bo og William kiggede især på diverse krokodille-skind, kranier, stødtænder, flasker med slanger/skorpioner osv – de to kan få hele dagen til at gå med at kigge og snakke om disse ting!
Da vi ikke orkede markedet mere gik vi hen langs en gade med mange restauranter osv og mens William ville prøve fiskemassage (det kildede selvfølgelig ALT for meget til at han kunne holde ud at have sine fødder dernede ved de små nippende fisk!) gik Maria og Lilli ind og fik 1 times fodmassage –aahhhhh! Fødderne trængte virkelig efter gårsdagens strabadser! Rune og Bo sad på en cafe og drak kaffe mens de sludrede med William som sad ved siden af og fik fiskemassage - Amelie rendte lidt frem og tilbage. Inde hos Maria og Lilli fik hun arangeret at William kom ned i en massagestol, hun satte sig på skamlen foran og gik igang med at give ham fodmassage – ligesom damerne gjorde ved mor og Lilli. Hun kommanderede massagpigerne til at komme med mere creme, hentede selv håndklæder i skabet og fordi hun havde luret nogle tricks af hvor man ”slår” under foden og lidt op ad benet – ja, så fik William mere tæsk end han fik massage! Massagepigerne var selvfølgelig helt solgt og synes hun var fantastisk
Efter alle havde fået en is gik vi tilbage til hotellet og William og Lilli fik lavet skole – henne i et hjørne af vores kæmpestore fælles-balkon er der et lille arrangement med små skolebænke og og en tavle (der kommer en dame og underviser en lille håndfuld børn i engelsk 1 gang om ugen) og her sad både William, Lilli, Amelie og Rune og ”legede” skole
Frokosten blev til en pizza og to bøtter salat fra nabo-pizzariaet som vi alle delte oppe på balkonen.
Senere gik vi ud i byen for at spise lidt aftensmad – vi fandt endnu et marked og fik kigget lidt mere på souvenirs – vi købte nogle superflotte tryk på rispapir som var aftryk af figurene fra Bayon templet vi havde set dagen forinden – mon de sniger sig derud om natten og laver aftrykket!?
Vi fandt en hel gade med ene gadekøkkener og valgte et sted hvor de stod og grillede udenfor og med masser af siddepladser. Der var helt fyldt op og vi måtte stå og vente på et ledigt bord – det sker ikke så tit når man vælger gadekøkken! Maden var lidt la-la – nogle fik noget lækkert mens nogle var knap så heldige.
Efter at ungerne havde spiste endnu en is gik vi hjem. Mens børnene sov fik de voksne planlagt de næste par dage – vores plan har været at vi ville køre nordpå og krydse grænsen til Laos, måske med en overnatning undervejs da der er ret langt og vejene sikkert ikke er så gode. Efter at have nærlæst Lonely Planet på dette område blev vi pludselig meget i tvivl om hvorvidt denne plan overhovedet kunne lade sig gøre! Vi valgte at få lidt hjælp fra de ansatte på hotellet (som kunne en lille smule engelsk) Vi fik dem til at ringe til et par guesthouses som ligger langs den rute vi havde planlagt – og de sagde allesammen at vejene var skyllet væk flere steder og det IKKE var muligt at køre denne rute! Så eneste mulighed var nu at køre hele vejen tilbage til Phom Phen og så hele vejen op til Laos- og det gad vi faktisk ikke!
Så en hurtig beslutning blev taget – vi kører tilbage til Thailand – krydser grænsen ved Poi Pet og kører nord-vest på – nu vil vi istedet opleve NordøstThailand og har tre stop vi alle er enige om skal ses.
tirsdag den 5. oktober 2010
Endelig - Angkor Wat!
Tirsdag d. 5. oktober 2010:
Efter morgenmaden fik vi hyret en TukTuk til 12USD som ville tage os rundt hele dagen og vise os de flotteste templer. Vi så det største af templerne nemlig Angkor Wat, derefter kørte vi hen til det der hedder Angkor Thom som er et område på ca 2,3 x 2,2 KM! Herinder ligger flere templer såsom Bayon – med de 49 søjler med ansigter hugget ud som kigger ned på dig, en kæmpestor Buddah statue, Elefant terrassen – en kæmpe mur med hundredevis af elefanter udhugget, den store Victory Gate og meget andet. Herinde blev vi også overfaldet af de mange fattige børn som ville sælge os alt muligt! Herfra kørte vores tuktuk-mand os til det sidste stop nemlig; Pa Prohm – hvilket vi allesammen synes var det mest interessante. Her havde junglen virkelig fået lov at tage styringen blandt de mange ruiner af et stort tempel. Genopbygningen var i fuld gang men der stod kæmpemæssige ”jungle”-træer overalt som havde snoet deres rødder rundt om de mange sten/ruiner! Det var fantastisk at se hvor mange ”kræfter” naturen har og hvilket præg junglen havde sat på dette for længst sammenstyrtede tempel. Vi tog billeder indtil kameraet ikke havde mere strøm og til den tid var Amelie også faldet i søvn i bære-rygsækken så vi bad TukTuk-manden køre os hjem til hotellet. Alle var enige om at det havde været en fantastisk dag, men vi var også trætte efter at have gået langt og kravlet på mange trapper.... og ikke mindst svedt som man jo sveder herude i 35-40 grader!
Efter en hel dag i varmen, satte vi kursen mod ”shadow of Angkor”. Klokken var blevet 16 og vi havde ikke fået noget frokost. Vi gik direkte ind i restauranten og fik stillet sulten – viblev enige om at dette måltid måtte blive kombineret frokost/aftensmad og senere ville vi så gå ud og købe lidt lækkert ved de mange madboder i området. Bagefter gik Maria op på værelset med Amelie og fik puttet hende tidligt for en gangs skyld og resten af holdet tog en TukTuk over til et andet guesthouse, hvor vi kunne låne poolen for 1USD pr. næse – vi havde lovet William og Lilli en tur herover i poolen hvis de kunne klare Angkor Wat-turen uden brok og hvis de ville høre efter hvad vi fortalte dem om de forskellige templer osv som vi så undervejs. De klarede det rimelig godt –William havde lige en krise da der var adgang forbudt under 12 år til at stort tempel hvor man skulle forcere ca 100 trappetrin som var meget stejle – han synes det var noget frygtelig pjat at han ikke kunne gå med Rune og Bo derop!!!
Byen Siem Reap virker til at have bygget lidt over evne, i alt fald er der for mange restauranter og barer til den mængde turister der er her lige nu. Det resulterer i Happy Hour mere eller mindre døgnet rundt hvor fadøl koster 50 cent, altså 3kr og drinks ligeså. Bo og Rune hoppede hurtigt på ølvognen da de kom tilbage fra badeturen, mens resten af familien gik iseng. Efter et par omgange valgte de at gå ud i byen og se om de kunne finde et godt massage sted. Lidt nede af gaden reklamerede de med Fish Massage til 3USD. De sprang straks op på bænken og dyppede føderne i vandet. Tak spids hvor det kildede, men efter lidt tid var det til at klare. Efter Fish Massage, gik de ind og fik to timers foot og bodymassage for den nette sum af 13 USD, eller 75kr.
Vi har selvfølgelig taget massevis af billeder og de bliver lagt ud på Picasa albummet så snart vi har en internet forbindelse der er hurtig nok til at det ikke tager flere dage!
Efter morgenmaden fik vi hyret en TukTuk til 12USD som ville tage os rundt hele dagen og vise os de flotteste templer. Vi så det største af templerne nemlig Angkor Wat, derefter kørte vi hen til det der hedder Angkor Thom som er et område på ca 2,3 x 2,2 KM! Herinder ligger flere templer såsom Bayon – med de 49 søjler med ansigter hugget ud som kigger ned på dig, en kæmpestor Buddah statue, Elefant terrassen – en kæmpe mur med hundredevis af elefanter udhugget, den store Victory Gate og meget andet. Herinde blev vi også overfaldet af de mange fattige børn som ville sælge os alt muligt! Herfra kørte vores tuktuk-mand os til det sidste stop nemlig; Pa Prohm – hvilket vi allesammen synes var det mest interessante. Her havde junglen virkelig fået lov at tage styringen blandt de mange ruiner af et stort tempel. Genopbygningen var i fuld gang men der stod kæmpemæssige ”jungle”-træer overalt som havde snoet deres rødder rundt om de mange sten/ruiner! Det var fantastisk at se hvor mange ”kræfter” naturen har og hvilket præg junglen havde sat på dette for længst sammenstyrtede tempel. Vi tog billeder indtil kameraet ikke havde mere strøm og til den tid var Amelie også faldet i søvn i bære-rygsækken så vi bad TukTuk-manden køre os hjem til hotellet. Alle var enige om at det havde været en fantastisk dag, men vi var også trætte efter at have gået langt og kravlet på mange trapper.... og ikke mindst svedt som man jo sveder herude i 35-40 grader!
Efter en hel dag i varmen, satte vi kursen mod ”shadow of Angkor”. Klokken var blevet 16 og vi havde ikke fået noget frokost. Vi gik direkte ind i restauranten og fik stillet sulten – viblev enige om at dette måltid måtte blive kombineret frokost/aftensmad og senere ville vi så gå ud og købe lidt lækkert ved de mange madboder i området. Bagefter gik Maria op på værelset med Amelie og fik puttet hende tidligt for en gangs skyld og resten af holdet tog en TukTuk over til et andet guesthouse, hvor vi kunne låne poolen for 1USD pr. næse – vi havde lovet William og Lilli en tur herover i poolen hvis de kunne klare Angkor Wat-turen uden brok og hvis de ville høre efter hvad vi fortalte dem om de forskellige templer osv som vi så undervejs. De klarede det rimelig godt –William havde lige en krise da der var adgang forbudt under 12 år til at stort tempel hvor man skulle forcere ca 100 trappetrin som var meget stejle – han synes det var noget frygtelig pjat at han ikke kunne gå med Rune og Bo derop!!!
Byen Siem Reap virker til at have bygget lidt over evne, i alt fald er der for mange restauranter og barer til den mængde turister der er her lige nu. Det resulterer i Happy Hour mere eller mindre døgnet rundt hvor fadøl koster 50 cent, altså 3kr og drinks ligeså. Bo og Rune hoppede hurtigt på ølvognen da de kom tilbage fra badeturen, mens resten af familien gik iseng. Efter et par omgange valgte de at gå ud i byen og se om de kunne finde et godt massage sted. Lidt nede af gaden reklamerede de med Fish Massage til 3USD. De sprang straks op på bænken og dyppede føderne i vandet. Tak spids hvor det kildede, men efter lidt tid var det til at klare. Efter Fish Massage, gik de ind og fik to timers foot og bodymassage for den nette sum af 13 USD, eller 75kr.
Vi har selvfølgelig taget massevis af billeder og de bliver lagt ud på Picasa albummet så snart vi har en internet forbindelse der er hurtig nok til at det ikke tager flere dage!
mandag den 4. oktober 2010
Siam Reap - Shadow of Angkor
Mandag d. 4. oktober 2010:
Vi havde fået storby nok og ville ud og se noget andet. Destinatinen var Ankor Wat.
Ca. 300km fra Phnom Penh, lige ud af hovedvej 6. Turen så fra starten ud til at kunne komme til at tage laaaang tid. Vejen var smal og der var flere knallerter og TukTuk’er end der var biler. Vi snejlede os afsted, men jo længere vi kom væk fra Phnom Penh, jo mere døde trafikken ud. Efter 100km blev vejen også lidt bredere så overhalingerne blev noget mindre hazarderede.
Vi ankom til Siem Reap sidst på eftermiddagen. En by på ca. 200.000 indbyggere, som huser alle de tusinder af turister der valfarter til byen for at se de mange templer omkring Angkor Wat. Efter et par forgæves forsøg på at finde et guesthouse der var ledigt, faldt vi over ”Shadow of Angkor”. Et hyggeligt guesthouse, med egen fortovs restaurant og balkon med udsigt lige ned til floden der skærer byen over i to. Desværre havde de kun et dobbelt værelse, hvor vi hurtigt indså at vi ikke kunne mase os ind alle mand. Vi besluttede os derfor for at Rune og Bo skulle slå tagteltet op og sove på gaden. Det blev et tilløbsstykke af format.
Det var efterhånden et par uger siden tagteltene havde været slået op og de massive regnfald der havde præget vores tur havde sat deres præg på teltene. Det forreste, som jo får mest vand når vi kører, havde ikke holdt tæt. Madrassen var gennemblødt og lagenet var jordslået. Vi fik det hele demonteret og hængt til tørre. Heldigvis var det bagerste telt helt tørt. Brumbassen blev parkeret lige overfor vores guesthouse, og temperaturen lå kun på omkring 26 grader så de to herrer sov som små børn.
Vi havde fået storby nok og ville ud og se noget andet. Destinatinen var Ankor Wat.
Ca. 300km fra Phnom Penh, lige ud af hovedvej 6. Turen så fra starten ud til at kunne komme til at tage laaaang tid. Vejen var smal og der var flere knallerter og TukTuk’er end der var biler. Vi snejlede os afsted, men jo længere vi kom væk fra Phnom Penh, jo mere døde trafikken ud. Efter 100km blev vejen også lidt bredere så overhalingerne blev noget mindre hazarderede.
Vi ankom til Siem Reap sidst på eftermiddagen. En by på ca. 200.000 indbyggere, som huser alle de tusinder af turister der valfarter til byen for at se de mange templer omkring Angkor Wat. Efter et par forgæves forsøg på at finde et guesthouse der var ledigt, faldt vi over ”Shadow of Angkor”. Et hyggeligt guesthouse, med egen fortovs restaurant og balkon med udsigt lige ned til floden der skærer byen over i to. Desværre havde de kun et dobbelt værelse, hvor vi hurtigt indså at vi ikke kunne mase os ind alle mand. Vi besluttede os derfor for at Rune og Bo skulle slå tagteltet op og sove på gaden. Det blev et tilløbsstykke af format.
Det var efterhånden et par uger siden tagteltene havde været slået op og de massive regnfald der havde præget vores tur havde sat deres præg på teltene. Det forreste, som jo får mest vand når vi kører, havde ikke holdt tæt. Madrassen var gennemblødt og lagenet var jordslået. Vi fik det hele demonteret og hængt til tørre. Heldigvis var det bagerste telt helt tørt. Brumbassen blev parkeret lige overfor vores guesthouse, og temperaturen lå kun på omkring 26 grader så de to herrer sov som små børn.
Abonner på:
Opslag (Atom)
