En laaang smoere ...... men stadıg ı Tyrkıet

Lørdag d. 29. maj 2010


Vi havde efterhånden vænnet os til yalla yalle manden som vækkede os meget meget tidligt. Vi fik os efterhånden indrettet på vores nye ”campingplads”. Vi holder mellem 10-12 autocampere fra forskellige lande såsom Tyrkiet, Tyskland, Bulgarien og Frankrig. Vi har bakket ind på vores plads så bagenden vender lige ud mod græsplænen i parken og her har vi bord, stole, legetøj og diverse stående. Vi står ved vores køkkenbord på siden af bilen og laver mad, vasker op osv (det sættes på når bilen holder stille). Ellers sidder vi ved vores lille klap-ud borde/bænke-sæt når vi spiser, er i skole osv.

Denne morgen startede vi med at have skole efter morgenmaden. Vi må indrømme at der indtil nu ikke har været så meget styr på skoletiderne, men det kommer der fra nu af. Mor-læreren ermeget streng  Der blev lavet 2 sider i matematikbogen, skrevet store A-er og små a-er, store B-er og små b-er på de specielle ark vi har fået af skolen hertil – så j-erne kommer i kælderen og t-erne op på loftet. Og herefter lidt læsning.

Denne morgen vinkede vi desuden farvel til Jean-Phillipe. En franskmand vi havde haft selskab af dagen og aftenen før. Han havde været af sted alene og på cykel i mere end 1 år! Han havde cyklet ca 10.000 km , men nu kunne han ikke mere…… han tog derfor et fly tilbage til Frankrig denne morgen. Det var rigtig hyggeligt og interessant at tale med ham og vi fik mange gode fif til hvilke lande man kan regne med at få visum til og hvilke der er no-go.

Efter ca 1 time i skole begav vi os op i byen for at se lidt nærmere på de omkring liggende område. Vi bor super-centralt i forhold til seværdighederne i Istanbul. Byen er delt op i 2: den nye bydel og den gamle bydel. Vi bor ved vandet i den gamle bydel og er oppe i byen på 5 min. Ud af de 12-15 seværdigheder som nævnes i diverse turist-guides ligger de 10 indenfor vores gåafstand. Vi fandt en hyggelig gaderestaurant hvor vi spiste lækker tyrkisk mad. Vi skal lige vænne os til at priserne er noget anderledes end i Bulgarien. Vi betalte for dette måltid ca kr 200 hvilket er alt for meget til vores budget. Vi skal nok bestræbes os på at købe Shawarma-mad ved boderne rundt omkring og så sidder i en park og spise den. Det kan vi gøre for ca. 40-50 kr i alt. Her i byen sidder alle heldigvis overalt på græsset rundt omkring i parkerne og alle folk er så søde og rare, så der er ingen grænser for hvad man kan tillade sig …. Det synes vi som danskere i hvert fald. Men vi bor jo også i et ”Øv-forbudt-land”. Det skal vi lige huske os selv på indimellem. Vi holder os tilbage med at gøre forskellige ting fordi vi er vant til at ”det gør man ikke” i Danmark.



I dag valgte vi –udover at udforske byen lidt – at betale for at se Basilica Cistern . Et vand-depot som tidligere blev fyldt op af aquadukter som løb oppe fra skovene 20 km nord for Istanbul. Dette blev i gamle dage brugt som vandreserve. Det blev bygget af Kejser Konstaninius i det 7. århundrede. Det er et enormt rum med kæmpemæssige oplyste søjler overalt, i vandet svømmer der store fisk og det er en mærkelig men interessant fornemmelse at gå rundt dernede.

Vi fandt også et sted oppe i byen hvor der er en slags offentlig kuppelformet ”hus” med 6 vandbassiner rundt udenpå. Her går folk hen og vasker hænder og får en tår vand. Det gør vi også og så fylder vi lige en 5 liters dunk med vand  Man må jo tage alt det gratis drikkevand man kan få når man camperer som os!

William , Lilli og Maria gik hen til et stort fiske-marked som ligger ca 1 km henne af vejen fra hvor vi bor. De købte fisk til aftensmaden. Valget faldt på hav-abbore og det smagte fantastisk!! Det var ikke billigt, men stadig meget billigere end at købe frisk fisk i Danmark. Vi købte 1.3 kg for ca 100 kr.

Efter aftensmaden snakkede vi noget med vores naboer og ungerne legede med nabo-børnene. De er franskmænd og rejser i en lastbil med en kasse på ladet som er ombygget til camper. De er en familie på mor og far samt 4 børn på 3, 7, 10 og 14 år. De har rejst i snart 3 år!! De bor i denne camper, har solgt hus og bil og rejser nu verden tynd. De er super-cool og vi får SÅ mange gode snakke med dem om alt muligt som vi kan bruge til rigtig meget! De kan jo give råd som er baseret på egne oplevelser….. hvilket er meget bedre end internet osv!!

Vores børn kan ikke kommunikere med deres børn men alligevel får de spillet fodbold og leget med sjippetov osv sammen … det er super-fedt 

Om eftermiddagen ankom yderligere 20 autocampere til pladsen – så parkeringsvagten fik travlt med at få rykket rundt på alle så der var plads til flere (man siger jo ikke nej til alle de penge selvom der faktisk ikke var plads nok!) De var tyskere og svejtsere alle sammen(de rejste sammen i en slags camper-forening og var alle omkring 60-70 år gamle)Flere af dem kom hen og snakkede. Alle er meget interesseret i vores telte og solfanger-panel  Vi morede os med at betragte flere af dem brokke sig over at de ikke havde plads nok, over toilettet (som er et skidehul i et koncertlokum men dog med vandhane) og se damerne vimse rundt i fine sommerkjoler med langstilkede vinglas og hvidvin i vinkølere  De havde vist forventet en campingplads og i stedet fik de en overrendt parkeringsplads!

I weekenden fungerer parken som en slags ”forlystelsespark” hvor familier sidder alle vegne og griller deres frokost/aftensmad. Der bliver spillet bold og leget og indimellem går nogen rundt og spiller typisk tyrkisk musik på tromme og fagot. Langs strandpromenaden står alle mulige sælgere med majskolber, brød, the, nødder, kasketter og andet. Der er mulighed for at skyde til måls efter balloner med luftgevær og der er pakket med folk som går frem og tilbage. Lørdag aften er der rigtig meget larm fra smarte fyre som drøner frem og tilbage i deres biler og spiller meget høj musik. Man kan høre både fra vandet som larmer enormt meget og der er råben og skrigen fra parken. Så selvom vi efterhånden har vænnet os til at sove i en del larm….. så blev det alligevel en noget forstyrrende nat. Og vi bliver jo vækket tidligt når der kaldes til morgenbøn fra minareterne omkring os. Vi har den mest fantastiske udsigt op til den største moske i Istanbul. Den har som den eneste moske 6 minareter (tårne med højtalere) og om aftenen er den oplyst. Et flot syn men det gør også at vi er meget tæt på larmen når der kaldes til bøn!

Heldigvis sover alle 3 unger som en sten hele natten og vågner først ved 7.30-8-tiden.



Søndag d. 30. Maj 2010:

Det føltes som om larmen fra parken lige var holdt op da vi blev kaldt til morgenbøn kl. 4.30! Heldigvis kunne vi sove lidt mere … indtil nogen parkerede deres bil lige udenfor og synes at der skulle spilles høj tyrkisk musik med alle 4 bildøre åbne!! Godmorgen!

Jeg, Maria startede dagen med at låse mig selv inde på lokummet (og der lugter så dårligt at jeg som regel holder vejret alt den tid jeg er derinde) Egentlig skal man henvende sig til P-vagten hver gang man skal på lokum for at få et håndtag til døren. Men Rune-opfinder havde selv lavet en slags håndtag som vi selvfølgelig bare brugte i stedet. Den knækkede så da jeg skulle ud fra lokummet!! Fedt….. jeg måtte spørge 2 af de tyske mænd som stod i kø udenfor (havde lige pralet med vores hjemmelavede håndtag til dem!) om de kunne få døren op udefra. Manden med håndtaget var ikke mødt op endnu! De måtte give op og de hentede Rune som heldigvis fik døren op med det samme! Fed start på dagen 

Vi spiste morgenmad og efter lidt morgengymnastik (også noget vi skal til at være lidt mere strikse med at få gjort) var der skoletid en times tid.

Så pakkede vi klapvognen og gik op i byen. Vi besøgte den store Sultan Ahmet moske. Vi skulle alle have skoene af, Maria havde taget lange bukser på og tynd langærmet cardigan samt tørklæde med til hovedet mens Rune måtte låne en ”nederdel” til at dække benene med  Det var en utrolig smuk bygning indvendig og vi gik alle rundt og kiggede op på de enorme søjler, hvælvingerne i loftet og beundrede de flotte farvede klinker overalt.

Efter dette gik vi i parken og spiste lidt let frokost og mens ungerne legede lidt benyttede vi det trådløse WiFi i parken.

Vi tog herefter en Tram (sporvogn) op til noget der hedder Spice Bazar. En overdækket basar med krydderier, Tyrkisk slik (Turkish Delight) og alt muligt andet. Udenfor var der en gade med boder der solgte diverse udstyr til haven; græs-frø og alle mulige andre slags frø, foder til dyr og lign. Derudover var der også en masse dyr i bure: Kyllinger, ællinger, undulater, gæs, påfugle, kanin-unger, kattekillinger, hundehvalpe, ørkenrotter, øgler, igler osv osv……. Det var crazy! William var meget betaget af dette og ville gerne have dem alle sammen med hjem  Desværre var det fælles for alle disse dyr at de havde det ikke godt i deres alt for små og varme bure!! Der var proppet alt for mange dyr ind i alt for små bure. Flere at hundehvalpene og ørkenrotterne blev holdt i en slags glasmontre og man kunne se at de bare lå og gispede fordi de havde det ALT for varmt!!!

Vi tog en Tram tilbage til vores del af byen. Rune og William gik ud for at finde en bank så vi kunne hæve lidt kontanter mens Maria, Lilli og Amelie gik tilbage til pladsen efter at have handlet lidt ind til nem aftensmad: Æg, pølse og ost til en omelet. Der findes desværre ikke noget egentlig supermarked i denne del af byen og vi må derfor være lidt kreative indtil vi kommer til et supermarked!

Da vi kom hjem fik vi lidt af et chok; Der sad folk overalt i parken. Søndag er åbenbart store-familie-udflugtsdag og der var familier på picnic alle vegne! De havde lavet små lejre overalt med stole, borde, grill, parasoller, hængekøjer osv. Helt op til vores bil var der folk. Vi synes det var hyggeligt og følte os hjemme imellem alle familierne.

Resten af dagen blev der leget og hygget. Amelie var i bad…… sad i badekaret og blev bruset af vores camp-shower som var hængt op over badekaret. Hun synes det var dejligt og sad længe og plaskede i vandet. Hun trængte helt sikkert også til at blive kølet af …. Det har igen været en meget varm dag!

Maria fik vasket tøj og tørresnoren kom op mellem naboens lastbil og et træ …. Det passede meget godt ind i billedet med alle familierne på skovtur.

Omeletten blev en stor succes! Aftenen gik med leg, kortspil og snak med naboerne.

Mandag d. 31. maj 2010

Dagen startede brat da en af ungerne der ikke bruger ble, pludselig råbte, ”nu tisser jeg”. Normalt er det jo ikke noget problem når man er inde på toilettet, men når man stadig er i sit telt, er det lidt mere problematisk. Vi var jo i træning fra dagen før, så der blev hurtigt sat en vask over til både sengetøj og barn.

Vi spiste morgenmad og derefter var der skole i en god times tid.

I dag gik turen lidt længere væk end de foregående dage og vi tog derfor en taxa ud til den nye bydel. Vi ville egentlig have taget en sporvogn men vores berejste franske naboer fortalte at det faktisk ville blive dyrere end at tage en taxa, så vi fulgte deres råd. Målet var at finde en boghandel hvor vi kunne købe kort over Tyrkiet på engelsk og en Lonely Planet Tyrkiet på engelsk. Rune havde hjemmefra undersøgt hvor der lå en boghandel den handlede med netop dette. Vi fandt den ret nemt og fik købt hvad vi skulle bruge.

Vi var nu i det ”moderne” centrum af Istanbul. En kæmpe gågade med alle de internationale butikker: Starbucks, Burgerking, Benneton, Mango osv. Der var mange mennesker og vi følte det som om denne gågade aldrig ville ende. Vi var på udkig efter et supermarked hvor vi både kunne købe fødevarer samt bleer. Vi kørte på de absolut sidste reserver af bleer så det hastede efterhånden ret så meget. Men igen fandt vi ikke en sådan butik. Det lader til at tyrkerne køber ind i mange forskellige butikker; én med toiletpapir og bleer, én med kød, én med køkkengrej osv. Vi havde endnu ikke stødt på en med bleer!

Pludselig kom vi forbi mange demonstrerende og højtråbende mænd med flag i hånden. Vi forstod ikke meget af hvad demonstartionen gik ud på, men vist noget med konflikten i Israel. Da vi nåede til enden af denne gågade var der pludselig RIGTIG mange politifolk –kampklædte, med både pistol og gevær samt tåregas, gasmasker osv. Og der var en kæmpemæssig plads hvor denne demonstration åbenbart kulminerede. Mange vrede mænd var på talerstolen og de tusindvis af demonstranter råbte slagord i kor. Det var ret voldsomt og vi blev enige om at få os selv og ungerne væk derfra i en fart. Noget af bekymringen forsvandt dog i og med at mange af politimændene synes Amelie var helt uimodståelig (ligesom alle andre mænd i Tyrkiet) og de begyndte at sende kysmund og blinke til hende mens hun sad i bære-rygsækken  Det tog ligesom lidt af alvoren fra situationen.

Vi endte med at tage en tram tilbage til parken hvor vi bor 15 minutters gang fra. Amelie var faldet i søvn i bære-rygsækken og sad vildt dårligt med hovedet hængende ud over siden på rygsækken. Rune stod derfor af med hende ved parken og vi andre fortsatte 2 stop yderligere. Vi ville ud at se den store bazar….. som er no 1 på seværdighedslisten!

Lilli havde besluttet sig for at hun ville have et par ”mavedanser” bukser og vi ville se om vi kunne finde et godt tilbud i bazaren. Den store basar er på størrelse med en mellemstor by. Den indeholder foruden mange hundrede butikker også 5 moskeer, 4 fontæner, flere restauranter og meget mere.

Vi fandt et par bukser + top + tørklæde til rimelige penge ret hurtigt. Vi gad egentlig ikke se mere basar herefter og gik derfor ud af den nærmeste udgang. Vi skulle nok have valgt at gå ud samme sted som vi gik ind … for nu kom vi ud i et inferno af mennesker og butikker i meget smalle gader. Der var endnu mere basar-lignende tilstande udenfor end indenfor. Vi fulgte strømmen af mennesker et stykke tid og anede nu ikke hvor vi var! Jeg havde sat mig i hovedet at vi ikke skulle hjem uden at have fundet kød til aftensmad og bleer! Og derfor blev vi ved med at gå. Vi gik selvfølgelig og kiggede på alle disse butikker/boder og købte også lidt hist og pist, men pludselig havde vi faktisk gået rigtig langt uden at ane om vi gik i den rigtige retning – Lilli indskød da også lige en kommentar om at dette aldrig ville være sket hvis far havde været med og det måtte jeg jo indrømme var meget sandt!

Jeg havde heldigvis et kort i lommen og fik nogle hjælpsomme mænd til at hjælpe med at pege ud hvor på kortet vi befandt os. Det viste sig at vi havde gået mange kilometer i den forkerte retning! Vi fandt dog ud til hovedvejen som vi kendte og herfra tog vi en taxa hjem til bilen. Vi kom hjem uden bleer men havde dog passeret en slagter hvor vi fik købte noget køfte…. Hakket oksekød.

Vi nåede kun at være hjemme en lille time så var vi på farten igen. Vores medbragte bord/bænke-sæt var på kollapset rand og vi skulle have fundet en erstatning. Vi tog igen en taxa op til nogle indkøbsgader hvor der primært var træ-møbler, hængekøjer, køkkenudstyr og den slags. Vi fandt dog intet der duede! Vi endte med at spise en rulle-kebap til aftensmad da klokken nu var mange.

Alle var vildt trætte af de mange kilometer vi havde gået denne dag og ikke mindst af at opholde sig i den bagende sol en hel dag … så alle gik tidligt i seng.

Rejsedagbog juni 2010:


Tirsdag d. 1. Juni:

Vi havde besluttet os for at forlade Istanbul i dag. Vi spiste lidt hurtig morgenmad og mens Rune pakkede sammen holdt Maria skole med William og Lilli.

Vi fik hele lejren proppet ind i Brumbassen, sagt farvel til vores franske naboer (som vi måske finder sammen med igen senere da de også er på vej mod Syrien og Jordan) og var snart på vej. Første stop var ved et indkøbscenter hvor vi skulle se om vi kunne finde et nyt bord + stole. Vi fandt 2 skamler og en campingstol men ingen bord i den første butik med havemøbler. Der lå også en IKEA  heri fandt vi ingen borde/stole men til gengæld fik vi lækker og billig frokost!

Udenfor IKEA lå heldigvis også en slags outdoor/sportsbutik og her fandt vi det perfekte klapbord. Vi ”fandt” også sandaler til Maria (som indtil nu havde vadet Istanbul tynd i klipklappere!) Vandresko til Lilli og Mulle, en rigtig fodbold til William samt et par klipklappere til Rune!

Så alt for sent og med færre penge på lommen forlod vi Istanbul – nu med nyt bord!

Vi begav os sydpå og efter at have passeret både regn og tordenvejr og et bjerg– dog sagde tempmåler i bilen stadig 38 grader – fandt vi en lille landsby ved en stor sø. Her kørte vi ind på et lille område hvor der ligger en slags restaurant hvor de lokale drikker deres the, vi spurgte ejeren om vi måtte overnatte på hans plads for 1 nat (han forstår intet engelsk så det foregår på tegnesprog). Det måtte vi meget gerne! Vi begyndte at pakke ud og lave aftensmad og inden der var gået 10 min stod der 15-20 drenge rundt om os og råbte og grinede! De var meget interesseret i os … dog mest i William. De ville alle sammen snakke med ham men det eneste de kunne kommunikere sammen var: ”What is your name?” og ”where do you come from? ” …. Og selvom William nu sagtens kan svare på engelsk så stopper samtalen jo ret hurtigt! De blev hængende omkring os et par timer – også selvom ejeren flere gange forsøgte at jage dem væk  De fik lov at smage på vores lakridser og synes det var sjovt at give en til en meget gammel mand uden tænder! De var så søde at plukke en stor pose kirsebær til os. Manden med restauranten kom desuden også med en kæmpe bradepande fyldt med kirsebær og en slags grønne blommer som smager fantastisk til os.’

Ejeren af restauranten kom forbi og viste os 3 kæmpestore fisk som han lige havde fanget fra en båd ude på søen og så fik William blod på tanden. Han fandt fiskestangen og klapstolen frem og satte sig ved søen og fiskede. Men stadig ingen held!

Det blev mørkt ved 21-tiden og ungerne blev puttet.

Rune og jeg gik ind på the-stuen og sad og fik en kop tyrkisk the inden vi gik i seng.

I nat bliver vi helt sikkert ikke vækket af biler der drøner forbi hele natten – til gengæld er der en koncert uden lige nede fra søen …. Det lyder som om tusindvis af frøer holder kvække-konkurrrence!



Onsdag d. 2. juni 2010

Regnen vækkede os kl. 6, dog kun med nogle få dryp men nok til at vi lige tjekkede om teltene var lukket.

Morgen ritualerne startede 0730 og indenfor en time havde vi vinket farvel til vores flinke vært og sat kursen vest på. Planen var at køre mod Izmir, en tur på ca. 400km og da vejret var temmelig gråt og kedeligt bestemte vi os for at det var OK at få driblet nogle km af. Temperatur måleren sagde 18 grader, brrr det var vi ikke vant til.

Morgenmaden smurte Maria undervejs, og vejret blev langsomt bedre og varmere.

Ved 12 tiden klatrede Brumbassen langsomt op af en laaaang 3 sporet motorvej, dog lidt hurtigere end de tyrkiske lastbiler som sneglede sig af sted i inderbanen. Da vi nåede toppen var vi kommet op på et højtliggende plateau. Her mødte der os et pudsigt syn. Midt imellem klipper, græsmarker, geder og køer var der for nyligt blevet bygget et kæmpe outlet mall hvor 15-20 mærkevare kæder som Levis, Diesel, Calvin Klein osv. solgte tøj fra. I midten af det hele stod der med store velkendte bogstaver, McDonalds og Starbucks coffee. Brumbassen nærmest kastede sig ind på parkeringspladsen efter tilråb fra passagerne.

De mindste fik en hurtig snack fra McDonalds og vi andre nøjedes med en god Amerikansk CafeLatte fra Starbucks. Da vi kom ud fra centret, havde en flok fyre som løb rundt fra bil til bil med skraber og vandslange, vasket Brumbassen. Ikke kun vinduerne, nej hele bilen….! Ikke fordi den ikke trængte, nej den tyrkiske bilvasker havde helt sikkert fået sin sag for i forsøget på at få alt det gule mudder af siderne, men det var nu lykkedes meget godt. Han fik en skilling for sine anstrengelser og vi kørte af sted.

Maria brugte lang tid på co-driver pladsen på at få styr på ruten og fandt en campingplads som vi ville sigte mod. Den stod beskrevet i Lonely Planet, så selvom vi ikke havde haft det store held med at finde campingpladser indtil nu, så måtte det da lykkedes nu. Men ak nej, omkring kl 17 flakkede vi forvildet rundt i gaderne som der stod beskrevet i den 600sider tykke rejse bog, men efter at have snakket med et par lokale gav vi op. Der havde aldrig ligget en camping plads der!!

Vi satte kursen mod kysten, det var nu den sidste mulighed før vi måtte køre ud i bushen igen. Pludselig trak Brumbassen voldsomt til venstre, den havde set noget der lignede en campingplads. Da vi fik vendt om stod der ganske rigtigt, Kampi, Camping på tyrkisk. Efter at have sonderet ”Kampi” pladsen, og konstateret at der var MEGET lukket, og måske aldrig blev åbnet mere, kom nabovagten pludselig forbi. Han forklarede med fingertegn og fagter hvor vi kunne finde en camping plads. Der var håb forude. Vi svingede ned mod vandet og kravlede ned ad bjerget de sidste 500meter. Et vandland af format tonede frem foran os og et par luksus hoteller ved siden af. Vagten havde sagt 10-15 km, men en lille km efter vandlandet stod der, tak herre, KAMPI.

På pladsen, som var væsentlig over vores standard, holdt der 7-8 campere fra tyskland, Italien og Østrig. Vi nikkede og vinkede pænt til dem da vi trillede forbi, men den tyrkiske mentalitet havde vist ikke ramt dem endnu, så de kiggede bare på os og så væk igen. Der var masser af pladser, men hvorfor putte os nede bagved når man kan trille derhen hvor Knaus og Hymer ikke kan køre, nemlig på stranden. Vi fandt en lille oase imellem 4 kæmpestore palmer, og i første parket med 30 meter til vandkanten. Om det var misundelse eller forargelse ved vi ikke, men de tykke tyske maver rykkede alle lige solstolen et tak op, så de nemmere kunne se hvad der foregik dernede i strandkanten.

I nat er det eneste der kan holde os vågne, Middelhavets brusen.

Torsdag d.3.juni 2010

Dagen startede en smule overskyet, men det satte ikke en stopper for dagens første todo, en dukkert i det lune middelhav.

Langs med kysten ligger der et par luksus hoteller og lidt længere henne, et kæmpe vandland. Vi tog vandreskoene på og begav os hen kystvejen dels for at få lidt motion og dels for at finde ud af hvad vandlandet kostede. Området er lidt øde kun med et par luksus hoteller som bryder vildnisset. Da vi er kommet ca 300 m væk fra vores campingplads siger William pludselig: ”se en skildpadde” og ganske rigtig; lige foran os på vejen går en ret stor skildpadde! Den blev studeret og løftet op og taget billeder af …… inden William hjalp den ind i skyggen ved et buskads, han var bekymret for at den ikke kunne tåle solen. Hotel nr. 2 fra campingpladsen ligner noget der ikke er bygget færdigt. Et kæmpe hotel kompleks i 6 etager, hvor kun betonsøjler og vægge står færdige, og ser ud som om de har været færdige i mange år.

Solen var begyndt at bage fra en skyfri himmel, men en frisk brise blæste så vi mærkede ikke solens stråler. Det viste sig dog senere på dagen iform af en del branket hud på de voksne som vist ikke havde fået smurt sig nok ind i solcreme.

Vandlandet viste sig at koste knap 500kr for alle mand, så det tror vi nok vi venter med til en anden dag. Hjemturen gik langs stranden hvor vi lige stoppede til en hurtig frokost undervejs.

Da vi kom hjem var det skole tid. William, Lilli og Maria satte sig ned ved bordet og fandt bøgerne frem. Rune og Amelie gik en tur op til kiosken og købte en is og en sodavand. Amelie fik som sædvanligt charmet sig ind på en Tyrker der sad og spiste saltstænger, så der fik også lige tiltusket sig lidt lækkert.

Ved 1730 tiden var Mullepigen ved at være træt, det havde været en hård dag med meget sol og en masse graven i sandet. Vi har haft lidt problemer med at få hende til at sove når vi gerne ville. Hun nyder at komme op i teltet hvor hun kan tumle i dynerne, og det skal der selvfølgelig også være plads til, men at få hende til at slappe af og falde til ro tager sin tid. Rune lagde sig derop og efter en times tid lagde hun sig stille og roligt ned og faldt i søvn.

Vi andre spiste lækre hakkebøffer som vi puttede imellem to stykker franskbrød med ketchup, sennep, tomater og løg. Det smagte pragtfuldt. Hakket kød i Tyrkiet hedder Koefte. Der er vist blandet kvalitet og så smager det enten som om det er krydret eller som om der er lammekød blandet i. Måske lidt af det hele. Det er ikke helt samme kvalitet som vi er vandt til derhjemme fra, det var i alt fald ikke 3-8 % fedt, nærmere 30-40% hvis man skal dømme efter den mængde fedt der var tilbage i panden.

Maria og Rune tog opvaske tjansen mens William og Lilli blev tilbage og legede i sandet. Vi har taget et par små Walkie Talkies med som vi bruger når vi er væk fra hinanden på kortere afstande. Efter et kvarter blev der kaldt over radioen:” Opvaskeholdet her er sandgraverne”, vi svarede på bedste trucker stil, ”Her er opvaskeholdet”. ”må sandgraverne godt se en film” lød det ud af radioen. Hvordan skal man kunne stå for sådan en bemærkning.

Vi går tidligt i seng og håber ikke at få en kokosnød i hovedet i løbet af natten.



Fredag d. 4. Juni 2010:

Igen startede morgenen med en lille svømmetur. Alle mand var i vandet og der blev svømmet. Amelie var med i sin lille badering.

Herefter spiste vi morgenmad og dagen planer blev diskuteret. Maria valgte at blive hjemme sammen med Amelie. Maria var blevet meget sol-skoldet dagen før og havde derfor brug for en afslappende dag UDEN sol. Amelie var lidt morgensur og trængte vist også bare til en rolig dag.

Rune, William og Lilli gik op til vejen og tog en bus ind til Kusadaschi som ligger ca. 15 min fra campingpladsen. Vi var helt i bund med mad generelt og der var behov for optankning – så de 3 drog af sted med en lang indkøbsliste. De fandt et stor grøntmarked og et supermarked (fantastisk .. dem er der virkelig ikke mange af) og efter et par timer kom de hjem med alt hvad der stod på listen.

Resten af dagen gik med lidt forskelligt: skole, leg og badning. Sidst på eftermiddagen tog Maria, William og Lilli ud for at fiske. Vi havde set nogle fiskere på en mole lidt længere henne ad stranden så vi sigtede mod denne mole.

Vi fandt en lille ind-sø henne ved molen og kastede vores snører i vandet. Inden længe kom en lokal fiskermand hen og hjalp os. Han fortalte os at vi skulle bruge brød som madding og gav os lidt brød. Han viste William at snøren ikke skulle kastes ud men bare sænkes lige ned i vand-overfladen. Han kom tilbage flere gange for at tjekke om der var andet han kunne hjælpe med  At der var fisk i denne sø var vi ikke i tvivl om. De sprang op af vandet rundt om os….. men de bed bare ikke på vores krog. ØV! Men det var en hyggelig fisketur og vi opgav kun firdi vi alle 3 var sultne og det var labgt over aftensmads-tid. Fiskermanden tilbød os at vi kunne komme igen i morgen kl. 6 og så tage med ud på hans båd og fiske! William var selvfølgelig helt vild efter dette….. men da vi rejser videre i morgen passer det ikke så godt ind i planerne.

Vi spiste igen okse/lamme-bøffer  Denne gang med et spejlæg på og kartofler og gulerødder til. Uhm…..

Efter aftensmaden gik William og Lilli ind i bilen for at se ”Disney Sjov” …. Det er jo fredag og de fik hver en lille skål slik med sig.

Rune, Maria og Amelie gik op for at bade og bagefter blev Mulle puttet i klapvognen.

På vej tilbage til vores lejr kom vi i snak med nogle Hollændere som lige var ankommet til campingpladsen. De havde også 2 små børn med. De havde et par gode fifs til hvor vi kan finde campingpladser rundt i Tyrkiet, da de netop har rejst de sidste par uger rundt i Tyrkiet. Da alle ungerne var puttet gik Rune derfor op og besøgte dem med et par øl i hånden  Maria gik i seng – Mulle sov stadig ikke selvom kl. efterhånden var 21.30!