Resume

Drømmen startede i 2006 da Rune købte sin første Landrover.

Han har altid gerne villet køre fra Danmark til Kina, og har utallige gange prøvet at overtale familien til at tage med.

Vi har nu købt en ny Landrover og vil gøre drømmen til virkelighed. Godtnok går turen ikke til Kina, men til Thailand.

Turen starter fra Skovby 1. maj og varer ca. 8 måneder

Blue Lagoon

Blue Lagoon
William gør klar til spring

Brumbassen på udflugt

Brumbassen på udflugt
Brumbassen på vej til Blue Lagoon, Vang Vieng

onsdag den 14. juli 2010

Onsdag d. 14. Juli


Rejsedagen oprandt. Vi tjekkede ud af vores ”guesthouse” kl.13 og tog en taxa til banegården. Her deponerede vi vores oppakning, eftersom vi først skulle med toget kl. 1930.

En banegård i Bangkok skal nok opleves før man kan forstå den afslappede holdning til tingene her i Thailand. Selve vente hallen er på størrelse med en stor gymnastiksal. Langs med væggene er der forretninger med alt lige fra helstegte grisehoveder til pandekager med banan. I midten er der opholdsområde med nogle stolerækker og hvis der er optaget her, smider man sig bare på gulvet. Der er åbenbart lange ventetider på togene for der lå mange mennesker og sov midt på gulvet.

Vores plan var at tage ud i Lumphini park og fordrive tiden lidt, og eftermiddagsregnen kom heldigvis inden vi forlod banegården.

Trafikken var håbløs, så vi tog metroen 4 stop og kom op lige ved indgangen til parken. Varmen og fugtigheden var helt enorm, og vi svedte alle så meget at det drev af os. At gå ind i parken var som at gå fra storbyen og ind i regnskoven. Alle lydene forsvandt og vi var omgivet af en fantastisk ro ….og en masse firben. Ikke bare de der små sky firben vi kender fra Danmark, nej de her firben var 1-1½ meter lange og så ud som om de kunne sluge et mindre spædbarn i en mundfuld. Amelie så dog ikke specielt bekymret ud da hun så ”dupedillerne”, hun sad bare i klapvognen og stak tungen ud og ind, ligesom firbenene gjorde med deres store kløvede tunge. Der var mange af dem, de var alle steder, de gik rundt i parken, svømmede rundt i søerne og lå og dasede under palmerne.

Vi havde købt en pose fiskefoder ved indgangen. Det skulle være en attraktion i sig selv at fodre fiskene i det mudrede vand, og det var det. Først smed vi en ”fiskfoderkugle” i vandet og inden længe snuppede en fisk den, så smed vi nogle flere i og til sidst stod vi og hældte dem ud fra broen og morede os grænseløst over at se hvordan de flere hundrede, temmelig store fisk, flokkedes om at få fat i fodret. Også et par skildpadder deltog i jagten.

Videre rundt i parken kom vi til et aktivitets-område med flere små og store pavilloner hvor der var aerobic-hold og andre slags gymnastik i gang. På plænerne rundt omkring var der også flokke af folk der dyrkede Thai Chi. Der var basketball-baner, volleyballbaner og lign med folk der spillede. Vi legede lidt på legepladsen inden vi begav os ud til en indgang. Vi havde planlagt at tage en taxa tilbage til togstationen,men nu kunne vi se at trafikken stod nærmest stille. Heldigvis var vi i god tid og vi fandt hen til en metrostation som vi tog et par stop tilbage til stationen.

Vi fik købt og spist lidt nem aftensmad inden vi steg på nat-toget kl. 19.30. Toget var mildest talt noget gammelt skrammel, men det kørte og vi var på vej. Ungerne synes det var fedt at køre i tog og stod og hang ud af vinduerne mens vi kørte igennem Bangkok. Vi havde spist inden vi steg på fordi vi ikke troede man kunne købe mad og drikke på toget – men selvfølgelig kunne man det! Thaierne går utrolig meget op i mad og de første to timer af turen gik der sælgere med mad, vand, kager og andre sager op og ned af gangene! Kl. ca 21 blev køjerne redt af togpersonalet og alle gik til ro. Vi svedte helt vildt og ingen af os fik særlig meget søvn – Amelie fald heldigvis ret hurtigt i søvn og sov indtil vi stod af kl. 05.30. Det var 1,5 time forsinket, men det var ok – for så skulle vi kun vente ½ time på stationen inden vi blev kørt med bus ud til færgen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar