Fredag d. 18. Juni 2010:


I dag havde vi besluttet os til at pakke sammen og drage syd-øst på. Vi havde jo haft ALT ude af bilen og nu var det spændende om Runes forbedringer gav mere plads og system i tingene. Efter at alle kasserne, borde og stole, badevinger, madvarer, komfur og hvad vi ellers slæber rundt på var stablet ind i bilen så det jo helt ryddeligt ud! Og der var plads tilovers!! Fantastisk, taget i betragtning af at vi tidligere har måtte skynde os at lukket bagsmækken for at der ikke liiiige trillede en fodbold eller en campingstol eller lign ud inden man fik lukket.

Men inden vi forlod Kappadokya skulle vi på lidt sigthseeing i Brumbassen. Vi kørte lidt rundt i Rose Valley – Rune selvfølgelig glad for at få Brumbassen ud i lidt vildmark – og parkerede for at gå ca 1 km op til Rose Valley Kirke. Snørklede små sand-stier og ”trapper” som er hugget ind i disse porøse klipper. Oppe på toppen – med en fantastisk udsigt ud over hele Kapadokya – ligger en kirke som er hugget ind i klipperne og med fresker (malerier på væggene) af Jesus osv. Ingen af disse malerier har dog ansigter – ifølge Koranen er det ikke tilladt af afbillede hellige levende væsner og rettroende muslimer har derfor i årenes løb kradset ansigterne på disse malerier væk.

Vi begav os ned igen og fandt hen til Brumbassen og kørte ind til Göreme by igen. Her spiste vi en sidste Döner kebap hos den sædvanlige fortovs-restaurant og begav os sydpå.

Vi havde ét stop mere undervejs og det var i Kaymakli hvor vi ville besøge en af de underjordiske byer.

Vi fandt det hurtigt og fik proppet Amelie i rygsækken. Entreén var lidt dyr men vi ville se denne by under jorden. Det viste sig dog hurtigt at gangene var alt for små til at vi kunne have Amelie i rygsækken og hun kom ned og gik selv rundt. Disse underjordiske byer er lavet for mange tusinde år siden af folkene i landsbyerne for at beskytte sig mod fjendtlige hære og andre der ville plyndre. Byerne kunne huse op mod 2000 mennesker i op til et helt år!! Der findes både køkkener, toiletter, soverum, stalde, spisesale, mad-depoter, vinværksteder og ventilationsskakter. Vi var nået et stykke ned da jeg, Maria måtte vende om. Det var for klaustrofobisk og uvisheden omkring HVOR langt ned under jorden det ville fortsætte var nok til at jeg vendte om. Jeg kæmpede mig ud igen – i de snævre gange – nu med alle de andre turister kommende imod mig! Jeg ventede dog ikke længe udenfor inden de andre 4 kom ud igen. Turen var spændende og det er fascinerende at tænke på at SÅ mange mennesker kunne gemme sig dernede i så lang tid – uden at se sollys overhovedet!

Vi sprang ind i bilen igen og kørte nu videre til Nefsihir hvor vi fandt en ok-velassorteret supermarked og fik handlet STORT ind. Nu hvor vi snart forlader Tyrkiet vil vi gerne have et fyldt ”mad-depot” så vi ikke skal ligge og rakke rundt i et fremmende land for at finde mad. Så nu har vi mælk, juice, müsli, marmelade, gær, nudler, bulgur og masser af breve med Knorr-suppe til mange måltider 

Næste stop var nu at finde en overnatningsplads så tæt på den Syriske grænse som vi orkede at køre.