Søndag d. 27. juni


De sædvanlige morgenritualer blev overstået: morgenmad (i selskab med utroligt mange hvepse som havde udset sig vores vandmelon), skole og pakke lejr sammen. Mens vi holdt skole kom der pludselig 2 drenge på 6-7 år trækkende med 2 æsler. De nærmest tvang William op på det ene æsel og Rune og Amelie op på det andet æsel. Så fik de en gå/travetur rundt på pladsen hvor vi havde slået lejr. De havde tydeligvis tænkt sig at det skulle koste os et eller andet, vi stak dem hver en 1 dinar-seddel (ca 8 kr) – men de synes ikke så interesseret i penge og gjorde tegn til at ville have mad eller drikke. De fik resterne af vores pandebrød fra morgenmaden og en dåse Cola og virkede tilfredse. Da deres far opdagede hvad de havde gang i kom han og jagede dem hjem  Efter at have pakket sammen -vi er efterhånden ret gode til at pakke sammen hurtigt – satte vi kursen mod Det Døde Hav.

Hvad forestiller man sig når man tænker på et hav i et så varmt land som Jordan? Tja …vi tænkte, badestrande, boder med baderinge og masser af turister. Det var et noget andet syn der mødte os. Landskabet er fantastisk!! Faktisk det mest spektakulære vi har set indtil nu. Bjerge i alle mulige former … med bløde svaj, kantede, stenede, med palmer, røde og flerfarvede og med mange kløfter viklet ind imellem.

Fakta om de Døde Hav

• Havet er ca. 40 km langt og 5 km bredt, på størrelse med en svensk sø.

• Midt i havet går grænsen mellem Vestbredden(Israel) og Jordan.

• Havet ligger 390 meter under havoverfladen, altså den havoverflade som vi kender fra Middelhavet og de andre have.

• Vandet indeholder ca. 33% salt.

• Undgå for alt i verden at få vandet i øjnene eller i munden( det svier som bare f…..)

• Der kan hverken leve planter eller dyr i vandet.

Da vi langt om længe fandt ned til havet og fandt vejen som går rundt om havet, så vi at landevejen er totalt øde. Der er klipper på begge sidder af vejen og vandkanten er nærmest umulig at nå ned til. Når man kommer fra hovedvejen fra Amman, dukker der et par hoteller op og et sted der hedder Amman Beach. Dette er åbenbart den eneste mulighed for at komme ned og bade i havet. Vi måtte bøde 160 kr bare for at komme ind på stranden.

Alle havde det mega varmt og trængte virkelig til en dukkert, stress niveauet var højt eftersom Amelie nu har arvet resten af familiens dårlige tarmflora, så den stod på temmelig mange bleskift inden vi kunne komme i vandet.

Endelig…..alle havde fået badetøj på og stod i vandkanten.

De første par skridt ud i vandet var fantastiske, vandet var 35 grader varmt og følelsen af det varme vand var dejlig….til at begynde med. Så gik ungerne i og der bredte sig en mindre skrige koncert da saltet begyndte at sive ind i myggestik og andre små sår og rifter i benene. Der skulle gå 10-15 minutter før tårerne var holdt op og de endelig vovede sig ud hvor man kunne lægge sig ned.

Følelsen var helt ubeskrivelig, det var som at svæve vægtløs rundt i rummet. Man kunne lægge sig ned på 15cm vand og bare flyde. William fandt endda ud af at man på lidt dybere vand rent faktisk kan sidde i skrædder stilling og flyde, hvis man altså kan holde balancen. Det er en underlig følelse at flyde rundt i havvand hvor der absolut intet levende er eller nogensinde har været. Ingen tang, ingen muslinger, ingen fisk, intet!

Vi gravede store klumper salt op af havbunden som mindede om store krystaller. Desværre ligger de stadig udenfor restauranten hvor vi spiste frokost.

Et absolut must efter sådan en badetur er at blive skyllet i ferskvand, som heldigvis kunne fås i rigelige mængder i opstillede bruserstationer.

Vi spiste frokost i restauranten kl. 16 (varmen forskyder måltiderne lidt) og gik bagefter ud i den store ferskvandspool. Her fik alle badet og pjasket. Vandet var super dejligt og vi var alle enige om at det havde været en fantastisk dag 

Ved 18.30-tiden var det på tide at komme videre og finde en overnatningsplads. Vi kørte op for at komme væk fra Det Døde hav og mens vi besteg bjerget ind i landet havde vi den mest fantastiske udsigt ud over havet og klipperne med solnedgangen i centrum … det var et syn vi nok aldrig får at se igen! Vi kørte ind i landet, for at komme ind til Kings Highway som skulle være den flotteste vej til Aqaba. Ved 20 tiden begyndte tusmørket at melde sig og vi spottede langt om længe en lille oase af nåletræer 500meter fra vejen. Her fandt vi en plet, med spor efter tidligere gæsters bålsteder og slog lejr for natten.

De der var sultne fik en portion müsli/cornflakes inden det var tid til at putte sig i teltene. De voksne sad lidt udenfor og nød fuldmånen, den stjerneklar himmel og lyden fra klokkerne af den flok får og geder der gik ikke langt derfra. Vi havde også besøg! Vi havde godt opserveret 2 unge mænd der red rundt på et æsel med en lommelygte. De havde redet forbi os flere gange men på afstand. Vi troede måske de var nysgerrige for at se hvem vi var ….. da de kom tættere på råbte vi hello og de kom hen til os. Det viste sig at de red rundt i mørket og ledte efter en mobiltelefon de havde tabt tidligere på dagen  Hvor tit oplever man lige det?