Vi var opsat på at bruge dagen på at se lidt af Phnom Penh. En by med 1 mio indbyggere må jo have noget at byde på. Det er bare lidt sådan, at byer herude har templer som de bygningsmæssige perler, og så er det også det. Resten er gammelt beton byggeri, små gyder, nye stor centre og små markeder. Vi føler lidt at den bedste måde at opleve byerne er ved at daske rundt i de små gader, gå på markeder og indsnuse atmosferen. At se de ægte Cambodianere i deres hjemlige rammer.
Vi startede dagen med at prøve på at finde noget morgenmad og fik os forvildet ind på en tankstation der også solgte croissanter og kaffe. Det var ikke nogen kulinarisk oplevelse, men vi fik da stillet den værste sult. Derefter gik turen til det store marked i byen. Markedet ligger i en meget gammel bygning som består af en stor kuppel som centrum, og herfra strækker der sig 4 arme ud. I hver af armene er der så meget små passager hvor boderne ligger som sild i en tønde.
Vi fik shoppet lidt forskelligt og selvfølgelig de obligatoriske t-shirts til hele familien. Den gængse valuta er jo US dollar, mens Cambodias egen valuta Riel, som har mange øgenavne feks. Funnymoney, shittymoney osv. Kun bruges til at give tilbage med. Da det kun er hele dollars der eksisterer på gaderne, men nogen ting jo koster 1½, så får man den halve dollar tilbage i Lei. 50 cent = 2200Lei. Da det er sjældent at Riel kan bruges til noget som helst andet end på de meget lokale markeder, er de perfekte at give i drikkepenge eller til de hjemløse. Folk bliver ligeså glade og vi andre kommer af med fyld i lommen. Det oplevede vi på markedet i Phnom Penh, problemet er bare at har du først givet et hjemløst barn en seddel, så har du pludselig 10 der også vil have. Vi slap med nød og næppe ud i en TukTuk og væk fra markedet.
Som sagt er der jo også moderne centre, og da det var frokost tid, søgte vi ind i et for at få noget mad som ungerne kunne spise. Vi havde erfaret at Chili er Cambodias national krydderi. Inde på en unævneligt pizza restaurant fik vi stillet sulten. En meget spøjs oplevelse skal dog nævnes. Maria havde bestilt salat bar, og tjeneren sagde udtrykkeligt, flere gange, at hun kun måtte tage én gang. Skålen var en meget lille suppe skål, men til 3USD lød det meget rimeligt. Vi skulle dog erfare at en helt anderledes kotume fandt sted oppe ved salat baren. De lokale Cambodianere, havde fået samme besked som os, men valgte bare at tolke det som, at skålen derfor skulle proppes til bristepunktet. Det resulterede i det ene kunststykke efter det andet. Først blev lange stænger af gulerod sat ned langs med siden af skålen. Så blev der lagt lidt coleslaw som ”mørtel” derefter salatblade og så begyndte de ellers bare at stable. Til slut var portionen ca. 25 cm høj, hvoraf skålen var de 4cm.
Om eftermiddagen blev der lavet skole på hotellet – Bo benyttede chancen og gik ud i byen og fik 2 timers massage.
Senere tog vi en tuk-tuk ind til byens hjerte – The waterfront. Her var der proppet med mennesker – mest lokale der dyrkede forskellige former for gymnastik og aerobic til meget høj musik. Meget morsomt at opleve at det er på denne måde man dyrker motion herude. Der står simpelthen 20-25 mennesker og hopper og springer på pladsen lige foran fortovsrestauranter og forbipasserende forgængere. Alle ”damerne” havde deres børn med som løb rundt og legede sammen - gid vi havde samme muligheder for motion på denne måde hjemme i DK!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar