Lørdag d. 18. september 2010:
Stod op kl. 8 og efter en del pakken sammen og pakken bil kørte vi hen til kaffebaren. Carlo og Nid sov stadig, men efter en ½ times tid dukkede de op og vi spiste morgenmad.
Vi fik betalt vores regning – vi havde spist og drukket både på kaffebaren og henne i deres Beach House i de 3 dage vi havde været på øen, så vi var spændte på hvor mange penge vi havde brugt. Men vores værter, som jo havde været utroligt gæstfrie og tilbudt deres gæsteværelse til os uden beregning, havde også været så søde at vi kunne spise og drikke til deres kostpriser – hvilket gjorde, at selvom vi føler vi har levet som konger i 3 dage, ja så holder vores budget stadig og vi er virkelig taknemmelige og håber vi engang får mulighed for at gengælde hvis Carlo og Nid kommer til DK. Carlos familie bor i Lading – som kun ligger 5 min fra Skovby – og han har også arbejde hjemme i DK –han indretter biografer for Nordisk Film og har projektarbejde i DK flere måneder hvert år. Så måske kan vi byde på et par øl mm når han er i DK næste gang.
Vi nåede færgen på et hængende hår og havde en dejlig overfart i et VIP rum med aircondition. Vi sad i en lille bås med et bord – så vi udnyttede de 2,5 times overfart til at få lavet skolearbejde
Resten af dagen kørte vi i bil. Vi ville gerne nå et godt stykke nordpå så vi var lidt nærmere Bangkok. Vi vil gerne være i Bangkok senest tirsdag og der er stadig 700-800 km. Det var meget varmt og regnede også en del – men vi holdt kun en enkelt pause hvor vi var inde og få lidt mad. De havde kun Thai-mad (en slags buffet med ene meget stærk mad) så ungerne fik ikke rigtig spist noget. Vi købte lidt brød og frugt som de spiste i bilen istedet. Kl. ca 19 fandt vi et resort helt ud til hovedvejen – vi lejede et værelse (efter en del fagter og tegnesprog fordi ingen talte et ord engelsk lykkedes det os at få skaffet et dobbeltværelse + 2 ekstra senge) Nu er vi bare meget spændte på, om prisen virkelig ER med morgenmad som vi har bedt om! Rune spurgte 10-12 gange om dette og de sagde skiftevis Yes og No til dette spørgsmål – så det bliver spændende imorgen tidligt
Vi havde overvejet om vi bare skulle leje et værelse og så skulle to af os sove i et telt. Lige da vi havde tjekket ind på værelset begyndte det VILDESTE regnvejr at vælte ned! Det væltede ned i lårtykke stråler og trommede sindsygt på taget udenfor.... der kom kæmpemæssige tordenbrag der fik hele hotellet til at ryste og vi priste os lykkelige for at alle skulle sove inde i tørvejr!
Efter at alle ungerne havde taget et koldt brusebad - Amelie stod selv længe under bruseren..... hun var altså ikke færdig da Rune synes hun var færdig – løb vi i det silende regnvejr over til hotellets restaurant på den anden side af gaden. Her fik vi bestilt lidt mad – igen med tegnesprog og fagter – det var en ret dyr restaurant og vi var egentlig ikke særlig sultne. Det meste af det mad vi forsøgte at bestille havde de ikke mere af. Lilli ville have en svinekotelet men efter 5 min kom servetricen og sagde: ”ingen snack”! Vi forsøgte at forstå hvad hun sagde men anede simpelthen ikke hvad hun mente med; Ingen snack” Ved bordet ved siden af sad en tysker som heldigvis kunne tale Thai og jeg bad ham oversætte. Det hun vllle sige var at de heller ikke havde svinekotelet – så jeg bad ham spørge om de så ikke kunne lave en kyllingefilet til Lilli istedet og det gjorde han så. Da maden kom var det ikke kyllingefilet men fried rice med kylling og æg. Hvordan kan kommunikationen gå så galt?! William fik en ret med ris og fisk og synes heldigvis det smagte dejligt. Vi morede os over hele situationen og gik semi-mætte tilbage til værelset. Her blev der læst historie inden alle lagde sig til at sove. Vi fik også bekræftet af ham tyskeren vi talte lidt med at værelset ER incl morgenmad – så vi er spændte på hvilken form for morgenmad der tilbydes!
lørdag den 18. september 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar