Resume

Drømmen startede i 2006 da Rune købte sin første Landrover.

Han har altid gerne villet køre fra Danmark til Kina, og har utallige gange prøvet at overtale familien til at tage med.

Vi har nu købt en ny Landrover og vil gøre drømmen til virkelighed. Godtnok går turen ikke til Kina, men til Thailand.

Turen starter fra Skovby 1. maj og varer ca. 8 måneder

Blue Lagoon

Blue Lagoon
William gør klar til spring

Brumbassen på udflugt

Brumbassen på udflugt
Brumbassen på vej til Blue Lagoon, Vang Vieng

onsdag den 3. november 2010

Container Stuffing og Runes fødselsdag

Onsdag d. 3. november 2010:


Idag er det Runes fødselsdag ... hurra, hurra, hurraaaaaaaa 

Han blev ”vækket” med morgensang på sengen og fik sine gaver; vi havde købt et par bukser som han havde ønsket sig og en lille ting som ungerne havde udvalgt: et salt/peber-sæt med to figurer der omfavner hinanden 

Vi spiste stor dejligt morgenmad på vores guesthouse og da alle var klar kørte vi ud til vores shipping-agents kontor. Dette var nemlig dagen hvor Brumbassen skulle puttes i containeren!

Efter 40 min var vi fremme ved kontoret og herefter fulgte vi efter agenten i hendes bil ud til havnen. Køreturen herud tog ca 1 time og vi var pludselig meget langt væk hjemmefra guesthouset! Vi spekulerede noget over hvordan vi nogensinde skulle komme hjem herfra når nu vi var uden bil på tilbageturen! Efter lidt ventetid ved forskellige kontorer på havnen kørte vi hen til pladsen hvor alle containerne stod. Vi fik udpeget en container og så gik arbejdet ellers igen. Vi skulle have alt ned fra taget og krydsede fingrer for at vi ikke ville være nødt til at afmontere teltene for at få plads i højden! Vi havde glemt at få nøglerne med til de kædelåse som cyklerne var låst sammen med! Rune fik hjulene pillet af cyklerne og de måtte hejses ned lidt sammenkædede! Vi lukkede næsten alt luften ud af hjulene og forsøgte lige så forsigtigt at køre Brumbassen ind i containeren ..... lidt mere luft blev lukket ud og nu så det ud som om det faktisk ville lykkes. Det skal lige siges at der som sædvanligt havde samlet sig en hel flok tilskuere og vi følte os en smule presssede med alle de tilskuere. Da Brumbassen næsten var helt inde under ”porten” til containeren kunne det sidste af teltet ikke komme under .... Rune spændte bilen ned mod jorden med nogle store spændebånd og Maria hoppede op bag på bilen med udsyn til afstanden mellem telt og container. Det lykkedes lige med nød og næppe at få hele bilen ind i containeren og alle jublede  Så gik Rune og William igang med at kante sig ind imellem container og bil og fik spændt alle 4 hjul fast til bunden af containeren – de svedte og var meget beskidte da de kom ud derfra igen. Vi fik stoppet cykler og alt det andet løse ind bag ved bilen og taget fotos af hele molevitten. Derefter kom en havneansat og lukkede containeren og vi så til mens den blev plomberet! Vi fik noteret nummeret på plomberingen så vi kan være sikre på at ingen har været i containeren når vi afhenter bilen i Hamburg!

Vi var blevet tilbudt et lift ud til lufthavnen hvilket vi sagde ja til. Vi fik chaufføren til at stoppe ved en lille bod hvor vi kunne købe noget mad – vi havde ikke fået frokost og kl var nu 16 og alles maver rumlede! Det eneste mad han serverede krævede at spise med pinde og vi sad derfor og jonglerede med dette hele vejen ud til lufthavnen  Men det gik og alle kunne lide maden.

Lufthavnen lå ca 40 min derfra og vi havde fået at vide at vi her kunne tage en mini-van hjem til Khao San området. Vi havde noget bøvl med at finde ud af hvilken minivan men efter ½ times tid sad vi sammen med 7-8 thaier i en minivan og var på vej mod Bangkok City. Turen gik fint og pludselig steg alle de andre ud og vi fik besked på at gøre det samme. Vi var dog stadig 7-8 km fra hvor vi boede og nu havde myldretrafikken virkelig sat ind! Efter flere forgæves forsøg på at få fat på en taxa og megen vandren frem og tilbage med 3 trætte børn og en meget tung taske lykkedes det endelig at få en taxa til at stoppe og alle jublede! Det skulle dog vise sig at de 7 km skulle tage næsten en helt time! Vi holdt stille i ca de 50 af minutterne. Ét sted holdt vi for et rødt lys i 9 min!! Men hjem kom vi og alle var meget trætte. Istedet for at blive kørt helt hjem fik vi chaufføren til at sætte os af ved en restaurant i nærheden og vores guesthouse hvor Rune havde besluttet vi skulle fejre det sidste af hans fødselsdag. Vi fik virkelig dejlig mad: Humus, guacamole, lækkert brød, salat med kylling, falaffel og pizza – alle gik meget mætte iseng.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar