Resume

Drømmen startede i 2006 da Rune købte sin første Landrover.

Han har altid gerne villet køre fra Danmark til Kina, og har utallige gange prøvet at overtale familien til at tage med.

Vi har nu købt en ny Landrover og vil gøre drømmen til virkelighed. Godtnok går turen ikke til Kina, men til Thailand.

Turen starter fra Skovby 1. maj og varer ca. 8 måneder

Blue Lagoon

Blue Lagoon
William gør klar til spring

Brumbassen på udflugt

Brumbassen på udflugt
Brumbassen på vej til Blue Lagoon, Vang Vieng

fredag den 10. september 2010

Khao Lak - Noget af Verdens ældste Regnskov

Fredag d. 10. september 2010:


Det blev en noget urolig nat pga et kæmpe regnvejr – Rune måtte løbe rundt midt om natten og redde alle de ting vi havde stående udenfor samt sikre teltene. Maria vågnede op og havde det stadig ikke bedre så Rune og ungerne stod for nedpakningen. Vi spiste lidt morgenmad på restauranten inden vi begav os afsted mod nationalparken Khao Sok.

Vi kørte kun ca 1 time inden vi var ved indgangen til parken. Vi kørte lidt rundt for at finde et sted at overnatte – vi ville ikke sove i teltene, mest fordi Maria havde brug for en seng og et toilet!

Efter at have kigget på et par steder vi fravalgte fandt vi et rigtig hyggeligt sted hvor vi kunne få et værelse med veranda og to store dobbeltsenge for billige penge.

Dagen gik med at slappe af på verandaen. William og Lilli så en film på computeren og Amelie trissede rundt med sine legesager. Den unge thai fyr som havde taget imod os, lavede en bambus pistol som kunne skyde med små bær og vådt lokumspapir. Det var et kæmpe hit og der gik mange timer med at lade, skyde og lade igen.

Amelie havde ikke sovet middagslur så hun blev puttet kl 17, men var ikke meget for det. Først omkring kl. 18.30 lykkedes det endelig at få hende til at sove. Hun er sjov på det punkt: hun opfører sig ikke som om hun er træt, springer rundt og vil lege og lave ballade det ene øjeblik og sekundet efter kigger man rundt for at se hvad hun nu laver og så ligger hun og er faldet i søvn midt i alt balladen!

Vi andre fandt lidt kogegrej frem fra bilen og lavede pølser og spejlæg på verandaen. Stort hit 

Vi har ikke aircon på værelset men istedet 2 fans (blæsere) hvilket faktisk er rarere end aircon. Maria, William og Lilli lagde sig på sengen og læste imens Rune sad på verandaen og drak the.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar