Perhentian Kecil - brylllupsdag

Tirsdag d. 24. august 2010:


8 års bryllupsdag og dette blev fejret med manér på tropisk vis 

Computeren blev afleveret hos en forretning som lovede at skaffe et nyt tastatur iløbet af et par dage. På det thailandske konsulat fik vi udfyldt papirerne og et 60 dages visum ville være klart næste dag. Vi sagde at vi ville komme efter det senere på ugen.

Nu da alle de forskellige opgaver var blevet sat i søen, kunne vi med ro i sindet køre sydpå igen. Vi havde besluttet os for at besøge en lille ø der hedder Perhentian ca. 60km syd for Kota Bahru, nu hvor vi ikke skulle over på vestkysten.

Vi ankom til færgelejet som ligger i en lille by ved navn Kuala Besut. Vi var meget rolige og syntes vi havde god tid. En gut i gul t-shirt spottede os da vi drejede fra hovedvejen og indhentede os hurtigt på sin scooter. Han vinkede os ind til siden og ville hjælpe os med at komme til Perhentian. Rune bryder sig efterhånden ikke specielt meget om disse personer da de har det med at tage over priser så man ender med at blive tørret godt og grundigt. Vi affejede ham hurtigt, men han fulgte efter os. Efter lidt køren rundt i byen, blev vi overtalt til at snakke med et rejsebureau. Der sejlede en båd en halv time senere og vi havde pludselig lidt travlt. Ungerne blev placeret på kontoret mens vi pakkede nogle tasker. Vi skulle have teltene åbnet for at finde lagenposer, og solen bagte direkte ned på os. 10 minutter før færgen sejlede var vi klar. Nu manglede vi bare at finde en sikker p-plads til bilen. Rune kørte bilen lidt ned ad gaden til en p-plads med vagt og fik et lift på en scooter tilbage. Vi løb ned til båden som viste sig at være en forvokset speedbåd med to påhængsmotorer med en samlet ydelse på 450hk.

Turen ud til øen tog ca. 30 min, men der var en del bølger og båden sejlede ALTfor hurtigt så vi blev kastede rundt og måtte til sidst meget kontant bede chaufføren tage den med ro! Vi var godt øre i hovederne da vi ankom. D’lagoon hed stedet vi havde fået anbefalet (igen var det Mark der havde fortalt om stedet) og man kunne kun komme til og fra resortet med båd. Der var en lille restaurant som også var det eneste spise sted på stedet. Rundt om lå en del små pæle hytter og et long house. Vi havde ikke fået ringet og meldt vores ankomst, så vi var lykkelige over at de havde to værelser til os. Vi tjekkede ind på værelserne som lå på 1. sal i det store longhouse – meget simple værelser med hver en dobbeltseng og uden loft – altså med fri adgang for mus og andet godt. Dette sted er så tæt på ”paradis” som det kommer – egen strand, fint sand – dog med massevis og muslingeskaller, konkylier og koraller, helt klart tyrkisfarvet vand og masser af palmer til at give skygge, hængekøjer mellem træerne og meget stille og rolig atmosfære. Restauranten serverer dejlig billig mad – både lokale malaysiske retter men også burgers, sandwich, pandekager, milkshakes og lign. Det er et typisk backpacker-sted og med mange unge, franske rejsende og atmosfæren er meget afslappende. I samme bygning som vores værelser er desuden et stort dorm-room hvor man bor 16 sammen og betaler 20 ringit pr seng.

Lige udenfor vores værelser er et lille bassin fyldt med havskildpadder som en af de ansatte plejer som hans egne små babyer. Han finder æg som havskildpadderne kommer op og ligger i sandet på stranden og når de er klar til at klægge tager han de hundredevis af små skildpadder op i bassinet. De får mad flere gange om dagen og ungerne synes det var helt fantastisk spændende at være med til at fodre dem. Når skildpadderne er store nok sætter han dem ud i havet.

Dagen gik med at slappe af, bade og udforske området. Vi spiste god aftensmad og skålede i chokolade/banan-milkshakes – i anledning af bryllupsdagen.

Det blev desværre en noget urolig nat, da Amelie har fået en masse blæner i munden og på tungen hvilket selvfølgelig gør frygtelig ondt og forhindrer hende i at have sutten i munden. Hun vågnede mange gange og græd men kunne ikke tage sutten og havde svært ved at blive trøstet 