Onsdag d. 30. Juni 2010:


Vækkeuret ringede kl 6 og alle kom hurtigt i omdrejninger. Vi spiste morgenmad og gik ud på gaden og fik prajet en taxa. Vi måtte have den store pengepung frem ved indgangen til Petra men vi vidste godt at det ville være en dyr entré. Med i billetten var en ridetur på hest frem til selve indgangen til kløften – ca 1 km. Maria og Lilli steg på en hest sammen og William og Rune – samt Amelie på Runes ryg – steg på en anden hest. Hestene blev trukket at nogle mænd som vi selvfølgelig troede var en del af pakken. Halvvejs synes mændene at William sad for dårligt sammen med Rune på hesten og de kom derfor med en hest mere som de hev William over på. Da vi ca 1 min senere var fremme ved indgangen til kløften ville mændene så have 12 dinarer (ca.100 kr) for Williams hest samt drikkepenge!! Rune gav dem de 12 dinarer og så 2 dinarer i drikkepenge – men mændene brokkede sig højlydt over de få drikkepenge og vi var nødt til at give dem nogle flere for at der ikke skulle blive ballade! MEN sådan en omgang hustleri giver ikke just den bedst start på hvad vi havde forventet skulle blive en stor oplevelse … vi forsøgte dog at holde humøret oppe. Og Petra ER en stor oplevelse. Man går igennem en meget smal men enorm høj kløft som er skabt af naturen selv i forbindelse med et stor jordskælv. Dette Jordskælv har afsløret en mere end 2000 år gammel by som er hugget ind i klipperne. Man kan se skattekammer med høje, høje søjler og flot udhugget og udsmykkede figurer, man kan se et amfiteater, en masse kolossalt store gravkamre og meget andet fra selve byen Petra. Og tænk at alt dette stadig står efter så mange tusinde år – det er fantastisk. Vi nød også selve gåturen igennem kløften – det var utrolig smukt!

På turen tilbage blev vi igen antastet af disse mænd med hestene – de ville høre om ikke vi skulle have en ridetur tilbage …. Og dette fik altså Runes bæger til at flyde over. Han råbte af dem at han bestemt ikke skulle ride på flere af deres heste og at han allerede havde betalt dem en hel månedsløn for stort set ingenting!! Alle andre der forsøgte at prakke ham rideture eller lign på fik at vide: Shut up!

Vi gik hele turen tilbage i den bagende sol og selvom det var mega hårdt og alle kampsvedte så klarede William og Lilli turen – Lilli endda med ondt i maven!

Vi tog en taxa tilbage til Brumbassen og alle sprang straks i poolen. Felix og Jan sad og spiste morgenmad og efter at de også havde været i poolen en tur pakkede alle sammen og vi kørte af sted mod Wadi Rum.

Vi nåede frem til Wadi Rum indenfor et par timer – og selvom der ikke var adgang til selve området i egen bil tog vi chancen og kørte igennem ved Turist Centret og ingen stoppede os – så vi fortsatte!

Wadi Rum er et stort fredet reservat i ørkenen med mange beskyttede dyrearter – Oryx Hjorte, ørne og lign. Drengene reagerede selvfølgelig som alle andre små drenge ville gøre og synes bare det var totalt fedt at komme ud og køre lidt ræs i ørkenen i deres Landrovere!

Wadi Rum består af 3 dale med blandet ørkenlandskab omgivet af 100-200meter høje klippebjerge som rejser sig næsten lodret op. I brochuren stod der at hvis man lejede en ”jeep” alias en udkørt Toyota fra 80’erne, måtte man kun køre på de i forvejen tilkørte hjulspor. Det viste sig hurtigt, at dem var der mange af, på kryds og tværs af hinanden. Vi startede med at køre 10 km sydpå hvor vi fandt skygge under et klippeudhæng. Her blev tæppet bredt ud og vi nød alle 7 skyggen og fik os lidt frokost. Efter frokost begav vi os tilbage til byen for at proviantere til det næste døgns tid. Vi havde læst at hvis vi begav os lidt længere østpå ville vi komme til et område med ”sand dunes” som vi kender det fra Sahara.

Det startede fint, men da sandet begyndte at blive rigtig blødt, gav tyskerne hurtigt op. Rune derimod gav den lidt mere gas og kom fint op af de første bakker, men så var det også slut. Bilen gravede sig ned i sandet og vi sad fast. Ca. 100meter bag os holdt tyskerne i samme situation. Til alt held kom 2 beduiner os til undsætning. De var kørende i en Toyota Landcruiser fra 70’erne hvor 4 hjulstrækket var i stykker og alle 4 hjul var totalt slidt ned så de mindede om sliks fra en formel 1 ræser. Vi undrede os meget over hvordan de kunne køre rundt herude i den bil, men det var tilsyneladende ikke noget problem.

De 2 beduiner tjekkede dæktrykket på vores biler og lukkede luft ud så der kun var 1 bar tilbage. Vi satte os ind i bilerne og til alles forundring, bakkede vi stille og roligt bilerne op af sandet og fortsatte uden problemer. Beduinerne inviterede os med ud til det sted hvor de var på vej hen da de mødte os. En sand-bakke med en fantastisk udsigt. Her lavede de the til os og vi hyggede og snakkede et par timer. Bagefter førte de os ud til et godt overnatningssted hvor der var plant og hvor 2 høje klipper rejste sig op på begge sidder så der var skygge både morgen og aften. Maria var dog meget beklemt ved situationen idet hun var sikker på at der ville falde sten ned fra klipperne og ramme teltene i løbet af natten. Der skete heldigvis ikke noget.

Vi lavede fælles aftensmad og inviterede beduin fyrene over på en smager. Senere på aftenen gik drengene over til de nonstop the drikkende ”lawrence of arabia” lignende gutter og fik en introduktion i beduinernes skønsang. De havde fået en kop whiskey sammen med os tidligere og havde vist også røget lidt ”sjov” tobak, så de var i et vældigt humør.