Resume

Drømmen startede i 2006 da Rune købte sin første Landrover.

Han har altid gerne villet køre fra Danmark til Kina, og har utallige gange prøvet at overtale familien til at tage med.

Vi har nu købt en ny Landrover og vil gøre drømmen til virkelighed. Godtnok går turen ikke til Kina, men til Thailand.

Turen starter fra Skovby 1. maj og varer ca. 8 måneder

Blue Lagoon

Blue Lagoon
William gør klar til spring

Brumbassen på udflugt

Brumbassen på udflugt
Brumbassen på vej til Blue Lagoon, Vang Vieng

mandag den 21. juni 2010

Mandag d. 21. Juni 2010:


Vi vågnede omkring kl. 8 og alle blev beordret ud under bruseren da det efterhånden var længe siden nogen af os har været i bad. Herefter gik vi ud og fandt hotellets restaurant længere nede af gangen for at få noget morgenmad. Den dejlige morgenmad bestod af: fladbrød, tyk youghurt naturel, oliven, abrikos marmelade, mozarella, noget ubestemmeligt hummus-agtigt noget men som smagte sødt – og redningen: Den Leende Ko smøreost! Igen fås kun kaffe og the og dermed ingen drikkevarer til børnene.

Efter dette festmåltid gik vi tilbage på værelset og nød at slænge os i sengene og se lidt fjernsyn. Vi besluttede os for at tjekke ud inden kl 12 og efter at have kigget lidt mere på bazaren og købt de sidste gaver til Mulle fandt vi hen til bilen og kørte nu 160 km ind i landet til en by der hedder Palmyra. Det meste af turen foregik i ørken! Det var en oplevelse for os alle sammen – vi var betaget af denne natur og fik en helt anden oplevelse af Syrien end hidtil. Temperaturen i bilen var dog det varmeste vi hidtil har oplevet, men selvom det også var varmt udenfor så blæste det en del og det var egentlig behageligt. William var især optaget af de ”sand-tornadoer” vi kunne se indimellem og også når vi kørte ind i en lille ”sandstorm” og ikke kunne se en hånd for sig. 5 km før Palmyra holdt vi ind for at tanke og her mødte vi en beduin der hedder Hussein. Han inviterede os til at overnatte i hans beduin-lejr som lå et par kilometer derfra. Fantastisk tilbud som vi straks takkede ja til! Og det skulle vise sig at blive en fantastisk oplevelse. Lejren består af 2 telte indrettet med ægte tæpper på væggene og ellers madrasser og puder til at sidde på. Derudover er der et lille telt med toilet og bad og et lidt større telt med køkken. Vi var de eneste i lejren og havde derfor det hele for os selv. Hussein lever af at have turister på besøg – som regel europæere der kommer sammen med en guide og overnatter i lejren for at opleve beduin-livet.

Vi sad teltet sammen med Hussein og drak the og snakkede. Han er rigtig god til engelsk og det var utrolig interessant at tale med ham og få svar på nogen af alle de spørgsmål vi har omkring Syrien, muslimer, deres syn på danskere, de forskellige folkeslag, forholdene i mellemøsten mht konflikter osv.

Vi sad i vores campingstole uden for teltet og nød solnedgangen over de omkringliggende klipper. Ungerne fik lidt youghurt til aftensmad og Amelie blev puttet i et af teltene. Vi fik pakket hendes gaver ind og Rune og ungerne spillede lidt Disney Trivial inden William og Lilli også gik til ro - med deres soveposer inde i beduinteltet. Rune lavede lidt linsesuppe med bulgur til de voksne og vi satte os udenfor på en madras og snakkede med Hussein til langt ud på natten – under den klare stjernehimmel! En fantastisk oplevelse at sidde under åben himmel ude midt i ørkenen.

Udover at have denne beduinlejr har Hussein også 128 kameler som han lever af at deltage i kamel-races med. Han har været Syrisk mester de sidste 3 år og er åbenbart lidt af et hotshot indenfor dette.

Han har lovet os at tage os med på en tur i morgen ud og se hans kameler. DET glæder vi os vildt meget til 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar