På trods af lidt larm fik vi en dejlig nats søvn – der var Half Moon festival aftenen forinden og da Carlo og Nids lejlighed ligger på hovedgaden var der en del larm fra alle de stive, unge mennesker som kørte rundt i gaderne til tidlig morgen.
Vi kørte hen til kaffebaren og fik morgenmad. Rune fik en ”hang-over-plate” – dvs. Friturestegte fritter og pølser! Ungerne nød at de kunne få cornflakes med mælk og Maria og Mulle fik scrambled eggs med ristet brød.
Vi brugte et par timer på kaffebaren – fik lavet skole og slappet af. Over middag kørte vi ind til byen hvor jeg, Maria blev sat af mens de andre fortsatte ud til et sted udenfor byen hvor de fik Brumbassen vasket. Jeg fandt en frisør og fik en længe tiltrængt klipning samt lidt lyse striber i den efterhånden ret så fremskredne udvoksning!
De andre fik handlet ind og kørte tilbage til Carlos Beach House – jeg forsøgte at fange en taxa/tuk-tuk men havde ikke held med dette. Rune lånte en scooter af Carlo og jeg blev hentet! Brumbassen holdt nemlig på parkeringspladsen med begge telte slået op – teltene trængte til at blive tørret/luftet!
Rune og ungerne var en tur i vandet – de sejlede ud i kajakkerne og fik også badet lidt. Lilli var begynt at blive lidt dårlig, med feber og ondt i hovedet. Vi kørte derfor hjem sidst på eftermiddagen og hun lagde sig til at sove. På vejen hjem stoppede vi ved ”hængekøje-manden” – her havde vi købt en stor hængekøje sidst vi var på øen for 2 mdr siden. Vi var ikke helt tilfreds med hængekøjen og nu havde vi muligheden for at få byttet den – og det var heldigvis ikke noget problem.
Da Amelie endelig også var faldet i søvn – lagde jeg mig også med min bog. Det var simpelthen SÅ varmt at det eneste sted jeg kunne holde ud at være var foran blæseren!
Rune og William var tidligt hjemme – strømmen var gået i hele byen henne ved Carlos Beach House og uden strøm var der ikke så meget fest! Så alle lå i sengen allerede inden kl. 22!
Imorgen pakker vi sammen og tager en færge tilbage til fastlandet kl. 11.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar