Kl. var 0330 før jeg var tilbage. Det havde været noget af en prøvelse at få bilen i containeren. Pga. at Aqaba er et specielt told område, ville tolderne have 1000USD for at gennemføre fortoldningen. Det havde vores, ellers noget sløve, jordanske shippingagent heldigvis fundet en smutvej udenom, så vi slap med at betale 250USD for fortoldningen. Løsningen var at køre 50km nord for Aqaba, udenfor toldzonen, og så læsse bilen i containeren der.
Jeg selv og de to Østrigere Mathias og Gabriel, var dog ikke blevet sat ind i denne manøvre. Vi mødtes med Omar, forbindelses personen i Aqaba og troede vi skulle ud til havnen lige syd for byen. Vi fulgte efter Omar som kørte i sin egen bil, og begyndte at blive lidt bekymrede da vi havde kørt i 45 minutter nordpå, langs den Israelske grænse og på vejen mod Amman. Heldigvis var der styr på det, så langt så godt.
Brumbassen trillede stille ind på en plads med 3-400 sovende lastbiler kl. 2345, og holdt ind ved siden af en lastbil med en 20” container på ladet, Brumbassens skjulested.
Efter 5-10 minutters ventetid og en masse snakken i telefon og råben på arabisk gik det dog op for os at der var et mindre problem. Mr. Thamer, shippingagenten fra Amman, havde glemt den lille detalje, at for at få en bil ind i en container som står på et lastbillad i 180cm højde, kræver det at man har nogle meget lange slisker eller en kran til at løfte containeren ned med. Vi havde ingen af delene.
Temperaturen var 38 grader og vi havde kun 1½liter, 35 grader varmt vand!!
Nu krævede den en smule tålmodighed og vedholdenhed fra min side. Omar mente vi bare skulle stille bilen, så skulle lastbilchaufføren nok få den ind i containeren. Det mente jeg bestemt ikke!! I stedet gik vi i gang med at tænke kreativt. Jeg løsnede de 2 Waffle boards som sad fastgjort under tagbagagebæreren. Et Waffleboard er en glasfiber profil, 150cm lang, 35cm bred og 5 cm tyk, som bruges til at lægge under bilens hjul ved fastkørsel i f.eks. sand eller som bro for at komme over en grøft. Waffleboardet burde kunne klare bilens vægt, men jeg havde aldrig testet det.
Waffleboardene var desværre heller ikke lange nok til at vi kunne køre direkte op på ladet af lastbilen så vi blev nødt til at finde et sted hvor vi havde en niveauforskel, hvor lastbilen kunne holde nede og vi kunne holde højere oppe og så lægge Waffleboardene ud og køre op på ladet. Omar og hans 2 følgesvende, hans 8 årige søn og en fyr på 25, kørte ud for at finde et godt sted. Det første sted var en opkørselsrampe hvor lastbilerne skifter olie olign. Desværre var den slet ikke høj nok så eftersøgningen fortsatte. Imens fandt Mathias og Gabriel en gammel jern låge som vi fik trukket hen til lastbilen med Brumbassens spil, men den bukkede under for den 3 tons tunge bil, da vi prøvede at køre op.
Så kom Omar tilbage og mente han havde fundet et godt sted. Klokken var nu 02 og vi måtte erkende at viljen ikke fejlede noget fra Arabernes side. Vi kørte ud til motorvejens frakørselsrampe. Ved siden af motorvejsafkørslen gik en vej over i en bro som førte over motorvejen. For at det skulle lykkedes skulle vi holde på tværs af vejen som førte over motorvejen og lastbilen skulle parkere tværs hen over frakørslen fra motorvejen og spærre denne fuldstændigt. Vi kiggede lidt skeptisk på hinanden, men der var ingen skepsis at ane i de arabiske ansigter så jeg viste hvor jeg mente der var den rigtige højde og vi gik i gang. Lastbilen bakkede hen på plads, jeg lagde Waffleboardene på plads så de passede med Brumbassens hjulafstand, instruerede Mathias og Gabriel og satte mig ind bag rattet. Waffleboardene knagede sagte da forhjulene kørte op på dem, og jeg kunne se fortvivlelsen i de to østrigeres ansigter. Dette mindede mig dog om en speciel bro passage i Pomerania løbet i Polen, hvor Brian havde kigget mig dybt i øjnene og råbt, KØR FOR HELVEDE! 9½ sekund senere stod Brumbassen på ladet af lastbilen og alle klappede. Det var først her jeg opdagede at 4-5 lastbiler var blevet nødt til at stoppe på motorvejsafkørslen pga. vores lille stunt, men de så forundrede til og klappede også da missionen var fuldført.
Nu kunne lastbilen køre væk fra vejen og vi kunne begynde at demontere telte og andet grej og få Brumbassen kørt ind i containeren og gjort fast.
Kl 03, lukkede vi dørene til containeren og jeg spurgte Omar om ville være så venlig at sætte kursen mod vores hotel.
Da vi kom tilbage til hotellet blev vi enige om at tage en dukkert i Polen og blive vasket. Vi var kul sorte af at kravle rundt inde under bilen for at surre den fast. Bagefter var det tid til en velfortjent kold øl fra hotellets bar, som heldigvis stod ulåst hen.
Svenskernes bus kørte kl 9, så vi var oppe kl. 8, fik spist morgenmad, sagt farvel til Østrigerne og kom af sted. Det skal lige siges at Maria ikke havde sovet særlig godt og havde døjet med en slem diarre, som ikke så ud til at ville slippe hende selvom det ville være belejligt nu hvor vi skulle køre i bus i 5 timer.
Busturen til Amman gik fint, det var skønt at kunne sidde i en airconditioneret bus og slappe af.
I Amman, fik vi en hurtig burger og fandt en taxi. Den første taxi ville have 30 JD, ca. 250kr for at køre os til lufthavnen, men belært af tidligere tider tog vi den næste og bad ham køre til det nærmeste posthus. Her skulle vi sende en pakke hjem, og så kunne vi lige se hvor meget taxametret stod på. Der var 8 km, og det kostede 12 kr!! Vi bad taxaen fortsætte ud til lufthavnen og kom af med 15 JD.
Rune var natten forinden blevet ringet op af rejsebureauet kl. 0230, for at bekræfte at det ikke var en fejl at der var 2 stk billetter til Henry Jakobsen. Belært af tidligere tider havde Maria tastet alle navnene ind da hun købte billetterne, men de kiggede åbenbart kun på for og efternavn og mente der var tale om en dobbeltbooking. Rune forklarede situationen og så skulle alt være i orden.
Ved indcheckningen i Amman lufthavn, kl. 1830, var de dog af en anden opfattelse, så det tog lidt tid at få dem forklaret situationen og vi fik alle 5 billetter.
Flyturen til Cairo tog 1 time. I Cairo skulle vi bare transfer indcheckningen, men her kunne de heller ikke forstå navne problematikken. Ligesom i Amman lykkedes det langt om længe at få alle vores billetter.
Kl 23, sad vi endelig i flyet på vej til Bangkok. Det føltes skønt at kunne vinke farvel til den golde ørken og vide at i morgen ville vi lande i frodige grønne Thailand.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar