torsdag den 29. juli 2010
Fødselsdag :-)
Torsdag d. 29. juli 2010:
I dag er det Lillis fødselsdag … hurra hurra hurraaaaa
Lilli blev traditionen tro vækket med morgensang og vink med det danske flag (vi sender i den forbindelse en tak til Moster Birgit og Niels for flaget vi fik til vores ”på-gensyns-fest”. Det har vi troligt slæbt rundt på under hele turen) Gaverne blev pakket op på sengen og heldigvis blev hun rigtig glad for dem alle sammen.
Morgenmad spiste vi i det store ”Times Square-shoppingmall”. Lidt en spøjs affære: en lille bod med et par borde udenfor. Vi bestilte 5 x scramble eggs og toastbrød og fik serveret en skål med alle æggene i – tallerkner måtte vi selv bede om. Halvdelen af toastbrødene var lagt sammen med rigeligt smør og den anden halvdel med smeltet ost….. og vi fik altså 5 x af hver, så brødene blev bare ved med at vælte ind. Mht drikkevarer kunne man vælge mellem kaffe, the og Ribena saftevand! Men alle blev mætte og det var det vigtigste
Herefter fandt vi hen til Malaysias største indendørs forlystelsespark som ligger på centrets 5. sal. Lilli havde besluttet at fødselsdagen skulle tilbringes her
Så de næste par timer tilbragte vi i diverse rutsjebaner, karuseller, radiobiler og legeland. William er nået dertil hvor det ikke kan blive vildt nok og jeg, Maria blev valgt til at skulle ledsage ham i diverse ”thrill-rides”! Efter at have prøvet 2 af disse og blevet rystet godt og grundigt rundt havde jeg så meget kvalme og var uhyggeligt tæt på at måtte ofre morgenmaden at jeg måtte kapitulere! William var selvfølgelig fuldstændig upåvirket og fortsatte på egen hånd!
Vi havde en del ballade mht hvilke forlystelser hhv Lilli og William kunne prøve. William var ved indgangen blevet målt til at være præcis 140 cm høj og fik derfor voksen-armbånd på. Dette betød at han kunne prøve alle de vildeste ting – men flere af stederne målte de ham og fandt ham for lille selvom han havde voksen armbånd! Og omvendt, når han ville med Lilli op i nogle af de mindre vilde forlystelser, så kiggede de på hans voksen-armbånd og sagde han var for stor!! Men vi lod ikke dette slå os ud og fik det bedste ud af dagen alligevel
Amelie fik også prøvet en del af ”børne-forlystelserne” og hun synes det var super-sjovt! Dejligt at hun nu er blevet så stor at man kan opleve den slags sammen med hende
Lilli havde besluttet at aftensmaden skulle indtages på McD og heldigvis lå der en sådan lige ude i centret udenfor forlystelsesparken. Vi var dog lige et smut hjemme forbi hotellet og slappe af et par timer. Vi havde fået en pakke hjemmefra som Lis og Morgens havde sendt til vores shippingfirmas adresse i Kuala Lumpur – og vores agent var så sød at mødes med Rune ude foran Times Square og aflevere pakken, fordi han hørte at Lillis fødselsdagsgave fra mormor og morfar var i pakken…. Sikke en service!
Hjemme på hotellet fik vi åbnet pakken som udover Lillis gave indeholdt lidt ting og sager til os alle 5. Det er helt ubeskriveligt dejligt at modtage sådan en pakke hjemmefra når man har været væk så længe. Vi savner selvfølgelig alle sammen hjemme og vores familie rigtig meget og sådan en pakke er bare dejlig – lidt som at åbne for en lille del af alt det vi kender hjemmefra. Pakken indeholdt bøger og lydbøger til ungerne, nogle blade til de voksne , remoulade, slik og nogle DVDer som vi selv havde bestilt over Nettet mens vi var i Syrien, samt en ”vandhane” til vores vandrense-system i bilen.
William og Lilli så en af filmene mens Amalie sov en lur på værelset. Kl. ca 19 tog vi hen til centret igen og spiste aftensmaden på McD (Maria købte lidt sushi og tog med hen til McD – den slags er de heldigvis ligeglade med her )
Parken holdt åben til kl. 22 og vi tilbragte de sidste par timer herinde igen og William og Lilli fik prøvet det hele endnu en gang
Trætte men glade efter en god dag tog vi hjem til hotellet kl. 22. Vi havde købt en flot, flot lillelagkage inden vi forlod centret og da vi kom hjem tændte vi de 7 lys i kagen (dem fik vi med hvor vi købte den) og mens vi sad på gulvet og spiste den med vores medbragte ”sporks” sang vi fødselsdagssangen og Lilli synes bare det var skønt!
Vi nåede også lige at tale med Mormor og Morfar på Skype og Lilli viste dem sine gaver.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Hej med jer!
SvarSletDet lyder jo bare herligt. Det må have været en uforglemmelig fødselsdag! Jeg håber I fik min besked og fik sagt tillykke til Lilli fra os. Og tak for postkortet! Hyggeligt m sådan et.
Knus fra Rodskov