Resume

Drømmen startede i 2006 da Rune købte sin første Landrover.

Han har altid gerne villet køre fra Danmark til Kina, og har utallige gange prøvet at overtale familien til at tage med.

Vi har nu købt en ny Landrover og vil gøre drømmen til virkelighed. Godtnok går turen ikke til Kina, men til Thailand.

Turen starter fra Skovby 1. maj og varer ca. 8 måneder

Blue Lagoon

Blue Lagoon
William gør klar til spring

Brumbassen på udflugt

Brumbassen på udflugt
Brumbassen på vej til Blue Lagoon, Vang Vieng

søndag den 4. juli 2010

Snorkling og Shopping


Søndag d. 4. Juli 2010:


Hele formiddagen ventede vi på at shipping-manden skulle ringe. Vi hørte dog ikke fra ham førend vi selv ringede til ham – typisk arabisk!

Det viser sig at der først sejler et skib om 10 dage!! Vi kan dog få bilen pakket i container allerede i morgen eller tirsdag. Vi blev hurtigt enige om at 10 dage mere i denne varme er for meget og vi vælger derfor at tage chancen og håbe på at bilen kommer sikkert af sted med skibet uden at vi overvåger dette.

Vi gik i gang med at undersøge flybilletter og andre praktiske ting mens vi funderer over hvad vi skal pakke i rygsækkene og hvad vi kan lade blive i bilen. Svært pludselig at skulle beslutte hvad vi får brug for, hvad vi har plads til og hvad vi må undvære i de næste mange uger. Vi har 2 store rygsække med hjemmefra samt Williams lidt mindre rygsæk… så mon ikke vi kan have det mest nødvendige med?

Rune og William fik hægtet sig på svenskerne som skulle ud og snorkle med en guide og de drog alle af sted med svømmefødder og en masse andet udstyr.

Lilli, Amelie og jeg valgte at tage bilen ind til Aqaba og shoppe lidt. Det skal lige siges at man virkelig skal overveje hvad man laver i dagstimerne fordi det er så helvedes varmt! Men vi valgte at køre ind til byen og når varmen blev for meget (dvs når sved dryppede både fra næse, ører, øjenbryn OG hår) så søgte vi tilflugt i butikker eller restauranter med aircondition. Og vi gjorde mange stop for at drikke en juice eller få noget koldt vand. Vi fik købt det sidste til en lille pakke som vi skal have sendt hjem til København (mon der er nogen som ved hvorfor vi skal have sendt en pakke til københavn? Vi valgte at gå på McD og her blev vi længe så Mulle kunne sove en lur i klapvognen…. Under aircondition 

Alle 3 piger nød at være lidt på egen hånd og efter mange kolde sodavand og juice på McD fandt vi tilbage til bilen og kørte lidt rundt til vi fandt et posthus og da vi var færdige her kørte vi hjem til hotellet ca 10 km syd for byen. Vi var faktisk lidt stolte over at vi kunne finde rundt på egen hånd, få parkeret på egen hånd OG navigere i denne sindssyge trafik – arabere kører som vanvittige og dytter konstant uden grund. Vi fandt hjem uden problemer og fandt drengene midt i en middagslur hjemme på værelset! De havde haft en fantatisk snorkel-tur sammen med svenskerne - også selvom guiden aldrig dukkede op! De havde set masser og masser af farvestrålende fisk og koraller og William var helt oppe og køre :-)


Resten af dagen badede vi i poolen og da det blev aften og tid til aftensmad fandt vi koge-grejet frem og gik op på taget. På tagene af disse ”bungalows” er der også mulighed for at overnatte på nogle madrasser under åben himmel. Vi var kommet i snak med 2 unge fyre fra Østrig som netop var ankommet til hotellet. De havde lejet en plads heroppe på terrassen og vi havde aftalt at de kunne spise med os. Vi lavede omelet og salat i bulderravende mørke (det bliver mørkt kl. 19.30) med pandelampe for at kunne se maden. Ungerne fik lidt mad og blev herefter puttet. Amelie sov allerede i klapvognen.

De voksne blev lidt oppe på taget og snakkede med de unge østriger som begge er 19 år gamle og rejser rundt hele sommeren med rygsæk.

Vi har fået lavet en aftale med shipping-agenten om at bilen skal pakkes i container i morgen aften. Så det ser heldigvis ud til at vi kan rejse videre snart.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar