Sidste oplevelsesrige dag i Phu Wiang

Lørdag d. 9. oktober 2010


Formiddagen gik i klasseværelset for William og Lillis angående. Rune, Bo og Amelie kørte ned til Phu Wiang nationalpark headquarters for at betale for overnatningen. Bo’s overtalelses evner viste sig igen at bære frugt og efter et par telefonsamtaler med chefen fik vi bungalowen for 300Bath istedet for 600. Vi kørte lidt ud for at undersøge området mens Maria blev hjemme som skolelærer.

Da vi kom tilbage havde klokken netop ringet ud til frikvarter. Det var tid til Amelies middagslur. Bo, Rune, Lilli og William iførte sig vandrestøvlerne og gik ud for at se på nogen af udgravningsstederne. Ruten startede med at stige 100meter op ad en smal sti og det var stegende hedt. Heldigvis havde vi 5 liter koldt vand i rygsækken som der hurtigt blev taget hul på. Efter et par km kom vi til det første site. Der var lavet en flot bygning på toppen af bjerget med glas hele vejen rundt hvor man så kunne se udgravningen af et forstenet dinosaur skelet. Ruten fortsatte og inden længe kom vi til det næste som var nogle store klippe blokke som ved nærmere eftersyn indeholdt forstenede muslinger. Det sidste site var et kæmpe bygningsværk som var bygget i 1990 til ære for den thailandske princesse. Der var et lille udgravningssite inden i bygningen, ikke noget stort og prangende, men man kunne tydeligt se de forstenede dino knogler. Herfra tog vi grusvejen tilbage til bungalowen. Det blev en tur på ca 5 km, som helt klart for alles vedkommende føltes som 20km. Alle incl William og Lilli var drivvåde af sved og alle 5 liter vand var drukket.

Efter en slapper på verandaen, vågnede Amelie op af sin lur og vi sadlede op i Landroveren. Vi ville ind til byen og handle ind til aftensmad og køre forbi Dino parken på vejen og se om det var noget der var værd at bruge penge på. Ifølge Lonely planet så skulle det koste 80kr pr mand at komme ind. Vi parkerede ved parken og gik ind. Der var hverken billet kontor eller nogen der ville sælge billetter. Vi daskede rundt i en halv times tid og så de store flotte skulpturer i 1:1 af de dinosaurer der engang levede i området. Det hele virkede sådan lidt som om standby knappen var trykket ind. Alt var flot og prangende, men springvandet virkede ikke(og havde vist ikke virket i lang tid), bænkene var alle sammen skvattet sammen og personalet i besøgscentret lå ude på trappen og sov middagslur. Vi var glade for at vi ikke havde betalt penge for at komme ind.

Vi vendte snuden hjemad og stoppede undervejs og købte aftensmad. Bo kunne selvfølgelig ikke stå for et kæmpe fyrværkeri batteri som han måtte slippe 35kr for. Inden vi kom til nationalparken, svingede vi lige ind forbi dinosaur museet som vi havde været ved aftenen før. Rune sprang ind i det kæmpe store og meget velholdte bygningskompleks som ligger helt for sig selv ude i junglen og spurgte efter brochurer. Han kom tilbage med nyheden om at der var en kæmpe udstilling om dinosaurer og jordens historie, og så var det gratis. Det var skønt at komme ind i aircondition og udstillingerne var rigtig flotte.

Ved 17 tiden vendte vi snuden hjemad. Meen Rune og Bo ville lige en tur ind i nationalparken og se et vandfald de havde læst om. Der skulle efter sigende være en grusvej igennem parken til vandfaldet. Det startede der også med at være, men efter 1½ kilometer måtte vi give op. Grusvejen var snævret ind til en meget lille sti og vi havde kæmpet os over store klipper og igennem bløde moser. Vi vendte slukørede hjem til vores bungalow.

Det var nu blevet mørkt og Bo’s nyindkøbte fyrværkeri skulle selvfølgelig afprøves. Han gik lige lidt ned af vejen og bankede på en af arbejdernes dør for at tjekke at det var ok. Det var det selvfølgelig, herude er der ingen regler hvad fyrværkeri angår. Batteriet blev antændt og der blev råbt, ”fire in the hole” og kapoooooow, sagde det. Der var et skud, ingen farver men til gengæld et ordentligt brag der kunne høres flere kilometer væk. Der gik ikke mange minutter så stod alle parkens arbejdere uden for Bungalowen og beundrede dette pragteksemplar af en thailands raket, eller resterne af den.

Bo har besluttet sig for at han tager de sidste par dage af ferien på egen hånd. Det passer nemlig med at når vi forlader Phu Wiang imorgen for at vende snuden mod grænsen til Laos – så passerer vi igennem en ret stor by - Khon Kaen - og herfra går der busser til Bangkok hver time. Onsdag går Bos fly hjem til DK så nu får han et par dage i Bangkok inden det igen står på hverdag i DK. Så imorgen skal der vinkes farvel.