Resume

Drømmen startede i 2006 da Rune købte sin første Landrover.

Han har altid gerne villet køre fra Danmark til Kina, og har utallige gange prøvet at overtale familien til at tage med.

Vi har nu købt en ny Landrover og vil gøre drømmen til virkelighed. Godtnok går turen ikke til Kina, men til Thailand.

Turen starter fra Skovby 1. maj og varer ca. 8 måneder

Blue Lagoon

Blue Lagoon
William gør klar til spring

Brumbassen på udflugt

Brumbassen på udflugt
Brumbassen på vej til Blue Lagoon, Vang Vieng

lørdag den 17. juli 2010

Lørdag d. 17. Juli 2010:


Morgenmaden blev indtaget på restauranten lige ovenfor. Maria blev liggende i sengen og spiste derfor bare lidt müsli med mælk da de andre kom tilbage

Formiddagen gik med en gåtur ind til byen. Vi skulle genleje scooteren og bagefter spiste vi frokost et sted hvor de reklamerede med gode burgers med kvalitetsoksekød – det var dog ikke så godt som det lød. Stedet er ejet af en hollænder som vi snakkede lidt med. Hans manager som er fra Sydafrika havde mange erfaringer med at rejse i Asien og vi fik nogle gode fif til hvilke steder der er værd at besøge. Bagefter fik vi købt billetter til en snorkel-bådtur som vi skal på i morgen – DET BLIVER FEDT!

Efter frokosten slappede vi igen bare af i hængekøjerne og hyggede på verandaen indtil det var tid til aftensmad. Vi kørte i skift ind til byen på scooteren. Først kørte Rune med William og Lilli ind til byen og satte dem af ved en Internet café hvor de sad og spillede computer indtil vi kom tilbage. Sidste hold på scooteren var Rune, Maria og Amelie og Amelie er VILD med at køre på scooter!! Hun hujer og griner hele vejen og læner sig faretruende ud til siden for at kunne følge med! Vi fandt et sted med udsigt ud over havnen. Maden var semi-god – Runes var meget stærk selvom vi havde bedt om IKKE-spicy. Lilli kunne ikke lide sin nuddel-suppe og Mulle gad vist bare ikke spise mere ris! Så efter aftensmaden gik vi direkte hen til en gade-bod og købte 4 store pandekager med forskelligt fyld – YumYum!!

Da vi kom hjem hyggede vi lidt. Lilli og Mulle gik i seng som de første og faldt i søvn sammen  William blev oppe sammen med de voksne og han fik derfor en vild oplevelse med! Da Maria var på vej i seng opdagede hun at der var forholdsvis mange myrer som kravlede rundt på dørkarmen. De fik lidt myggespray og så troede vi det havde løst problemet. MEN det var kun toppen af isbjerget: der var millioner af myrer på hele den ene ende af verandaen, de kravlede op at stolper, trapper, gelænder … overalt!! Vi gik lidt i panik og da folkene der bestyrer stedet ikke var at træffe her kl. 23 måtte vi selv finde en løsning! Og selvom vi havde haft 100 flasker myggespray havde det ikke kunne slå alle disse myrer ihjel! Rune fandt sin deodorant frem og vores stormlighter – som vi heldigvis havde pakket i rygsækken … og lavede en flammekaster!! Han satte ild til millionvis af myrer – det lugtede længe efter af brændt træ, myrer og hår fra hans arme!! Men han fik has på dem efter lang tids arbejde – han løb tør for deodorant og de sidste par myrer der havde fundet indenfor i hytten fik derfor lidt myggespray.

Med følelsen af myrer der kravler overalt på kroppen – myrekryb! – gik vi iseng og faldt heldigvis nemt i søvn.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar