Højtidspladsen

Fredag d. 11. Juni 2010:


For første gang i meget lang tid havde vi noget vi skulle nå fra morgenstunden af! Vækkeuret ringede kl 6.30 og selvom vi stod op i god tid endte det med at vi pludselig havde travlt – vi er kommet så meget ud af træning mht til at kigge på uret! Jeg, Maria vågnede op med et hold i nakken/ryggen og var derfor ikke til megen hjælp med at få pakket sammen – øv!

Vi kørte ind til Alanya midtby og fandt hen til stedet hvor vi skulle samles op af en bus som skulle køre os til havnen hvor båden sejlede ud fra. Bussen kom og på sædvanlig krejler-manér blev den fyldt op til bristepunktet med folk fra andre hoteller inden vi endelig kørte ud til havnen. Der var ulidelig varmt i bussen og alle sad nærmest ovenpå hinanden!

Endelig nåede vi frem til havnen. Skibene lå side om side, det ene mere udsmykket end det andet på total sørøver maner med flag med dødningehoveder og besætninger klædt festligt ud.

Da vi havde lagt fra kaj satte kaptajnen Celine Dions titelmelodi fra Titanic på for fuld drøn og vi kigge på hinanden og rystede på hovedet. Det blev kun værre. Vi havde sat os på nederste dæk, hvor der var skygge, på dækket over os råbte kaptajen op til dans og samtlige Russiske damer i bikini hoppede rundt på dansegulvet til det mest forfærdelige Tyrkiste pop musik.

Alle glædede sig til vi snart skulle gøre stop så vi kunne komme ud og bade. Det varede ikke længe og alle undtagen Maria og Amelie hoppede i det Azur blå hav. Det var fantastisk at kunne hoppe i på hovedet fra skibet og vide at der var 200meter dybt vand under båden.

Turen gik rundt om borgen i Antalya hvor borgmuren følger den store halvø hele vejen rundt og hvor klippevæggene tårner sig op i 50 meters højde. Båden gjorde flere stop rundt på turen hvor bla. En af vores matroser viste et halsbrækkende hop ud fra klippe væggen. Han kravlede så højt op at vi troede han måske havde desserteret båden og var på vej hjem.

Sidste stop før vi skulle hjemad var ud for en lille strand i en lille lagune. William, Lilli og Rune svømmede ind til stranden som måske lå 40 meter inde, men det var lidt sjovt at se de overgejlede russiske kvinder iføre sig redningsvest og plaske i en blanding af hundesvømning og crawl ind til kysten. Måske der ikke er så mange svømmehaller i Sibirien.

Efter en veloverstået bådtur, hvis man ser bort fra den konstante øredøvende musik, satte vi kurs ud af byen i retning øst på. Kl. var ca 16 så vi ville se om vi kunne køre et par timer og så finde en overnatningsplads. Det skulle vise sig lidt sværere en forventet. Umiddelbart efter vi havde forladt Alanya, begyndt vi at klatre op i bjergene og vejene var små, kringlede og uden autoværn! Det krævede en del koncentration fra chaufføren.

Ved 20 tiden begyndte det at blive kritisk, det ville snart blive mørkt hvilket ville gøre søgningen efter en velegnet camp endnu mere besværlig. I en by ved navn Anamur, fandt vi heldigvis en lille Hochzeits platz oversat til højtidsplads. Stedet var eget af en ældre fyr som havde spenderet et par år i tyskland så vi kunne heldigvis kommunikere. Han gav os lov at holde på hans p-plads og da ungerne var puttet fik vi en længere snak med ham over en øl. En højtidsplads er åbenbart et sted hvor bryllupper bliver holdt. Det er en stor græsplæne med palmer hvor man så stiller borde og stole op til alle gæsterne. Alle ankommer ved 21 tiden når spisningen er overstået hjemmefra og så drikker man lidt øl og vin mens der bliver spillet musik og danset.