Lejren blev hurtigt pakket sammen efter morgenmaden, vejret var gråt og køligt så det var en god dag at køre i.
Planen var at køre sydpå mod Finike, 100km syd for Antalya. Undervejs var der lige et par ting vi skulle se, bla. En meget kalk holdig sø som skulle være rigtig flot og så skulle vi finde et sted hvor vi kunne købe et nyt trådløst netkort til vores pc, da vi efterhånden er ved at være godt trætte af at vi ikke kan komme på nettet. I Denizli, ca. 12 km fra Pamukkale bor der 400000mennesker så der måtte vi da kunne finde en IT butik. Det lykkedes også, og vi fandt et nyt netkort. Men, da ekspedienten så at vi havde en ny Netbook, syntes han det var lidt mærkeligt, og spurgte om vi havde problemer med vores pc. Han tilbød at deres teknikkere kunne kigge på den med det samme. Rune gik med ham op til deres servicecenter, et lille kontor fyldt med computere i en sidegade 5 minutters gang fra butikken. Efter 10min virkede vores pc upåklageligt igen, og vi fik de 400kr tilbage vi havde betalt for netkortet og skulle ikke betale for teknikkerens tid. Rart med venlige mennesker.
Turen gik nu videre mod kalksøen, desværre kom vi ud af en forkert vej fra Denizli, men drejede fra og fandt en anden lidt mindre, men stadig temmelig stor, sø. Der lå store hvide kalk bunker hele vejen rundt om søen og strandene var kridt hvide. Rune fandt noget han mente var en vej ned til søen, resten af familien havde dog svært ved at se vejen. De lykkes at komme ned til vandkanten hvor vi pludselig befandt os på en kalkaflejring som var udtørret og hvor der var store revner i. Visse steder sank vi også en del i med hjulene, men Brumbassen kæmpede sig ufortrødent videre. Vi kørte lidt væk fra kalkbjerget og op på nogle klipper og parkerede. Alle steg ud og vi gik en tur ned mod vandet. Der var flere steder hvor vandet piblede op af undergrunden og William erfarede at der godt kunne være temmelig blødt visse steder da han var ved at miste en af sine Crocs i mudderet.
Vi kørte videre syd-vest på men kort efter vi havde forladt søen havde vi lidt af et uheld! Pludselig i et sving flyver den ene af vores 3 jerry-cans ned fra taget af bilen og havner i den modsatte grøft!!! Heldigvis var der ingen biler hverken bagved eller foran os. Vi stoppede op og bakkede tilbage. Den lå i grøften og var smadret. Uheldigvis var det den jerry-can fyldt med benzin til vores komfur og meget af benzinen var rendt ud. Vi fik hældt det resterende benzin over på den tomme jerry-can og måtte kassere den ødelagte.
Vi kørte videre og blev enige om at så var der da sket lidt spændende den dag
Vejen snoede sig op ad bjerget og vi tændte for GPS’en for at se hvad højde vi befandt os i. Den sagde 1200meter over havet og vi steg stadig. Bjergene på begge sider var rå og forblæste og man kunne se hvordan smeltevandet efter vinterens sne havde skyllet dele af vejen væk. Da der pludselig anede sig en chance for at køre ud på en endnu mindre vej skulle Rune selvfølgelig lige prøve den. Vi drejede væk fra hovedvejen og dermed væk fra vejen på kortet og ud i ingenmandsland. Vi kørte nu efter kompasset på GPS’en og spejderdrengen mente at hvis vi bare kørte mod syd, skulle vi nok ramme en hovedvej igen. Maria var meget skeptisk og syntes klart at vi skulle køre tilbage, men ak nej, sådan skulle det ikke ende. Vejen steg drastisk og der var efterhånden mere grus end asfalt. Da vi nåede toppen var vi oppe i 1700meters højde og det mest fantastisk plateau viste sig. Asfaltvejen var nu helt ophørt og vi kørte på en meget ujævn grusvej. Vi kom igennem en lille landsby hvor husene bestod at sten og mudder. På byens eneste gadehjørne sad som vanligt 4 mænd og drak the. De vinkede af os og råbte ”where to?”, men vi fortsatte uden at stoppe. Vejen var nu ikke mere end et par hjulspor og den snoede sig op af det næste bjerg, pludselig stoppede vejen på toppen af bjerget ud for det mest fantastiske syn af et kæmpe indæmmet vandreservoir. Vi tog et par billeder og vendte bilen. Tilbage i byen stoppede vi ved de 4 mænd som grinede af os. En af dem kom hen og stak hovedet ind i bilen og med en hånd med en cigaret imellem fingrene pegede han tværs igennem bilen hvilken vej vi skulle køre. Vi vinkede farvel, og prøvede at abstrahere fra at der nu lå et fint spor af cigaretaske tværs igennem kabinen.
Resten af vejen var ikke meget bedre. Vinteren havde vist været ret hård ved vejene som praktisk talt var ikke-eksisterende. Vi kom igennem flere små bjergbyer hvor hovedgaden var en stor mudderpøl og hvor vi slingerede ud og ind imellem store klippe blokke.
Efter 1½ times tid kom vi ganske rigtigt ud på en ny hovedvej, ganske som lovet, men det havde vist ikke just været noget short cut!
Vi kørte nu direkte til Antalya og igennem byen ud til kysten hvor vi kørte til en lille by – Beldibi – ca 10 km sydvest for Antalya. Her havde vi fået anbefalet en campingplads af nogle Hollændere og her kørte vi hen. Vejret var blevet dårligt og det småregnede. Det eneste positive vi kan sige om denne campingplads er at det var billigt: 20 lira pr overnatning. Den lå godt nok tæt på stranden men faciliteterne var virkelig dårlige og pga regnvejret og underlaget som bestod mest af jord blev alle og alting beskidt hvilket er en ret så problematisk når man skal sove i telt!
Vi fik hurtigt bikset noget aftensmad sammen og gik herefter en tur i byen. Vidste vi ikke bedre ville vi have troet at vi befandt os i en by i Rusland! Byen består af en hovedgade med hoteller på den ene side og butikker på den anden side! Turistbutikker i stor stil! Udover de arbejdende tyrkere i butikkerne var der pakket med russiske turister…… alle talte russisk og vi blev desuden også tiltalt på russisk af de hungrende butiksejere. Byen er åbenbart et slags Mekka for russiske turister og flere af butikkerne har facader med russiske navne og alle priserne står i dollars! Meget usmageligt og vi fandt intet charmerende i denne by.
Tilbage på campingpladsen – nu i total mørke – fandt vi ud af at på hotellet lige ved siden af var der gang i et eller andet show …. OGSÅ på russisk! Det var urimelig højt og ført an af en meget irriterende DJ! Ungerne blev puttet – William og Lilli kan heldigvis falde i søvn til det meste larm, men at få Amelie til at sove var forståeligt nok ingen nem opgave! Det svarede faktisk nogenlunde til at forsøge at putte hende midt på et diskoteks dansegulv! Efter en del roden rundt i teltet og en masse dansen og klappen i takt til musikken faldt hun endelig i søvn.
Rune og jeg blev hurtig enige om at dette var sidste og eneste nat i Beldibi!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar