En uforglemmelig rejse er slut!

Søndag d. 7. november 2010:


Vores taxamand kom som bestilt kl. 7 og vi vinkede farvel til Sidthy Guesthouse og den handikappede hund!

Vi ankom i god tid til lufthavnen, men kunne tjecke ind med det samme. Vi havde en gummisportstaske, vores store blå rygsæk og så den ny indkøbte nylon taske som alt sammen skulle tjeckes ind. Det gik glat, ingen overvægt, og vi fik lov at tage klapvognen med til gaten. Yderligere havde vi alle en lille håndbagage taske med forskellige underholdningsgenstande til turen. Rune og Maria havde en rygsæk med bleer, bøger og lidt skolebøger. Amelie havde sin røde elefant taske med sine legesager. William og Lilli havde deres lille skuldertaske hverisær med nintendo, bøger og lidt andre småting. Vi gik direkte til sikkerhedskontrollen så vi kunne komme hen til gaten.

Desværre havde vi glemt at Runes nøgler indeholdt en lille schweitzer kniv og den blev selvfølgelig taget i sikkerhedskontrollen. Godtnok havde Maria en identisk kniv i sine nøgler som også lå i rygsækken, men den var ikke camuflage farvet som Runes, men bare turkis grøn og udgjorde derfor åbenbart ikke den store fare. William og Lilli havde, udover deres nintendo og lidt andre legesager i deres tasker, også en lille træslangebøsse som de havde købt på et marked. I sikkerhedskontrollen fandt de Lillis slangebøsse, og de mente at denne 7 årige pige med de autonomt lignende fletninger i håret og den meget upassende Henna tatovering på håndledet signalerede så meget terrorist at de under ingen omstændigheder kunne lade hende få denne langtrækkende missil affyringsrampe med op i flyet.

Lilli var grædefærdig, måske ikke så meget over at miste sin slangebøsse til en 5’er, men mere over at de tog hendes og ikke Williams, det var jo så uretfærdigt.

Efter at Rune havde gjort sig så upopulær hos sikkerhedspersonalet, at Maria opfangede signaler om at han inden for korte øjeblikke ville bliver aresteret, overtog hun dialogen med den nævenyttige sikkerhedsansvarlige. Hun bad om, på sine grædende knæ, at vi kunne få lov at gå tilbage og tjecke de farlige emner ind som baggage. Det kunne der under ingen omstændigheder være tale om og derefter tog den tidligere omtalte sikkerhedsansvarlige kniven og slangebøssen og smed dem demonstrativt i skraldespanden!

Vi var målløse! Ikke så meget over at vi ikke måtte have de farlige objekter med op i flyet, ”safety first”, men over at der simpelthen ikke var nogen procedure for at uheldige sjæles personlige og meget farlige ejendele sendt med flyet på sikkerhedsmæssig forsvarlig vis.

Rystet begav vi os til gaten og kunne inden for kort tid gå ombord på flyet.

Flyveturen tog 12 timer og gik helt planmæssigt. Heldigvis var flyet kun 1/3 fyldt, så der var god plads til at lave huler og lege gemme. Vi fik også kigget ned på Himalaya da vi fløj over Indien, hvilket var et fantastisk syn.

I München landede vi planmæssigt og gik direkte mod vores næste fly til hamborg. På vejen skulle vi igennem tolden, og Maria havde jo en uges tid tidligere fået et skud fra en plante oppe i Lampang, som skulle med hjem til Lis. Maria gik troligt ind i tolden for at fortælle at hun havde en plante i håndbagagen og at hun gerne ville sikre sig at denne var lovlig at indføre i EU. Vi havde på forhånd gjort vores fodarbejde og fundet ud af at planten ikke var en af de planter der var ulovlige, men! De tyske toldere havde aldrig før oplevet at en passager frivilligt kom og fortoldede en plante og de gik derfor alle i kampklar forsvarsposition. Rune og børnene gik igennem tolden på almindelig vis og ventede ude på den anden side. Det tog en time før Maria sluttede sig til dem. Da tolderne havde fået fremskaffet de forskellige dokumenter til udfyldelse i 6 eksemplarer og besluttet sig for at også denne plante (som mest lignede en rådden pind i en plastikpose) udgjorde en så stor national trussel at den ikke kunne indføres i EU og selvom de ikke havde kunnet fremskaffe beviser for at netop denne plante var forbudt at indføre, beholdt de den i deres varetægt.

Strippet for små knive, slangebøsser og planter satte vi os i det sidste fly mod Hamborg.

Vi landede planmæssigt efter en lidt ”bumpy” tur, i Hamborg og blev mødt af et dusin danske flag som ivrigt blev viftet af vores elskede forældre og bedsteforældre. De havde lånt fætter Mathias VW Caravelle og vi kunne derfor alle sidde sammen og snakke i de 3 timer det tog at køre til Skovby. William og Lilli faldt hurtigt isøvn, men Amelie holdt lidt længere ud. De havde nu også været vågne i 20 timer, så det var ikke så underligt at de var trætte.

Kl. 23, dansk tid, var vi hjemme på Smedevænget 10 hvor onkel Bo ventede klar med frikadeller, rugbrød, ost og hjemmelavet leverpostej. Uhm. Også Birgitte var kommet helt fra København for at hilse os velkomne.

Det var dejligt at være hjemme i vante omgivelser, om end en lidt mærkelig følelse efter 6 måneder på en uforglemmelig rejse igennem så mange anderledes lande og kulturer.