Mandag d. 2. august 2010:
Vækkeuret ringede kl. 8 men ingen gad op så vi sov til kl. 9
Efter lidt morgenmad som vi selv lavede nede i hotellets foyér , tjekkede vi ud fra hotel Zass efter 6 dage her. Hotellets personale har været meget servicemindede under opholdet og her inden vi rejste hjalp de også med at skaffe oplysninger omkring hvordan vi kunne komme til Pangkor. Så vi tog toget 5 stop hen til en busstation hvorfra vi havde fået at vide at bussen kørte til Lumut hvorfra vi skal med færge til selve Pangkor. Desværre havde vores kære hotelpersonale fået fat på noget galt dér og det viste sig at være den forkerte bus-station. Vi måtte derfor ty til en taxa som kørte os hen til den rigtige busstation ca 10 min derfra.
Efter et par timers ventetid på busstationen sad vi endelig i bussen og var på vej mod Lumut.
4,5 time senere kunne vi stige på en lille færge i Lumut og efter 40 min på færgen var vi endelig på Pangkor. Vi skilte os ret meget ud på denne færge idet alle de andre passagerer var ”indfødte” og der kom tydeligvis ikke ret tit europæiske turister hér!
Vi havde mødt dog en pige fra Canada på færgen og sammen med hende tog vi en af øens lyserøde minibusser hen til vores hotel som vi havde booket på forhånd. Kl. var nu 20 og vi var alle sultne, så efter at have tjekket ind på hotellet, fandt vi et sted rundt om hjørnet hvor vi kunne få aftensmad. Faktisk er det en slags resort af ældre dato vi skal bo på, men vores værelse ligger ved jorden, har 5 senge og eget badeværelse og er ret billigt. Det ligger 2 min fra stranden og lidt tilbagetrukket i junglen. Første indtryk er rigtig godt og det er ikke mindst pga personalets høje serviceniveau Vi blev mødt af smilende, engelsk-talende ansatte/ejer og alt hvad vi har brug for er indenfor rækkevidde så vi har indtil videre ingen klager.
Aftensmaden fik vi rundt om hjørnet – man kan vel næppe kalde det en restaurant selvom der serveres mad dér. Ingen vægge, sand som underlag, meget spartanske og gamle borde og stole (havemøbler) og køkkenet var gemt bag nogle træplader men fuldt synligt for alle gæsterne. Men ikke desto mindre kommer der fantastisk mad ud derfra og til meget små penge. Vi er begge til stadighed forundret over at der kan komme så dejlig mad ud af så lidt? Det sætter virkelig tingene i perspektiv ….. når man tænker over hvordan det er i DK hvor man skal have lokaler med dyr husleje, have et spritnyt køkken efter levnedsmiddelstyrelsens strenge regler, fancy inventar osv osv osv inden man kan starte en restaurant! Her skal der virkelig et minimum til for at man kan starte sit eget spisested. Her handler det nemlig om det vigtigste: at lave lækker mad!! Man kan godt synes at fokus er lidt forkert i DK hvor det at starte en restaurant synes at handle om alt mulig andet end god mad.
Vi er indtil videre glade for vores beslutning om at komme her til øen og nu glæder vi os til at se hvordan det hele ser ud i dagslys i morgen
mandag den 2. august 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar